Temamåned: Pandemi***

Konfront har startet et nyt koncept: temamåneder. Hver anden måned forsøger vi at sætte fokus på et bestemt politisk emne eller område gennem månedens tema. I februar er temaet pandemi.

Pandemiens sociale konsekvenser

Da nedlukningen af Danmark trådte i kraft tilbage i marts 2020, stod vi som aktivister overfor en hidtil helt ukendt situation. Den manglende mulighed for at forsamle os påvirkede alt lige fra demonstrationer til folkekøkkener og møder. Vores fristeder har været lukkede i lange perioder, og motivationen til politisk arbejde kan være svær at finde alene i sin hjemmeisolation.

Men selvom det føles som om at Corona-pandemien efterhånden har varet evigt, er det stadig vigtigt, at vi fortsat husker den social og politiske effekt pandemien har. Konsekvenserne af pandemien er nemlig langt fra ens for alle. Ligesom alle andre kriser, rammer pandemien skævt, og dem som i forvejen oplever undertrykkelse af det kapitalistiske samfund rammes endnu hårdere. Det viste sig i form af massefyringer som ramte arbejderklassen hårdt, i den racisme der blandt andet blev rettet mod asiater og somaliere, i den tykfobi der viser sig i behandlingen af Corona-patienter, i den manglende reproduktive retfærdighed, i Israels medicinske apartheid overfor Palæstina og på mange andre måder.

Derudover er det vigtigt at huske, at Corona-pandemien er ikke en ond konspiratorisk plan. Kapitalisme og pandemier går hånd i hånd fordi det industrielle landbrugs intensive produktion skaber sådanne vira.

Det er altså tydeligt at vi må forholde os politisk til pandemien, og at vores aktivisme er lige så vigtigt nu som altid. Pandemien har nemlig også udstillet kapitalismens skrøbelighed og vist at mennesker kan sættes for profit hvis vi ønsker det. Vi må fortsætte kampen, ikke bare på trods af pandemien, men netop på grund af pandemien.

Vi har brug for jer!

Når det ikke er muligt at mødes fysisk omkring vores aktivisme, er det vigtigt at vi kan dele vores erfaringer med organisering under en pandemi på anden vis. Vi håber derfor at I vil indsende jeres erfaringer med organisering og hvordan pandemien har påvirket jeres politiske kampe, så alle kan få glæde af dem.

Vi er også interesserede i at høre jeres analyser af den politiske situation omkring coronavirus med fokus på hvad I finder relevant – og i et hvilket som helst format (artikler, videoer, podcasts, mv.).

Der er ingen specifikke krav til indholdet, og vi ønsker blot at få så meget relevant og vigtigt indhold som muligt. Hvad end I kunne være interesserede i at producere noget nyt indhold, eller har noget allerede eksisterende liggende, som passer til pandemi-temaet. Vi står også hellere end gerne til rådighed, hvis I vil samarbejde om noget konkret indhold, i den udstrækning vi har ressourcer. Vi har for eksempel folk, der kan stå til rådighed med korrekturlæsning, oversættelse, fotografering – og kameraudstyr til udlån.

Læs mere om Konfront og vores grundprincipper her: https://konfront.dk/om-konfront/

Der er ikke flere tekster