Torkil Lauesen: Den globale kapitalisme og COVID-19 pandemien***

Kapitalismen har som andre produktionsmåder en begyndelse (omkring år 1800) og en slutning. Jeg tror ikke kapitalismen holder dette århundrede ud. Hvad afløseren vil blive er uafklaret. Det kan blive værre – et nyt autoritært system, der bibeholder kapitalismens hierarkier i form af etnicitet, køn og seksualitet, udbytning og polarisering i rige og fattige mennesker; eller det kan blive en mere demokratisk og lige verden – det afhænger af vores kamp. 

Men der er imidlertid tre ret så uforudsigelige faktorer som spiller ind i denne revolutionære transformationsproces, fra kapitalisme til ”en anden verdensorden”. Tre faktorer, som kan komplicere kampen for en bedre verden på en farlig og destruktiv måde i de kommende år: Klimakrise, pandemier og krig med kernevåben. 

Det er ikke faren i sig selv, der er uforudsigelig. Vi ved meget om konsekvenserne af klimaforandringer, pandemier og brug af atomvåben. Det uforudsigelige ligger i ”timingen” og det eventuelle omfang af disse katastrofer.   

Klimaforandringerne er allerede en realitet. Spørgsmålet er blot hvor og hvor stor omfanget er af den næste klimarelaterede katastrofe? Den voksende nationalisme, uenigheden mellem rige og fattige lande om hvad der skal gøres, og den amerikanske regerings benægtelse af at der overhovedet er et problem, gør en løsning af klimaspørgsmålet umuligt inden for den nuværende verdensorden.  

Det samme gælder de tilbagevendende pandemier. Den måde vi producerer fødevarer på har givet menneskehedens gamle fjende – virus – nye muligheder for at blive resistent overfor vores medicin og udvikle nye sygdomme, som vi har svært ved at bekæmpe. Nye muterede former for virus og andre patogener opstår og spredes ofte fra specialiserede agro-miljøer. Mange af de farligste nye sygdomme hos mennesker kan spores tilbage fra vores fødevareproducerende systemer. Det gælder blandt andet Campylobacter, Nipah-virus, Q-feber, hepatitis E og en række nye influenza som MERS og SARS.

Dertil kommer, at så længe medicin produceres for profit og ikke til fælles gavn for menneskeheden vil tilgængeligheden af medicin mod disse sygdomme være begrænset og højst ulige fordelt. Det er kun den rige del af verden der har råd til ofte livsvigtig medicin. Endelig er det offentlige sundhedsvæsen på globalt plan i stigende grad blevet nedbrudt eller simpelthen privatiseret i løbet af de sidste 40 års neoliberalisme.

Corona virus er meget smitsom, men de færreste  vil dø af den. Pandemien vil klinge af. Vi vil blive immune og i vores del af verden vil en vaccine blive tilgængelig. Men hvad bliver karakteren af den næste pandemi? Den vil helt sikkert komme, hvis vi bliver ved med at producere kyllinger og svin på den samme måde som i dag.  

Endelig er der den tredje katastrofale fare muligheden for en krig med kernevåben. Flere og flere stater udvikler kernevåben og raketter til at affyre dem. USA har for nylig gjort det ydre rum til en ny potentiel krigszone. Den voksende nationalisme kommer til udtryk i stigende rivalisering mellem stater, først og fremmest mellem USA, Kina og Rusland. Denne nationale rivalisering kan blive så dominerende, at hovedmodsigelsen skifter fra at ligge mellem neoliberale og nationale strømninger, til at blive mellem rivaliserende blokke eller stater i verdenssystemet. For eksempel USA versus Kina. Selv hvis det blot bliver en ”kold krig”, evt. med mindre regionale konventionelle krige, vil en voksende rivalisering, få store konsekvenser. Den vil ikke mindst umuliggøre ethvert skridt mod en løsning af de globale klimaproblemer, der tårner sig op.

På den ene side begrænses risikoen for en sådan krig med kernevåben på grund af deres defensive natur. Risikoen for gengældelse er meget stor ved offensiv brug. Ingen vinder en krig, hvor der udveksles kernevåben. På den anden side ligger magten til at bruge kernevåben i hænderne på individer – og de handler ikke altid rationelle. Der er altid en risiko for at ”den røde knap”, der udløser bomben, falder i hænderne på en galning.  

Det er muligt, at verden kommer igennem overgangen fra kapitalismens til en bedre verden uden at disse katastrofer indtræffer, men det er også muligt, at en eller flere katastrofer bliver en realitet. I så fald vil det ikke forhindre transformationen, tværtimod vil det accelerere den og påvirke dens retningen. Omfattende katastrofer vil samtidig sætte det højt på dagsordenen, for den nye verdensorden, at indføre tiltag, der vil reducere og måske endda fjerne disse trusler for fremtiden.         

Men lad os kigge på de mulige konsekvenser af COVID-19 på kortere sigt. Selve pandemien vil være overstået i løbet af et års tid. Befolkningen vil blive immune og vi, i den rige del af verden, vil få en vaccine. Antallet af døde vil være begrænset til hovedsageligt ældre og personer med svagt immunforsvar. Det vil ikke være som efter pesten i middelalderen, hvor de overlevende ringede med kirkeklokkerne for at komme i kontakt med andre overlevende i de nærliggende sogne. 

Men hvordan vil COVID-19 påvirke verdensøkonomien? Vi vil helt sikkert få en økonomisk tilbagegang og en betydelig reduktion af verdens samlede nationalprodukt. Men vil det udløse en langvarig og dyb økonomiske krise? Vi ser i øjeblikket alverdens regeringer pumpe penge ud til ”erhvervslivet” for at forhindre at økonomien falder i afgrunden. Alene i Danmark nærmer det sig et trecifret milliardbeløb i løbet af en uges tid.  Det er tale om ”pandemi – keynesianisme” på linje med den ”klimatilpasnings Keynesianisme” vi har set det sidste års tid.   

Hvad mener jeg med det? Normalt hader ”kapitalen” statsindgreb og regulering. Lad markedskræfterne passe sig selv – ”Live and let die”. Men når systemet er i dyb krise kommer de rendende til “mor stat” og beder om hjælp og frelse. Det var tilfældet under den store økonomiske verdenskrise i kølvandet på børskrakket i 1929 og senest under finanskrisen i 2007. 

I 1930erne gik staten (i form af socialdemokratiske regeringer) ind og ”holdt hånden under økonomien” i overensstemmelse med teorier og råd fra den engelske økonom John Maynard Keynes, heraf navnet Keynesianisme. Via statslig intervention og regulering af økonomien blev arbejdsløsheden begrænset og købekraften opretholdt, således at verdensøkonomien blev trukket ud af krisen og hjulene kom i gang igen.

I den igangværende klimakrise har kapitalen også brug for statslig regulering og intervention. Konkurrencen og profitmotiver forhindrer, at kapitalen selv opfører sig ansvarligt. Den har brug for, at staten sætter regler og pumper penge ud til ”grøn omstilling”, for blot at nedsætte hastigheden af klimaforandringerne.

Og når klimakatastrofer rammer – eller som en pandemi, har den kapitalistiske økonomi brug for statslig intervention og regulering for at forhindre, at økonomien kollapser. Det der karakteriserer disse nye former for Keynesianisme er, at de netop er ”katastrofe drevne”, ikke forebyggende. Det er først når katastrofen indtræffer, at reguleringen af kapitalen træder i kraft og så er det ofte for sent at undgå alvorlige konsekvenser.  

I disse tider, beder selv den mest liberale kapitalist staten om hjælp. Samtidig vil verdens befolkninger oven på COVID-19 krisen kræve et bedre offentligt sundhedssystem for at være bedre stillet til den næste pandemi. Det betyder alt i alt at ” nationalstaten” vil styrke sin position i forhold til kapitalen i kølvandet på COVID-19 krisen. Det vil yderligere svække den globale neoliberalismens position i forhold til nationalismen. Om den stærkere nationalstat vil svinge mod højre eller venstre er ikke afgjort – det afhænger af den politiske kamp.    

Katastrofer som COVID-19 påvirker den politiske balance. Nogle reagerer nationalistisk og racistisk på faren. Jeg sporer en vis national-egoisme i retorikken. Danmark lukker ikke bare ned, men om sig selv. Man er meget bevidst om statsborgerskabet. Danmark tager sig af sit og sine. Staten antager samtidig en mere autoritær karakter. Men der er også mennesker som reagerer solidarisk og uselvisk over for katastrofen og drager nogle erfaringer. Vi må holde øje med hvad der sker, se hvilken retning COVID-19 krisen trækker os hen og forholde os til disse tendenser.       

Hvis vi løfter blikket og kigger lidt ud i verden, så tror jeg, at de stater, der stadig har elementer af planøkonomi eller de politiske forudsætninger for at styrke en planøkonomi, vil være i den bedste position til hurtigt at genvinde sin styrke. Det betyder, at Kina vil komme ud af den globale COVID-19 krise hurtigere og stærkere end USA og EU. Det vil yderligere bidrage til den forskydning af den globale magtbalance, der har været undervejs længe. Samtidig står USA politisk splittet mere end nogensinde før.

Vi kan ikke bare læne os tilbage i sofaen og afvente om disse forskellige former for katastrofer indtræffer eller ej. Vi må søge at minimere risikoen, men også indkalkulere muligheden for at de indtræffer i vores kamp for en anden verdensorden. Det kan blive en form for ”lifeboat socialismen” som jeg har nævnt før. Vi går en dramatisk og afgørende epoke i kapitalismens historie i møde de næste årtier.