BLOG 40 år siden: SLAGET OM BYGGEREN april – maj 1980***

I foråret 1980 kæmpede beboere på Nørrebro sammen med den revolutionære venstrefløj en hård kamp for at bevare ”vores allesammens byggelegeplads” – BYGGEREN.


Af  al. / tidl. Byggeraktivist, på dette tidspunkt medlem af Venstresocialisterne (VS)

Byggeren på Nørrebro

I slutningen af 1970’erne gik bølgerne højt i kvarteret kaldet ”Den Sorte Firkant” omkring Blågårds Plads. Det socialdemokratiske bystyre, med den forhadte over-borgmester Egon Weidekamp i spidsen, dikterede en byfornyelse, der betød nedrivning af de gamle huse og masser af nye beton-byggerier.

Mange lavtlønnede arbejderfamilier og studerende blev fordrevet fra kvarteret. Den massive utilfredshed og de talrige konfrontationer med statsmagten kulminerede i slaget om Byggeren i april-maj 1980.

Et frirum i ”Den sorte firkant”

På de ubebyggede tomter mellem Stengade og Blågårds Plads  indrettede Nørrebro Beboeraktion sammen med lokale rødder og aktive beboere i juni 1973 en vældig byggelegeplads. Det var et frirum i den tætbefolkede ”Sorte firkant”.

Byggeren, som stedet blev kaldt i folkemunde, var et eldorado for kvarterets unger. Det var deres sted.  I løbet af 1974 bliver legepladsen godkendt som kommunal institution og modtager en beskeden økonomisk støtte til materialer, etc.

VS’eren Villo Sigurdsson og Christianitten Thorkild Weiss Madsen

Indbygget i den kommunale anerkendelse var klausulen om, at legepladsen måtte vige den dag, boligbyggeriet blev sat igang. Byggeren fungerede med stor lokal opbakning og havde sine trofaste støtter i VSere og i Christianias repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation. Især den daværende VSer , byplanborgmester Villo Sigurdsson samt Christianias Thorkild Weiss Madsen var Byggerens forlængede parlamentariske spydspids.

Overpamperen Egon Weidekamp

De var af den grund en torn i øjet på Borger- repræsentationens levebrødspolitikere. Faktisk var de så stor en gene for den daværende overborgmester Weidekamp, at denne ved en særlig tilspidset lejlighed tilkaldte rådhusbetjentene for at lade dem smide byplan-borgmester Villo Sigurdsson ud af hans eget kontor……. (1)

Socialdemokratiets repressive politik

For bystyrets flertal blev Byggeren et forstyrrende symbol på beboernes krav om selvbestemmelse ift. udviklingen af deres kvarter. I perioden omkring slutningen af 1970’erne kom det ustandseligt til demonstrationer og konfrontationer med politiet, der med vold sikrede, at de socialdemokratiske pampere, under ledelse af overpamperen Egon Weidekamp, kunne gennemføre deres omstruktureringsplaner på Nørrebro.

Børnehaven i Todesgade

En af de mest kendte episoder fra dengang var politiets gennemtrumfning af nedrivningen af en forældrestyret børnehave i Todesgade. I juni 77 besluttede det socialdemokratiske flertal på Københavns Rådhus at lukke den 6 år gamle børneinstitution i Todesgade, der lå op til Byggeren. Den skulle vige pladsen for boliger.

Tidligt om morgenen den 10. januar 78 indtog en stor politistyrke institutionen. Her blev strejkende pædagoger foran grædende småbørn lagt i håndjern og derefter transporteret til Politigården. Derefter kom buldozzerne og rev hele børneinstitutionen ned. Denne episode blev af landets medier i flere dage fulgt op som forsidehistorie.

Kampen om BYGGEREN – 1980, Sten Bro, 160 sider. Informations ForIag – poIitisk revy – Tiderne Skifter

Det samme gentog sig – dog i en meget større variant – ved nedrivningen af Byggeren. Socialdemokraterne på Rådhuset tøvede ikke med at indsætte store politistyrker mod den forventede modstand fra Nørrebros beboere. Alligevel blev de ansvarlige politikere på Københavns Rådhus overrasket, da tusindvis af beboere – forældre, aktivister og børn – gik på gaden for at kæmpe for bevarelse af Byggeren.

”Folkets Nørrebro”

Stormen på Byggeren startede med, at det social- demokratiske flertal på Københavns Rådhus den 24. marts 1980 sender større grupper af håndværkere til stedet med det formål at rive det ned.

Der skulle gives plads til de betonkomplekser, der idag kan ses omkring Blågårds Plads kvarteret. Vrede beboere strømmer til og håndværkerne nægtes adgang af beboernes fysiske blokader foran Byggerens indgange.

Kampen begynder

Den 22. april lykkedes det for op mod 1000 politifolk i kampuniform at rydde halvdelen af Byggeren under voldsomme skærmydsler. Om aftenen genbesætter hundredevis af børn, unge og voksne arealet og bygger barrikader for at forhindre en ny politistorm.

Politiets invadering af Byggeren og anholdelse af aktivister på taget af et redsskabsskur.

Den 29. april indleder kommunen sin rydning af området. Under et massivt politiopbud kører arbejdere fra et nedrivningsselskab med deres buldozzere ind i legeredskaberne, hvor aktivister må springe for livet for at undgå at blive dræbt.

Flere tusinde beboere og aktivister danner blokader og spærrer Nørrebrogade og Åboulevarden. Da politiet trækker sig tilbage, går tusind beboere og børn i gang med at genopbygge legepladsen med materialer fra den nærliggende byggeplads.

Dagbladet Politiken

I løbet af konfrontationerne bliver 150 – 200 mennesker anholdt. Heraf 39 varetægtsfængslet  (heriblandt artiklens forfatter).

Den 30. april er der relativt roligt på Byggeren, men Nørrebrogade er fortsat spærret af blokader. I kvarteret hersker en voldsom harme over kommunens og politiets voldsomme fremfærd.

Borgerrepræsentationen indkaldes til et hastemøde om Byggeren den efterfølgende mandag d. 5. maj. Politiets ledelse lover at holde politiet væk fra Byggeren, indtil Borgerrepræsentationen har holdt sit ekstraordinære møde den 5. maj. Med det som baggrund fjernes barrikaderne hen på eftermiddagen. Men som så ofte før, bryder politiledelsen deres løfte…

Den 1. maj står i tegn af solidaritet med kampen for Byggeren og de fængslede aktivister.

Den 3. maj sender Weidekamp og kumpaner for tredje gang håndværkere til byggelegepladsen. Igen ledsaget af omkring 1000 kampklædte politifolk. Kampen starter med politiets voldsomme indtrængen på Byggeren. Aktivister viser deres modstand med sit-downs. Det kommer til fysiske konfrontationer og de første anholdelser.

Barrikadenat på Nørrebro Byggeren lever

Modstanden er massiv og breder sig til Nørrebrogade og Griffenfeldsgade. Kampene bølger frem og tilbage i uregelmæssige rytmer de næste dage. Politiet er oppe imod et helt boligkvarter. Fra vinduerne smides blomsterpotter mod politiet, der bygges barrikader og bål og hele tiden opstår nye modstandslommer over hele indre Nørrebro.

 

 

Politiet erklærer undtagelsestilstand på indre Nørrebro

Den smadrede byggelegeplads genopstår i nattens løb på ny. Politiledelsen magter ikke opgaven og om aftenen den 3. maj erklærer politiet undtagelsestilstand i kvarteret. Demonstrationer er forbudt og grupper på mere end 3 personer opløses med det samme.

Omkring 12.000 demonstrerer mod Weidekamp

Den 5. maj gik omkring 12.000 mennesker i demo fra Nørrebro til Rådhuspladsen i protest mod rydningen og i solidaritet med de politiske fanger fra Byggeren. To dage efter gik buldozzerne atter igang. På trods af beboerblokader lykkedes det at grave ud til fundamenter for de kommende betonhuse på Byggerens grund.

300 i spontan solidaritet til Vestre Fængsel

Et par uger senere demonstrerede omkring 300 militante venstrefløjsaktivister til Vestre Fængsel for at vise deres solidaritet med de Byggerfanger, der stadigvæk befandt sig i varetægt.

Organiseret blev demoen af mit (forfatterens) daværende kollektiv, byggelegepladsen på Amager (“Sundbyggeren”) og en del VSere fra partiets afdeling på Amager.

Artiklens forfatter efter et forgæves forsøg på at standse buldozzeren …

* Jeg/a.l. var en af de 39 varetægts-fængslede fra BYGGEREN. Jeg var 14 dage i Vestre Fængsel og fik senere en 4 måneders ubetinget dom “for vold mod tjenestemand i funktion”. På dette tidspunkt var jeg aktiv VSer i partiafdelingen på Amager.

Note

1) Villo Sigurdsson var i perioden 1977-89 medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for VS og i 78-85 borgmester for magistratens 4. afdeling – byplanborgmester. København hærgedes i denne periode af byfornyelse og saneringer, som Socialdemokratiet gennemførte hen over hovedet på beboerne i de kvarterer, det gik ud over.

Villo Sigurdsson forsøgte som byplanborgmester at bremse op for disse overgreb, hvilket fik den konsekvens, at daværende overborgmester Egon Weidekamp fjernede byplansområdet fra 4. afdeling. Et politisk overgreb der flere år senere blev underkendt af Indenrigsministeriet. Men det skete først, da venstrefløjen ikke længere var til fare for de socialdemokratiske planer.

Byggerens bål

Det ulmer på Nørrebro
af knugende, indeklemt vilje.
De føler sig svigtet,
De, der kæmpede,
af stive pampere,
der vasker hænder
i stinkende forlig.
Sankts Josephs, Todesgade,
demokrati i håndjern:
Der er Byggerens bål.

Det ulmer på Nørrebro
Det nye ord: nærdemokrati!
Født mellem saneringstomter
og betonslum.
Det kan ikke slukkes
Af trampende støvler,
Det vil blusse op igen og igen.
Kald det hærværk, terrorisme
Når du næste gang ser flammer:
Det er Byggerens bål.
(Af Bygger-poeten Morten Bo).

BYGGERENs historie er bevægelsens historie! – en supplerende kommentar

Formålet med kampen om BYGGEREN var først og fremmest bevarelsen af selvbestemte fristeder, hvilket inkluderede Folkets Hus, Sundbyggeren på Amager og fristaden Christiania – og kampen om Byggeren var derudover et symbol på sociale kampes lokale forankring.

Venstrefløjspartierne spillede kun en relativ ringe rolle, mens de uorganiserede venstrefløjsaktivister sammen med den ’Sorte Firkants’ befolkning udgjorde det alt overvejende flertal blandt Byggeraktivisterne. Dog var en del VSere og kammerater fra andre, mindre venstrefløjsgrupper som enkeltmedlemmer aktive i og omkring Byggeren. DKP (Danmarks Kommunistiske Parti ) var decideret imod Byggeraktivisterne, da partiets boligpolitiske kurs lå tæt op af Social- demokratiets linje.

Kampen om Byggeren blev ledsaget af mange initiativer og aktioner, kreativt improviseret håndværk samt børn og unges forskelligartede udfoldelser. Under konfrontationerne med politiet spillede det utrolige sammenhold, et ihærdigt genopbygningsengagement og en aktiv fangesolidaritet med de 39 varetægts- fængslede Byggeraktivister en afgørende rolle i den kæmpende bevægelse.

Aktiviteterne var på ingen måde erklæret pacifistiske eller ”voldelige”, men var som regel kreativt tilpasset til begivenhedernes gang. På mange måder var kampen om Byggeren en forløber for 80’ernes sociale bevægelser, først og fremmest naturligvis BZ-bevægelsen …

 

 

 

Der er ikke flere tekster