Artikelserie: It’s about bloody time – En kort guide til udflåd***

Denne artikel er en opfølgning på den forrige artikel med navnet “It’s about bloody time – en kort historisk gennemgang af menstruation”.


AF LOEKA SCHOPENHOUER

English version of this article here

Jeg må indlede med at sige at jeg ikke er læge. Indholdet i denne tekst er baseret på min viden, erfaringer og meta-analyser af forskning. Hvis du har mistanke om, at du kunne have en infektion, eller andre problemer der relaterer sig til reproduktivt helbred, så tag til din praktiserende læge. Selvom jeg i sidste ende gerne vil slippe for at være afhængig af en læge, der ikke tager mig seriøst; men indtil vi har opbygget tilstrækkelig kapacitet i selvorganiserede sundhedsstrukturer, så er det sådan tingene ser ud. 

Alle der menstruerer kender til væsker i deres underbukser, med skiftende udseende igennem måneden. Hvis du ikke har sat dig ind i dette rigtigt, så kan det måske virke som om at væsken ændrer sig helt tilfældigt. Men hvis man ser lidt nærmere på det, finder man ud af, at der faktisk er et helt bestemt mønster ændringerne følger, som er forbundet med menstruation, ægløsning og hormonniveau. Hvis man kigger nærmere på de ændringer der forekommer i udflådet, kan man faktisk lære en del om sin krop og om sit reproduktive helbred. For mange mennesker kan det lede til stor frustration at se nærmere på udflåd, fordi det går op for en, at vi slet ikke bliver undervist i så basale ting omkring vores egne kroppe.

Hvad er hvad?

Udflådets formål er at holde sædceller i live og at sørge for, at de kan svømme hele vejen frem til æggestokkene. Det skal hjælpe sædcellerne med at overleve, når befrugtning er en mulighed. Udflåd hjælper også til, at sørge for at ph-værdien i skeden er korrekt – den skal være en smule sur for at undgå infektioner. Under indflydelse af stigende østrogenniveauer lige inden ægløsning finder sted, vil de fleste mennesker opleve en ændring i konsistensen på deres udflåd. Udflådets forskellige konsistenser følger som regel et mønster: 

Tør – Klæbrig – Cremet – Æggehvide

Figur 1 – Udvikling af udflåd

Hæng jer ikke i hvor mange dage der i det følgende bliver nævnt, da det er baseret på en 28-dages cyklus, hvilket ikke passer for alle. Dette mønster giver kun en generel ide om, hvordan udflåd udvikler sig – der kan forekomme store forskelle i mellem forskellige mennesker. I sidste ende er du nødt til at observere din egen krop, for at forstå præcist hvordan dit mønster ser ud – når du har gjort det, så vil du være i stand til at identificere alt udenfor det normale.

Tør

Lige efter ens menstruation er overstået, vil de fleste have meget lidt eller slet ikke noget udflåd. Det kan føles tørt eller der kan være en svag fornemmelse af fugtighed. I løbet af nogle dage vil østrogen niveauet stige, og det vil medføre en ændring i udflådet. Præcist hvornår det sker, varierer fra person til person: mellem 4-14 dage, afhængig af hvor lang en cyklus man har osv. Udflåd på dette stadie er ikke et godt miljø til at holde sædceller i live, kort sagt: det er ikke fertilt. 

Klæbrig

Ved dette stadie varierer konsistensen på udflåd meget fra person til person; det kan være klæbrigt og tykt, skællet, måske en smule gummi-agtig og tørt, eller nærmest pasta-agtigt. Hvorom alting er, så føles udflådet på dette stadie temmeligt ‘tørt’ frem for vådt. Farven kan være fra gul/off-white/hvid/råhvid. ‘Klæbrigt’ udflåd er ikke det bedste for fertiliteten, men selvom chancen for befrugtning er meget lille med udflåd af denne art, så kan det godt lade sig gøre.

Cremet

De fleste mennesker har efterfølgende et par dage med ‘cremet’ udflåd. Denne type er mere våd og mere hvid i farven. Det kan trækkes en smule i mellem dine fingre, men ikke mere end 1-2 cm. Det kan føles som creme, lotion, tyggegummi-agtigt, mælket og sommetider kan det føles lidt koldt. Det er relativt fertilt.

Æggehvide

Dette er den mest fertile af de forskellige typer udflåd. Det kommer som regel lige før ægløsning, og er det ideelle miljø for sædceller at leve og trives i. Ligesom navnet afslører, så ligner det lidt rå æggehvide. Det er som regel gennemsigtigt, glat, føles som en smørelse og (meget) elastisk. Det kan strækkes mindst 3 cm, men ofte langt mere end det. Der kan være nogle strejf af farve i som for eksempel, gul, pink eller rød (som indikerer blødning i forbindelse med ægløsning). Det efterlader runde/symmetriske pletter i underbukserne, på grund af dets høje vandindhold – i modsætning til mere stribet eller rektangulære pletter fra cremet/klæbrigt/tørt udflåd. Denne type er som regel ret let at identificere på baggrund af dets åbenlyse egenskaber. Men vær alligevel årvågen: fordi det er så glat og ofte gennemsigtigt, kan man godt overse det, så se godt efter. 

Efter ægløsning har man et lavt niveau af østrogen i kroppen, og  udflådet ændrer sig brat til ‘tørt’ igen, indtil lige efter den næste menstruation eller der omkring. Nogle mennesker har også klæbrigt-cremet udflåd lige inden deres menstruation. Det kræver noget øvelse at blive godt til at kunne identificere de forskellige typer udflåd. Man skal lære sin krop at kende, så man ved hvordan det ser ud ved det forskellige stadier. Der er mange tabeller og billeder af udflåd på de forskellige stadier, som du kan finde på internettet, og som muligvis kan være hjælpsomt at tage et kig på. I slutningen af artiklen kan du se en tabel, der giver et overblik over kvaliteten af udflåd, ved de forskellige stadier. 

Der findes visse ting som kan ændre på udflådets udseende:

  • Vask med sæbe
  • Infektioner i vagina eller urinrør. 
  • Sperm
  • ‘Ophidselses’-væske
  • Glidecreme eller sædcelle dræbende skum
  • Antihistaminer (disse kan udtørre udflåd)

Vask dig for guds skyld ikke med sæbe i skeden. Jeg ved der er reklamer og stigmatisering overalt omkring os, men din vagina er ikke beskidt! Udflåd og alt andet der eksisterer i en vagina, er essentielt for at opretholde den korrekte balance. Den naturlige surhed og det vagt basiske udflåd, er der for at afbalancere hinanden, og for at skabe den helt rigtige ph-værdi (indikation for hvor surt eller basisk noget er). Ved at vaske dig med sæbe i og omkring din vagina, forstyrrer du denne balance. Og derved kan du øge modtageligheden for infektioner mv. Vask dig med (varmt) vand, og din krop klarer resten. 

Hvorfor er alt det her vigtigt igen?

At lære om udflåd kan hjælpe dig til at forstå din krop. Det kan være hjælpsomt på følgende måder:

  • At identificere hvornår du kan blive gravid, og derved lære dig hvornår du skal være ekstra forsigtig med at have sex, som kan resultere i graviditet. DU SKAL DOG ALTID VÆRE FORSIGTIG.
  • Det kan hjælpe dig til at lære præcist hvornår det ville være godt at have sex, som kan resultere i graviditet, hvis det er det, du prøver på. 
  • Hvis du bliver bekendt med dit eget generelle mønster, vil du nemt kunne opdage det, hvis noget er anderledes end det plejer. Det kan være en hjælp i forhold til at opdage infektioner eller andre problemer hurtigt: hvis du ved hvad der er normalt for din krop, så ved du også hvornår du skal gå til lægen. Udflåd er ikke et symptom på en infektion. 
  • Du ved hvad fanden der sker i din krop og præcist hvor i din cyklus du befinder dig – og det i sig selv burde være god motivation. 

Udflåd er én ud af tre primære tegn på fertilitet. De to andre er kropstemperatur og livmoderhalsens hældning. Derudover er der en hel liste af sekundære tegn på fertilitet, som du kan observere. I den næste artikel vil jeg adressere de to andre primære tegn. Ved at se på alle tre tegn samtidigt, kan du få et helhedsbillede af, hvad der sker inden i din krop. 

 

Figur 2 fra Taking Charge of Your Fertility. En fotoguide om udflåd.

Der er ikke flere tekster