Autoritetskritik
“Jeg har altid vidst at jeg vil kæmpe for en bedre verden, vidst at jeg blev nødt til det. Vidst at jeg er den sidste generation som har mulighed for at kæmpe. Jeg kunne ønske at jeg bare kunne være ligeglad, slappe af og drikke kaffe på en café med mine veninder og snakke om kærlighed, men den glæde er blevet stjålet fra mig”
Af: Koala Pedersen
I en moderniseret verden hvor teknologi og globalisering har gjort vidensdeling og oplysning mere tilgængeligt end nogensinde før, har vi samtidig skabt en generation af unge mennesker som ved mere om verdenen end nogen andre generationer tidligere har gjort. En generation som er vokset op med mobiltelefoner som legetøj, har haft adgang til viden og globale nyheder siden de kunne gå. Og imellem banerne i subway surfers er vi blevet fodret med reklamer fra nødhjælpsorganisationer og blevet oplyst omkring krig, sult og katastrofer. Siden jeg var helt lille har jeg vidst at verden var fyldt med død og ødelæggelse. Jeg vidste at mens jeg legede og havde det sjovt, var der børn på min alder som sultede og døde i krig. Jeg vidste at der var noget galt, vidste at noget ikke fungerede som det skulle, men jeg var ikke i stand til at sætte ord på det. Jeg er blevet oplært i skolen om politik og demokrati, forstået at penge skaber magt, og at magt skaber krig. Samtidigt er jeg blevet lært, at jeg ikke kan leve uden penge, at jeg bør stræbe efter rigdom, stræbe efter magt. Jeg er blevet påtvunget en forståelse om at systemet har din ryg, og hjælper dem som er svagest. At de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, og at ingen skal sulte i et velfærdssamfund.
Døden og ødelæggelsen vi så i nyhederne, blev fjerne og skubbet til siden. For herhjemme har vi det jo godt, vær taknemmelig for vores demokratiske samfund baseret på ligestilling og velfærd. Jeg er selv vokset op i et arbejderklasse hjem. Et hjem med forældre der var sygemeldte og på overførselsindkomst. En familie der vil klassificeres som “det tungeste læs”. Allerede der blev jeg klar over at det verdensbillede de malede i skolen og i lærebøgerne var bygget på løgne. Jeg så hvordan systemet vendte mine forældre ryggen og lod dem lide i stilhed. Hvordan “de bredeste skuldre” var ligeglade, og i stedet kaldte mine forældre for svage, snyltere, selviske og utaknemmelige.
Jeg undres mig over hvordan det kunne være at mine forældre skulle vælge mellem mad til deres børn, eller mad til dem selv, når ingen sulter i et velfærdssamfund som Danmark. Jeg blev ældre og hørte om klimakrisen. Jeg hørte at polerne smeltede, at skovene brændte, at maden vi spiste ville forsvinde, at vandet vi drak ville blive til gift, at luften vi åndede ville blive tømt for ilt. Og at alt dette ville ske i min levetid, hvis ikke dem med magt besluttede sig for at stoppe med at forurene.
Men forureningen gav dem penge, og penge gav dem magt. Og hvis der er noget som er vigtigere end noget andet i denne verden, så er det magt. Igennem mine teenageår lærte jeg på egen krop hvad sexisme betød. Hvordan overgreb var en del af livet når man er født med en fisse. Hvordan jeg blev afbrudt, hvordan jeg blev tysset på, hvordan jeg blev ignoreret, tilsidesat og set ned på. Jeg lærte hvordan kvinder og femmes andre steder i verden havde det værre end mig, og at jeg derfor burde være taknemmelig for, at jeg havde det så godt som jeg havde det i et velfærdssamfund som Danmark.
Da jeg var tretten år gammel blev min klassekammerat deporteret. Vi hørte at flygtninge blev smidt ud af landet, hvis de var dovne og kriminelle. Så vi undredes os meget over at vores ven som var en af de dygtigste i alle fag, som havde et ungdomsjob, som dyrkede elitefodbold og var en af de sødeste mest omsorgsfulde mennesker vi kendte, blev tvangsudsmidt. Og jeg indså at det intet havde og gøre med hans person, men at det i stedet havde noget at gøre med farven på hans hud. Vi lærte om anden verdenskrig, om tiden inden. Om jødehad, undertrykkelse og racisme. Vi læste udklip fra avisartikler fra 1932, og gik hjem og læste de præcis samme artikler i nyhederne dog med ordet muslim i stedet.
Vi lærte om fascisme i skolen, og så fascisme i hverdagen. Vi stilte spørgsmål til det og fik skældud for det. Vi lærte at verden var i stykker før vi lærte at regne. Vi kendte til katastrofer før vi kendte os selv. Vi er en generation der er blevet oplært med forståelsen om at vi er den sidste generation. At klimakrisen, overbefolkning, hungersnød og krig er værre end nogensinde før, og menneskeracen kommer til uddø.
At hele verden står i flammer, og at vi intet kan gøre imod det. Vi lever i det sidste kapitel af kapitalismen, og samfundet forventer at vi skal tage beslutninger om hvilket gymnasium vi vil gå på. De spørger hvorfor så mange unge i dag er deprimeret og har angst, hvorfor så mange er så radikaliserede.
Det er fordi vi ikke har nogen fremtid.