Blog: Ingen er frie, før alle er frie! – et autonomt manifest***

Et bud på alliancepolitik nedefra.
– Hvordan forener vi organisering og kollektivitet i en agerende kraft til forandring af de herskende samfundsforhold?
– Hvordan skaber vi mangfoldige bevægelser, der bryder med hierarkisering, indbyrdes konkurrence og sexisme?

“Modstandens centrum er dér, hvor folk lever, elsker, arbejder og bor. Det er disse steder, den daglige sociale og politiske konflikt udkæmpes konkret” Organiseret stedfortræderpolitik…

Den traditionelle venstrefløj har indtil i dag betragtet sine partier og fagforeninger som centrum for oppositionelt virke. Det er her, der udstikkes dagspolitiske og strategisk overordnede retningslinjer for sociale forbedringer, stedfortrædende for arbejderklassen og de underprivilegerede lag i befolkningen.

Politisk aktivitet i form af karriere – og lønarbejde. Her udklækkes parti- og organisationsfunktionærer, hvis karriereforløb omformer politiske og kulturelle aktiviteter til et lønarbejdsanliggende. Apparaterne i de mere etablerede venstrefløjsorganisationer bestræber sig på at holde sig ajour med præmisserne for alskens statslige tilskudsordninger og parlamentarisk-institutionaliserede indflydelsesmuligheder.  

I disse fastkørte organisatoriske kredse iagttages bevægelsernes kollektive aktiviteter med refleks-agtig mistro. Ofte reagerer apparaterne ved at forsøge at få kontrol over bevægelserne til fordel for snævre organisationsinteresser. Ikke mindst fordi de overfor den den borgerlige offentlighed  ønsker at præsentere deres uundværlighed i kontrollen med og disciplineringen af uberegnelige oprørsbevægelser.

Rummeligheden overfor sociale, etniske, kønspolitiske og konceptionelle praksisser, der ikke lader sig underordne i disse politisk ritualiserede organisationsmønstre er yderst ringe, for ikke at sige betydningsløs. 

… og subjektorienteret kollektivitet

Som Karl Marx allerede for længe siden konstaterede, er ”ingen frie før alle er frie”. Det vil sige, at en frigørelsesproces, der forholder sig selektivt til de forskellige undertrykkelsesformer og opdeler dem i samfundsmæssige ”centrale modsætninger” og ”mindre vigtige bimodsætninger”, ikke er i stand til at være en fælles platform for alskens modstandsaktiviteter.

En sådan fremgangsmåde formår ikke at bryde med den kapitalistiske magtlogik, dvs. en hierarkisering af de samfundsmæssige relationer mellem mennesker.

I realiteten er kollektive modstandsformer lige så komplekse som de forhold, de er oppe imod. To vigtige egenskaber kan dog iagttages som gennemgående:

-Aktørerne opfatter sig selv som det forandrende subjekt.

-For bevægelsernes aktører er det handlende subjekt i centrum.

Modstandens centrum er dér, hvor folk lever, elsker, arbejder og bor. Det er disse steder, den daglige sociale og politiske konflikt udkæmpes konkret. Det er her, kravene om frirum, social lighed, kønspolitisk og kulturel befrielse og kollektivitet opstår og udvikles.

De forskellige undertrykkelsesformers indbyrdes forfletning

Inspireret af sorte feminister i USA og England har væsentlige dele af de sociale bevægelser udgående fra det autonome og venstreradikale spektrum i Europa i 1980’erne overtaget den såkaldte ’Triple Oppression’ analyse. (1) 

Den er et opgør med den traditionelle, marxistisk-leninistiske partiforestilling om, at samfundsmæssige forandringsprocesser udelukkende forløber langs hovedmodsætningen ’kapital contra lønarbejde’ og at alle andre samfundsmæssige modsætninger – som f.eks. kvinder/mænd, sorte/hvide, heteroseksuelle/andre seksualitetspraktikker etc. kun er såkaldte underordnede bimodsætninger, der automatisk vil forsvinde med forandringen af produktionsforholdene… 

I dag er begrebet mere kendt som ’intersektionalitet’

Essensen er, at samtlige undertrykkelsesformer på forskellige måder er indflettet i hinanden. Eksempelvis klasseskel, racisme, sexisme, homofobi, transfobi, religiøs fanatisme, mv.  

I den akademiske diskurs anvendes begrebet ’intersektionalitet’ ofte ifm. afhandlinger, foredrag, artikelskrivning mv. Men ofte uden kendskab til begrebets politiske rødder:

De sorte feminister i 1970’ernes USA og senere den autonome bevægelse fra 1980’erne. I disse aktivistmiljøer var Triple Oppression ikke blot genstand for teoretiske diskussioner, men lagde også fundamentet for politisk organisering og revolutionær, antikapitalistisk strategi i praksis.

Forholdet mellem klasse, køn og racialiserede mennesker

Autonom operaisme. Med udgangspunkt i den venstreradikale bevægelsesorienterede ”autonome operaisme” (2) baserer vi kapitalismekritikken på Marx’ værdilære (3) men tager samtidig højde for de meget komplekse undertrykkelsesformer, som i dag eksisterer side om side i den neoliberalistiske verdensorden. Her gælder kampenes udelelighed ud fra princippet ”Ingen er frie før alle er frie”, og afdækker undertrykkelsesmekanismernes forflettede og forskelligartede karakter.

Bestemmende for et menneskes samfundsmæssige placering er klasse, køn og etnisk tilhørsforhold, men også andre faktorer spiller ind, f.eks. om du lever i et rigt industriland i Vesten eller i et fattigt og udplyndret land i Syden, om du lever som homoseksuel, heteroseksuel, transkønnet, interkønnet, eller noget helt femte, om du er handicappet eller lever op til samfundets præstationsnormer for såkaldte raske mennesker, om du er ung eller gammel osv. osv.

Alle de nævnte forhold er af betydning, ingen er vigtigere end andre og det er samspillet herimellem, der skaber et menneskes samfundsbestemte situation.

Der er således verdener imellem en hvid kassedame i København, som er diskrimineret af sexisme; en sort, mandlig journalist i New York, som er diskrimineret af racisme og en polsk maskiningeniør, som er diskrimineret fordi hun er lesbisk. Den ene er ikke mere undertrykt end den anden. Den undertrykkelse, de oplever har forskellig karakter, men i høj grad fælles årsager. Alle er de underlagt tvangen til at sælge sin arbejdskraft.  

En illustration af Triple Oppression / Intersektionalitet

– begrebets definition af undertrykkelsesformernes forskellighed og indbyrdes sammenhænge.

Det er en brugbar teoretisk konstruktion at forestille sig det globale undertrykkelsessystem som et stort net:

• Maskerne i nettet er løsere (de imperialistiske centre) eller strammere (den såkaldte “3. Verden”).
• Trådene er ældre (patriarkatet) eller nyere (kapitalismen), stabilere (Tyskland) eller svagere (Mellemamerika).
• Trådene danner forskellige knuder (racisme er anderledes forbundet med kapitalismen end med patriarkatet osv.)
• Nettet bliver hele tiden repareret og knyttet sammen på nye måder (af kapitalen, af de hvide, af mændene) for at lænke andre fast (arbejdere, sorte, kvinder), som til gengæld flår nettet itu så godt, som de nu formår.

”Vi er selv en del af det, vi bekæmper”

Helt centralt i Triple Oppression-analysen står også erkendelsen af, at vi selv er del af de undertrykkelsesmekanismer, vi bekæmper. Det viser sig bl.a., når kvinder reproducerer den kvindeforagt, de har erfaret fra mandssamfundet, f.eks. ved at håne rødstrømpebevægelsen, eller ved at latterliggøre eller usynliggøre lesbiske, transpersoner eller bøsser.

Undertrykkelsen er altså del af vores selvopfattelse, også når vi søger at gøre op med den.

Det er ren voluntarisme ikke at erkende, at alle mænd – uanset hvor stor deres respekt for den feministiske kamp måtte være – profiterer af at tilhøre det priviligerede køn, og at alle hvide – uanset hvor meget de erklærer sig som antiracister – er bærere af og priviligerede i det racistiske samfundssystem.

Triple Oppression / Intersektionalitet betoner sammenhængen mellem de udadrettede samfundsmæssige aktiviteter for forandring og de personlige bestræbelser på forandring indadtil.

Kampen mod samfundets strukturelle undertrykkelsesmekanismer må gå hånd i hånd med kampen indadtil i egne rækker og mod os selv i forsøget på at bryde med de inderliggjorte undertrykkelsesmekanismer, vi selv er med til at videreføre. Disse to sider af kampen for et andet samfund er lige vigtige og står i et dialektisk forhold til hinanden.

Den traditionelle venstrefløjs en-dimensionale strategi

Samtlige venstreorienterede bevægelser, oprør og revolutioner har hidtil først og fremmest prioriteret de økonomiske interessekampe, og revolutionsstrategien er som oftest blevet reduceret til et spørgsmål om erobring af den politiske magt.

– Forsømt blev kampen for at forandre bevidstheden og frigøre menneskenes tanker og følelser.
– Forsømt blev først og fremmest de feministiske perspektiver. 

Venstrefløjens historie er rig på erfaringer om, at en ensidig fokusering på militære, økonomiske og traditionelt politiske kampe IKKE fører til en grundlæggende forandring af samfundets herskende normer. 

En samfundsforandrende strategi må rumme modstand mod samtlige undertrykkelsesformer – såvel den økonomiske som den sociale, sexistiske, racistiske, kulturelle etc.

Triple Oppression / Intersektionalitets analysen forsøger at tage højde for disse erfaringer ved at understrege nødvendigheden af, at en samfundsforandrende proces må rumme modstand mod samtlige undertrykkelsesformer – såvel den økonomiske som den sociale, sexistiske, racistiske, kulturelle etc.

I strategisk hensyn må der skabes fælles modstandsnetværk, hvor de forskellige kampe kan mødes for i fællesskab og i løbende diskussion med hinanden at sætte gang i en grundlæggende forandring af systemet som sådan. En revolutionær forandringsproces kan derfor kun opstå, når forskellige modstandsorganiseringer udvikler fælles fodslag i kampen for grundlæggende forandringer af det kapitalistiske samfundssystem.  

Noter til afklaring af nogle begreber

1) Triple Oppression blev sidst i 1960’ erne udviklet af sorte feminister i USA og England – bl.a. af kvinder fra Black Panther Party.

Det generelle samfundsmæssige opbrud, revolterne og kvindebevægelsens opblomstring i slutningen af 1960’ erne skærpede de sorte feministers bevidsthed om, at de som kvinder undertrykkes af sorte mænd, samtidig med at de som sorte undertrykkes af hvide kvinder. I den politiske praksis satte de sorte kvinder fokus på såvel racismen i kvindebevægelsen som sexismen i de antiracistiske bevægelser. Forsøget på at udvikle en emancipatorisk kamp på dette grundlag skabte basis for Triple Oppression analysen.

Det skulle imidlertid tage mange år, før de sorte feministers anstrengelser satte sig igennem hos andre. Først fra slutningen af 1980’ erne blev de taget alvorligt af dele af den hvide, venstreradikale kvindebevægelse. Senere hen er begrebet “Triple Oppression”- konceptet også blevet et vigtigt element i den autonome og anti-imperialistiske diskussion om nye alliance – og modstandsstrategier.

2) Udgangspunkt for den nyere autonome bevægelse er den venstreradikale, operaistiske strømning i 1960’ernes Italien.

Den opstod i forbindelse med de store klassekampsopsving som resultat af de daværende omstruktureringer i landets fordistiske masseproduktionsvirksomheder. Den var en politisk substantiel kritik mod de dominerende fagforeningers og arbejderpartiers institutionaliserede klassesamarbejdspolitik.

Operaismen var et opgør med partiernes traditionelle stedfortræderpolitik. Arbejderpartier og fagforeninger blev ikke længere anset for at være det centrale led i de politiske kampe, det var derimod arbejderne selv. Dvs. kampens centrum var/er dér, hvor arbejderne lever, arbejder og bor. Steder, hvor den daglige klassekamp udkæmpes konkret uden institutionel formidling.

3) Ifølge den marxistiske værdilære er merværdien det samfundsmæssige merprodukt i pengeform.

Det vil sige, den er pengeformen af den del af arbejderens produktion, som han/hun afstår til ejeren af produktionsmidlerne uden at modtage noget til gengæld.

Den foregår gennem bytteprocessen, ligesom alle vigtige funktioner i det kapitalistiske samfund, der altid er bytterelationer. Kapitalisten køber arbejdskraften af arbejderen, og til gengæld for dennes løn, tilegner han sig hele arbejderens produktion. Altså hele den nyproducerede værdi, som er indføjet i værdien af denne produktion. Arbejdskraften er i en kapitalistisk kontekst en vare, – og som enhver anden vares værdi er dens værdi den mængde arbejde, der samfundmæssigt er nødvendigt for at producere og reproducere arbejdskraften.

Enhver vare har både en brugsværdi og en bytteværdi.

En varemasse, der er fremstillet med det formål at blive solgt, kan ikke længere betragtes som simpel produktion af brugsværdier, men må kategoriseres som en produktion af varer. Vareproduktionen, produktionen af bytteværdier og den indbyggede tvang til akkumulation, er aksen i selve kapitalismens væsen.

Modifikation: Produktet må på den ene side have brugsværdi, ellers ville ingen købe den, men på den anden side behøver ethvert produkt, som har brugsværdi, ikke nødvendigvis have bytteværdi. (For eksempel er dette tilfældet i for eksempel selvforsynende kollektiver, eller produktion til egen husholdning, etc.).