Historie: Den spanske modstandsbevægelse og invasionen af Aran-dalen***

Den spanske borgerkrig står mejslet i bevidstheden for de fleste bekendt med historien om det tyvende århundrede. Lidet kendt er dog efterkrigsårene og hvordan modstanden mod Franco styret fortsatte i mange år efter Madrid og Barcelonas fald. De spanske republikanere kæmpede videre i bjergene og fra Frankrig, hvorfra de i 1944 invaderede Spanien i et kort men, skinnende øjebliks heltemod der senere er blevet glemt. For første gang på dansk bringer Konfront historien.

 


af A.N

Dagen er den 19. Oktober 1944. Fem tusinde guerillasoldater tager de første skridt over den Spanske grænse. Iblandt dem er den øverst kommanderende Vicente López Tovar som for første gang i fem år betræder sit hjemlands jord siden han flygtede til Frankrig i 1939. Fra menig soldat er han nu forfremmet til oberst i den franske modstandsbevægelse og ansvarlig for det militære fremstød.

Aran-dalen på grænsen mellem Spanien og Frankrig

Skjult i en tæt tåge rejser Pyrenæerne sig mod himlen, naturens dige som danner grænsen fra Frankrig hvis sydlige provinser guerillaerne har hjulpet til med at befri fra den tyske værnemagt og fascismen der har domineret Europa i over et årti.

Det franske naboland har været deres hjem og kampplads. men nu hvor Vichy regimet er kollapset med de allieredes landgang i Nordfrankrig, er de tyske hære drevet mod vest. Kampen mod fascismen fortsætter og bag bjergene hersker Franco med støtte fra de store landejere og den katolske kirke. De ser ham som Spanien og kristendommens forsvarer. Franco var fortaler for et stærkt autoritært og kristent-konservativt samfund. Han genetablerede den katolske kirke og stormændenes enorme ejendomme konfiskeret under den spanske revolution.

Guerillaernes indtog i Spanien gennem Aran-dalen skal danne det første brohoved i en gradvis etablering af et befriet område og udråbelsen af den tredje spanske republik. Vicente López Tovar har ventet på dette øjeblik med længsel.
Fascismen var fra 1921 til 1945 en stærkt dominerende ideologi i Europa. Først med Mussolinis fascistpartis
magtovertagelse af Italien i 1921, Nazisterne i Tyskland 1933, Pilekors partiet i Ungarn 1935, og Franco i Spanien 1939. Overfor de demokratiske nationer fremstod fascismen i dens mange former og gensidige alliancer, som en eksistentiel trussel. 1944 Står som vendepunktet i denne udvikling. Året forinden havde sovjetiske sejre ved Stalingrad og Kursk, sendt den tyske værnemagt på retræte mod vest. De allieredes landgang i Sicilien og sejr over Rommel i Afrika, gjorde det klart for alle at Tyskland og Italien stod til at tabe krigen. Dermed stod tusindvis af spanske guerillaer-soldater nu overfor valget mellem at tilslutte sig de allieredes felttog mod vest, eller vende blikket mod deres tabte hjemland.

Kampen i eksil

I eksil dannedes paraply-organisationen Agrupación de Guerrilleros Españoles (AGE) som samlede de forskellige politiske grupperinger, fra anarkister til kommunister, som var drevet i eksil. De deltog aktivt i den franske modstandsbevægelse og udgjorde som erfarne soldater, en værdifuld enhed. De udførte utal af likvideringer, sabotage aktioner og spionage mod den Tyske værnemagt og marionetregeringen i den sydfranske by Vichy.

Spanske soldater med den franske modstandsbevægelse i Toulouse 1944

AGE var for en stor dels vedkommende domineret af kommunistpartiet Partido Communistas de Espana (PCE), der i borgerkrigens sidste dage var faldet deres allierede i det socialistiske POUM, og senere det anarko-syndikalistiske CNT-FAI, i ryggen, efter ordre fra komintern i Moskva. Partiet udgjorde dog den stærkeste gruppering i eksil med støtte fra Komintern og de franske kommunister. Den væbnede gren af AGE var Unión Nacional Espanola (UNA) under hvis banner invasionen skulle finde sted.

Ved befrielsen af Sydfrankrig var øjeblikket kommet og man besluttede fra AGE’s side at udnytte det verdensomspændene momentum mod fascismen. Det virkede sandsynligt at de allierede ville støtte deres forsøg på at vælte Franco, og man havde flere tilkendegivelser fra den franske regering i eksil, om en anerkendelse af en Spansk republikansk regering på befriet territorium.

Fra Toulouse udsendte man over radio et signal til det spanske folk og til de kæmpende guerilla grupper i landet, om at iværksætte en opstand og afkaste sig fascismens åg. Radiomeddelelsen skabte panik hos Franco-regimet som måtte kvæle rygter om at hele armeer af rødgardister stod klar til at invadere landet fra nord.

La reconquista ( den militære operation )

Operationen blev ironisk døbt ‘Reconquista de Espana’ som kommentar til Franco’s påstand om at have generobret Spanien fra Ateisme og barbari ved kuppet i 1936.

Hovedfremstødet den 14. Oktober foregik til fods gennem Aran-dalen og blev støttet af flere mindre afledningsmanøvrer mod nord og syd.

De første par dage gjorde man store fremskridt og befriede flere landsbyer herunder Canejan, Porcingles, Pradell, La Bordeta, Vilac og El Portillón. Man fejlede i at indtage provinshovedstaden Vielha i det nordvestlige Catalonien, som udgjorde et vigtigt støttepunkt og skulle give invasionen legitimitet.

Var Vielha blevet indtaget, ville byen som hovedstad for en Spansk regering i Arandalen, kunne holde ud i den kommende vinter som afskar området fra resten af Spanien. Der ville således have været rigeligt med tid til at presse de allierede til at give materiel og diplomtatisk støtte. Grundet frygten for en allieret invasion, var flere af Francos infanteri divisioner dog allerede positioneret tæt ved grænselandet. De var forberedte på en eventuel invasion da denne indtræf.

I takt med at tiden gik mødte guerillaerne massiv modstand fra 50.000 af Francos regulære tropper og marokkanske legionærer med årevis af kamperfaring som fascisternes stormtropper under borgerkrigen. Franco havde med forvarsel om invasionen, praktiseret en brændt jord taktik som ikke efterlod nogen forsyninger eller våben til fremrykkende guerillaer. Samtidig manifesterede der sig ingen støtte fra de allierede eller anerkendelse af en spansk republik. Den øverstkommanderende for guerilla divisionen Vicente López Tovar, beordrede en retræte og den 24. oktober krydsede de sidste tropper tilbage over grænsen til Frankrig ved Pont de Rei broen.

På vejen tilbage gennem Pyrenæerne sømmede de marcherende republikanere plakater og skilte på træer med teksten, ‘Volveremos! – Vi vender tilbage.

Ligesom han var en af de første, var Vicente López Tomar også en af de sidste der krydsede tilbage til Frankrig med kugler og artilleri der forfulgte dem lige til grænsepælene. I alt omkom 129 Spanske guerillaer og 588 sårede mod 32 dræbte og 248 sårede på Francos side.

Invasionen slog fejl af flere årsager udover den militære overmagt som guerillaerne mødte.

Spanien var i 1944 et land der stadig søgte at genopbygge efter tre års borgerkrig. Genopbygningen var langsom og fulgt af massiv repression fra det nye regime som henrettede politiske modstandere på stribe og spredte frygt med tilfældige mord på døde republikaneres familier, propaganda og trusler om repressalier mod de som støttede de få tilbageværende guerilla grupper i landet. Befolkningen var trætte og bange. Selvom de ikke modsatte sig invasionen og gav husly til guerillaerne, så de blot til, og gav efterfølgende samme husly til de forfølgende Franco soldater.

Som følge heraf udeblev den generelle opstand og forventningen om at Francos soldate ville blive overvældet af en vred civilbefolkning eller kaste deres våben fra sig.

Yalta og ordre fra Moskva

En anden vital årsag til invasionens fiasko var de allieredes afvisning af aktiv støtte og et skift i prioriteringer for sovjetunionen og de europæiske kommunistpartier i Komintern.

Jalta konferencen. Februar 1945

Jalta konferencen var et møde mellem tre af 2. verdenskrigs sejrherre: England, sovjetunionen og USA. Konferencen havde til formål at planlægge og diskutere efterkrigstidens Europa. Dette manifesterede sig i blåstemplingen af et opdelt Tyskland i besættelseszoner og stiltiende accept af sovjetisk dominans i Østeuropa.

I oktober 44, var forberedelserne til den såkaldte ‘Yalta konference’, allerede undervejs. Det stod klart at de allierede ville vinde krigen i Europa og på sigt også i Sydøstasien. Herfor mødtes lederne for de tre stormagter England, USA og Sovjetunionen for at diskutere opdelingen af efterkrigstidens Europa og man ønskede således ikke at åbne en ny front mod syd. Til trods for sin anerkendelse af de spanske guerillaers bidrag til befrielsen af Frankrig, gik der ikke længe før den franske regering anerkendte Franco regeringen og general Charles de Gaulle forhandlede om en normalisering af grænseforholdene og genoptagelsen af handel. Spurgt om Frankrigs holdning til fortsat fascistisk styre i Spanien udtalte den nyligt udnævnte udenrigsminister Georges Bidaul ”Las Naranjas no son fascistas -Appelsiner er ikke fascister”.

Til trods for den fejlslagne invasion var moralen fortsat høj blandt republikanerne i eksil. Op til 10.000 guerillaer mentes at være koncentreret langs den Spanske grænse indtil til et fransk zoneforbud tvang dem 20 km. tilbage. I takt med den franske stats forbud faldt støtten fra det spanske kommunistparti til flere militære operationer. I 1952 fik PCE endelige ordrer fra Mosvka om at prioritere en infiltrering af den statslige fagorganisation Organización Sindical Española (OSE) . Kort efter blev de sidste guerilla grupper trukket ud af Spanien. Spredte sabotage aktioner fortsatte dog frem til start 60’erne.

Internt i PCE førte den fejlslagne invasion til en magtkamp hvor Jesús Monzón der havde planlagt invasionen, blev degraderet af Santiago Carrillo, som med støtte fra Moskva gennemførte en omfattende udrensning af partiet. Man gjorde fra PCE’s side også et stort nummer ud af at nedtone invasionen og skrive den ud af partiets historie. Ved at snigmyrde flere af de guerilla-ledere som var forblevet i Spanien og havde tilsluttet sig de fortsat kæmpende modstandsgrupper.

Biografi: Vicente López Tovar

1909-1988. Tjente som soldat for den anden Spanske republik og guerilla leder for de frie Franske styrker. Levede efter invasionen i eksil i Frankrig hvor han til det sidste støttede modstanden mod Franco til sin død i Toulousse. Ved Francos død og overgangen til et konstitutionelt monarki under Juan Carlos erklærede han at kampen for en republik stadig fortsatte.

Der er ikke flere tekster