Om privilegier, undskyldninger, sammenhold, vold, Eurowoman, sekterisk maoisme by proxy, handikaptilgængelighed og tykfobi.


Af Dina Amlund

For halvanden uges tid siden opstod Sortblog på Tumblr som reaktion på den anmeldelse, jeg havde skrevet om Rungstedlund. Sortblog skrev et åbent brev til mig (og til Konfront). Om at jeg blåstemplede kolonialismen ved at forholde mig næsten udelukkende positivt til Rungstedlund og Karen Blixens litterære og kulturelle arv. Brevet sluttedes af med APLA slagordet fra 1980ernes kamp mod apartheit ”One setter, one bullet.” Marronage delte dette brev adresseret til mig. Det høstede 75 likes, tre delinger og en undskyldning fra mig.

Jeg undskyldte fordi det var racistisk reproduktion fra min side at forholde mig så positivt til noget, som er så eksplicit racistisk; en hvid person med nyligt erhvervet adelig titel, som rejser til en britisk koloni og vil dyrke kaffe. My white privilige was showing. Når man reproducerer de strukturer, man kæmper mod, fordi man er forblændet af privilegier og andet, så siger man undskyld. Og forsøger at lære af det. Det er et system, jeg går ind for. Det er rimeligt at kalde ud. Og det er rimeligt, at være vred.

Dette specifikke call out ligger dog og vipper på grænsen til, hvad jeg egentlig vil kalde et call out. Fordi call outs er rettet mod en person eller gruppe, som skal stoppe med at reproducere noget. Call outs er politiske og ikke personlige. Og de indeholder ikke dødstrusler. Man kan naturligvis argumentere for, at det er et slagord, at det er i citationstegn, at det egentlig var ment mod Karen Blixen m.m. Vreden er også forståelig i sig selv – det er proportionerne, der er svære at have med at gøre.

Ordforklaring

Førstehed og Andethed.

Begreberne førstehed og andeted bruges til at definere tildelte positioner i de konstruerede hierarkier, som er bærende strukturer i samfundet.

Førsteheden tildeles de personer, som befinder sig indenfor normen, indenfor den magtmæssige majoritet. Det er dem, som kaldes ”normale” eller ”almindelige”. Man er førstegjort som cishet, hvid, slank, kropskapabel osv.

Andetheden tildeles de personer, som kaldes ”anderledes”. Andetgjorte personer står uden for normen og nederst i hierarkiet.

”Den anden” er et begreb, som går igen i filosofien og psykologien. I aktivistsammenhænge handler kampen om og for andethed om at skabe lighed for andetgjorte personer uden noget krav om at de skal indrette sig og ændre/tilrette deres andethed.

Jeg undskyldte naturligvis for min blinde vinkel. Som førstegjort skal man undskylde sine reproduktioner af førstehed. Undskyldningen var det åbne brev tilsvarende dramatisk. Det var den på grund af nogle dynamikker, som det er vigtigt at redegøre for. Jeg har udover min førstehed som hvid en markant andethed som tyk. Og den tykfobiske struktur har fra et meget tidligt tidspunkt i mit liv lært mig at undskylde. Jeg undskylder til folk, som går ind i mig og træder mig over tæerne, både i bogstavelig og overført betydning. Da jeg i 2012 blev påkørt af en bil, hoppede manden ud af bilen og råbte og skreg ad mig, og jeg lå helt sammenkrøllet foran hans bil og så sagde jeg undskyld. Jeg har lært, at jeg ikke har ret til at optage plads. Det har jeg lært af alle de mikroaggressioner, verbale og andre hadforbrydelser samt alle de andre konstante reproduktioner af tykhad og tykvæmmelse, som gennemsyrer vores kultur. Call outs er naturligvis ikke det samme som biler, der påkører en cyklist. På Rungstedlund er det mig som hvid, der har vigepligt. Og et call out og en undskyldning er absolut rimelig. Det er graden af verbal vold, som er unødvendig, fordi afsenderne og likerne godt ved, at jeg vil undskylde for min priviligeblindhed og tage det oprigtigt til mig.

Min undskyldning faldt andre for brystet. Jeg blev sammenlignet med sekteriske maoister, udskammet med misogyne overtoner og fik at vide, at jeg intet har at gøre på venstrefløjen. Jeg ved jo godt, at tykaktivisme af mange ses som noget, der ikke er rigtig aktivisme. Jeg benægter ikke en snert af sandhed i sammenligningen med sekterisk maoistisk undskyldningskultur, men det lemper ikke på det teatralske, når dem, der hævder at være imod call out kultur kun tærsker på den undskyldende part – og fromt bedyrer at være modstander af udskamningskultur og derefter udskammer i lige så høj grad med misogyne overtoner. ARE YOU NOT ENTERTAINED – the meta version.

De misogyne overtoner lå i at afvise den oprindelige anmeldelse som ”krukket” og ”Eurowoman”. Den havde intet at gøre på venstrefløjen, hævdede de, den var 100% upolitisk. Det handikappolitiske projekt er gået henover hovedet på det fleste, ser det ud til. Bortset fra Sortblog, der som de eneste parentetisk bemærkede, at ”det er sådan set fint nok”. Anmeldelsen var et (måske temmelig forfejlet) handikappolitisk projekt. Jeg går absolut ind for at skrive vrede artikler om kapabelisme, som jeg f.eks. gjorde med Danmarks lækreste S-ord. Jeg går også ind for at informere kropskapable mennesker på et meget grundlæggende niveau om andetheden handikap. Jeg mener også at vidnesbyrd om hvor hårdt det er at leve i en kapabelistisk verden er en vigtig del af den handikappolitiske kamp. Men måske er det tid til et nyt format. Den berygtede Rungstedlund-anmeldelse var et forsøg på dette.

Da Konfront var på Talk Town og modtog forslag til emner, foreslog jeg selv tilgængelighed. Fordi der ikke er meget tilgængelighed på den udenomsparlamentariske venstrefløj hverken i tale eller i praksis. Spørg dig selv hvornår du sidst holdt møde eller afviklede et event et sted uden trapper, med en jævn gulvflade og med handikaptoilet – det sker jo aldrig. Og hvad med udenfor aktivistmiljøerne – er der tilgængelighed eller overhovedet overvejelser omkring dette? Museer og andre kulturinstitutioner eksisterer for at formidle til alle, men gør de det? Det satte jeg mig for at se nærmere på. Jeg ville have brugt sommeren på at besøge 3-4 små museer og udforsket deres tilgængelighed og deres måde at forholde sig til dette emne. I stedet for at gøre et stort nummer ud af at være vred eller trist over handikapforhold og slå det op som et slags call out af det ene og det andet, besluttede jeg simpelthen at forholde mig nøgternt til emnet. Jeg ville skrive om det som om det er det mest naturlige i verden at forholde sig til, når man skriver en anmeldelse med reportageagtige elementer fra en kulturinstitution – uden at forklare hvorfor det er vigtigt at forholde sig til dette.

Det var jo så en kridhvid kortslutning i min tankestrøm, som gjorde at jeg valgte et forkert museum at starte med. Og luften er mildest talt gået af dette projekts ballon efter ballonen først blev skudt ned med ”one bullet” for derefter at blive skåret i småstykker, brændt med en flammekaster og asken overhældt med afløbsrens. Men det havde været fantastisk hvis folk på venstrefløjen havde fået bare en snert indblik i hvordan man altid er tvunget til at tænke i tilgængelighed, når man har fysiske handikaps, særligt når man sidder i kørestol – ved simpelthen at læse anmeldelser, ikke ved at læse opråb. Dette projekt blev fuldstændig overset af undskyldskritikerne, som mener, jeg intet har at gøre på venstrefløjen. Artiklen blev afvist med at den er naiv og hører hjemme i Eurowoman. Men jeg vil godt æde Karen Blixens gamle hat på at Eurowoman aldrig kunne drømme om at bringe en anmeldelse, med to tredjedele tekst om handikaptilgængelighed. Fordi Damebladsverdenen er – ligesom alle andre – bedøvende ligeglade med tilgængelighed. Jeg kan vitterligt ikke komme i tanker om andre steder end Konfront, hvor man kan skrive om dette, hvis det ikke skal være i fora kun henvendt til personer med handikap, da det åbenbart ikke vedkommer andre mennesker.

Det må være på sin plads, at overveje om ikke både call out’et, de mange likes på det, og kritikken af min undskyldning har været særligt barsk pga. tykfobi. Fordi tykhed og tykke mennesker altid bruges som syndebukke, symboler og personificeringer af alt, man hader og kæmper mod både i og udenfor venstrefløjen. Fordi den tykfobiske struktur i meget mindre grad er italesat både i og udenfor venstrefløjen. Fordi tykaktivismen konsekvent afvises og gøres mindre vigtig i aktivistmiljøerne. På venstrefløjen er der en konstant reproduktion af højrefløjstankegangen om at den strukturelle modstand er det undertrykte individs eget problem og ansvar – når andetheden er tykhed og strukturen er tykfobi.

Jeg er temmelig ligeglad med hvad Maria Helleberg og hendes følgere siger om mig, min aktuelle undskyldning og min årelange aktivisme. Hun vil hverken have at jeg undskylder eller at jeg næsten parentetisk nævner, at Karen Blixen er tykfob. Og der er masser af TERFS her og der, som i tidens løb har raset over mig, FedFront og tykaktivsme, fordi de mener tykaktivisme ikke er et rigtigt feministisk projekt. Dem om det. De kan sejle deres egen menneskefjendske sø. Men jeg ønsker et aktivistisk slægtskab med alle de fantastiske aktivister på den udenomsparlamentariske venstrefløj. Og jeg mener, vi alle bør overveje hvordan vi forvalter den sociale kapital, som udgøres af privilegier inkl. tyndhedsprivilegier, skønhedsprivilegier og kropskapabelprivilegier. Og jeg vil naturligvis gøre hvad jeg kan for at forvalte mit hvidhedsprivilegie solidarisk og undskylde for at jeg var så godt som ukritisk i min anmeldelse af Rungstedlund. Den anmeldelse burde aldrig have været skrevet.

 

Der er ikke flere tekster