PFLP og Palæstina af Irene Clausen. 205 sider. Bogen er udgivet af Internationalt Forum og kan købes i Solidaritetsbutikken i Griffenfeldtsgade 41.

Af Asbjørn Nielsen

Min første udenlandsrejse alene som aktivist gik i 2011 til Mellemøsten, nærmere bestemt Libanon hvor jeg i en måned opholdt mig i de Palæstinensiske flygtningelejre hos dem vi i daglig slang kaldte ’Fronten’.

Som tidligere aktivister før mig blev jeg betaget af den måde hvormed PFLP eller folkefronten for Palæstinas befrielse, til trods for utallige tilbageslag, fortsatte kampen for deres hjemland sideløbende med den sociale og økonomiske kamp i flygtningelejrenes eksil.

Hvorfor tog jeg til Libanon? Det simpelt svar er såmen Irene Clausen.

Som nybagt medlem af Internationalt Forum blev jeg opfordret til at tage ud og møde internationale kammerater. ”Tag ned til vores kammerater i Libanon sagde hun, det bliver fantastisk og hils dem alle sammen fra mig.”

Ganske rigtigt måtte jeg hjembringe utallige hilsner fra højtstående PFLP medlemmer folk, der udmærket kendte Irene som en dygtig aktivist og skribent. En af dem betroede mig at Irene var i færd med at interviewe ham til en bog om fronten. Det omtalte værk foreligger nu otte år senere og det har i den grad været ventetiden værd.

Det første man gør sig klart er hvorledes bogen er et kampskrift såvel som et historisk værk. For kender man Irene så ved man at der ikke findes noget som ’upolitisk eller upartisk’. Der er altid en holdning, for eller imod og det gør sig tydeligt allerede i forordet.

Palæstina har i mange år stået mit hjerte nær. Min sympati lå fra starten hos PFLP…Jeg sympatiserede med PFLP’s mål: en demokratisk sekulær stat i Palæstina med lige rettigheder til palæstinensere, jøder og andre folk uden hensyn til nationalitet og religion”

Hvad der er beundringsværdigt er hvorledes denne tydelige partiskhed ikke kompromittere kvaliteten af den historie som Irene vil fortælle. Som enhver historiker vil nikke genkendende til slog jeg først op i kildefortegnelsen og de vedlagte bilag. Her finder man en velordnet liste, der vidner om forfatterens indgående kendskab til den geografiske situation og PFLP’s interne udvikling, samt et princip om at dokumentere og kildebestemme sit arbejde.

Som man konstaterer på bogens første sider, så kan fortællingen om PFLP ikke berettes uden samtidig at medtage den historiske og samfundsmæssige kontekst som organisationen har ageret i siden sin stiftelse i 1967. Halvtredsårs jubilæet fejres således passende med dette, den første og eneste store udgivelse om organisationen og dens virke.

De to fortællinger om Fronten og Palæstina spindes smukt sammen i tolv dele, der løbende inkluderer citater og faktaafsnit om det mylder af organisationer, netværk og internationale aktører der yder indflydelse, PFLP’s stiftelse og udvikling. Fra de første zionistiske bosættere under det Osmanniske rige og frem til i dag hvor Oslo-aftalen for alvor har sat den Palæstinensiske frihedskamp tilbage. Særligt de internationale aktører trækker en rød tråd igennem værket og forfatteren gør det klart hvorledes hun ikke fatter sympati for hverken USA-imperialismen eller Sovjetunionens manipulering og interessespil omkring Palæstina og den Israelske zionisme.

Irene Clausen er venstreorienteret og revolutionær med stort R og det viser sig klart i hendes poetiske og smukke ordvalg, der sender tanker tilbage til store retorikere som Dolores Ibarruri og Rosa Luxembourg. Vendinger som ” det Ottomanske imperies dødedans” optræder sideløbende med citater af PFLP’s stifter George Habash og talrige bilag fra frontens løbende udgivelser, politiske program og geografiske kort der fortæller læseren om frontens virke i Palæstina, Libanon og resten af Mellemøsten. Læseren indvies både i de omkringliggende landes politiske udvikling under og efter kolonialismen, samt den panarabiske bevægelse der er grundlaget for samtidens partier og regeringer.

Vi følger PFLP gennem øjnene på Leila Khaled under de berømte flykapringer i 1970 og tages med gennem den Jordanske og Libanesiske borgerkrig. Samtidig med at PFLP ufortrødent fortsætter den væbnede kamp mod den Israelske stat fra sit usikre eksil. Unikke interviews med højtstående medlemmer af PFLP som Leila Khaled og Maryam Abu Daqqa giver bogen særstatus i sin brug af førstehånds kildemateriale og verbale udsagn.

Senere lærte jeg at sige nej. Som her i Gaza hvor folk ingenting har, her må jeg ofte sige nej fordi vi er så fattige og mangler alt. Men palæstinenserne har altid overskud til at tage sig af hinanden. Vi føler at vi har en fælles sag. Det gør mennesker lykkelige at gøre noget godt for andre. At skabe forandring sammen med andre, ikke blot med dig selv og for dig selv.”

Det er klart hvorledes mere end et årtis arbejde er lagt i den foreliggende bog der med sine over 400 sider kan virke intimiderende. Sproget er dog klart og som omtalt så tages læseren i hånden gennem afsnit der løbende opsummerer og indvier en i hvordan myldret af facts, kort og citater danner et større hele der leder op til Oslo processen og den efterfølgende kriminalisering af PFLP på EUs terrorlister.

PFLP og Palæstina danner ramme om en todelt fortælling der samtidig udgør hvad jeg uden at tøve vil kalde Irene Clausens svendestykke. Den bør læses af enhver med bare en perifer interesse i den palæstinensiske sag og venstrefløjen i Mellemøsten.

 

 

 

 

Der er ikke flere tekster