DE TYKKES BEFRIELSESFRONT er nu rykket ind i teenageårene – men rebelske har befrielsesfronten været lige fra dag et. Dina, som er koordinator i FedFront, tog en snak med DE TYKKES BEFRIELSESFRONTs stifter og frontløber, Elsebeth Søs Hansen.


Dina: Tillykke med de 13 år! Kan du fortælle lidt om hvad der gik forud for DE TYKKES BEFRIELSESFRONT? I en verden, og et land, som hader tykhed og tykke mennesker, hvordan var det muligt at finde frem til et ståsted, hvor man kæmper for frihed og lighed for sig selv og andre tykke mennesker?

Elsebeth: Det har været en proces, lidt ligesom at pille et løg. Jeg blev først bekendt med tykhedsaktivisme, da jeg blev koblet på internettet i slut 1990’erne og fik kontakt til aktivister i andre lande. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig, og man kan ikke bare sådan lige kaste alle forståelsesrammer af sig efter at have været undertrykt og misinformeret hele sit liv. Derfor skulle jeg bruge tid på at undersøge og afprøve den nye viden. Jeg søgte efter andre interesserede, og vi fandt sammen i en gruppe, der mest handlede om selvhjælp ud fra den forståelse, at vi led af en spiseforstyrrelse. Det førte senere til dannelse af en forening for overspisere og pårørende, hvor vi arbejdede på at få spiseforstyrrelsen kendt og anerkendt. Jeg skrev kronikker og læserbreve, vi kontaktede Sundhedsministeren, blev kaldt til møde i Sundhedsministeriet og kom med i en gruppe under Sundhedsstyrelsen, der skulle komme med input til en ekspertgruppe. Og så videre. Alt sammen udfordrende og lærerige år om både emnet og magtstrukturer. I sådan en proces bliver man nødt til at finde ind til dét, der virkelig betyder noget. Alle lag af misinformation, fordomme, stereotyper, stigmatisering, etc. skal processeres. Da jeg havde været igennem den periode, mistede jeg langsomt interessen for at arbejde med spiseforstyrrelsen i foreningsregi, fordi jeg erkendte, at den delvist var konstrueret ud fra normer omkring den slanke krop som et ideal samt fordomme om tykke menneskers adfærd. Det er simpelthen ikke rigtigt, at tykke mennesker per definition har en spiseforstyrrelse. Selvfølgelig kan nogle tykke have det, ligesom nogle slanke mennesker kan. For langt de fleste stopper en eventuel overspisning dog, når man holder op med at slanke sig og lave restriktioner på maden. Derfor var det en naturlig følge, at vi måtte skifte fokus og rette blikket på samfundets strukturer for at bekæmpe undertrykkelsen af tykke mennesker. Jeg tænker selv på det som at løfte blikket fra navlen og i stedet rette det ud imod verden. Man ser alting klarere i et fugleperspektiv.

Dina: En del af arbejdet med at rette fokus på samfundets strukturer var at gå ad den frie presses vej. Hvordan oplevede du pressen? Har de DE TYKKES BEFRIELSESFRONT fået en fair behandling?

Elsebeth: Jeg er virkelig blevet kanøflet af pressen – og medierne generelt. Først og fremmest fordi den jo er lige så sovset ind i fordomme og gamle vaner, som resten af samfundet, og fordi jeg – som tyk – kom og udfordrede det gældende paradigme og en masse privilegier. Og tykke mennesker skal sandelig ikke tro, at vi er noget, endsige at vi er ligeværdige, eller at vores ord har nogen betydning. Det er kommet til udtryk på mange forskellige måder, og jeg har oplevelser nok til, at de kan fylde en bog.

I 2006 skrev jeg et opinionsindlæg, der skulle bringes i en avis i forbindelse med DE TYKKES BEFRIELSESFRONTs fødsel, der også er International Slankefri Dag. Normalt var det sådan, at et opinionsindlæg blev publiceret, hvorefter andre kunne læse det og derefter kommentere på det. Debatten var således normalt forskudt over dage. Denne gang havde avisen imidlertid valgt at vise mit indlæg – eller i hvert fald fortælle om det – til en ’fedmeekspert’, der så fik sin kommentar til mit indlæg publiceret i avisen side om side med mit indlæg, uden at jeg på nogen måde var informeret om det. Den tykke kontra eksperten. Og ’eksperten’ benyttede selvfølgelig lejligheden til at argumentere for nødvendigheden af konstant vægtkontrol og vægttab i mindre skala samt angle efter politikernes støtte til forebyggelse af tykke børn og unge. Så var jeg sat på plads. Lidt af et kuriosum er det, at samme ’ekspert’ 7½ måned senere blev nødt til at fratræde sin magtfulde post, fordi han var blevet afsløret i at have modtaget forskningsmidler fra slankeindustrien og ikke at have offentliggjort oplysningen herom. Læs evt. mere om her.

Ved en anden lejlighed blev jeg interviewet af en journalist, der ville bruge en kommentar fra mig som én ud af mange i en større artikel. Hun nægtede dog at gengive DE TYKKES BEFRIELSESFRONTs navn i sammenhæng hermed, fordi hun fandt navnet tåbeligt.

Så der er ikke nogen, der skal komme og påstå overfor mig, at pressen og journalister er neutrale formidlere. I mange tilfælde er medierne selv en del af slankeindustrien og får opmærksomhed på/tjener penge på at dæmonisere tykke mennesker. Det giver os meget vanskelige vilkår og bidrager til stigmatiseringen og undertrykkelsen af os.

Dina: Oplever du en forskel i dag sammenlignet med i 2006? Er der større interesse? Mindre modstand? Mere modstand?

Elsebeth: I dag er der en langt større interesse og forståelse for tykke menneskers situation fra andre undertrykte grupper og deres organisationer. Det giver mulighed for, at vi kan samarbejde på tværs og støtte op om hinanden i kampen mod undertrykkelsen. Der er også flere, der studerer ’fedme’ som social og samfundsmæssig konstruktion på de højere læreanstalter og skriver opgaver/specialer herom, og det hjælper til at sætte fokus på strukturerne i samfundet. Når det gælder den almindelige borger, oplever jeg desværre ikke den helt store forskel. Der er stadigvæk rigtig mange, der ser os som dovne, grovædende, dumme og en belastning. De holder sig ikke tilbage fra at skrive meget nedladende kommentarer på de sociale medier, og dén del er blevet intensiveret over årene. Nogen tager måske tilsyneladende vores parti, men ud fra parolen om, at det er synd for os, og at vi skal have hjælp til at gøre noget ved os selv. For at ændre og reducere os selv til noget mindre, dét er stadigvæk forventningen, og vi ses på ingen måde som ligeværdige og ligestillede.

Dina: Hvad tænker du om kampen for tykke menneskers ligestilling? Er du optimistisk for fremtiden?

Elsebeth: Det er op ad bakke. Virkelig op ad bakke. Der er ikke nogen, der frivilligt giver slip på privilegier, magt og økonomisk vinding – det er så dejligt let at udpege tykke mennesker som et ’problem’ eller som nogen, der er ’grimme’, ’dovne’, ’grådige’, osv. for at bevare status quo. Vi bliver nødt til at forene os, gøre fælles front og gå direkte efter struben. Det tager for mange kræfter at kæmpe mod den almindelige borgers uvidenhed og antipati. Kampen skal rettes målrettet mod dem, der dæmoniserer og stigmatiserer os – slankeindustrien, herunder læger, forskere, o.l. Vi bliver nødt til at kræve ændringer i forhold til magthaverne, og det er svært, når magthaverne bruger så mange kræfter og penge på at pege fingre ad os. Jeg har dog et stædigt håb om en lige og retfærdig verden, der værdsætter og respekterer forskelligheden, sådan er jeg indrettet. Håbet, indignationen og vreden er drivkraften.

Dina: DE TYKKES BEFRIELSESFRONT er en stor inspirationskilde for FedFront. Tusind tak for pionerarbejdet! Hvordan skal I fejre jeres dag?

DE TYKKES BEFRIELSESFRONT manifesterede sig første gang den 6. maj 2006.
Her ses frontløberen Elsebeth Søs Hansen i Berlin i 2012 i forbindelse med International Slankefri Dag. Dengang blev European Size Liberation Manifesto udfærdiget.

Elsebeth: Mange tak for det – og i lige måde. Vi fejrer som altid fødselsdagen ved at markere International Slankefri dag og opfordre til, at andre gør det samme. International Slankefri Dag har været markeret internationalt siden 1992 som et modsvar mod slankeindustrien ved at hylde alle slags kroppe og forskelligheden. Lige præcis hvordan det skal foregå i år er i skrivende stund endnu ikke planlagt.

Længe leve DE TYKKES BEFRIELSESFRONT!
Kærlig hilsen FedFront

Der er ikke flere tekster