Til minde om de kommunister der blev interneret og deporteret for 80 år siden

Den 4. maj samledes en gruppe efterladte og efterkommere til de danske kommunister der for 80 år siden blev interneret og for mange vedkommende deporteret til KZ-lejren Stutthof foran Borgen for at markere dagen og for at aflevere en opfording til Statsministeren. Læs Albert Scherfigs tale og se fotoserien fra dagen her.

Artikel og fotoserie af SEPIOL

»Vi er vokset op i familier der er blev revet fra hinanden, vi er blevet mærket igennem generationer. Vores fædre og mødre blev jagtet, interneret, dødsdømt og skudt. Deres grave står umærkede tilbage, de ligger i massegravene og langs de polske landeveje, efterladt. For dette overgreb kræver vi anerkendelse, for dette overgreb kræver vi en undskyldning fra Statsministeren og Regeringen.«, står der blandt andet i et brev til Statsministeren. I en pressemeddelelse skrives der at lidt over 70 efterkommere har underskrevet brevet som, efter en lille ceremoni med sang og taler, blev afleveret til Mette Frederiksen på dagen.

Tale

Af Albert Scherfig,

til efterkommerne af de internerede kommunister.

I år er det 80 år siden kommunisterne blev arresteret. Vi er familierne til de arresterede. Vi er kommet for at fortælle deres historie. Vores historie.

En historie om ulovlige arrestationer. Lyssky registreringer og en grundlovsstridig lov.

Det er en historie der handler om et forræderi.

Det største forræderi staten har begået mod sine statsborgere i demokratiets historie.

Et forræderi begået mod flere hundrede landsmænd. Mod vores fædre, mødre og bedsteforældre.

Et forræderi begået mod min gamle oldefar. Det var ikke en tysk soldat der hentede min oldefar den 22. juni 1941. Det var det danske politi.

En hær af danske betjente indfangede op mod 400 mennesker i løbet af den morgenen.

Det var ikke tyske generaler, der skrev loven mod kommunisterne. Det var en dansk minister. Et samlet dansk folketing vedtog loven. Loven der med tilbagevirkende kraft fjernede de demokratiske regler. Det var en dansk højesteret der godkendte den.

Ikke én avis forsvarede vores familier. Vi taler om mennesker der var taget som gidsler. Mennesker der skulle ofres for at de andre kunne komme nænsomt gennem krigen. Gidsler der sad i danske fængsler. I danske lejre og ventede på en uvis skæbne.

Her sad fire brødre fra Vejle. I starten af tyverne. Med livet foran sig, men nu blev de for altid mærket. Her sad arbejdere, familiefædre der savnede deres børn. Her sad en forfatter, en maler, en jurist. Her sad endda en folketingsmand.

De bevogtedes af danske fængselsbetjente og danske fangevogtere. Uden for fængslets mure jagtede dansk politi flere familier. I måneder og år måtte man gå under jorden. På børnenes fødselsdage sad en dansk betjent på lur og håbede at fange en kommunist med fødselsdagsgave i lommen.

Det danske politi tillod ikke flugt. Det danske fængselsvæsen åbnede ikke portene.

I dag lever familierne. Familierne til de danske gidsler, dem der mistede alle deres rettigheder med et enkelt slag. Dem staten kunne undvære. De der ligger i massegravene, de der blev efterladt langs de polske landeveje, eller de der blev mærket for altid.

Deres historie vil ikke blive glemt. Vi vil huske dem for hvem de var.

De var uskyldige. Kloge. Stærke. Fulde af kærlighed til deres familie og trods mod det samfund der forrådte dem. Det var min oldefar. Vores bedsteforældre. Vores fædre og mødre.

De er vores historie.

tak.