Denne artikel er den første del af en serie, der kommer til at omhandle voldtægtskulturen på den radikale venstrefløj. Den indeholder ikke-grafiske beskrivelser af overgreb og overgrebshåndtering samt beskrivelser af svigt og eksklusion.


Af sepi0l

Offer, forurettede og overlevende

I denne artikel er der brugt forskellige termer for at henvise til personer, der har oplevet overgreb, f.eks: offer, forurettede og overlevende. Da der er forskellige måder at beskrive sig selv og forskellige måder at forholde sig til sin situation på, er det vigtigt at overlade beslutningen om, hvordan man vil beskrives, til personen selv.

Venstrefløjen er af god grund vant til at pege fingre af resten af samfundet, da verden er fyldt med undertrykkende mekanismer og adfærd, der skader individer og hele grupper af mennesker. Derfor er det vigtigt, at nogen råber op og handler. Men gør vi egentlig nok for at bekæmpe undertrykkende adfærd i vores egen fløj? Svaret er nej. Især seksuelle overgreb bliver, som del af
blandt andet den eksisterende machokultur, gerne fejet ind under tæppet. Overlevende bliver retraumatiseret gang på gang og udsættes for chikane fra dem, der burde hjælpe dem. Samtidig bliver overgrebspersoner i høj grad af beskyttet af venner og væresteder.

Sent i oktober modtog Konfronts Feminisme&krop-redaktion en beretning om en overgrebssag fra Aarhus, som rystede os så meget i vores grundvold og samtidig sendte bølger af meget genkendelige minder gennem os, at vi besluttede, at det ikke ville være nok blot at bringe en pressemeddelelse om, at det der var hændt i Aarhus, men at sætte det i et perspektiv der belyser den måde, det venstreradikale miljø reproducerer den voldtægtskultur, vi gerne vil af med. 

Styringen på Sidesporet i Aarhus valgte at ekskludere en person, der var blevet udsat for et voldsomt seksuelt overgreb, samt deres allierede, fra værestedet efter en protestaktion over Sidesporets inkluderende holdning over for overgrebspersonen. Sidesporets holdning var, at der måtte kunne etableres en form for kommunikation mellem overgrebspersonen og den forurettede i stedet for eksklusion fra stedet. De vurderede desuden, at overgrebspersonen ikke var til fare for andre personer på stedet. Det vil sige, at stedet fralægger sig et fællesskabsansvar for at beskytte andre mennesker fra den slags overgreb. De vælger at gøre sig til dommere over, hvorvidt en person, der allerede har begået et overgreb, vil gøre det igen. En handling som denne er med til at sætte spørgsmålstegn ved den forurettedes oplevelser og beskytter aktivt overgrebspersonen samt giver dem mulighed for at begå overgreb igen. 

Sidesporet er dog ikke det eneste sted, hvor samfundets yndlingsbeskæftigelse, victim blaming og fornægtelse af fællesskabsansvar, bliver reproduceret. Ungdomshuset og andre steder i København har også haft sin fair share af overgrebssager, der aldrig er blevet håndteret ordentligt. Massevis af aktivister, især kvinder, er dermed praktisk set blevet ekskluderet fra deres eget miljø, fordi overgrebspersoner får lov til at være der. Og på trods af at disse steder bryster sig af at være imod sexisme, kan de overlevende ikke stole på, at fællesskabet kan give dem den tryghed, de så desperat leder efter. Det er hverken sikkert for den, der har oplevet overgreb, eller for resten af dem, der kommer i huset. Denne holdning er især skadelig for den, der i forvejen er kønsbaseret undertrykte. Overgrebsofre bliver retraumatiseret, nægtet retfærdighed, sikkerhed og heling i vores egne rækker.

Hvem hjælper?

Men hvad gør man, når man ikke kan finde støtte i de væresteder, der er så vigtige for vores miljø? Til trods for det venstreradikale miljøs ivrige politikritik bliver overlevende for eksempel stadig bedt om at gå til politiet. Ofte bliver en overlevers troværdighed endda gjort afhængig af, om vedkommende har anmeldt sagen. Dette er problematisk på mange måder. 

Overgrebssager som den beskrevne ender oftest slet ikke hos politiet, da en interaktion med politiet hyppigt betyder retraumatisering for den person, der har oplevet overgrebet, og samtidig bliver sager i de fleste tilfælde droppet fra politiets side, da der er en mangel på spor og en række forhold, hvis tilstedeværelse politiet finder nødvendigt, før de er villige til at kalde det et overgreb. Og så er der selvfølgelig det aspekt, at man i det venstreradikale miljø i forvejen er yderst kritisk over for nogen som helst form for politiindblanding i sager, der vedrører personer fra miljøet og i øvrigt også andre. Det kræver, at miljøet selv tager ansvar og yder den støtte, der er nødvendig for at hele for den person, der har oplevet overgrebet. Det kræver også, at fællesskabet stiller overgrebspersonen til ansvar og samtidig beskytter omgivelserne fra yderligere overgreb fra denne person.

En anden ting er, at det nogle gange kan føles meget nemmere for overleveren ikke at konfrontere de voldsomme ting, der lige er sket, når man lige skal finde hoved og hale i forhold til sin egen krop og også sit sind, og det kan i nogle tilfælde være det helt rigtige at give sig selv tid og plads til at håndtere oplevelserne uden at skulle stå i spotlyset for noget, der bliver til en hel sag med konstant opmærksomhed udefra. Det er netop her, at fællesskabet, det venstreradikale miljø, må tage stilling, på en måde, der skaber tryghed for dem, der har oplevet overgreb, men også for resten af fællesskabet. Det er da bestemt også svært, for det er en hårfin balance, men der er altså ingen, der har lovet, at livets ansvar skulle være en nem byrde at bære på. 

Reaktionære handlinger kræver modreaktion!

Vi råber gerne af reaktionære tåber, vi tager fysiske konfrontationer, når det bliver nødvendigt, og vi skriver lange indlæg på adskillige medier og diskuterer i op til flere timer om, hvordan reaktionære grupperinger og individer skal bekæmpes for at skabe et samfund, der er humant og giver plads til alle dem, der giver plads til alle. Men vi fejler massivt, når vi ikke formår at stille vores egne til ansvar for de overgreb, de begår. Den manglende handling og stillingtagen i sådanne sager bliver ofte pakket ind i et narrativ om offerets uvilje til at stille personen til ansvar – noget a la “jamen offeret ville jo ikke have, at vi gjorde noget ved det,” og så ender den dér. Attituder som denne viser en manglende forståelse af den situation, en person står i, når de lige har oplevet, at deres grænser er blevet overskredet til et punkt, hvor det bliver tæt på umuligt at håndtere både sig selv for slet ikke at tale om de meninger, som overgrebspersonen og omverdenen måtte have. 

Når vi nu er så gode til at vise sammenhold og enighed i kampen mod fascismen, burde vi så ikke være bedre til at håndtere reaktionære handlinger i vores egne rækker? For det er vel det, seksuelle overgreb er: reaktionære, nærmest fascistiske. Det reaktionære ligger i magtanvendelsen og fratagelsen af en persons autonomi i en overgrebssituation. Det totale fravær af empati for en anden persons oplevelser og følelser. Det forcerede og midlertidige skift af ejerskab over en krop.

Ofte ender det nødvendige fælles ansvar med at blive fejet af vejen, og der bliver argumenteret for, at eksklusion af overgrebspersoner hverken hjælper overgrebspersonen eller offeret, og derfor bliver personer, der har oplevet overgreb, ofte presset til at acceptere, at overgrebspersoner må komme de samme steder som dem selv. Det gør det stort set umuligt for den forurettede at komme disse steder. Det bliver nær umuligt at opretholde en social nødvendig og muligvis helende forbindelse til deres eget miljø. Vi ekskluderer altså i sidste ende den person, det hele i forvejen går ud over, selvom det formodentlig ikke er fællesskabets intention. 

Vi har efterhånden mange eksempler på, hvordan ingen af disse sager nogensinde burde håndteres. Det ender helt galt, når et væresteds bestyrelse vælger at ekskludere aktivister, der kæmper for retfærdighed i overgrebssager.

Inklusion for enhver pris er ikke løsningen

Er man en af dem, der tænker, at eksklusion aldrig er løsningen, så opfordres man hermed til at udvise mere empati for de forurettede. Ja, den venstreradikale fløj kæmper for et inklusivt samfund, men denne inklusion gælder ikke for dem, der gør det umuligt for andre at være i samfundet. Det er netop derfor, vi ikke er inkluderende over for nazister. 

Inklusion ender ofte med at være et dæknavn for en machokultur, hvor mænd beskytter mænd. Om de er klar over, at de gør det eller ej, er ikke relevant i denne sammenhæng. Internaliseret sexisme er også en væsentlig del af overgrebskulturen og skal ligeledes bekæmpes. Det bidrager ikke til vores fælles samfundsvision, når vi reproducerer toksiske samfundsmekanismer i vores eget miljø.

Selvfølgelig skal vi også huske, at vi har et ansvar som fællesskab over for overgrebspersonen. Én-til-én reproduktionen af samfundets afstrafningssystem er heller ikke nogen løsning. Ved blot at straffe og ekskludere kommer vi ikke videre. At ekskludere en person betyder ikke, at man skal overlade personen til sig selv.  Der må skabes rehabiliterende netværk til overgrebspersoner, hvor man kan lære og udvikle sig. Dette bliver dog nødt til at ske uden om de steder, hvor overgrebsofre færdes, og uden at gøre den daglige færden utryg.

Tal om det, gør noget!

Denne artikel er en opfordring til hele det venstreradikale miljø om at tage et skridt tilbage og foretage en refleksion over de overgreb, der foregår, og hvordan både overgrebspersonen og den forurettede bliver behandlet, når sager kommer frem i lyset. Dette er en opfordring til et opgør med den machokultur, som vi alle er plaget af. Tal med hinanden, skab samtaler om, hvorfor det ser ud til at være nemmere at sætte spørgsmålstegn ved overlevendes narrativer end ved overgrebspersoners handling. Gør jer nogle overvejelser sammen for at komme til bunds i en kultur, der stiller sig imod dem, der har brug for hjælp.

Hvis du sidder tilbage med en dårlig smag i munden eller måske endda føler dig angrebet efter at have læst dette, så er der måske en grund til det. Måske du burde tjekke dine privilegier, måske du burde lytte mere til personer, der har oplevet overgreb. Hvis du sidder og nikker genkendende, så spred ordet, tag del i kampen, normalisér samtaler om dette emne. 

Tre tips til overgrebsaktivisme:

  1. Normalisér det at tale om overgreb med dine venner, især med mænd. Husk at tjekke ind med din samtalepartner, før du taler om overgreb, for at sikre at alle er trygge ved samtalen. Husk også, at det er meget sandsynligt, at nogle af dine venner har oplevet overgreb, måske uden at du ved det – dette gælder alle køn.
  2. Lyt til overlevendes oplevelser og tilbyd hjælp i det omfang, du har overskud til. Pas også på dig selv! Henvis eventuelt til andre personer eller grupper.
  3. Bestem aldrig over, hvordan en person, der har oplevet overgreb, skal håndtere sit traume. Det er vigtigt, at vi selv får lov til at bestemme, hvem der skal hjælpe og hvordan.

 

Der er ikke flere tekster