InternationaltUnder den gule vest
Oversættelse og forkortelse af Asbjørn Nielsen
Følgende artikel blev udgivet den 5 December 2018 på anarkism.info og er forfattet af Svartkatt.
https://anarkism.info/2018/12/05/under-den-gula-vasten/
Gennem den seneste måned har Frankrig flere gange stået i brand. Veje og havne er blevet blokeret, barrikader er blevet bygget, rige kvarterer er blevet totalt ødelagt, skoleelever er gået i strejke og sammenstød mellem demonstranter og politi har fyldt i mediebilledet. Politiet har i høj grad benyttet sig af vandkanoner og tåregas i sin repression af demonstrationerne der er blevet kendt som ’de gulve vestes bevægelse’. Folk har afbrændt især luksusbiler og symboler på rigdom. Fra luften har Paris’ gader lignet krigszoner med synlige brande der har sendt kulsort røg mod himlen. I centrum af alt dette er tusindvis af demonstranter iklædt gule veste, en broget skare der længe har bredt sig både i Paris og andre dele af landet. Men hvad handler alt postyret egentlig om?
Frankrig har en lang tradition for militante protestformer på gadeplan og set i dette lys er Gilets Jaunes ( De gule veste ) hverken noget nyt eller unikt. Eksempelvis har landet en bemærkelsesværdig lav grad af faglig organisering med kun gennemsnitlig 10% medlemskab i forskellige faggrupper, men når fanen kalder til mobilisering eller strejker, så tømmes arbejdspladserne og alle går med på gaden. Mere unik er graden af konfrontation, bevægelsens udspring og dens usædvanlige sammensætning De gule veste er i sin grundvold en landsby bevægelse, men har i løbet af efteråret udviklet sig til en potentiel trussel ikke bare mod ræsident Macrons seneste reformer, men også mod hans stilling og landets interne stabilitet.
Frankrig har i de senere år fulgt den samfundsudvikling, både politisk og økonomisk, som har ramt resten af Europa og det globale nord i form af nyliberal nedskæringspolitik, et voksende ekstremt højre, såvel som en de–legitimering af traditionelle politiske partier og blokpolitik som fra venstre til højre viser sig ude af stand til at styre landet på en måde der samtidig forbedre forholdene for den brede befolkning. I denne anstrengte situation vandt Emmanuel Macron præsidentvalget i 2017 på en”upolitisk” platform som distancerede sig fra de traditionelle politiske partier og gjorde sig til fortalere for en neoliberal ’post politik’ hvor magtforvaltningen næsten ses som en beskæftigelse reserveret for specialiserede teknokrater.
Macrons valgsejr var en kombination af en egentlig utilfredshed med det herskende politiske establishment og en frygt for en valgsejr til det ekstremt højreorienterede Front National. Således lykkedes det Macron at opnå en sikker sejr med over en tredjedel af stemmerne. Macrons politik siger meget om vores samtid. Inden han opbyggede sin egen midterbevægelse i Fransk politik ( En March ) var han medlem af det franske socialist parti PS. Dette kan lyde mærkeligt, men PS har i lang tid været et socialdemokratisk parti i alt andet end navn og som de fleste ved er socialdemokratisk politik for de flestes vedkommende blevet til en mildere variant af nyliberal politik. Vi kan altså identificere et vigtigt samfundsfænomen i Frankrig som går igen i resten af Europa, den politiske retning i samfundet går fra højre mod midten, hvor politikken suges ind i et sort hul og kommer ud på den anden siden, side som afpolitiseret nyliberal forvaltningsvirksomhed.
Styrket af hvad han så som et tydeligt mandat til at føre sin politik ud i livet, ikke mindst underbygget af ideen om sin egen mytiske status, begyndte Macron at indføre politiske stramninger i form af nyliberale arbejdsmarkedsreformer, skattelettelser for de rige og nedskæringer i blandt andet boligtilskud for de fattige. Hans popularitet dalede tilsvarende fra 62% ved sin tiltrædelse til 25% i November 2018.
Det som blev dråben der fik bægeret til at flyde over, blev en hård skattereform centreret omring en forhøjning af afgiften på benzin. Macrons plan var at få arbejderklassen til at betale for den økologiske omstilling der skulle følge G20 landenes klimaaftale under dække af såkaldt ’grøn liberalisme’. Men for alle der ved hvordan CO2 udslippet er fordelt ( De rigeste 10% står for halvdelen af alle livstilsbaserede udslip og 100 virksomheder står for 71% af alle kuldioxsid udslip) og lever økonomisk på randen, kom afgifterne som et slag i ansigtet. Her må man også tage aspektet omkring land og by med. De som rammest hårdest af afgifterne på brændstof som benzin og diesel er dem der som bor på landet og i mindre byer med langt til arbejde og ingen eller begrænset adgang til kollektiv trafik og som pendler til storbyerne. Protesterne har dog sympati i over 75% af befolkningen som også inkluderer dem der er bosat i storbyområderne. Selvom de ikke er hårdest ramt lider storbybefolkningen stadig under Macrons stramninger og kan historisk set sympatisere med deres medborgere på landet der kæmper imod den forhadte politik.
Resultatet blev oprør, underskrift indsamlinger og demonstrationer rundt om i hele Frankrig hvor stadig større folkemængder og mere militante grupperinger udenfor det politiske establishment og fagforeninger, begyndte at samle sig. Udgangspunktet var i landsbyerne men hurtigt spredte bevægelsen sig til større byer. Symbolet for forsamlingerne, den gule vest kan siges at være et dobbelttydigt symbol i den forstand at Fransk lov påbyder bilister at have en gul vest i deres bil til brug ved motorstop. På denne måde repræsenterer vesten laveste fællesnævner, alle med bil eller lastbil har vest og alle lider de under de forhøjede afgifter uanset geografisk placering.
Men da bevægelsen nåede en kritisk masse, udviklede tingene sig anderledes. Brændstof afgiften var bare toppen af et isbjerg der bestod af problemer i folks hverdag som ingen følte der blev adresseret af politikerne. Med eksplosionen i bevægelsens vækst og virke, blev den gule vest foruden den laveste fællesnævner, ligeledes indskrevet med disse nye klagemål. Udbruddet af massive demonstrationer og optøjer tjente til at udbrede bevægelsen men tjente også til at skabe indre modsætninger der blev maskeret af bevægelsens overskyggende krav om afskaffelse af benzinafgifterne.
Vi har før set hvorledes lignende bevægelser som mere eller mindre sikkert kan placeres på en højre-venstre skala (Fra Podemos i Spanien bil Bolsonaro i Brasilien) anvender påstanden om at være upolitiske, for at tage afstand til et miskrediteret politisk etablissement og dermed forsøge at anvende dette som en løftestang imod den parlamentariske magt. Hvad vi nu ser i Frankrig er denne trend taget til sin yderste konsekvens i den forstand at en erklæret centristisk og ” upolitisk” kandidat møder en broget og ”upolitisk” massebevægelse. Sjældent har utilstrækkeligheden af højre-venstre skalaen været så tydeligt udstillet og man finder det næsten komisk at følge med i hvorledes mainstream medierne forsøger at indkapsle og definere bevægelsen for at forstå konflikten i det Franske samfund. I dette tilfælde kan bevægelsen mod den politiske magt ikke affærdiges som ideologisk baseret eftersom de ideologiske skillelinjer er brudt sammen ( ikke er til stede )
Dette har åbnet en række muligheder for at situationen kan vende sig både i en positiv eller negativ retning. Dette er en fantastisk mulighed for at miskreditere denne politiske magtaspiration og i Macrons tilælde, underminere den nyliberale linje som han repræsenterer. Det giver ligeledes mulighed for at tale om en politik ovenfra og en nedenfra og anvende denne for at intervenere på den seneres side. Det er vigtigt efter som de gule vestes bevægelse har tendenser i begge retninger og dette skal tjene som en advarsel.
Crimethinc bragte i sin analyse af situationen, en gennemgang af de selvudnævnte talspersoner for bevægelsen og kunne således vise at flere af dem selv havde nyliberale holdninger og parlamentariske aspiratoner. Der har indenfor bevægelsens rammer forekommet både racistiske og homofobiske angreb, ligesom nationalistiske elementer er tilstede og forsøger at sprede deres budskab og ideologier, sideløbende med at der findes antifascister som søger at jage de værste a dem bort, med det resultat at flere selvudnævnte talspersoner som er blevet sparket ud af bevægelsen. Politikere fra både venstre og højre har ligeledes forsøgt at anvende bevægelsen til deres egen fordel, men er begge endt i fiasko.
Når vi som anarkister ser militante aktioner på gaden, som desuden ser ud til at lede til resultater, bliver vi naturligvis entusiastiske. Dette er for så vidt en naturligt og positiv reaktion, men som vi tidligere nævnte, så har Frankrig en særlig tradition for militante protester. Hvor vi i Sverige kan tale om den svenske model som et eksempel på at udføre en temmelig begrænset klassekamp, så kan den Franske model siges at være netop denne form for opsigtsvækkende protester som fandt sted maj 1968. Når denne form for protester lykkes fører de først og fremmest i form af tilbagetrækningen af bestemte reformer eller implementeringen af andre. I 68 ledte massive protester til præsident General Charles De Gaulles frivillige tilbagetræden, og i de gule vestes tilfælde, til afskaffelsen af den upopulære benzin afgift. Vi har altså at gøre med militans men det er også i samme åndedrag en form for reformisme, som en del af en indøvet dans der ofte slutter når sangen har nået sit forventede højdepunkt.
Dette er noget som kan eksemplificeres med udgangspunkt i den liste af krav som nu, under uklare omstændigheder, er blevet fremsat af bevægelsen. Konkrete krav kan naturligvis være gode for at omsætte momentum til konkrete resultater, det kan dog ligeledes have den effekt at flyte fokus fra handling til forhandling og mediering. Det her med militans er noget som Altarnative libertai ( AL ) for nyligt diskuterede på Bostons anarkistiske bogmesse. Oplægsholderne sammenlignede blandt andet franske og amerikanske former for militans.. De fik kommentaren at den franske arbejderklasse på overfladen langt meget mere militant end den amerikanske, til trods for at man i Frankrig stadig bevarer en gennemgribende tillid til at velfærdsstaten skal tage sig af en bred vifte af problemer, og at protester der virker meget militante på overfladen derfor ofte kan have et reformistisk grundlang.
Dermed ikke sagt at det er negativt at gennemtvinge reformer der forbedrer folks liv, men tricket er at gøre det på en sådan måde at det danner grobund for langsigtede og selvstændige bevægelser og ikke bare sporadiske overtagelser af gaderne. Listen med krav er desuden, hvis vi betragter den kritisk, primært en liste med socialdemokratiske reformer i form af blandt andet progressiv beskatning, tiltag imod hjemløshed, favorisering af små virksomheder frem for multinationale firmaer, et stærkere socialt sikkerhedsnet, bedre og mere retfærdig løn udvikling osv. Vist så er det godt at menneker kæmper for bedre vilkår, men det er også et faresignal at krav der stod som almen socialdemokratisk politik i 70’erne, i dag nærmest betragtes som revolutionære. Det er vigtigt at indse at det ikke er disse krav som giver bevægelsen revolutionært potentiale, men derimod de de handlinger de udfører, hvad de opbygger og river ned og de mennesker de fører sammen.
Som Mark Bray påpeger i sin tekst om horisontalisme, så må vi skelne mellem formen den sociale protest og den sociale bevægelse og dens indhold
”Efter nittenhundredetallets sekteriske kampe har mange radikale fundet tilflugt i horisontalismens anti-ideologiske ideologi. Men som vi kan se på egen hånd er det utilstrækkeligt at garantere horisontale og ikke-hierakiske resultater. Lige bortset fra elektoralisme, har horisontalistiske bevægelser blandt andet haft problemer med at imødegå påtrængende, patriarkalske, homofobiske, transforbiske , racistiske eller funkofobiske tendenser som forekommer undgåelige når brede dele af flere samfundslag pludselig bringes sammen. Jeg kan stadig høre den indøvede vise fra mange hvide mænd i Occupy Wall street om at vi havde ” mistet fokus på wall street” når vi diskuterede spørgsmål om race eller køn . Horisontalistiske bevægelser spreder ideer om direkte demokrati, direkte aktion, gensidig hjælp og autonomi, vidt og bredt. Dette gør dem uhyre vigtige i den måde de udbreder en bredere modstandskultur og strejker sig ud over raddikalismens begrænsede rækkevidde.
Men trods disse forbehold så er der nogen sager som jeg ser som tydelige. For det første er de gule veste i sin helhed ikke en anti-klima bevægelser som kun kæmper for sine egne kortsigtede interesser, uden et helt rimelig reaktion på neoliberale stramninger og forsøg på at læsse ansvaret for økologisk omstilling over på en allerede hårdt belastet og økonomisk trængt arbejderklasse. For dert andet er bevægelsen en indikation på at i den tid vi lever i, mister gamle politiske aktører og ideologier legitimitet, ligesom nye fødes og politiske konfliktlinjer formes i langt højere grad efter ting i vores hverdag, en tendens der ikke har fundet sted i lang tid. (Det er desuden værd at nævne at dem der udelukkende fokuserer på bevægelsens voldelige manifestationer, klart savner perspektiv og proportioner når de fejler i at se den overdrevne strukturelle vol som daglig dræber mange mennesker, stillet over for når overklassens biler og overklassekvarterer påvirkes af materiel ødelæggelse som et spontant svar på dette )
Derfor mener jeg at det for anarkister er vigtigt at deltage i og intervenere i sådanne bevægelser og som AL skriver, at række en hånd ud til dem, men uden for den sags skyld at acceptere de problematiske, nationalistiske, racistiske, sexistiske eller reformistiske tendenser. Helt at affærdige dem leder ingen steder hen. ” En foragtelig holdning til folks vrede forstærker kun falsk bevidsthed og illusioner” og som Errico Malatesta sagde for over 100 år siden, så må vi være der hvor folket er, for at agere som meningsfulde politiske aktører. Vi må være der for at vinde hinandens tillid og sammen opbygge en fremtid fri for undertrykkelse
Bevægelsen må blomstre i kraft af sin praksis og direkte aktion samt med stadigt nye krav og nye muligheder. Ikke lade sig fange men samtidig begynde at skabe sit eget udtryk der repræsenterer alle deltageres stemme. Men for at kunne intervenere effektivt må vi anarkister være organiserede på en sådan måde at vi kan repræsentere dette alternativ og sådan må vi opbygge politik her og nu, med direkte aktion og selvorganisering kan vi forbedre folks hverdag på en måde som politikerne kun kan drømme om. At være synlige med sit budskab i medierne eller på gaden med pamfletter er fint, men der findes intet mere overbevisende argument end en fungerende praksis og denne må anvendes i hverdagen og i bevægelser som består af alle slags modsætninger til trods deres forskellige skønhedspletter.