Oprøret i Sudan: Kontrarevolutionen slår til***

Det folkelige oprør i Sudan er en protest mod 30 års politisk og økonomisk undertrykkelse under Omar al-Bashirs regime. Det omfatter arbejdere, kvinder og unge, ikke kun fra hovedstaden Khartoum men fra hele landet.


Centrum for oprøret er den sit-in lejr der i april i år blev etableret foran Forsvarsministeriet i Khartoum hvor der hver dag samles tusindvis af oprørske mennesker. Især Sudans kvinder har udvist stort revolutionært mod hvilket hænger sammen med deres særligt undertrykte situation under det islamiske regime. Alle mulige progressive mennesker og institutioner der under diktaturet blev holdt nede dukker nu op og viser vilje til at forandre samfundet. Men der er også en mørk side.

Militær massakre på oprørerne

Mandag den 3. juni indledte den Bashir-loyale milits RSF (Rapid Security Foces) en massakre på teltlejren i Khartoum. Det skete som reaktion på den generalstrejke som blev gennemført i slutningen af maj. De sociale medier har svømmet over med videoer og billeder af militsfolk der raserede hovedstaden. Bevæbnede militsfolk på toppen af pickup trucks eller til fods i grupper skød på demonstranter, bankede dem til døde og smed deres lig i Nilen. Tilfældige mennesker blev jagtet gennem gaderne og arresteret.

Flere hospitaler i Khartoum blev lukket af militsfolkene, personalet på andre hospitaler overfaldet hvilket bidrog til at øge dødstallet. En lægeklinik blev raseret hvor militsfolk voldtog kvinder blandt personalet og dermed sendte et tydeligt signal til Sudans kvinder om hvad de kan forvente hvis de udfordrer landets magthavere. Ifølge medierne er flere hundrede demonstranter blevet dræbt, tusindvis såret, arresteret, voldtaget og ’forsvundet’.

Den blå revolution

Revolutionen i Sudan er blevet kaldt den blå revolution. En af demonstranterne var den 26-årige Mohammed Matter. Sammen med tusindvis af andre demonstranter sad han den 3. juni foran Forsvarsministeriet da militærfolk begyndte at skyde. I et forsøg på at beskytte andre demonstranter kastede han sig ned foran dem og blev ramt af skud i hovedet. Da hans familie og venner fandt ud af at han var død, skiftede de deres profilbilleder ud med den blå farve som var Mohammeds yndlingsfarve.  

Den 6. juni delte den sudanske blogger Shahd Khidir  et opslag på instagram hvor hun fortæller om drabet på sin ven.  Den engelske udgave af hashtagget hedder #BlueForSudan

Tusindvis af mennesker skifter nu til blå profilbilleder i solidaritet med oprøret i Sudan.

Fra kamp mod fødevarepriser til kamp mod Bashir-diktaturet

I oktober 2018 ophævede USA sanktionerne mod Sudan, der havde været i kraft i to årtier. Men alligevel blev den økonomiske situation stadig forringet. Det hang bl.a. sammen med udskillelsen af Sydsudan som selvstændig stat hvor hovedparten (75%) af olieresurser befinder sig. Nu hvor sanktionerne var væk, kunne regimet ikke længere bruge dem som dække for elendigheden. Elitens korruption og liv i vild ødselhed blev i stigende grad synlig.

I december 2018 indledtes spredte protester mod voldsomt stigende priser på fødevarer og benzin. Snart udvikledes protesterne til en landsdækkende oprørsbevægelse, der nu vendte sig mod landets præsident og diktator gennem 30 år, Omar al-Bashir, og krævede hans afgang.  

Det folkelige pres førte den 12. april til at militæret ved et kup fjernede Bashir fra magten og satte ham i arrest. I det magttomrum der opstod efter Bashirs afgang blev kontrollen overtaget af militærfolk fra den gamle garde i form af Det militære Overgangsråd TMC (Transitional Militære Council). TMC’s mål var –  gennem skinforhandlinger med oprørets repræsentanter i paraplyorganisationen AFC (the Alliance for Freedom and Change) – at passivisere oprørerne og beholde magten på regimets hænder.

Oprørsledelsen gik med til at forhandle med TMC om en overgangsregering og forberedelse af valg til en civil regering. Det tidligere så magtfulde sudanske kommunistparti SCP var uenig i at oprørets ledelse forhandlede med militærjuntaen ,  men valgte, som de selv siger, ”den pragmatiske holdning”: at bøje sig for AFC-flertallet og forblive i AFC- paraplyen for enhedens skyld.

Generalstrejken som lammede Sudan

Generalstrejken den 28. og 29. maj blev udløst på opfordring af den faglige landsorganisation SPA (Sudanese Professionals Association), der besår af 17 fagforeninger. Generalstrejken var en protest imod at TMC – militærjuntaen – havde afbrudt forhandlingerne med begrundelsen at AFC’s krav var for radikale.

I Khartoum fik generalstrejken 100 % opbakning, mens opbakningen ude på ladet var lidt lavere. Alle regerings- og ministerkontorer deltog i strejken. Det samme gjorde:  lufthavnsarbejderne, lastbilchaufførerne, minearbejderne, hospitalspersonalet, folkeskolelærerne, arbejderne på olieselskaberne Petrodar og Petro Energi. Strejken fik endvidere opbakning fra advokater, universitetsfolk, butiks- og kioskejere og andre småborgere.

Der var tale om en dobbeltmagt situation hvor regimet og AFC kæmpede om kontrollen med samfundet. I stedet for at udvikle generalstrejken og forsøge at få de dele af militæret med som sympatiserede med strejkebevægelsen – så afblæste AFC-ledelsen generalstrejken og lovede at indkalde til en ny. Når man stoppede generalstrejken, skyldtes det bl.a. pres fra småborgerlige kræfter som ikke ønskede at oprøret skulle udvikles til en ’rigtig socialistisk revolution’.

Hvad nu, sudanske oprørere?

Med massakren den 3. juni har oprørsbevægelsen lidt et midlertidigt nederlag til militærjuntaen. Oprørsledelsen er tilsyneladende i vildrede med hvilken vej frem man skal vælge. Den opfordrer til fortsat civil ulydighed og fredelige demonstrationer og afviser at bevæbne oprørerne. Samtidig sætter den sine forhåbninger til FN og Den Afrikanske Union! Man må ønske for oprørerne at de får indsat en ledelse der i højere grad stemmer overens med oprørets radikalitet.

Etiopien har udpeget en mægler som er rejst til Khartoum for at forhandle med konfliktens parter. Men selv om et slag er tabt for den sudanske revolution, er der bestemt tid til at vinde et nyt. Det afhænger bl.a. af den internationale solidaritet.

Solidaritet med oprørsbevægelsen i i Sudan

I mange byer rundt omkring i verden har der været afholdt protestdemonstrationer ved Sudans ambassader,  hvor demonstranterne protesterer imod MTC’s og RSF’s massakrer og kræver respekt for de sudanske demonstranters frihedsrettigheder.

 

Der er ikke flere tekster