KulturVed modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris i Stockholm benyttede 28-årige Jonas Eika lejligheden til at slå et slag imod den racistiske og klassistiske politik, som de tilstædeværende statsoverhoder, heriblandt Mette Frederiksen (S), fører. Det har affødt et virvar af reaktioner, herunder fordømmelse fra Pia Kjærsgaard (DF), Rasmus Stoklund (S) har kaldt ham en “forfatterklovn” og Mette Frederiksen (S) har valgt udelukkende at behandle det som et holdningsindlæg.
Af JWB
“Jeg er helt uenig i karakteristikken af både Danmark og de øvrige nordiske lande. Jeg kommer ikke til at gå ind i en polemik med en prisvinder ved en i øvrigt festlig og rigtig god aften” (BT) siger statsministeren.
Hvad der er bemærkelsesværdigt er, at ingen forholder sig til den grundlæggende påstand i talen, at en statsminister som har brandet sig selv som “børnenes minister” viderefører en racistisk politik som tvinger flygtningebørn til at vokse op under helt umenneskelige forhold. Fredag morgen skriver Peter Nielsen i Informations litteraturtillæg at “Eikas timing var excellent, hans kritik berettiget, selv om hans analyse er tyndbenet. Ordet »statsacisme« er overdrevet, og hans kritik af kolonialismen hentet ned fra hylden af en amerikansk diskurs og rammer meget forbi, når det handler om her i Norden at beskrive baggrunden for diskrimination.” (Information) Det er egentlig det eneste jeg har kunne finde af artikler som reelt forholder sig til talens indhold og ikke bare provokationen af at kalde statsministeren for racist. At Nielsen så tager fejl i at det kun er den Amerikanske analyse af racismen som placerer dens rødder i kolonialismen er hvad det er. Edward Said, Jean-Paul Sartre og Frantz Fanon har alle fremført lignende analyser af den racistiske fremmedgørelse som et element i en diskurs som skulle retfærdiggøre de europæiske kolonialisters magt over befolkningen i kolonierne. Men i det mindste forsøger Nielsen at forholde sig til mere, end bare om man kan tillade sig andet end at være taknemmelig og underdanig, når man modtager en pris.
Derudover har han en fin pointe i, at når Nordisk Råd har samlet deres uddeling af priser “i én årlig gallaevent i forbindelse med Nordisk Råds session for at kaste lidt kunstnerisk glans over det politiske samarbejde i Norden” (Information), er prisoverrækkelsen ikke længere en apolitisk begivenhed. Kunst er i øvrigt aldrig et apolitisk foretagende, men selv hvis man mener noget andet, er det utroligt at man kan forestille sig at dette gælder når man bruger en prisoverrækkelse som pynt. Derfor er enhver kritik, af at Eika holdte en politisk tale, død ved fødslen. Netop derfor er det også påfaldende, at det netop er den eneste kritik der bliver fremført. Hvis Eika havde sagt noget usandt, havde det selvfølgelig været det centrale kritikpunkt. Men det gjorde han ikke, og derfor fokuserer de borgerlige medier på en floskel om “pli”.
Hele Eikas tale er gengivet herunder:
Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.
Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.
Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.
Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.
Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal).
Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.
Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.
Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige,” men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.
Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.
Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.
Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet.
Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.
Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.