Dina Amlund: Hej tykfober***

Om Konfronts første år set fra en tyk-vinkel, om anmeldelser og privilegieblindhed, om tykfobi og kapabelisme, om call-outs og aktivistmiljøernes samtalekultur.


Af Dina Amlund

Inden jeg går i gang med mine forskellige rants, som hører sammen i en samlet beretning om ovenstående emner, bør jeg kommentere på ordet ”privilegieblind”. Jeg bruger dette ord, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal bruge. Jeg har tidligere forsøgt at komme omkring det ved at skrive ”forblændet af privilegier”. Men det er stadig i familie med privilegieblind. Det må være et spørgsmål om tid, før dette ord bliver problematiseret for sin indbyggede kapabelisme, hvor det at kunne se er det samme som at forstå. At kunne se er altid blevet forbundet med visdom og klogskab, empati og sympati, og ikke at kunne se er blevet symbol på det modsatte. Det er naturligvis kapabelistisk, og jeg vil med glæde tage andre ord til mig, når jeg støder på dem. Privilegieblindhed har vi alle, og det er meget sigende at selve ordet også er privilegieblindt.

Kære Konfront

Tillykke med fødselsdagen. Tak fordi I har skabt dette medie, som skal samle den udenomsparlamentariske venstrefløj. Tak fordi I fra starten inviterede tykaktivismen indenfor og gav FedFront en blog. Det har været intet mindre end fantastisk. Jeg er glad og taknemlig for at mange dele af venstrefløjen får større og større forståelse for tykaktivismen.

Tykaktivismen er vigtig, fordi tykfobi er en gennemsyrende struktur i samfundet. Tykke mennesker chikaneres med spytklatter, tilråb m.m. i det offentlige rum. Tykke mennesker er som regel enten udeladt eller udstillet negativt i fiktion, dokumentar, tegnefilm og alle andre kulturprodukter. Tykke mennesker udsættes for negativ særbehandling i sundhedsvæsenet. Tykke mennesker diskrimineres på arbejdsmarkedet. Tykke mennesker lever med minoritetsstress.

Tykfobi og racisme

Sabrina Strings er en amerikansk historiker, som har skrevet bogen Fearing the Black Body: The Racial Origins of Fat Phobia. Strings er sort og ikke tyk, og hun må siges at have en meget stor blind vinkel i forhold til den tykfobi, som fandtes forud for den såkaldte oplysningstid. Bogens titel sletter simpelthen den tykfobi, som gik forud. Ikke desto mindre er hun en formidabel allieret i kampen mod tykfobi. Hun har gjort et fantastisk stykke arbejde med den viden, hun har samlet i sin research indenfor “racevidenskaben”. Strings har kortlagt hvordan videnskaben fra 1600-, 1700- og 1800-tallet – som beskæftigede sig med at dele mennesker op i hierarkier – gjorde tykfobien og racismen til to sider af samme sag. Tykhed, mørk hudfarve, manglende moral, utæmmet appetit og seksualitet samt ugudelighed er argumenter, som alle læner sig op ad hinanden i den videnskab, som var med til at forme og fastholde den ekstreme udnyttelse af racegjorte, navnlig sorte mennesker.

Der opstod lynhurtigt en ulogisk regel om at rigtige hvide mennesker ikke er tykke, og hvis de er tykke, er de forkerte hvide mennesker – og jo mørkere et menneske er, jo tykkere må det være, og hvis et mørkt menneske ikke er tykt, så er det en undtagelse. Teorien var denne: jo mørkere hud, jo mere galde i kroppen, og jo mere galde, jo mere fedt.

Det kan godt være, man tænker, det er meget mærkeligt og ulogisk, når man læser dette, men det er ikke desto mindre en dynamik, som i flere hundrede år har været gældende i et vestligt menneskesyn, og derfor ikke kan pilles ud af den grundlæggende tankegang uden et større afkodningsarbejde. Dynamikken er simpel: tyk = dårligt, slank = godt. Racisme og tykfobi er to sider af samme sag. Både racisme og tykfobi eksisterede forud for 1600-tallet, men blev sammensmeltet i ”oplysningens” navn. De to strukturer kan selvfølgelig stadig give sig til udtryk på forskellig vis. Men lighederne er slående, når vi ser på hvem, der har sværere ved at finde ansættelse, hvem, der ikke bliver lukket ind på diskoteker, hvem, der aldrig tages alvorligt hos lægen, og hvem, der skældes ud af fremmede mennesker på gaden. Og er man både racegjort og tyk, lever man med særlig grad af strukturel modstand.

Tak til Konfront

For at lukke tykaktivismen ind i Feminisme & Krop redaktionen fra allerførste dag. Tykaktivismen hører til i kampen for lighed. Og tykhed skal regnes med som intersektion i den intersektionelle feminisme.

Jeg har fuld forståelse for, at ikke alle har opdaget hvor vigtig en kamp, tykaktivismen er. Det handler om, at vi alle er tykfober. Og vi skal afkode vores tykfobi, inden vi kan anerkende at tykke mennesker er rigtige mennesker, som fortjener lighed. Der kan også sagtens være tykke mennesker med internaliseret tykfobi, som nægter at anerkende tykaktivismens vigtighed. En tyk person med ønsket om at passe ind i et tykfobisk samfund, kan nogle gange være en lige så hadefuld modstander som en slank tykfob.

Rungstedlundgate

I sommer ville jeg skrive en række anmeldelser af små museer udenfor København. Mit egentlige ærinde var at anmelde handikap-tilgængeligheden i rum, som bør være tilgængelige for alle. Der er et stort problem med manglende tilgængelighed på den radikale venstrefløj. Og jeg ville forsøge mig med en anden måde end barske call-outs – dem er er der alt for mange af. Jeg ville vælge museer, som ikke har mulighed for at være 100% tilgængelige pga. bygningsfredninger og stramme økonomier, men som alligevel har gjort alt, hvad de kunne for at gøre det så tilgængeligt som muligt. Jeg tænkte, at det var en god måde at tale om handikaptilgængelighed uden at sige, at jeg ville gøre det, men simpelthen bare ved at gøre det. Og jeg kunne ikke forestille mig andre medier end Konfront, som skulle bringe det.

Men jeg valgte et forkert museum – og jeg er ikke sikker på nogle af de små museer kunne være rigtige. Rungstedlund er museet for Karen Blixens liv og forfatterskab. Jeg troede, at hvis jeg skrev, at der er problematikker omkring hende, så var det OK. Men det var det ikke. Og det resulterede i så voldsom en afstrafning fra Marronage og SortBlog, at jeg ikke har turdet skrive om noget som helst på Konfront siden (med undtagelse af FedFronts blog, som jeg har skrevet gennem hele året, anonymt indtil dette øjeblik). Afstraffernes tykfobi og kapabelisme er gået umærket hen, mens jeg som tykaktivist tydeligvis ikke har råd til at fejle med mine blinde vinkler. Jeg er ikke den eneste aktivist dette år, som har været forblændet af hvidhedsprivilegie og derfor beskæftiget mig med Blixen. Men jeg er den eneste, som er tyk, og derfor skulle straffes med så voldeligt et call-out.

For nyligt lavede jeg en fejl igen. En, jeg kender, havde lige skrevet, at han så Silence of the Lambs. Og næsten med det samme dukkede der et meme op i mit Facebook feed med Peter Plys og Grisling i en af scenerne fra filmen. Jeg så den allerede som barn og flere gange som teenager, og har et forhold til den film, som er gået forud for enhver systematiseret normkritik. Og af uforklarlige årsager var jeg heller ikke i stand til være normkritisk, da dette meme dukkede op. Så jeg taggede min ven, som var ved at se filmen. Jeg fik en privat besked fra en anden, jeg kender, venlig og informativ, at det var et transfobisk og kapabelistisk meme. Det lå lige på vippen til min bevidsthed, så jeg kunne jo se det med det samme, jeg fik det at vide. Ligesom jeg også kunne se det racistiske i samme sekund, det voldelige call-out på min museumsanmeldelse kom op.

Strukturelle privilegier = garanti for at fejle

Det er ikke fordi, jeg har specielt meget lyst til at tale om egne fejl og blinde vinkler. Dem har jeg, og jeg gør hvad jeg kan, for at arbejde på, at de bliver mindre. Jeg synes, det første eksempel er meget sigende for den tykfobiske dynamik, der lå i afstraffelsen af min fejl. Og jeg synes, det andet eksempel er meget sigende for, hvordan man kan fortælle nogen, at de har handlet privilegieblindt. Og jeg tænker, det er brug for en anden måde at handle på, end at lade som om man er fejlfri og lave et rasende call-out på en kammerat. For det er faktisk noget af det, jeg vil med dette rant; gøre opmærksom på noget af den tykfobi, jeg er stødt på i artiklerne på Konfront det forgangne år.

Jeg tager bare et par stykker. Hvis jeg som tykaktivist skulle reagere, hver eneste gang, der foregår noget tykfobisk på venstreføjen, kunne jeg vitterligt ikke foretage mig andet, og ville alligevel aldrig komme omkring al tykfobien. Den ene af de to artikler, jeg vil påtale, er en anmeldelse af teaterstykket Amerika på Nørrebro Teater. Den anden artikel er et call-in til den hvide venstrefløj. Hvis det ikke var for useriøst, ville jeg drysse et par smiley’er ind, fordi jeg ikke er ude på, at det skal føles alt for barskt for skribenterne eller andre at læse.

Kære O.T

Vi har meget forskellige udlægninger af Amerika. Jeg bliver nødt til lige at forklare det generelle problem med Fatsuit først. Fatsuit er ligesom Blackface en gammel og forfærdelig tradition i den vestlige underholdningshistorie. Konceptet er, at det er hylende morsomt, at et menneske, som har hvidheds- eller tyndhedsprivilegie – og dermed befinder sig i toppen af det sociale hierarki – bliver klædt ud som en, der befinder sig i bunden af hierarkiet. Fatsuit er et trick, som film, TV og teater altid kan benytte sig af, når de vil have publikum og seere til at grine højt. Netflix vrimler med komedieserier med Fatstuit. I år kom f.eks. Sextuplets og anden sæson af Insatiable. De seneste par mdr. har jeg set tre teaterstykker med Fatsuit i København. Amerika var uden tvivl det værste. Fatsuit er tykfobi i komprimeret form. Det er had til og latterliggørelse af tykhed i så intenst et udtryk, at det er rigtig hårdt at læse disse ord i din anmeldelse: ”Line Becks kostumer er fantastisk fantasifulde og skarptskårne, hvilket bidrager til det muntre helhedsindtryk.” Jeg skrev et indlæg i Weekendavisen om hvor ubehagelig en oplevelse det var som tyk, at se Fatsuit som bærende element og tykhed som symbol på alt, hvad der er i vejen med menneskeheden. De tykke kapitalister i Fatsuit, den mærkelige dame i Fatsuit. Og hvordan der konsekvent blev gjort opmærksom deres Fatstuits i de mange lange scener, skulle man et øjeblik have glemt, de var der. F.eks. ved at en af kapitalisterne hev og trak i sit alt for stramme tøj hele tiden. Nikolaj Cederholm svarede, at han aldrig havde hørt om tykfobi før, og at han muligvis havde truffet andre valg, hvis han havde. (Derefter gik han i gang med at forsvare sit valg og påstå, at jeg har misforstået, hvordan han bruger tykhed i sit teaterstykke.) Jeg hæfter mig ved, at man skal høre noget for første gang, og så igen nogle gange, før man har forstået det. Og jeg håber, at din anmeldelse havde været anderledes, hvis du havde været bevidst om at Fatsuit er en materialisering af tykfobi.

Kære NOGEN FRA TRYGHEDSHOLDET 1. MAJ

Hvis ikke tykhed og handikap i forvejen var så godt som komplet udeladt af queermiljøet i København, ville det i hvert fald blive det efter denne sætning: ”Hvis du er hvid, men på andre måder minoriseret, er du sikkert vant til at retningslinjer som regel er til for din tryghed.” Nej, det kan vi ikke sige, vi er vant til. I ønsket om at være mere inkluderende, kom I til at slette andre andetheder fuldstændig. Som tyk er jeg ingenlunde vant til at være velkommen i miljøer, som bør være et alternativ til normen. Jeg er vant til at min andethed er brugt som symbol på heteronormativitet, kapitalisme, småborgerlighed, konsumerisme, individualisme og alt andet, der er galt med verden. (Ligesom også højrefløjen bruger min andethed som symbol på snyltere i velfærdsstaten, folk, der ikke er konkurrencedygtige og hvad de ellers mener, der er galt med verden derovre.) August er en ret forfærdelig måned, hvor tykhed og handikap er fuldstændig udeladt af både den ene og den anden Pride (ok, der var to events om handikap i den officielle Prideuge – men de blev så lagt samtidig). Og arrangørerne af efterfesten til Nørrebro Pride undskyldte i ellevte time, at der var elendig handikaptilgængelighed. Jeres call-in op til Priden var så absolut reproducerende i sletningen af tykhed og handikap. Der var en enkelt, som forsøgte sig med en kommentar til opråbet, om at når man er kørestolsbruger, er man altid bevidst om, hvor meget man fylder, hvis man overhovedet kan komme ind, hvor festen er. Det virker skræmmende, at der ikke udvises nogen forståelse for andre intersektioner, når I over en kam siger, at hvis man er hvid, fylder man for meget. Ingen tykke turde skrive noget. Vi har altid fået at vide, vi fylder for meget og optager for megen plads. Helt bogstaveligt. Det er det, folk råber ad os på gaden.

Kære Konfront

Tillykke til os alle sammen med, at I findes. Jeg er meget glad for, at tykaktivismen er inkluderet. Jeg ved godt, I ikke har hånd i hanke med alt hvad der skrives, f.eks. ikke med min egen privilegieblinde Rungstedlundgate, som står på min egen regning. Kære O.T og NOGEN FRA TRYGHEDSGRUPPEN, jeg antager ikke, I vælger at være tykfober med vilje. Kære Marronage, SortBlog og de 75, som likede det voldelige call-out til mig … jeg er stadig bange for jer … En af likerne er tyk, og skrev for nyligt i en tøjgruppe på Facebook, at vedkommende mangler en billig vinterjakke. Jeg turde ikke skrive til personen, at jeg havde en. En anden af likerne arbejder for Amnesty International, hvor hun har interviewet mig ang. den online vold, jeg møder som tykaktivist. Det tæller åbenbart kun som vold, når det er tykfober fra højrefløjen, som skriver sådan til eller om mig. En tredje af likerne kender jeg privat, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, når vi støder på hinanden.

Kære kammerater

Jeg håber, vi alle kan blive bedre til både at lytte til andres strukturelle modstand og til at informere om vores egen. Vi kan ikke undgå at reproducere hierarkierne, og det skal påtales, når vi gør det, så det kan afvikles. Mennesker kan være sammensat af både førsteheder og de privilegier og blinde vinkler, der medfølger, såvel som andetheder og den strukturelle modstand og vold, som følger. Jeg håber, vi kan komme uden om at producere alt for faste nye hierarkier, hvor det handler om hvem, der kan kalde de andre hårdest ud. Der er sgu for mange derude, som råber ad os i forvejen!

Der er ikke flere tekster