Forskeren Oliver Dodd, som har tilbragt mange måneder blandt ELNs
væbnede guerillastyrker, fortæller her om ELNs oprindelse, teori og praksis samt hvorfor organisationen i dag vokser i styrke.


Oversat af Asbjørn Nielsen

Colombias Nationale Befrielseshær ( Ejército Liberatión National – ELN ) er Latin Amerikas ældste oprørsbevægelse. Da den blev grundlagt i 1964, var ELN strategisk og taktisk inspiret af den cubanske revolution som beviste  at en stålsat og velorganiseret politisk paramilitær bevægelse kunne bringe et USA-støttet regime til fald.
Selvom nogle har skrevet at ELN voksede ud af Colombias studenterbevægelse, så opstod ELN i realiteten som en alliance mellem både arbejdere, studenter og bønder.

Denne alliance inkluderede bondeveteraner fra en periode med intern krig også kaldet ‘La Violencia’ (‘volden’ )  fra 1948-58 hvor eliten fra det liberale og det konservative parti, side om side med kirken og magtfulde godsejere,  opildnede og pressede økonomisk trængte bønder til at gå i krig med hinanden med det formål at udvide den herskende klasses rigdom og magt.

Foto: Morning Star

Til gengæld for at sætte deres liv på spil under borgerkrigen ‘la Violencia’, tilbød den herskende klasse basale ydelser og tjenester til bønderne, en form for udbytte-forhold kendt som ‘klientilisme’.

Midt i det voldelige kaos opstod kommunistisk ledede ‘selvforsvars zoner’. Disse eksisterede som nogle af de få områder der gik fri for volden som spredte sig i landdistrikterne. Territorierne, som var organiseret omkring socialistiske værdier, udgjorde den base blandt
bønderne i de landlige distrikter hvorpå ELN og FARC ( Colombias anden
og nu demobiliserede oprørsgruppe) blev grundlagt.

For at løse de klassemæssige spændinger der havde ført til La Violencia, underskrev de konservative og liberale en pagt der gennem forfatningen delte den politiske magt mellem de to partier. Denne aftale som primært søgte at løse uenighederne mellem Colombias nationalt og internationalt orienterede kapitalister, ekskluderede effektivt både bønderne og de sociale bevægelser fra enhver form for politisk indflydelse.

En sådan topstyret politisk udelukkelse  blev naturligvis mødt med modstand fra arbejderbevægelsen, ikke kun fra kommunisterne, men også fra socialister, socialdemokrater og progressive katolikker. Det var i denne kontekst af social uro, at ELN blev født.

En af ELNs mest berømte revolutionære var Camilo Torres – bedst kendt som ‘guerillapræsten’, der  i 1964 erklærede at “hvis Jesus var i live i dag ville han være frihedskæmper”.

Torres var en indflydelsesrig katolsk præst fra en rig familie med gode politiske forbindelser i Colombia. Han blev dræbt i en af sine første kampe efter at have forsøgt at redde en såret kammerat. Siden hen har andre katolske præster med en progressiv fortolkning af kristendommen tilsluttet sig ELN.

En af disse var Manuel Perez, en spansk præst som blev leder af ELN i 1970’erne og døde i 1998. Che Guevara forbliver dog den mest populære revolutionære indenfor ELN.

Internt fokuserer bevægelsens litteratur på en etisk kode kendt som ‘Ofrets  ånd’ – et ideal som alle ELN medlemmer opfordres til at efterleve.

ELNs manual om etiske forhold, der skal overholdes af alle politiske officerer, insisterer på en ‘socialistisk’ moral’ baseret på internationalisme og at lede gennem eksempel.

Til trods for en historisk progressiv fortolkning af katolicismen kendt som ‘befrielsesteologi’, så er ELN primært marxistisk-leninistisk og søger at efterleve denne doktrin i praksis.

Foto: Morning Star

ELN har en usædvanlig politisk og militær strategi sammenlignet med andre guerillabevægelser i Latin Amerikas historie. Med udgangspunkt i Colombias særlige politiske og økonomiske forhold afviser ELN sekterisme og ser sig selv som blot en del af en bredere bevægelse der kæmper for social retfærdighed.

Ulig andre oprørsgrupper der har søgt at vinde statsmagten ved at besejre de væbnede styrker i militære aktioner, så er Colombias civile formationer uundværlige for ELNs strategi. I modsætning til FARC, så har ELN fokuseret mere på at arbejde med lokale græsrodsstrukturer så som fagforeninger, bondeorganisationer og andre lokale organiseringer.

ELN har en dynamisk strategi der trækker på flere sociale baser for støtte, herunder bevæbnede enheder der organiserer fysiske rum hvor socialistisk modstand i alle dens former bliver mulige.

Det særlige ved ELN er at den er en politisk føderation bestående af selvstyrende politiske og militære fronter, der alle kan fungere som fortropper afhængigt af klasseforholdene i den givne periode og specifikke region. ELN inkorporerer altså både militære og civile strukturer i sin
organisering. Disse vælger ELN’s lederskab på en national konference der finder
sted med få års mellemrum. Minimum to guerilla kommandanter sidder
dog permanent i den ‘ centrale kommando’ – undtaget under ELNs nationale
kongres der udgør bevægelsens højest besluttende myndighed.

Med hensyn til den væbnede gren så bekender medlemmerne sig generelt til kun at være under våben i en midlertidig periode. Efter at have tilbragt gennemsnitligt tre år som soldater i landistrikterne og bjergene hvor de dermed er blevet politisk skolede i den væbnede kamp,
lægger disse mænd og kvinder våbnene fra sig for så at arbejde for implementeringen af socialisme i de civile områder.

Disse nu civile medlemmer er dog altid i beredskab til at blive geninkaldt til de bevæbnede enheder hvis den militære konflikt eskalerer, hvormed de civile og de militære sektorer er internt forbundene og drager nytte af hinanden.

Traditionelt set har ELN været afhængig af afpresning også kaldt ‘ revolutionære skatter’ for at finansiere sine væbnede operationer. Dette involverer primært beskatning rettet mod velhavende firmaer såvel som kidnapning når disse personer har nægtet eller undgået at betale
den pålagte revolutionsskat.

De tilbageholdte bliver som regel sat fri ved betalingen af en løsesum der omtales som ‘en bøde’ for skatteunddragelse. Denne faste indkomst gør det muligt for ELNs medlemmer at engagere sig i  den politiske kamp på fuld tid.

Selvom ELN før – af politiske grunde – har været imod narkohandlen, lader det til at bevægelsen i nyere tid har tilladt beskatningen af koka planter (med henblik på produktion af kokain) såvel som andre varer i områder kontrolleret af ELNs guerilla fronter. Dette hjælper ELN med at finansiere den politiske kamp.

ELN er dog langt fra en velhavende bevægelse. Våben helt tilbage fra 1960’erne er stadig i brug, og mad er altid en mangelvare, ligesom væbnede enheder er afhængige af at indsamle militært isenkram fra kampe med enheder fra Colombias nationale hær. Derfor anses det stadig for den ultimative synd hvis en guerillakriger mister sit våben uanset omstændighederne.

Foto: Morning Star

Siden vedtagelsen af den såkaldte ‘Plan Colombia’ – et USA sponsoreret anti-oprørs initiativ der søger at opkvalificere og restrukturere Colombias væbnede styrker, særligt luftvåbnen, har ELN
mødt store vanskeligheder på den militære front.

Gruppens interaktion med civile i byer og landsbyer er blevet vanskeliggjort, indrømmer en ELN officer. Hvor en gruppe guerillaer for et par år siden kunne opholde sig i den samme lejr i flere uger, er de i dag tvunget til at relokere efter et par dage grundet luftvåbnets intensivering af overvågning og angreb fra luften.

Den colombianske regering har gjort det til en prioritet af rekruttere millioner af civile informanter som hver modtager betaling når de giver informationer om oprørsrelaterede aktiviteter. Sideløbende søger det nationale militær at rekruttere civile fra arbejderklassen og med landbrugsbaggrund for så at transportere dem til ELN kontrollerede områder hvor de tjener som informanter. Det er altsammen taktikker der har svækket ELNs evne til at
organisere sig åbent.

Til trods for dette er ELN i de seneste år vokset markant og har overtaget flere områder der tidligere vare kontrolleret af det nu demobiliserede FARC. ELN nyder desuden godt af at fredsaftalen mellem FARC og regeringen ikke har haft held til at stoppe de omfattende drab på
sociale aktivister og fagforeningsmedlemmer begået af regerings-sponsorerede dødspatruljer.

Da der ikke er tale om mangel på bønder der ønsker at tilslutte sig oprørsbevægelsen,
kombinered med ELN’s forbindelser til stratetisk valgte byer og landbrugssamfund er der ingen udsigt til at den colombianske stat kan besejre
ELN militært.

Oliver Dodd er PHD kandidat og har tilbragt fem måneders med etnografisk
arbejde gående ud på at observere ELNs enheder som en del af hans forskning i
Colombias væbnede konflikt. Han kan følges på Twitter@OliverCDood

Denne artikel er oprindeligt bragt i magasinet Morning Star 9. April
2019 og er oversat med tilladelse fra forfatteren.

https://morningstaronline.co.uk/article/f/why-latin-americas-oldest-insurgent-communist-army-growing

Foto: Morning Star

Der er ikke flere tekster