Autonom InfoserviceAnarkismen i Rusland omkring Oktoberrevolutionen Anarkosyndikalisternes kamp er ligesom den rådskommunistiske opposition i Oktoberrevolutionen en glemt historie. Det er sejrsherrerne af alle slags, der til alle tider har skrevet historien. Anarkosyndikalisterne og rådskommunisterne kæmpede for direkte demokrati og imod repressionen i bolsjevikkernes første år. Senere hen kulminerede de tidlige tiltag mod revolutionære dissidenter i stalinismens statsterror mod alt og alle.
“Fremtidens kommunisme har så meget til fælles med bolsjevisme som computeren har med hammer og segl“ Gruppe Krisis’, Karlsruhe.
Den anarkistiske bevægelse stod i starten af 1900-tallet betydeligt svagere i Rusland end i andre dele af Europa. Skønt anarkismen spillede en central rolle indenfor den russiske socialrevolutionære undergrundsbevægelse NARODNIKI / Folkevenner (1), så udviklede Det Socialrevolutionære Parti, der opstod af denne bevægelse, sig i en reform-socialistisk retning og gik fra undergrundskamp til parlamentarisk orientering i starten af 1917.
Uenige om strategi og taktik
I forbindelse med det russiske folkeoprør i 1905 oplevede de russiske anarkister et nyt opsving. Men deres handlingsduelighed blev stækket på grund af den dybe splittelse mellem anarkokommunistiske miljøer, der overvejende fokuserede på en væbnet opstandsstrategi (de såkaldte ”insurrektionalister”) og på den anden side anarkosyndikalistiske kredse, der var indbyrdes uenige om strategi og taktik.
Anarkisterne var såvel i 1905-1907 som i 1915-1921 en lille, men radikal fraktion indenfor en bred revolutionær bevægelse. De deltog aktivt i alliancer med andre rådssocialistiske, antiparlamentariske bevægelser for at vælte tsaren og senere den borgerlige provisoriske regering i 1917. Da bolsjevikkerne havde centraliseret magten i deres parti, startede en systematisk illegalisering af alle ikke-bolsjevistiske grupperinger, inklusive anarkister og venstresocialister. Efter 1921 kom så turen til de venstrekommunistiske kredse indenfor selve bolsjevikpartiet.
Rusland 1917
Anarkismen og syndikalismen var i Rusland af marginal betydning sammenlignet med de dominerende socialistiske strømninger – så som de socialdemokratisk orienterede mensjevikker, de revolutionære marxistiske bolsjevikker, samt Det Socialrevolutionære Parti, der indtil dets splittelse var Ruslands største parti med ca. en million tilhængere: Partiet blev den 27. oktober 1917 delt i en moderat og en revolutionær fløj. Sidstnævnte dannede sammen med bolsjevikkerne i december 1917 Ruslands nye regering ”Folkekommissærernes Råd” / Den Øverste Sovjet(2).
Det uafklarede forhold til bolsjevikkerne
Bolsjevikkernes magtovertagelse efter Oktoberrevolutionen (den 25. oktober 1917 iflg. den russiske julianske kalender / den 7. november 1917 iflg. den gregorianske kalender), konfronterede den anarkistiske bevægelse med mange spørgsmål:
Arbejderdemo i Kronstadt 1917 + 4: Strejkemøde i fabrik i Petrograd (Skt.Petersborg) 1917 )
Skulle anarkisterne opponere imod den nye partikommunistisk dominerede arbejderopstand, eller skulle der samarbejdes med bolsjevikkerne i håbet om at kunne dreje revolutionen i en ikke-statslig retning baseret på selvforvaltningsorganer og direkte demokrati? Anarkisternes svar herpå var ikke entydigt og bar præg af indbyrdes uenigheder. Nogle anarkister kritiserede lige fra starten bolsjevikkernes avantgardististiske partiopfattelse, mens andre, de såkaldte ”sovjetiske anarkister”, besluttede at samarbejde med bolsjevikkerne ”for revolutionens skyld”. Ikke så få anarkister meldte sig sågar ind i bolsjevikpartiet, hvor de hen ad vejen tilsluttede sig de rådskommunistiske grupperinger indenfor partiet. De færreste af dem overlevede de stalinistiske udrensninger i slutningen af 1930’erne. Bevægelsen var simpelthen organisatorisk for ukoordineret og for spredt til at kunne spille en afgørende rolle.
Og således blev den anarkistiske bevægelses forskellige miljøer i sidste ende smadret og bogstaveligt talt drevet i eksil (igen!).
Ukraines Revolutionære Opstandshær
“Makhno-bevægelsen” (Nestor Makhno og kammerater )
Der fandtes dog en betydningsfuld undtagelse fra denne udvikling. I Ukraine fik historien en helt anden drejning. Fra 1917 indtog de ukrainske anarkister nøglepositioner i såvel de urbane centre, særligt i provinshovedstaden Huliaipole (Gulyai-Pole), som på landet blandt bønderne. Ved siden af fagforeningsarbejde i industrien dannede de ukrainske anarkister ”Bøndernes fagforbund” og startede agitationen for ekspropriation af godsejerne.
I januar og februar 1917 afværgede anarkistiske partisaner i et taktisk samarbejde med bolsjevikkerne nationalisternes forsøg på en magtovertagelse. Da bolsjevikkerne i forlængelse af fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk i marts 1918 måtte overgive Ukraine til det tyske militær, organiserede anarkisterne partisanenheder.
Der opstod en kæmpe milits med navnet ”Ukraines Revolutionære Opstandshær”,som skabte et selvforvaltet territorium i store dele af det sydlige Ukraine. På basis af landbrugskollektiver og industrielle selvforvaltningsstrukturer. Blandt de mest fremtrædende ukrainske anarkister var Volin, Peter Arshinov og Nestor Makhno. I folkemunde blev partisanhæren benævnt efter dens karismatiske leder Makhno: “Makhnovshchina“. (3)
I de områder som var kontrolleret af Makhnovshchina-bevægelsen blev der praktiseret fuld ytrings – og forsamlingsfrihed og der var ingen plads for f.eks. antisemitiske pogromer, som det var gængs praksis i resten af det borgerkrigsramte Rusland.
Da Makhno-bevægelsen blev knust militært af Den Røde Hær, var det sammenfaldende med borgerkrigens afsluttende fase og blev hilst velkommen af store dele af den krigstrætte befolkning. Bolsjevikkerne stoppede tvangsrekvirering af korn fra de ukrainske bønder og der blev genindført visse friheder. Dermed fik den ellers populære Makhno-bevægelse svært ved at rekonstruere sig efter sit
militære nederlag. Alligevel nærede sovjetregeringen i lang tid efter bekymring for, at bevægelsen ville dukke op på ny og organiserede derfor særlige kontrolforanstaltninger i de områder, der førhen var Makhnovshchina-bevægelsens højborge.
Paradoksalt nok gik det hen over hovedet på de fleste russiske anarkister, hvad der skete i Ukraine. Således havde de ”simpelthen sovet over revolutionen i Ukraine – den største massebevægelse af overordentlig betydning” (Anarkisten Peter Ashinovs vurdering i den tyske udgave af hans værk ”Geschichte der Machno-Bewegung”, s. 244 – 45).
Den anarko-syndikalistiske bevægelse 1917 – 1921
I 1917 talte den anarkosyndikalistiske bevægelse – ifølge en af dens mest kendte aktivister, Grigori Maximoff – ikke mere end omkring ”et hundrede aktive, kamperfarne repræsentanter”. Det var hovedsagligt arbejdere, der tidligere var udvandret til USA og som vendte tilbage for at deltage i revolutionen i Rusland. De var allesammen aktive medlemmer af den syndikalistiske bevægelse ”International Workers of the World” (IWW) i USA.
Inflation og den økonomiske krise der rystede Rusland, resulterede i den ene strejkebølge efter den anden. Efter maj 1917 eksploderede vreden blandt arbejderne. Mens der i april 1917 på landsplan strejkede 35.000 arbejdere, var det i 175.000 i juni og 1,2 millioner i oktober. Samtidigt voksede militansen. Talrige fabrikker bliver besat og blokeret. Mange steder var de dårligst betalte og ofte uorganiserede arbejdere de toneangivende i strejkekampene.
Indenfor få uger opstod rådsstrukturer i næsten alle regioner i det tidligere russiske imperium.
I Petrograd, i Moskva, Podolsk, Jaroslavl, Tver, Ivanovo-Vosnesensk (udgangspunkt for de første rådsorganiseringer under den første russiske revolution i 1905-1907), Chabarovsk, Tashkent, Reval, Omsk, … På virksomhedsplan opstår der på samme tid overalt fabriksråd.
Fagbevægelsen tæller efteråret 1917 omtrent 2000 lokale faglige organisationer med omkring 1,5 millioner medlemmer. Mens bolsjevikkerne og mensjevikkerne og i mindre grad de socialrevolutionære sad på de vigtigste fagforeningledelser, så var andre politiske venstrefløjsstrømninger godt repræsenteret i de basisdemokratisk organiserede fabrikskomitéer og i fabriksrådene.
Virksomhedsråd eller fagforening?
Golos Truda” / ”Arbejdets stemme” )
Inden januar 1917, indtil den første alrussiske fagforeningskongres, prioriterede anarkosyndikalisterne deres aktiviteter indenfor fabriksrådene. Men de deltog også i fagforeningsarbejde. På dette tidspunkt førte de mere radikale fabriksråd en hård kamp mod såvel virksomhedsejerne som mod samarbejdsvillige mensjevistiske (socialdemokratiske-) fagforeningsledere. I takt med strejkebølgens udbredelse uddybedes kløften mellem fabriksrådene og fagforeningerne i spørgsmål om målsætning og taktik. Dette resulterede i, at fabriksrådene udviklede parallele strukturer mellem de enkelte fabrikker – først i Petrograd og senere i hele Rusland.
Indenfor anarkosyndikalisterne var der i længere tid ikke nogen entydig positionering til fordel for fabriksrådene. Til sidst satte kredsen omkring det vigtigste anarkosyndikalistiske tidskrift i Rusland, det senere dagblad ”Golos Truda” (”Arbejdets stemme”), sig igennem og alt blev sat ind på at organisere faglige basisstrukturer på anarkismens idé – og aktionsgrundlag.
Eksempler på succesrig agitation & forankring
Det lykkedes syndikalisterne omkring den tidligere IWW-aktivistveteran
Konajev at organisere flertallet af de omkring 25.000 minearbejdere i kulmineområdet i Debalzevsk. I forbindelse med kosakernes klapjagt mod oprørske arbejdermiljøer blev Konajev dræbt og rådsstrukturerne gik i opløsning under den efterfølgende borgerkrig.
I Jekaterinodar orienterede arbejderrådene fra cementfabrikkerne i hele guvernementet sig til anarkosyndikalistiske målsætninger. I spidsen af arbejderrådene stod den anarkosyndikalistiske arbejderske Gordova. – I Moskva var fagforeningen af parfumearbejdere organiseret på et anarkosyndikalistisk aktionsprogram. – Ved den første alrussiske fagforeningskongres repræsenterede anarkosyndikalisternes delegerede sammen med allierede fra anarkistiske socialrevolutionære og maksimalister mere end 88.250 arbejdere.
(kilde: Grigori Maximoff: ”Die revolutionär-syndikalistische Bewegung in Rusland”, Verlag für sozialrevolutionäre Schriften, 1929/1930, side 125).
I årene 1918-1919 blev fagforeningerne endnu ikke systematisk underkuet og kontrolleret. Anarkosyndikalistiske idéer formåede således at forankre sig også i en del fagforeninger. Så som i bagernes fagforening i Moskva og Kiev (med anarkosyndikalisten Aron Baron i spidsen) samt i byen Charkov. Hos post – og telegrafansattes alrussiske branchekongres i Moskva 1918 fik anarkosyndikalisterne tilslutning fra næsten 50 procent af samtlige delegerede. Et lignende resultat opnår anarkosyndikalisterne omkring avisen ”Bajen” hos havne – og transportarbejdere i Volga-området omkring den tartarske hovedstad Kasan.
Enden på fagbevægelsens autonomi
Al faglig aktivitet underlægges partiets direktiver. Den 2. alrussiske fagforeningskongres i januar 1919 blev begyndelsen på enden af fagbevægelsens autonomi. På kongressen vedtog man fagbevægelsens fremtidige rolle under sloganet ”statsliggørelse” (russisk: ogossudarstwlenijé). Dette indebar, at fagbevægelsen skulle smelte sammen med det af bolsjevikkerne ledede statsapparat for at lede og administerere industrien. Dette medførte store kontroverser helt ind i bolsjevikkernes egne rækker. Under ledelse af den venstreradikale ”Arbejderopposition” – fraktion forsøgte oppositionelle bolsjevikker at bevare fagforeningernes selvstændige ageren. Men forgæves. På bolsjevikkernes 10. partikongres i marts 1921 blev den endelige kurs vedtaget: Fagforeningerne blev stækket i deres funktion og underlagt en streng partikontrol. (4)
Syndikalistiske kontrabander
Denne nye kurs kan illustreres med et enkelt Lenin-citat: ” Ruslands kommunistiske parti kan på ingen måde være indforstået med, at partiet kun indtager den politiske ledelse, mens fagforeningerne sidder på den økonomiske ledelse. Dette er fortidslevn fra den bankerotte (socialdemokratiske) 2. Internationale”. En anden ledende bolsjevik, Nikolay Krestinsky, betegnede de protesterende faglige repræsentanter som ”syndikalistiske kontrabander”…
Oppositionelle faglige aktivister blev fremover chikaneret til tavshed eller anholdt som ”kontrarevolutionære sabotører” og forsvandt i Tjekaens fængsler ( Tjekaen var bolsjevikkernes hemmelige politiske politi under betegnelsen: ”Ekstraordinær Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage”).
Anarkosyndikalisternes publikationsvirksomhed. Anarkosyndikalisterne blev populære og kendt i bredere arbejdermiljøer ved hjælp af en omfordelingspjece, der indeholdt en praktisk vejledning i gennemførelse af arbejderkontrol. (Den samme brochure blev heftigt angrebet af såvel bolsjevikkerne som af mensjevikkerne på den 1. alrussiske fagforeningskongres). Derudover blev der udgivet en hel del anarkosyndikalistiske aviser, deriblandt: ”Golos Truda” (Petrograd), ”Rabotsja Mysl” (Charkov) ”Sibirsky Anarchist” (Krasnojarsk), den revolutionære- syndikalistiske fabriksavis ”Rabotshaja Shisn”, m.fl.
Anarkosyndikalisternes avis ”Golos Truda” (“Arbejdets stemme“) var et russisk anarkosyndikalistisk
Golos Truda” / ”Arbejdets stemme” )
tidskrift, der oprindeligt var grundlagt i New York af russiske emigrantarbejdere i 1911. I 1917 blev ’Golos Truda’ udgivet i Petrograd (Skt. Petersborg i dag), da tidsskriftets redaktionskollektiv (5) efter Februarrevolutionen 1917 kunne vende tilbage til Rusland. Efter Oktoberrevolutionen blev ’Golos Truda’ et dagblad. I en række artikler agiterede redaktionen for nødvendigheden af at opgive den bolsjevistiske doktrin om ”proletariatets diktatur” og tillade producenternes frie sammenslutninger og aktiviteter. Den 17. november 1917 vedtog den øverste sovjet en lov, som skulle etablere statslig kontrol over samtlige publikationer. Dette gav myndighederne udvidede beføjelser til undertrykkelse af oppostionelle aviser. Efter forbuddet af ’Golos Truda’ i august 1918, dannede en del af redaktionen straks en ny avis: ”Wolny Golos Truda” (”Arbejdets frie stemme”).
”Småborgerlige elementer”
Efter Ruslands kommunistiske partis (bolsjevikker) 10. kongres i marts 1921 blev grebet yderligere strammet og repressionen rettet mod såkaldte ”småborgerlige elementer” , deriblandt anarkosyndikalisterne. Således blev anarkosyndikalisternes sidste legale publikationer, deres forlag, trykkeri og bogbutikker i Petrograd og Moskva lukket af Tjekaen og næsten samtlige medlemmer af gruppen omkring ”Wolny Golos Truda” blev anholdt.
Epilog – i repressionens tegn
Fra 1926 var det ikke længere tilladt at publicere uafhængige tidsskrifter og bøger om anarkisme. Kun de statslige sovjetiske forlag kunne derefter publicere materiale om anarkismen. Kropotkin-museet i Moskva var endnu et par år åbent, før også dette blev lukket. Indtil da blev de besøgende registreret af det hemmelige statspoliti GPU ( Den ”Politiske hovedforvaltning”), der var efterfølgeren til ”Tjekaen” under bolsjevikken Felix Dzerzhinsky.
Oppositionelle aktiviteter, såvel i produktionen som i de øvrige samfundssektorer, blev smadret af den efterfølgende repression. Nogle spredte anarkistiske grupper i undergrunden formåede at opretholde en vis aktivitet indtil starten af 1930’ erne, indtil de blev opsporet, anholdt og henrettet af Stalins omfattende stikkernetværk og politiapparat.
Noter
1. Se baggrundsartiklen herom: Tidsdoku.”Lad os føre kampen ind i magtens centrum!”, hos autonom infoservice
2. Folkekommissærernes råd (Sovjet Narodnych Komissarov) blev grundlagt i 1917. Fra 6. juli 1923 til marts 1946 fungerende rådet som det udøvende og lovgivende organ i Sovjetunionen, der formelt blev grundlagt i 1922 (Den 31. januar 1924 blev den første sovjetiske grundlov vedtaget). Fra marts 1946 blev dette gremium fremover betegnet som Sovjetunionens ministerråd.
3. Litteratur om “Makhnovshchina“: * Libcom.org: Peter Arshinov : “History of the Makhnovist movement 1918-1921” , * Vsevolod Mikhailovich Eikhenbaum (Volin), The Unknown Revolution, 1917-1921: Book III: Struggle for the Real Social Revolution, Part II: Ukraine (1918- 1921), Free Life Editions (1974), ISBN 0-914156-07-1, ISBN 978-0-914156-07-9 * På dansk: Daniell Marcussen: Makhno-bevægelsen 1918-1921, forsynet med en udførlig litteraturliste
4. Primær kilde: Robert V. Daniels: ”Das Gewissen der Revolution”, Ole und Wolter Verlag, Berlin.
5. Anarkosyndikalisternes dagblad “Golos Truda” bestod af fremtrædende anarkister som Volin, Gregori Maximoff, Alexander Shapiro, Maxim Rajevskij, Vasya Svieda, m.fl.
Pjece om Anarkisme, Syndikalisme & Anarkosyndikalisme
Pjecen forklarer på 40 sider, hvad anarkismen, syndikalismen og anarko-syndikalismen står for. Udgivet af ‘anarkister og syndikalister på Amager’ *A-5 format, 40 sider, 20 kr. Bestilles via socialrevolution@live.dk eller kan købes i Bogcaféen Halmtorvet & Bogcaféen Barrikaden 