Antifascisten Gregor Alexander Best er død. Han blev treoghalvfems år.


Af Lene Tymoshenko

 

Gregor og hans tvillingebror blev født i Berlin den 23. juni 1925 og voksede op i bydelen Friedrichshain, centralt i Berlin.
Deres mor var jøde men ikke specielt religiøs.

Deres far var advokat. Han arbejdede hovedsagligt for Håndværkskammeret (en sammenslutning af Berlins håndværkslaug) og var mangeårigt medlem af Socialdemokratiet.

Da Hitler kom til magten den 30. januar 1933 afholdt flere forskellige partier protestdemonstrationer på Hermannplatz i Berlin/Neu Kölln.
Gregors far gik på talerstolen og opfordrede Socialdemokraterne til at arbejde sammen med kommunisterne imod Hitler. Der var ingen i socialdemokraternes demonstration, der reagerede på hans ord.
Han forlod talerstolen og gik direkte hen på kommunisternes talerstol, hvor han gentog dem samme opfordring: ”Slå jer sammen med Socialdemokraterne imod Nazisterne”.
Heller ikke der blev der reageret på hans ord.
Faderes opfordring blev rapporteret i avisen, og han blev efterfølgende chikaneret af Nazisterne.

Den 7. marts 1933 tidligt om morgenen ringede det på døren til deres lejlighed. Udenfor stod seks pansere. De slæbte brutalt faderen ned af trapperne, idet de holdt ham, så hans hoved slog imod gelænderes gitterstave hele vejen ned fra fjerde sal.

Gregor og hans tvillingebror fulgte efter. De syvårige drenge var kun i pyjamas og på bare tæer. På Boxhagener Platz, der lå i umiddelbar nærhed, bandt panserne faderen til et træ. Gregor og hans tvillingebror så, at sneen farvedes rød, da deres far blev skudt for øjnene af dem.

Samme nat flygtede de sammen med deres lillesøster, mor og moster. Over Prag kom de til Shanghai, hvor hans tvillingebror et par år senere mistede livet i en drukneulykke.


Japans overfaldt på Shanghai i 1937 drev igen familien på flugt. De endte i en lille landsby i regionen Irkutsk i Sovjetunionen. Landsbyen lå ved Bajkalsøens bred og var beboet af tyskere. Gregor, der var en stor og kraftig dreng, kom i lære som smed.

I 1942 blev han indkaldt til Den Røde Hær. Han undgik lige akkurat at havne i den sovjetisk fangelejer, Gulag, for kun en måned efter hans indkaldelse besluttede Stalin, at alle sovjetborgere med tyske rødder skulle interneres.


Gregor var med til at indtage Berlin i 1945
.
Han var leder af en kampvogn, der fungerede som fortrop under kampen om Berlin. Kampvognen kom under beskydning og brød i brand, så Gregor og hans besætning måtte flygte derfra til fods. De nåede først frem til Rigsdagen, da Den Røde Hær havde besejret nazisterne og alle kamphandlinger var forbi, så Gregor og hans gode kammerat, Juri, satte sig på trappen til rigsdagsbygningen og skuede ud over pladsen, hvor Den Røde Hær havde slået lejr.

Der tog Juri, der stammede fra Mongoliet, en lille klump op af lommen og dryssede den i en pibe, de røg sammen.
”Hvad er det?”, spurgt Gregor.

Juri svarede: ”Det gav min far mig, da jeg tog af sted. Han sagde, min søn, det skal i ryge, når I har vundet Krigen”.

 

Da Gregor flere år efter krigens afslutning vendte tilbage til det sidste sted, han havde boet med sin familie, var det eneste, der var tilbage af landsbyen ved Bajkalsøens bred, et par møllesten fra vandmøllen.
Det tog ham mange år at finde sin familie. Den eneste overlevende, var hans mor, der på det tidspunkt boede i USA.


Gregor var drevet af tanken om at finde sin fars mordere.
Det viste sig at de seks mænd, som Gregor havde troet var politibetjente, i virkeligheden havde været medlemmer af SA Sturmabteilung fra NSDAP.
Han fandt blandt andet frem til faderens dødsattest. Den var udfyldt to timer inden, faderen blev henrettet.

Tres år efter faderens død fandt han ud af, at tre andre advokater, der offentligt havde udtalt sig imod Hitler, var blevet likvideret samme dag, som hans far.

Gregor havde et omskifteligt liv.

I 1949 kørte han på motorcykel fra Berlin hele vejen op gennem Nordeuropa, tværs over Sovjetunionen og kom gennem Canada til USA.

Han boede mange år i USA, giftede sig og fik tre børn.

I 1965 blev han anholdt og anklaget for at spionere for KGB. Han blev dømt til døden, men dommen blev senere omstødt til tredive års fængsel. Hans kone og børn slog hånden af ham, da han blev fængslet, så han fik aldrig besøg.

I fængslet malede han landskabsmalerier i olie efter hukommelsen og begyndte på et tidspunkt at studere jura ved fjernstudium. Han tilbød juridisk rådgivning til medfanger og fængselspersonalet.
Efter tretten år blev han løsladt under en spionudveksling, og vendte tilbage til sin fødeby, Berlin/Friedrichshain, som lå i DDR.

Han stiftede efterfølgende familie i Berlin.

I 1980 fik han en datter. Som barn oplevede hun ham som meget fjern og fraværende. Han opholdt sig hovedsagligt i sit atelier og malede sine billeder. De første mange år befandt han sig mentalt stadig i fængslet.
Hendes mor havde, inden hun mødte Gregor, forsøgt at flygte til Vesten. Gregor, der af Stasi regnedes som helt, fik meget kritik for sit forhold til en erklæret statsfjende, og familien var under stort pres. Det var en stor belastning for de to mennesker, der hver især havde store byrder at bære.
Deres forhold gik i stykker umiddelbart efter murens fald i 1989.

Efter murens fald og DDRs sammenbrud var Gregor bange for, at CIA ville forfølge ham. Derfor søgte han politisk asyl i Sverige og Danmark. Han blev dog afvist af begge lande, og det viste sig også, at han ikke havde grund til sin frygt.


Han levede i en lille to værelses lejlighed under fattige forhold på laveste pension i Berliner bydelen Friedrichshain i nabohuset til sit fødehjem.

Han kendte mange mennesker – hovedsagligt mennesker, der var væsentligt yngre end ham.
Han kom meget i et lokalt socialt værested Kiezcafee, hvor man kunne få et billigt måltid mad og fødevarer fra Berliner Tafel (svarer til Fødevarebanken).
Han havde mange venner blandt mennesker, der som ham levede et liv på kanten: studerende, arbejdsløse, musikere, håndværkere, migranter og andre livskunstnere, der med stor interesse lyttede til hans fortællinger fra hans fantastiske, vanvittige liv. De hjalp ham med at slæbe madvarer eller kul op i hans lejlighed på fjerde sal, eller kom og gjorde rent hos ham.

Gregor var en stor og kraftig mand. Selv da han var over halvfems, var han næsten en meter og halvfems høj og meget rank.
Trods hjerteproblemer klarede han sig selv i sit lille hjem til det sidste, med katten, minderne og de mange besøgende.
Han drak ikke alkohol men bibeholdt i et langt liv sin forkærlighed for pot, som han røg rigeligt af hver dag.

Et ungt hippipar fortalte til gravøllet efter hans begravelse, at de nåede at være hans naboer i knapt to år, og da de flyttede ind, stod han i badekåbe øverst på trappen og hilst dem velkommen.
Omkring en måned senere sagde han til dem: ”Jeg håber ikke, I har problemer med, at jeg har et par planter på min altan”.

Deres altaner var kun adskilt af en lav mur. De kiggede over muren og så, at hele hans altan var fyldt med hampplanter.

Nej bare rolig, vi ryger selv”.
Derefter besøgte de ham ofte, delte en joint og lyttede til hans fantastiske fortællinger.

Af sine venner var Gregor kendt som en varm og glad mand, der altid havde tid og var hjælpsom, hvis mennesker var i nød.
Han havde i flere omgange folk boende hos sig i kortere eller længere perioder.
Blandt andet et ungt polsk ægtepar, der havde boet på gaden i Berlin i mere end en måned. Selvom de på det tidspunkt ikke havde noget fælles sprog, lod han dem bo hos sig, til de selv fandt en lejlighed, kunne starte en ny tilværelse og hente deres tre små børn til Berlin.
Han tog dem til sig som sine egne, og han var som en bedstefar for deres børn indtil sin død næsten femten år senere.

Jeg nåede desværre ikke at besøge Gregor så meget, som jeg havde ønsket, men jeg er taknemlig for, at jeg fik lov til at lære ham at kende.

Gregor Alexander Best 23. juni 1925 – 12. februar 2019

Ære være dit minde “No Pasaran, alter Antifaschist” ...

 

 

 

Der er ikke flere tekster