Oversættelse: Nasafolket – Den korte historie om vores kamp***

Til april måneds udgave af Mexicos Universitetsmagasin, blev vi bedt om at bidrage med en artikel. Hver måned tager magasinet et nyt tema op, denne gang Abya Yala, modstanden i vores kontinent. Her deler vi vores bidrag, Ganske enkelt Nasafolket, som på nuværende tidspunkt passer som en ring på en finger. Fordi vi er folket og vi er det simple, flotte og dejlige liv. Det er hverken noget, magten, staten eller nogen præsident kan levere. Fordi imperiet kan ikke rumme, det vi er. Og det rejser spørgsmålet: Skal vi mobilisere for at monsteret bliver stærkere, eller for at konfrontere det og blokere vejen?


Af: Uma Kiwes befrielsesproces

Befolkninger i Mexico og resten af verden, folk i alle aldre og farver: Det vi kommer til at fortælle jer, er den korte historie om en kamp. Vi kæmper denne kamp fra et lille hjørne af verden kaldet Norte de Cauca, i Colombia. Vi kæmper denne kamp, ikke bare for os selv, men også for jer. Vi får se. Vi vil fortælle jer om det på vores måde og i vores tone. Hvis ikke, holder vi op med at være os selv. Man kæmper også gennem sin måde at tale på, sin måde at skrive på. Man kæmper ikke bare, man er. I får at se, kampen kommer før eller senere.

Så uden videre introduktion, vores korte historie, den korte historie om vores eksistens og kamp. Én ud af mange her i vores elskede Abya Yala, én ud af mange måder at fortælle om en kamp på. Det hele begynder sådan her:

Uma Kiwe

Det fortælles, at I begyndelsen var der to strømme af vinde, som flakkede rundt på det tomme rums stier. Én var smuk, og bar på en masse uld. Den anden havde fine klæder, og med en klump guld i hånden, fløj han planløst rundt, ligesom hende. De så hinanden langvejs fra og blev tiltrukket af hinanden. De begyndte at danse, kom nærmere hinanden, indtil de skabte en stor hvirvelvind. De udvekslede ord: “Jeg er Uma, kvinden der væver livet” fortalte hun ham. “Jeg er Tay, manden der former livet” sagde han til hende. Og de, der fortæller, fortæller at de forelskede sig og dannede par. Det fortælles at Uma og Tay gav os livet.

Uma og Tay, skabermoderen og skaberfaderen, gav fysiske kroppe til alt, der før var energi, ånd og bevægelse. Sådan skabte de alle Nasaer, altså alle væsener der findes. De levende væsener skabte et spektakel, man end ikke kan forestille sig. Et stort kaos. De trådte hinanden ned, invaderede hinandens huse og hjem. Én af skaberne talte:

Jeg skammer mig over jer. Prøv at se hvordan i opfører jer, hvordan i knuser hinandens hjerter. Hvis I vil have et hjem, må i kramme hinanden, holde af hinanden… Med det samme begyndte alle væsenerne at kramme hinanden til de blev en stor masse, som en samlet knytnæve, og sådan blev Kiwe skabt, Jorden, alles hjem.”

Kiwe begyndte at tage form. Herovre blev nogle bjerge til, derovre nogle klipper, længere derovre laguner. Kiwe lyste op og blev flottere dag for dag. Skaberne valgte Sek, solen, til at være Kiwes ledsager. Sådan skabtes alle jordens døtre, sønner og dyreracer. Kiwe talte:

Hver og én af jer er mine børn, og nu har i et sted at leve livet. I må ikke glemme, at I er vokset op ved samme bryst, I er alle skabt af mig, I kommer fra den samme navlestreng.”

Og sådan blev husene fyldt, og kaosset blev til harmoni. Selvfølgelig med visse problemer fra tid til anden, det er ikke nemt at være en planet. Dette ændrer ikke ved det åbenlyse. Alle væsener er fordi de andre er. Jeg er, fordi vi er.

Mange millioner af år passerer efter den første dans, og ordet “modstand” indgår endnu ikke i fuglens sang, i hejrens træk, i træernes rødder eller i biens summen.

La Gaitana

Med tiden, tilføjede vi navnet Uma til Kiwe, Moder Jord. Hun var helt rolig, fuld af glæde og nød livet med alle sine sønner og døtre, indtil en dag hvor fuglens sang bragte dårlige nyheder: “Der kommer fremmede og onde mennesker” fløjtede den. En morgen i året 1535 ankommer erobreren af inkariget, Fransisco Pizarros udsendte til Popayán. En hær bestående af spaniere og “indianere”. Erobringen af Cauca påbegyndes. Modstanden fødes. Colombia findes endnu ikke, tre hundrede år før sin undfangelse.

Dagen efter blev vi til indianere, syndere, sjæleløse, nøgne, fattige, mytebærere, undertrykte, billig eller gratis arbejdskraft. I Timaná regionen, på den anden side af bjergkæden, modsætter en ung mand erobrerens ordrer og bliver tortureret til døde som straf. De ved ikke, hvem de har lagt sig ud med. Den unge mands mor beslutter sig for at tage hævn. Hun rejser fra landsby til landsby og snakker med Yalcones, Guayaberos, Nasaer, Andaquíes og Pijaos, indtil hun har samlet en hær på tyve tusinde krigere. Hun er mor Gaitana, som på denne måde i 1538 starter et væbnet oprør, som fortsætter de næste 120 år.

27 år før dette oprør, i 1511, nedgør Antonio de Montesinos de oprindelige folk på en ø i Caribien. De spytter imperiet i ansigtet. ¨Som om de ikke skulle være mennesker? ¨
Mor Gaitana forstår sig ikke på Humanisme. Takket være det oprør, hun startede, kan vi få lov at være Nasaer, Yalcones, Guayaberos, Pijaos, Calocotos, Tunubíos de følgende 120 år. Det lykkes ikke imperiet at skille os ad fra Uma Kiwes navle.

Henimod år 1700, som modsvar på det spanske imperiums overlegenhed, beslutter vores Caciques3 sig for at udnytte indianerlovene og skabe “oprindelige reservater”: et fredet område, hvor man kan være fri, og vigtigst af alt, komme sig over mere end et århundredes krig og epidemier. Udenfor tager dominationen fart, og imperiet bosætter sig. I Nasa-territoriet, i dag kaldet Norte del Cauca, bygger de store kvægfarme, opretter sukkerfabrikker i Cauca-flodens dal, rejser gårde med tvangsarbejde og skatteafgifter, skaffer bærer-indianere til spanske herrer, bygger byer efter den spanske model, med lige veje, parker og kirker. Imperiet ændrer Uma Kiwes udseende.

Colombia

Omkring 1819 fødes Colombia. Et par måneder efter, 20. maj 1820, vedtager den nyligt oprettede kongres, med Simón Bolívars underskrift, at ophæve reservaterne. Så ved man, hvilken vej det kommer til at gå. Bagefter genopretter de reservaterne, bagefter udsletter de dem, bagefter… De rige latinamerikanere invaderer vores territorier og installerer det, der ikke lykkedes for det spanske imperium: deres udviklings- og civilisationsmodel. Gennem udnyttelsen af kinatræer til medicin, fjerner de bjergenes skov, og de bringer kvæg og kaffeplantager. På den flade jord udvider de sukkerrørsplantagerne. Endelig kommer der en lov, som anerkender os. Det sker i 1890 med lov 89. De giver os reservaterne tilbage, erklærer os “umyndige” og underkaster os fremover til at “reducere os til det civiliserede liv”. Det er klart for dem: deres civilisation reducerer os. Selvom det, de rent faktisk vil sige, er, at vores skæbne er at “gøre os hvide”. Langt henad vejen lykkes det dem også, navlestrengen begynder at knække. Det er republikkens formål.

Næsten hundrede år efter Colombias tilblivelse, i starten af det tyvende århundrede, er livet i reservaterne mest af alt præget af domination. Loven erklærer dem disponible ødemarker uden ejer. Jordejerne installerer sig selv og deres gårde og dominerer dem fra kant til kant. De opkræver afgifter på jord eller skatter på arbejde, de mishandler. Opretter feudale strukturer. En ung Nasa som har aftjent i den colombianske hær, vender tilbage til sin jord i Cauca, og eftersom han har lært at læse, kender han også til lov 89. Han tager fra landsby til landsby, flække til flække, Chichería til Chicheria4 og taler til folk: “Dette er vores jord og vi skal ikke betale jordafgift”. Han hed Manuel Quintín Lame.

Fra denne kamp, “La Quintinada”, og senere gennem organiseringen af oprindelige folk i Cauca, lykkes det at genvinde jorden og udvide reservaterne. Og endnu engang fødes frie mænd og kvinder i vores territorium. Vi er midt i den proces i 1991, da Colombia åbner sine grænser. Det er dér, neoliberalismen gør sit indtog, og vi får en ny politisk grundlov. Vi figurerer også dér, i den nye politiske aftale, som Nasa folket. Ti år senere er det åbenlyst, at vi er gået lige i en fælde – vi kæmper mod regeringen, men er selv en del af staten. Vi glemmer at genvinde vores jorde. I hele verden efterlader neoliberalismen allerede sit aftryk i form af eksklusion og udslettelse.

Fra Nasaer til indianere, fra Indianere til modtagere af ordre, til beboere i et reservat, til colombianere, til umyndige, til civiliserede, til borgere, til udnyttede, til ekskluderede, til udslettede… Det er den åbenbare skæbne vesten kan tilbyde.

Uma Kiwes befrielse

En dag beslutter vi os for at vende tilbage og få vores land igen. Allerede på dette tidspunkt står vi ansigt til ansigt med høsten af kapitalismens frugter: Global opvarmning, udryddelse, sult, smerte. Vi vil bare sige jer, at i dette land ejer 0.4% af landejerne 41% af jorden; 25 millioner hektarer er dedikeret til minedrift; gletsjerne har mistet 85% af deres is; den tropiske tørskov, andesskoven og den høje andesskov er alle ved at uddø. Sukkerrørene dækker 330.000 hektarer jord i Cauca-flodens dal og de bruger 25 millioner liter vand i sekundet. Derfor siger vi:

Vores moder jord er ikke fri til at leve. Det bliver hun, når hun engang igen er kollektiv jord og hjem for de befolkninger, der passer på, respekterer og lever med hende… Alle folk er slaver, sammen med dyrene og andre levende væsener, indtil vores mor får genvundet sin frihed”

Vi sætter os derfor for at befri moder jord med afsæt i Norte del Cauca, da vi indtager fincaen “La Emperatriz”. Det er 2. september 2005.

I første forsøg fejler vi. Elleve dage senere skriver vi under på en aftale med staten om overlevering af fincaen, og vi lærer at staten underskriver, det man beder om, for derefter at bedrage og bryde aftalen. Vi lærer og vi vender tilbage. Vi lærer, for eksempel, at de magtfulde:

kommer for at skrabe gryden. Og det, der er i wokkens røvhul, er ikke noget væmmeligt: Guld, olie, mange mineraler, gas, vand, ilt, biodiversitet. Det er meget, men det er det sidste. Det er nok til at vække deres grådighed, det er nok til, at deres bankkonti sprækker. Men det er det sidste. Det er deres bankkonti eller livet. Det er opfyldelsen af deres begær, eller livet, som vi kender det.”

14. december 2014, med erfaring akkumuleret fra de sidste fem århundreder, griber vi djævlen i halen: Vi bryder ind hos Colombias rigeste mand, Carlos Ardilla Lülles, fincaer som han havde slavegjort med sukkerrør til produktion af sukker og brændstof. Vi gik i offensiven. Tidligt om morgenen den 15. december tager historien en drejning: fra udnyttede og ekskluderede, til frigjorte og befriere af moder jord.

I dag lever mange Nasafamilier i disse fincaer, ni i alt, og der kommer flere til. Her slår vi rødder og genfinder vores navlestreng til Uma Kiwe. Vi bygger hytter med køkken, latrin, bad, halvtag til møder; vi hugger sukkerrørene ned og planter majs, bananer, yuca, bønner; vi lader bjergsiderne gro til og ser, hvordan de vilde dyr vender tilbage; vi opdrætter kvæg, høns og ænder; vi konfronterer Esmad5 og hæren i tæt på trehundrede mislykkede rydningsforsøg; vi sætter os op imod to hundrede retssager; vi passer på hinanden overfor næsten seksten dødsdomme fra de paramilitære imod vores proces; vi græder over og ærer mindet om ni af moder jords befriere, som er blevet dræbt siden 2005; vi deler den gode høst med basisorganiseringer og græsrødder i byerne – når ikke staten, betalt af Ardila Lülle, som også finansierer rydningsforsøgene, ødelægger den.

Sådan kommer vi op over 481 års konfrontationer med imperier. Hvor vi går på vores måde, danser på vores måde, skriver på vores måde. Sådan bygger vi en rede udenfor staten, udenfor kapitalismen. Meget har vi gået gennem disse fem århundreder. Mange skoler og mange tankemåder har krydset vores historie. Denne erfaring giver os sikkerhed i den vej, vi går i dag: at det er vores egen viden, Nasas rødder, der giver os muligheden for at forblive i Kosmos spisende, drikkende, sående, vævende, tilbydende, fiskende, dansende sammen med alle levende væsener, til rytmen af Uma Kiwes bryst og navle. Ganske enkelt, ved at være Nasaer.

Hertil, folk fra Mexico og verden, folk i alle aldre og farver, en kort historie om tid, den korte historie om vores kamp. Hvad er klokken? Vi befinder os 13.800 millioner år efter den første dans. Ifølge beregningerne har vi 5 milliarder år tilbage før solen slukker. Måske kun 100, hvis den kapitalistiske udviklingsmodel fortsætter sin destruktive rytme, som den gør nu. Vi får se om alle modstandene, fra Abya Yala til folk i alle aldre og farver og hjørner, finder hinanden indenfor et århundrede. Det er tid til at drikke kaffe. Vi går over i køkkenhytten.

Der er ikke flere tekster