Den 17. maj markerer 100-året for enden på konflikten for otte-timers arbejdsdag i Danmark. Tusinder af arbejdere nedlagde arbejdet hver lørdag i 6 måneder for at kræve en forkortet arbejdsdag. Parolen om en lavere arbejdstid var det ultimative frigørelseskrav imod kapitalistisk udbytning og for et socialistisk demokrati.


Forestil dig en almindelig lørdag morgen. Du er vågnet op tidligt. Det blev sent i går, da du kom hjem fra en hård dags arbejde. Du skulle på arbejde i morgen tidlig, sådan var det også for alle de andre du kendte. Du var med dine søvnige øjne, klar til at trække i arbejdstøjet og begå dig ud på arbejdsdag på 10 timer.

I det 19. århundrede var en arbejdsdag for en bygningsarbejder typisk 9,5 til 10 arbejdstimer. Der var derfor færre timers frihed til at kunne pleje sine venskaber, hobbyer og familielivet. Arbejdsdagens længde ændrede sig i 1918. Det københavnske murerarbejdsforbund førte an med strejker. Flere hundrede af murere gik på strejke for en forkortet arbejdsdag. De tog hjem fra arbejde hver lørdag formiddag uden at spørge om lov af deres arbejdsgivere.

De blev mødt af stor forargelse af det danske borgerskab. I de borgerlige aviser, kunne man i sensommeren læse lange artikler, der fordømte murersvendenes og de andre byggefagsarbejders weekendsaktioner opførsel.

Bygningsarbejderne gjorde den forbrydelse, at de tog sig ’den lørdagsfrihed, som forskellige arbejdsgrupper tager sig i strid med alt, hvad der hedder bestående overenskomst’, skrev for eksempel den borgerlige avis Nationaltidende.

Skønt fagbevægelsens, Socialdemokratiets og de borgerlige avisers fordømmelse, varede aktiviteterne lidt over 6 måneder. Bevægelsen spredte sig fra København og udviklede sig til landsdækkende protester.

På sit højdepunkt forlod 2000 murersvende, 1000 murerarbejdsmænd, 7000 jord og betonarbejdere, tømrere, snedkere, stukkatører, brolæggere, stenhuggere, smede og saddelmagere hver lørdag kl 12:00 deres arbejdspladser.

Nedlæggelsen af arbejdet gennemtvang weekenden (med datidens ord, ‘den engelske uge’). Weekend-bevægelsens aktiviteter var meget effektive; de tvang faglige organisationer til at sætte den otte-timers arbejdsdag på dagsordenen under overenskomstforhandlingerne i 1919.

Kravet for arbejdstidens forkortelse inspirerede mange arbejdere, og denne kamp for konkrete forbedringer satte ringe i vandet, der spredte sig: Parolen om otte-timers arbejdsdagen faldt i tråd med et bredere frigørelsesprojekt, der indebar ønsker om demokratisk indflydelse såvel som afskaffelsen af den kapitalistiske udbytning’.

Arbejderbevægelsen og den otte timers arbejdsdag

I 1918 havde verdens stridige stormagter afsluttet 1. verdenskrig. Krigen havde kostet flere millioner af arbejdere livet. Krigstræthed havde forstærket ønsket om systemskifte hos arbejderklassen. De ulmende protester kom til udtryk gennem en bølge af strejker og politisk aktivitet i årene omkring 1920.

Selvom Danmark ikke havde været direkte involveret i verdenskrigen, trykkede de høje vare- og fødevarepriser og de forringede overenskomstaftaler. Men samtidigt blev jorden gødet for arbejdernes organiserede kampvillighed.

I 1919 indkaldte Murerens Fagforening i København til generalforsamling den 28. april. Forslaget om en nedsættelse af arbejdsdagens længde stod skrevet på mødets dagsorden: “Det paalægges Bestyrelsen snarest at søge Forhandling med Murerlauget m gennemførselen af den saakaldte >> Engelske Uge<<. Arbejdsugens ophør Lørdag middag kl 12 […]”.

Forslaget var stillet af mureren Christian Rassow, som var involveret i Fagoppositionens Sammenslutning, der fungerede som syndikalisternes hovedorganisation. Forslaget kom frem, efter et ønske fra syndikalisterne om en øget agitation og mobilisering for den otte timers arbejdsdag.

Tabel over arbejdsløshedsprocenterne fra 1913 til 1920 (før, under og efter 1 verdenskrig)

År

1913

1914

1915

1916

1917

1918

1919

1920

Bygningsindustri

12,7

15,5

15,2

8,9

16,9

14,1

14,1

13,4

Arbejdsmænd

9,8

14,2

10,9

8,0

18,4

12,6

12,6

6.3

Fabriksfag

4.,1

5,2

3,5

2,3

18,1

8,6

8,6

4,3

Samtlige fag

7,5

9,9

7,7

4,9

18,1

10,9

10,9

6,1

Kilde: Søren Kolstrup: 8 timers arbejdsdag. Kravets formulering og dets gennemførsel i Danmark, s. 32.

I april afholdte FS et landsmøde, hvor de vedtog følgende at man ville agitere “for kortere arbejdstid ved direkte aktion”. Syndikalisterne foretrak en direkte aktionsform og modstillede sig dermed det socialdemokratiske fagforbund Det Samvirkende Forbund (i dag Fagbevægelsens Hovedorganisation).

Den direkte aktion og den engelske uge

Det parlamentariske aktion udtrykker det kampprincip, at arbejderne vælger nogle repræsentanter til at handle på deres vegne. Den direkte aktion udtrykker det kampprincip, at arbejderne selv direkte handler på egne vegne’

Christian Christensen

Den direkte aktionsform, som syndikalisterne foretrak, involverede masserne i en konkret politisk kamp uden at lade sig parkere ved idéen om, at andre måtte og kunne repræsentere deres mål og midler.

Ifølge den danske arbejderhistoriker Poul Vitus Nielsen, var syndikalisterne med deres direkte strategi med til ’genskabe kamperfaringer, der formodentlig var glemt af mange arbejdere, eller ikke eksisterede hos fx de nye førstegenerations’ arbejdere’

I 1918 hærgede en økonomisk krise Danmark, der især ramte arbejderklassen hårdt. Lønniveauet stod for mange danske lønmodtagere stille i krigsårene. Ifølge arbejderhistoriker Søren Kolstrup var de 5-årige overenskomster, som De Samvirkende Fagforbund (DSF) indgik, den tvingende årsag. Overenskomsterne medførte et markant fald i arbejdernes realløn (dvs. købekraft), der forringede sikkerheden, boligsituationen og levevilkårene for mange og dermed øgede kampvilligheden blandt de organiserede arbejdere. Hertil kom en øget arbejdsløshed, der toppede i 1918 med 18,1% pga. en lavere efterspørgsel på varer. Følelsen af usikkerhed føjede sig til følelsen af uretfærdighed; den store ulighed mellem klasserne skabte derfor stærke vækstbetingelser for syndikalisternes agitation for direkte aktioner som et politisk redskab. Diskussionen om mål og midler delte den danske fagbevægelse i to lejre:

1. Den socialdemokratiske retning, der primært var repræsenteret i fagbevægelsens top.

2. Den syndikalistiske fløj, repræsenteret af bladet Solidaritet og Fagoppositionens Sammenslutning. Fløjen betragtede sig som revolutionære socialister, der ønskede at arbejderklassen selv skulle kæmpe direkte for forbedringer.

Dagbladet Solidaritets ansvarshavende redaktør Christian Christensen skrev i 1915 artiklen “Arbejdsdagens forkortelse og parlamentarismen”, hvori han argumenterede imod udviklingen af kravet for en otte-timers arbejdsdag: “Arbejderklassens almindelige krav om forkortelse af arbejdsdagen er efterhånden forvandlet til kravet om en >>lovbefalet maksimal arbejdsdag på 8 timer<<.

Konsekvensen var, ifølge syndikalisterne, at arbejderne måtte indordne under de faglige lederes forhandling med arbejdsgiverne og sløve processen, hvor de direkte aktioner ellers kunne have virket som en katalysator. Christensen talte for, at man skulle vende tilbage til fagbevægelsens rødder, som beskrives som de ’vilde år’, her talte omfattende konflikter før vedtagelse af septemberforliget á 1899, der introducerede den danske model for arbejdsmarkedsforhandlinger:

Et tilbageblik over den danske arbejderbevægelse, viser at nedgangen fra 12 til 10 timers arbejdsdag gik forholdsvis hurtig. Denne nedgang fandt sted før organisationernes aktionsevne var lammet gennem D.sF og der med af septemberforliget og den lovbunde økonomiske kamp, og endnu før arbejdermassens bevidsthed var bunden i den endsidige parlamentariske opfattelse”.

Christensen agiterede derfor for, at det var “arbejdernes økonomiske organisationer, der har skaffet den forkortelse af arbejdsdagen, vi hidtil har opnået. Det er arbejdernes økonomiske organisationer, der hidtil har formået at værne om arbejderne mod en forlængelse også der hvor der ikke har været fastsat ved lov, og hvor arbejdernes organisationer ikke har dannet dette værn, er der sket tilbageskridt trods lovene”.

Arbejdstidens længde i 1872, 1884, 1899, 1910 og 1918

Timer

1872

1884

1899

1910

1918

Antal medlem-mer

Pct

Antal medlem-mer

Pct.

Antal

medlem-mer

Pct.

Antal medlem-mer

pct

Antal medlem-mer

pct

Under 8 timer

0

0

0

0

170

0,20

248

0,26

3025

1.18

8 timer

200

0,82

200

0,32

646

0,74

5083

5,25

9282

3,64

8,5

0

0

0

0

293

0,53

943

0,97

11145

4.56

9

74

0,13

244

0,40

4187

4,80

14034

14,48

37090

14,53

9,5

30

0,05

2191

3,50

6700

7,70

20272

20,91

85815

33,61

10

3295

5,70

16543

26,50

61785

70,70

48419

49,95

70887

27,76

Over 10 timer

54223

93,80

43177

69,50

13614

15,53

7932

8,18

38084

14,92

I alt

57822

100

96931

100

87395

100

96931

100

255328

100

Kilde: Søren Kolstrup s. 36 i 1918 undersøgte DsF organiserede medlemmers arbejdstid, det er her hvor tallene er taget fra

Med lignende tanker om organisationernes rolle gik syndikalisterne ind i fagforeningerne og agiterede for en otte-timers arbejdsdag.

Søren Kolstrup bekræfter de langsomme resultater. I artiklen “8-timers dagen. Kravets formulering og dets gennemførelse i Danmark. “Fagbevægelsen opnåede resultater”, skriver Kolstrup. Gennem forhandlinger på arbejdsmarkedet lykkedes det i perioden 1900 til 1919 at nedsætte organiserede arbejderes gennemsnitlige arbejdstid fra 10,1 til 9,5 time”. Med over 20 års forhandlinger, utilfredshed over reallønsfald og effektiv agitation fra syndikalisternes side, viste det sig, at Weekend-bevægelsen nåede dens resultater langt hurtigere i 1918.

Men hvorfor var der så meget strid om at få sat arbejdstiden ned, og hvorfor beskæftigede den revolutionære venstrefløj og socialdemokratiet sig med netop dette krav.

Et sprængfarligt krav

Arbejdernes krav for en otte-timers arbejdsdag opstod ikke i et vakuum. Idéen om en otte-timers dag trak tråde helt tilbage til de utopiske socialister, som så den teknologiske udvikling af det kapitalistiske produktionsapparat og udviklingen af maskiner som en muighed for at nedbringe arbejdstiden.

Som et led i et udkast til en ny fabrikslov, skrev den engelske fabrikant og utopiske socialist Robert Owen: “to limit the regular hours of labour in the mills of machinery to twleve per day, including one hour and a half for meals”. Her fik kravet sin kimform. Her var drømmen om et samfund, hvor håndens arbejde kunne deles fællesskab, og den teknologiske udvikling, hvis den kom i arbejderklassens besiddelse, kunne blive et værktøj til frigørelse fra det manuelle arbejde.

Samme synspunkt delte 1. Internationale, den internationale sammenslutning af arbejderorganisationer, der i 1866 vedtog en resolution med lignende tanker: “[forkortelsen af arbejdsdagen] er krævet for at genoprette arbejderklassens helbred, som er, enhver nations krop, og for at sikre dem [arbejderklassen], mulighed for intellektuel udvikling, socialt samvær, social og politisk aktion”

Med vedtagelsen af resolutionen, fik kravet om den otte timers arbejdsdag sit internationale gennembrud. I 1870’erne og efter 1. Internationales opløsning rejste arbejdere kravet overfor arbejdsgiverne. Allerede omkring 1871 opstod en bevægelse i USA, som kæmpede for indførslen af en otte-timers arbejdsdag. Strejker i New York førte til begrænsning af arbejdsdagens længde til otte timer. Fra New York spredte kravet sig på tværs af de amerikanske stater. I foråret 1886 indledte de amerikanske fagforeninger strejker for med samme krav. Ifølge den amerikanske historiker Howard Zinn nedlagde over 350.000 arbejdere arbejdet på 11.562 arbejdspladser.

Ét af de steder, hvor spændinger var allerhøjest, var i storbyen Chicago. Byens jernbaner og de fleste industriarbejdspladser var blevet lammet af de massive arbejdsnedlæggelser. Da borgerskabet kunne mærke revolutionsiveren dirre, dannede man straks “the Citizens’ Committee’, der koordinerede en strategi for at stoppe strejkerne og genoprette ro og orden.

Gruppen fik færden af, at noget var i gærde hos de radikaliserede arbejdere og stræbte derefter målrettet for at få strejkelederne ned med nakken.

Den borgerlige presse, Delstatsgarden og politiet havde øjne og øre åbne. Efter uroligheder i byen, hvor strejkende arbejdere og sympatisørere kæmpede mod skruebrækkere, ankom politiet, der skød mod de strejkende arbejdere, hvoraf 4 arbejdere omkom. Skuddene antændte lunten for mere agitation blandt demonstranterne.

Den 4. maj løb et møde af stablen på Haymarket Square, der agiterede for en otte-timers arbejdsdag. Politiet omkransede pladsen og befalede mødedeltagerne om at forlade stedet. Pludseligt eksploderede en bombe i nærheden af en større gruppe af betjente. Uroligheder spredte sig og politiet affyrede skud. Urolighederne var skyld i flere hundrede civile sårede eller dræbte.

Der hersker fortsat tvivl om, hvem der stod bag bombeaktionen; om hvorvidt, bomben var plantet af frustrerede arbejdere, borgerskabet eller en tredje aktør. Konsekvensen var dog, at politiet fik en begrundelse for at tilbageholde de revolutionære ledere af bevægelsen under mistanke om involvering i attentatet. Fire af lederne blev hængt, selvom ingen af dem havde været til stede under selve mødet. På trods af store internationale protester, rykkede den amerikanske højesteret sig ikke for deres appel om uskyldighed. De blev slået ihjel – ikke på baggrund af et attentat – men på grund af deres idéer, som staten anså for farlige. Kravet om en nedsættelse af arbejdstiden indeholdt en radikal kritik af det bestående samfund. Hvis man tøjlede maskinerne, fordelte arbejdet og omlagde vores produktion til fordel for de mange, ville man nedbringe arbejdstiden og fjerne profitmotivet for at arbejde.

 Den engelske uges indførsel i Danmark

Forslaget om en forhandling af den engelske uge blev vedtaget på murersvendenes generalforsamling. Fagforeningens bestyrelse påbegyndte straks at forhandle med murerens arbejdsgivere, det lokale murerlaug. Murerlauget forsøgte at undgå at svare på fagforeningens henvendelser. De danske arbejdsgivere stod i en svær periode. Det seneste stykke tid, havde det danske arbejdsmarked oplevet en stor strejkeaktivitet, der spidsede til i 1918. Særligt den faglige ledelse af DsF og Dansk Arbejdsgiverforening(DA) havde mærket konsekvenser af den afbrudte borgfred. Murerlaugene fik instruktioner af Dansk Arbejdsgiverforening om, at man ikke måtte bøje sig for kravene på trods af truslen om strejke. Hvis murerlaugene, begyndte at virke offensive overfor arbejdernes krav, frygtede man at strejkeaktiviteten ville stige.

Den 21. maj 1918 afviste murerlaugets oldermand derfor om forhandling om arbejdstidens længde. Murersvendenes frustration ledte til, at de ved middag nedlagde arbejdets på tre københavnske byggepladser den 25. maj. Kravet om arbejdsdagens forkortelse og aktionsformen forgrenede sig derefter til de andre byggefag i København.

Dagbladet Solidaritet berettede begejstret herom i artiklen “Engelsk Uge i Københavns bygningsindustri” fra den 6. juni 1918: “Resultatet af mestrenes brutale afslag er da ogsaa blevet af baade murere og arbejdsmænd paa flere større byggepladser i København i de sidste to Uger praktisk har gennemført engelsk Uge”. […]’ Dette kan kun være være forløberne. En af de første dage afholdes et stort massemøde for alle bygningsarbejdere I København, hvor den engleske uge vil blive drøftet”. Undertegnet har ikke kunne finde, en reportage af det omtalte møde, derfor ved vi ikke om, mødet var en stor success. Det stopper dog ikke skribenten, med at forudsige, at aktionerne ville sprede sig. snart[vil] andre industriers arbejdere følge dem og den Engelske uge vil være erobret af og for de danske arbejdere!’

 

Efter rygterne om murersvendens spontane arbejdsnedlæggelse blev forslaget om den engelske uge også vedtaget på murerarbejdsmændenes egen generalforsamling i København. Herefter nedlagde både svende og arbejdsmænd deres arbejde lørdag den 8. juni. Det vakte frygt hos den faglige ledelse, der rettede skytset mod murernes påståede ligegyldighed overfor den gældende arbejdsmarkedslovgivning.

Murerarbejdsmændene indrykkede en annonce i avisen Socialdemokraten, som bad dem om at passe deres arbejdstider betinget af overenskomsten. Trods annoncen, virkede det ikke til at have en særlig effekt på murerarbejdsmændenes afholdelse af den engelske uge.

At sætte en stopper for anarkiets vækst

De pludselige strejker gik ikke ubemærket hen. De steg i antal, og så ikke ud til at stoppe foreløbig. Den 13. juni blev der indkaldt til generalforsamling for Murersvendens Fagforening, som forsøgte at standse aktionerne. Fagforeningensformanden J.C Werner blev nedstemt, og i stedet fik kravet om arbejdstidens nedsættelse et politisk kampudtryk med vedtagelsen at iværksætte “Den engelske uge ved direkte aktion uden forhandlinger3. Beslutningen spredte sig også til murerarbejdsmændene. Bladet Solidaritet havde ugen forinden, i den førnævnte artikel ’Engelsk uge i de Københavnske byggefag’, forudset konsekvenserne for lørdagsaktionerne: “Sagen vil saaledes uden al tvivl ende i den berygtede faste voldgift som udtryk for dansk mesterhovmod i Aaret 1918’4, og de fik ret i deres forudsigelser.

Arbejdsgiverne var godt og grundigt træt af byggefagenes opførsel. Derfor indkaldte DA kort tid efter de to fagforeninger til et mæglingsmøde. DA ville slå en streg i sandet og undlade at tvinge de to fagforeninger i voldgiftsretten, hvis de indstillede kampen for den engelske uge. Men mæglingen mellem parterne mislykkedes. Herefter indsendte DA en klage til voldgiftsretten. Vitus Nielsen beretter på de jævnlige generalforsamlinger om, hvordan de skulle forholde sig til de forventede bøder. Ét af forslagene bød på en mildt sagt alternativ fagforeningsation: “Fagforeningen afholder skovtur for alle medlemmer inden DA tog alle pengene”.

Den 17. juli afsagde voldgiftsretten dom mod de to fagforeninger. Murersvendenes Fagforening blev idømt en bod på 1000 kr. Men dommen til trods, så protesterne ud til at fortsætte, hvilket fik de borgerlige medier til at emme af raseri over sensommeren.

Den 26. juli bragte Fyens Stiftstidende en toneangivende artikel under rubrikken ’Anarkiets vækst’, som angreb fagbevægelsens såkaldte uromagere, som skaber “en opløsning af samfundet7. Avisen tilsværter murernes brud på overenskomsten og frygter, at arbejderne nu “føler sig nu mere og mere som samfundets herre”. De samme meninger, finder man også hos Nationaltidende, der går lidt mere på klingen mod arbejderne og anklager dem for at være ’beruset af egen magtbrynde’ og for at have en mangel på samfundsfølelse.

 

Billedet er taget af en tegning af satirikeren Storm P fik lavet efter bestilling af B.T den 24. juni 1918 ( taget fra Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv)

På trods af den hårde tone mod arbejderne, lod de sig ikke knække af hverken de faglige ledere, den offentlige mening eller arbejdsgiverne. Gennem juli måned fortsatte arbejdsnedlæggelserne, og murersvendenes fagforening fik igen endnu en dom fra voldgiftsretten; denne gang en bøde på 10.000 kr. Selvom fagforeningen blev dømt til store bødestraffe og organisatorisk stod nærmest knækket sammen, lod det ikke ti,l at hverken murerne, jord- og betonarbejderne eller andre bygningsarbejde stoppede. Først i efteråret 1918 lod det til, at weekendsaktionerne stoppede.

 

De politiske svar som reaktion på weekend-bevægelsens aktiviteter

Mens weekend-aktionerne stod på, indkaldte den socialdemokratiske fagforeningsbestyrelse utallige gange til generalforsamlinger for at forsøge at dulme protesterne. Gang på gang blev bestyrelsens forslag nedstemt. Det var en periode kendetegnet ved stor demokratisk deltagelse, da bl.a. flere end 1000 murersvende dukkede op på én af generalforsamlingerne. Det viste også bevægelsens levende karakter, at man formåede at lave faglige aktioner på både byggepladsen såvel som at engagere sig i fagforeningensaktiviteter.

På trods af de svimlende bødestraffe, samt den alligevel store optimisme for kravet, gik bevægelsens aktiviteter i sig selv. Det er sket at flere følgende årsager, det massive pres lagt på af de faglige ledere og voldsgiftsrettens mange bøder.

Aktiviteterne blandt byggefagenes weekend-aktioner, og en frygt for den potentielle opbakning for syndikalisterne, fik presset DsF til at prioritere arbejdstidens nedsættelse under overenskomstforhandlingerne i 1919. Den samme politiske reaktion så man også hos Socialdemokratiet, der lancerede et udspil under navnet ’Novembermanifestet’, der skulle forsøge at appropriere syndikalisternes momentum.

Den 17. maj 1919 indgik DsF og DA en aftale, som sikrede arbejdstagerne en otte-timers arbejdsdag. Efter mange års kamp for arbejdstidens nedsættelse fra 12 til 8 arbejdstimer, var arbejderbevægelsens krav blevet realiseret. Friheden som arbejdstidens nedsættelse medførte, til trods for syndikalisternes agitation for den otte-timers arbejdsdag, kom der altså ikke nogen socialistisk revolution i Danmark. Syndikalisterne sejrede sig ihjel, og Socialdemokratiet og DsF fik fejet weekend-bevægelsen under gulvtæppet.

Konklusion: Radikale krav og historiebrug

Murersvendenes urokkelige tro på deres egen magt, de materielle betingelser som gav årsagen til stor utilfredshed blandt arbejderbefolkningen, den teknologiske udvikling og den revolutionære venstrefløjs agitation for ’direkte aktion’, gav det tilløb som tvang arbejderbevægelsens ledere til at forholde sig til spørgsmålet om den otte timers arbejdsdag under overenskomstforhandlingerne i 1919.

Det var de radikale midler, der gjorde den otte timers arbejdsdag til et radikalt krav, nemlig at medarbejderindflydelse på arbejdstiden skulle øges. Den store indsats som murersvendene ydede, blev hurtigt fejet væk af en voldsom reaktion fra Socialdemokratiet. Den syndikalistiske bevægelse, som havde fået vind under sejlene blev kvalt ihjel, efter en forfejlet fusionering af venstrefløjskræfter ved dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som straks forsøgte at tage lederskab over en stor gruppe arbejdervælgere, der stadig anså sig selv for at være socialdemokratiske.

Derudover fik syndikalisternes egen fortælling, fik ikke så stor gennemslagskraft, og som konsekvens af dette, overlod vakuummet, der skulle udfyldes for æren om, hvem der vandt den otte-timers arbejdsdag, til Socialdemokratiets egne historikere.

Vitus Nielsen, hvor store dele af den her artikels kildemateriale er baseret på, fortæller om den socialdemokratiske historieskrivning således:

Det socialdemokratiske jubliæumsskrift >>Det Danske socialdemokratis historie<< fra 1921 har helt undladt at omtale konflikter på arbejdsmarkedet ved 8 timers arbejdsdagens gennemførelse, og placerer initiativ og ære hos det socialdemokratiske parti, især hos Stauning. Derimod valgte DsF jubilæumsskrift, >>de samvirkende fagforbund<< fra 1922 at forsætte det ideologiske skænderi om æren, der startede i dagspressen umiddelbart efter 8 timers dagens gennemførelse. Ifølge denne fremstilling havde byggefagene ikke nogen positiv indflydelse på resultatet.

Som Vitus skriver, har de officielle kanaler af fagbevægelsen fået lov til at fortælle historien, og ladet de radikale fremstillinger af arbejderhistorien stå ved døren. Først i 1970’ernes historieskrivning, så man et større fokus lagt over på den revolutionære venstrefløjs agitation for direkte aktion. Til gengæld, har vi ikke været gode nok til at værne om den her historie, og den er igen gået i glemmebogen. For eksempel urafstemninger, den otte timers arbejdsdag, lempelsen af værnepligten osv.

Konsekvensen af dette er, at vores venstrefløjstradition svækkes og glemmer vigtige lektioner og inspiration til kamp. I et større vidtstrakt perspektiv kan det betyde, at vores ideologiske opfattelse af den verden, vi gerne vil skabe, kun forbliver en utopi, og vi langsomt bevæger os mere mod midten og lemper vores krav. Altså at vores socialisme bliver reduceret til en kamp for velfærdsstaten, og – når alt kommer til alt – en blød form for socialdemokratisme.

Vi skal derfor lade os inspirere af syndikalisternes handlinger forståelse for kampen af politiske krav, bedst formuleret af venstresocialisten Rosa Luxemburg. Luxemburg skriver i indledningen til stridsskriftet “Socialreform eller revolution: “[Der består] mellem socialreformen og den sociale revolution en uadskillelig sammenhæng, i hvilken kampen for socialreformen er midler, men den sociale omvæltning målet9. Det er også sådan, vi som revolutionære skal behandle reformer, folketingsvalg og Europarlamentsvalg. Vi skal vinde terræn og vise potentialet; hvis man gør noget, så får man indflydelse.Og så skal vi værne om vores sejre, for uden dem bliver den revolutionære venstrefløj indholdsløs.

Litteraturliste

Vitus Nielsen, Poul : De tog, De fik, De otte timer. I: Årbog for Arbejderbevægelsens historie – 1992 nr. 22, 1992, s. 263-313. Internetadresse: http://sfah.dk/aarbog-1992-22/
Kolstrup, Søren : 8 -timersarbejdsdagen: Kravets formulering og dets gennemførsel i Danmark. 1. udg. Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, 1973
Petersen, Carl Heinrich m.fl.: Christian Christensen og den Danske Syndikalisme. Bind 1. 1. udg. Forlaget Modtryk, 1979.
Owen, Robert : A New View of Society and Other Writings. 1. udg. Everyman’s Library, 1967.
Luxemburg , Rosa : Socialreform eller Revolution . 1. udg. Gyldendal, 1969. (Bog)
Murerens blaa lørdag . I: Nationaltidende, 27.07.1918
International Workingmen’s association : Instructions for the delegates of the provisional general council 1866,
Anarkiets vækst. I: Fyns stifttidene, 26.07.1918
Engelsk uge i Københavns bygningsindustri – Solidaritet, 06.08.1918

Der er ikke flere tekster