I sidste års status lovede jeg et dramatisk 2020. Det blev det. En global økonomisk krise var under opsejling i begyndelsen af 2020. Der var mere eller mindre spontane oprør, fra Black Lives matter i USA, protester mod neoliberalisme i Paris, opstande som resultat af økonomiske og politiske kriser fra Indonesien, Thailand, Libanon, Irak, Iran Sydafrika til Chile Argentina og Bolivia. En handelskrig mellem USA og Kina tog til og bevægede sig mod en ny kold krig. Men pludselig i marts 2020 satte Covid-19 pandemien en helt ny, men ikke mindre dramatisk global dagsorden.

Covid-19

Den smitsomme sygdom bredte sig hurtigt fra Kina til Europa. Den influenzalignende sygdom viste sig at være livsfarlig for ældre og svagelige mennesker. Politikerne er stillet overfor dilemmaet mellem at lukke samfundet ned for at redde liv eller holde det åbent for at rede økonomien. De overfyldte hospitaler og de mange døde i Norditalien, førte til at land efter land i Europa lukke mere eller mindre ned i løbet af foråret. Samtidig begyndte regeringer at pumpe i hundredvis af milliarder ud i økonomien som kompensation til erhvervslivet og som løntilskud for at redde beskæftigelsen. De politikere, der havde meget vanskeligt ved at finde penge til at løse klimaproblemer eller sociale problemer kunne pludselig finde i hundredvis af milliarder til at redde systemet. Penge, som de få måneder før ikke var villige til at investere i projekt for at løse klimaproblemerne ligesom det var helt utænkeligt at nedlukke produktionen af for eksempel diesel biler eller begrænse luftforureningen og dermed rede menneskeliv i byerne. Når politikerne er så tøvende overfor at gøre det nødvendige for at rede klimaet, hvorfor er de samme politikere så villige til at sætte verdensøkonomien i recession for at bekæmpe Covid-19?

For det første er regeringer under pres fra befolkningen. En dårlig håndtering af pandemien kan resultere i at man mister regeringsmagten. Covid-19 pandemien kom for det andet så overraskende og spredte sig så hurtigt, at erhvervslivet ikke nåede at få iværksat de kampagner og det lobby arbejde, som skulle forsvare deres interesser på samme måde som den fossile brændstof- og bilindustri har finansieret nedtoningen af klimaforandringerne.
For det tredje er Covid-19 ekstrem smitsom. Den kender ingen grænser og ramte Europa og USA hurtigt og hårdt. Var Covid-19 udbredelse begrænset til det globale Syd som f.eks. malaria, ville det ikke have forårsaget en global krise, til trods for ca. 400.000 er døde af malaria på årsbasis de sidste mange år.

Men den vigtigste forskel er: at mens en løsning på klimaproblemerne udfordrer selve kapitalismens eksistens, så er en løsning af COVID-19-pandemi beregnet til at redde systemet. Regeringernes ”Lock Down” af samfundet forstyrrer kapitalakkumulationen, men det er blot en midlertidig foranstaltning, med henblik på at vende tilbage til ”normalen”. Derimod vil de nødvendige foranstaltningerne i forhold til klimaproblemerne være permanente, omfattede og indgribende over for den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed udfordre selve den kapitalistiske produktionsmåde.

Med Covid-19 krisen er neoliberale politikeres kritik af statslig indgriben i økonomien forstummet. Kapitalen tager gladelig mod milliarder af statslige støttekroner. Den globale økonomi er for en stund omstillet til Corona-keynesisme. Som i 1930 skal en massiv udpumpning af penge holde gang i økonomien og kickstarte den når pandemien er overstået. De danske hjælpe-pakker er blevet vedtaget af hele Folketinget. Selv venstrefløjen er helt med på, at det første og fremmest gælder om at redde systemet, i stedet for at bruge krisen til at kræve modydelser fra kapitalen, for ikke at sige en radikal forandring.

Den økonomiske krise

Men lige meget hvad, tror jeg ikke vi vender tilbage til ”normalen” efter pandemien kommer under kontrol i løbet af 2021. En omfattede økonomiske krise venter forude. Det kan godt være den danske økonomi isoleret set og i første omgang, kommer helskindet gennem krisen. Men det gør verdensøkonomien ikke og det vil ramme Danmark. Den engelske, italienske, spanske, og amerikanske økonomi er hård ramt, for ikke at tale om lande i det globale ”Syd”, der ikke bare kan optage lån til finansiering af hjælpepakker.

Corona-hjælpepakkerne har betydet at verdens samlede gæld er på en astronomisk 277 billioner dollars, en stigning på 15 billioner dollars i løbet af 2020. Dette beløb svarer til 365% af det globale bruttonationalprodukt. Pengestrømmen skabes ved at lade seddelpressen køre og udstede statsobligationer. Men kan – og vil de finansielle markeder blive ved med at opsuge en gæld, der er vokset til hidtil usete dimensioner? En gæld der ikke modsvares af vækst i den ”reelle økonomi”, hvilket vil produktion af vare og tjeneste ydelsen, der tvært imod er faldet under pandemien.

Covid 19-pandemien er ikke årsagen til den økonomiske krise; den har blot forværret problemerne i et system, der har været krisepræget siden finanskrisen i 2007-8. Den “medicin”, som regeringerne og deres centralbanker gav dengang var ikke helbredende, men blot et livsforlængende og smertestillende middel. Det resulterede i en lav rente eller endog negativ rente på til rådighed stående kapital.

Den faldende rente er tegn på manglende profitable investeringsmuligheder i produktion. I stedet flyttes investeringer til spekulation i finansielle værdipapirer, herunder statsobligationer. En statsobligation er et lånebevis, hvor staten garanterer at tilbagebetale med renter efter et bestemt antal år – for eksempel ti år. Disse statsobligationer er for øjeblikket en attraktiv investering for den “overflødige” kapital, da investoren ikke forventer, at regeringer går konkurs. Især betragtes amerikanske statsobligationer som en “sikker havn”. USA har dermed været i stand til at øge sin statsgæld til nye højder. Overskuddet af kapital generelt har gjort det muligt for mange staterne at udstede obligationer med meget lave renter og alligevel få dem solgt. Det har skabt et ”bjerge” af statsgæld på den ene side og kæmpe bobler af finansiel kapital på den anden.

Siden finanskrisen i 2008 har vækstraten for brutto-national-produktet for de største økonomier på verdensplan – undtagen i Kina – været lavere end i noget årti siden Anden Verdenskrig. Samtidig er den samlede gæld i verden fordoblet fra 2008 til 2018. Da Covid-19-pandemien brød ud var vækstraten i euroområdet var allerede krympet til nul, og handelskrigen mellem USA og Kina svækkede hele den neoliberale økonomiske verdensorden.
Den enorme gældsboble risikerer at sprænge i en eksplosion, som vil lamme verdens økonomien. Når det kommer til stykket er pengesedler, ligesom obligationer, bare stykker papir eller tal på kontoer. Den dag nærmer sig dagen, hvor investorer mister tilliden til, at pengesedlerne eller indestående på kontoer kan købe varer.

Rivalisering

Men økonomisk krise er ikke det eneste problem, der lurer i horisonten. Fyrre års neoliberal globalisering styret af amerikansk dominans eroderes af en stigende nationalisme i øst, vest, nord og syd. Den voksende nationalisme medfører øget rivalisering, primært mellem USA, Kina og Rusland. Rivaler accepterer ikke nødvendigvis konkurrence på markedsvilkår, men bruger alle midler til at fremme deres interesser. I de sidste år er konflikten mellem USA og Kina vokset. Kina har afløst USA som den førende industrination i verden og det er ikke kun tøj, sko og legetøj Kina producerer. Kina råder over en fjerdedel af verdens videnskabelige personale og faglærte arbejdsstyrke og modsat Nordamerika og Europa er den kinesiske økonomi det godt. Ifølge den seneste rapport fra Den Internationale Valutafond (IMF) vil Kina tegne sig for 51 procent af den verdens økonomiske vækst i 2020-21. Samtidig er USA´s Europas og Japans økonomi stagneret.

I de seneste år har USA lagt et øget politiske, ideologiske, økonomisk og militært pres på Kina for at bevare sit overherredømme.  USA militær budget er større end de syv følgende staters tilsammen. I december 2019 erklærede Trump, at militær dominans i rummet er afgørende for USA og har samtidig opsagt gamle nedrustnings aftaler. Trump-administrationen anmodede om et militærbudget på $ 705 milliarder for regnskabsåret 2021, demokraterne har her i december øget det til 740 milliarder. En oprustning, der udtrykkeligt er rettet mod Kina og Rusland. Den amerikanske konfrontation med Kina vil ikke ophøre med præsidentskiftet i januar 2021. Der er enighed i hele den amerikanske politiske eliter fra republikanere til demokrater om, at Kina er USA’s hovedfjende.

Men en isolation af Kina, som under den kolde krig er ikke længere mulig. Kinesiske produkter er blevet en integreret del af den globale økonomi. De transnationale virksomheder kan ikke uden videre finde en erstatning for Kinas arbejdskraft og udviklede infrastruktur. Halvdelen af ​​verdens produktionskapacitet til fremstilling af elektronik findes i Kina. Trump´s udenrigsminister Pompeo er udmærket klar over, at “Kina allerede er inden for vores grænser” forstået på den måde, at USA forbruger enorme mængder af varer produceret i Kina. Den amerikanske strategi går derfor ud på at få fjernet det kinesiske kommunist parti fra regeringsmagten og erstatte det med et liberalt pro-amerikansk regime. Det drejer sig om at skade det kinesiske kommunist partis troværdighed ved at udnytte eksterne og interne modsigelser i Kina maksimalt. Den amerikanske støtte til Hong Kong-oprøret er et eksempel. Hvis man kunne få etableret et pro-amerikansk liberalt styre i Hong Kong håber USA, at et krav om liberalt demokrati vil sprede sig til ​​Kina selv. Det ville gøre det muligt for USA at støtte en intern kinesisk allieret og dermed omstrukturere den Kinas stat og økonomi på en sådan måde, at forsat amerikansk dominans over verdensøkonomien sikres. Denne strategi vil imidlertid ikke være så let at gennemføre som opløsningen af Sovjetunionen. I modsætning til Sovjetunionen i 1980’erne har Kina en stærk, velfungerende og teknologisk udviklet økonomi og Kommunist partiet har opbakningen i befolkningen. Samtidig har Kina udviklet gode relationer til mange lande i Asien, Afrika og Latinamerika blandt andet gennem store infrastruktur projekter og samhandel.

Grønland

En konsekvens af øget nationalistiske rivalisering er en genoplivningen af imperialisme baseret på territorial kontrol. Småstater som Danmark trækkes ind i konflikten mellem USA, Kina og Rusland. Det er i dette perspektiv, man skal se den amerikanske interesse i at købe Grønland i 2019. Klimaforandringerne betyder, at skibsruter syd og nord om Grønland bliver af strategisk betydning og Grønlands territorium vil være perfekt til at affyre og opspore interkontinentale missiler. Tilbuddet om at købe Grønland blev afvist, men Danmark er imødekommende over for øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland. I juni 2020 åbnede USA et konsulat i Nuuk og den amerikanske udenrigsminister Pompeo besøgte Danmark i juli 2020 for at diskutere Grønland. I oktober vedtog USA, Grønland og Danmark en aftale om nye militære initiativer samt handels- og investeringsprogrammer i Grønland. USA har aftalt at lade Grønland overtage servicekontrakten for Thule Air Base, som siden Anden Verdenskrig har været en vigtig amerikansk militærinstallation. I fremtiden vil amerikanske krigsskibe bruge havne i Grønland og Færøerne til reparationer, tankning, udskiftning af besætningsmedlemmer og andre service- og vedligeholdelsesopgaver og så er der de aftaler der er hemmelige. Det er bevidst at amerikanske atombevæbnede fly benyttede Thule Air base da et fly styrtede ned i 1968, ligesom grønlandske lufthave blev benyttet af USA til transporter af krigsfanger til hemmelige CIA-fængsler rundt omkring i verden.

Andre tiltag fra USA side har til formål at fryse kinesiske investeringer ude. USA har tilbudt det grønlandske hjemmestyre ”hjælp til at vurdere udenlandske investeringer”. På mødet mellem USA, den grønlandske regering og Danmark i oktober 2020 var Kina på dagsordenen. Amerikanerne advarede Grønland om:

..,hvordan Kina forsøger at få fodfæste i Arktis. Vi påpegede, at Kina ikke er et arktisk land, og Grønland skal være opmærksomme på dette.”

Huawei,

I et andet forsøg på at svække den kinesiske økonomi gør USA hvad det kan for at genere teleselskabet Huawei, som er Kinas største privat ejede selskab. USA baserede firmaer som f.eks. Google har forbud mod at levere software til Huawei telefoner og tablets. Huawei anses for at have den bedste og billigste 5G-teknologi. Finske Nokia og svenske Ericsson er de eneste europæiske leverandører af lignende 5G-infrastruktur og eksperter siger, at de ikke kan levere 5G-teknologi der er så hurtigt eller billigt som Huawei.

For 20 år siden havde USA kunnet udkonkurrere Kina på kvalitet og pris på avanceret elektronik, men sådan er det ikke længere. Den amerikanske regering bruger derfor andre metoder. I december 2018 arresterede Canada Meng Wanzhou, finansdirektør for Huawei, på en udleveringsanmodning fra USA baseret på anklager om, at Huawei gennem et skuffeselskab har handlet med Iran og dermed omgået den amerikanske sanktionspolitik mod landet. Meng er i øjeblikket i husarrest i Vancouver. Hendes udleveringshøring er planlagt til april 2021, men appel muligheder betyder, at sagen kan trække ud i årevis. Mange europæiske regeringer har desuden fravalgt Huawei 5G-netværk efter pres fra Washington, som hævder, at Huawei-udstyr kan bruges af Beijing til spionage. Der er ikke fremlagt beviser for beskyldningerne mod Kina. Men at noget sådan er muligt, ved vi fra whistlebloweren Edward Snowdens afsløring af USA´s egen aktivitet på området.

En dansk whistleblower rapporterede i august 2020, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) har indgået en hemmelig aftale med US National Security Agency (NSA) om elektronisk indsamling af rådata fra data kabler. Kablerne bruges til alle former for digital kommunikation, herunder telefonopkald, internet og SMS i Danmark – samt ud og ind af Danmark. Whistleblower oplysninger er blevet bekræftet af et regeringsudvalg, der har til opgave at føre tilsyn med den danske efterretningstjenestes aktivitet. Den amerikanske spionage har blandt andet været rettet mod det danske udenrigsministerium og finansministeriet, producenterne bag den europæiske jetfighter “Eurofighter” og det svenske våbenfirma SAAB, der producerer jetfighter “Gripen”, samt det danske våbenfirma Terma, der leverer dele til den amerikanske fighter Joint Strike Fighter (F-35). Formålet har blandt andet været at få en kontrakt på fem milliarder dollar til køb af kampfly til det danske luftvåben – hvilket USA også gjorde.

Den danske efterretningstjeneste, hvis opgave skulle være at beskytte Danmark mod en sådan spionage, har givet NSA frie hænder til at spionere mod ministerier og virksomheder. Afsløringen har forårsaget en skandale. Chefen og højtstående officerer i tjenesten er blevet “sendt hjem”, mens regering forbereder en undersøgelse af sagen. Det gælder også en tidligere chef for efterretningstjenesten, der siden er blevet direktør for Forsvarsministeriet. Hvad der gør sagen endnu mere belastende er, at den danske efterretningstjeneste også har givet NSA adgang til data fra kabler til og fra Norge og Sverige, hvilket har skabt forbløffelse i vore nabolande. Den danske forsvar har for øvrigt også udstyr der giver mulighed for at overvåge alle mobiltelefoners placering og deres kommunikation blot man kender telefonnummeret.

Amerikanske regeringsembedsmænd har rejst verden rundt for at få Huawei og andre kinesiske virksomheder udelukket fra at levere 5G-netværk. Canada, Australien, New Zealand Frankrig og Storbritannien er blandt de lande der har et de facto forbud mod Huawei G5 netværk. I oktober 2020 sluttede Sverige sig til de andre europæiske landes forbud mod telekommunikationsudstyr fra Kina. Beslutningen kom efter råd fra landets væbnede styrker og sikkerhedstjeneste, der beskrev Kina som “en af de største trusler mod Sverige”. Forklaringen kan imidlertid også være, som The Economist forudsiger, at:

”En af visning af Huawei (i Europa) kan føre til en opdeling af det globale marked i to uforenelige 5G-lejre … I dette scenarie vil Sveriges Ericsson, Finlands Nokia og Sydkoreas Samsung kunne levere netværk til end højere pris, bestående af komponenter fremstillet uden for Kina.”

En mindre stats som Sverige, har brug for adgang til det globale marked og er traditionelt tilhænger af fri handel; men et politisk motiveret forbud mod Huawei er trods alt en godbid for Ericsson. I Danmark har teleselskaberne også droppet Huawei og besluttet at købe Ericsson efter politisk pres. Danmark er således på mange måde blevet trukket i den risikable konflikt mellem det svækkede amerikanske imperium og Kina, med alle de militære og økonomiske risici, dette indebærer. En konflikt er vil tage til i 2021, hvor Kina ser ud til at have håndteret covid-19 pandemien langt bedre end USA. De seneste fremskrivninger af den globale økonomi fra IMF viser, at Kina i 2020-2021 vil tegne sig for 51 procent af væksten i verdensøkonomien, men USA kun vil tegne sig for 3 procent.

Udover konfrontationen mellem USA og Kina er der adskillige regionale konflikter. Store dele af den arabiske verden var været og er stadig plaget af krige. Hele nationer er lagt i ruiner fra Libyen og Irak over Syrien til Yemen. Som en loyal NATO-partner har Danmark deltaget på den amerikanske side i krige Libyen, Irak, Afghanistan og Syrien. Danmark deltager også aktivt i konfrontationen med Rusland. Danmark har soldater i Estland ved grænsen til Rusland og vi har militært personel i Littau, der overvåger det Baltiske luftrum. Nye krige lurer måske i horisonten. På grund af konflikten mellem Iran og USA/Saudi-Arabien har Danmark udsendt en fregat i Hormuz-strædet. Den vil fra januar 2021 overtage kommandoen over den europæisk ledede maritime overvågningsmission i området. Danmark er en aktiv del af en imperialistiske verdensorden.

Klimakrisen

Udover de økonomiske og politiske kriser eller rettere som grundlag for al menneskelig virksomhed er der de voksende miljø- og klimaproblemer, som i stigende grad har mærkbare konsekvenser. Rovdriften på naturressourcer og afbrænding af fossile brændstoffer for at imødekomme kravene kapitalens vækst og vores stigende forbrug har gradvist skærpet modsigelsen mellem naturen og den kapitalistiske måde at producerer på, op gennem det 20. århundrede. Engang i 1950’erne antog denne modsigelse en kvalitativ ny dimension – den såkaldte ”Anthropocene” hvilket vil sige en ny epoke, ikke kun menneskehedens, men i selve jordens historie, defineret som:

“.. den periode i Jordens historie, hvor mennesker har en afgørende indflydelse på Jordens tilstand, udvikling og fremtid.”

Dette skifte sker samtidig med “forbrugersamfundet” gennembrud i Nordamerika, Vesteuropa, Japan og Australien med en betydelig stigning i forbruget af olie og andre råvarer og deraf følgende udledning af CO2 og forurening af jord, luft og vand. I de sidste hundrede år har USA, Canada Europa, Japan og Australien udledt 61%, af verdens CO2, Kina og Indien 13%, Rusland 7% og resten af verden 15%. International skibsfart og lufttransport tegnede sig for de sidste 4%. Denne ulighed i CO2-udledning mellem det globale ”Nord” og ”Syd” forstærkes yderligere, hvis vi beregner udledningen af CO2 efter hvor forbruget af vare finder sted, i stedet for hvor produktionen er lokaliseret.Kina, er for eksempel storforbruger af energi og råmaterialer i og med Kina er verdens største producent af industrielt fremstillede varer. Men Kina er samtidig verdens største eksportør af industriprodukter, primært til USA, Vesteuropa og Japan og dermed er forbrugerne i denne del af verden, medansvarlig for en stor del af Kinas CO2-udledning.

Der er således en sammenhæng mellem klodens økologiske og klimatiske problemer og imperialismen. De transnationale selskaber globale produktionskæder skaber ikke kun profit til kapital og billige smartphones, T-shirts og sneakers til forbrugerne i det globale Nord. Iboende denne strøm af varer fra Syd til Nord er der samtidig en overførsel af energi og råmaterialer. Der er ikke kun et økonomisk ulige bytte, men også økologisk ulige bytte. Konsekvenserne af forurening og klimaændringer interagerer med imperialismen og dens opdeling af verden i producentøkonomier i “Syd” og forbrugsøkonomier i “Nord”. Med outsourcing af store dele af industriproduktionen fra ”Nord” er forureningen af luft, vand og jord flyttet til det globale “syd”. Konsekvenserne af klimaændringer i form af orkaner, tørke og oversvømmelser også større i den fattige del af verden end i de rige lande.

De økologiske og klimatiske problemer kan ikke løses uafhængigt af “imperialismens problem. I den nærmeste fremtid, kan modsigelsen mellem den globale kapitalismens måde at producere og forbruge på og jordens økosystem, blive den vigtigste modsigelse i form af stormagts konflikter omkring adgang til energi, råmaterialer og markeder, forstærket af naturkatastrofer og pandemier samt strømme af flygtninge.
Der var været en stigende bevidsthed omkring klimaproblemerne de seneste år og store demonstrationer. Men selv radikale dele af bevægelsen formulerer stadig deres krav til det eksisterende politiske apparat. Den svenske aktivist Greta Thunberg blev inviteret til Davos for at tale til verdens mest magtfulde politikere og erhvervs folk og de lytter interesseret. Der er profit at hente i ”grøn-omstilling” og klimatilpasning og der holder konferencer og laves målsætninger. Men en reel løsning af problemer sprænger kapitalismens og den nuværende verdensorden rammer. Det politiske verdenssystem er splittet af national rivalisering, der blokerer for de nødvendige handlinger. Et stop for vækst og mere forbrug kolliderer både med populistisk nationalisme og kapitalens interesser.

Klimakrisen og den igangværende pandemi er udtryk for de grænser, naturen sætter for vores måde at producere på, og denne modsigelse kommer til udtryk i kapitalismen selv. Den har simpelt hen nået grænsen for, hvor meget profit der kan presses ud af klodens naturlige ressourcer og mennesker. Et afgørende vendepunkt for klimabevægelsen vil være erkendelsen af, at problemerne ikke kan løses inden for rammerne af kapitalismen og at den dermed bliver anti-kapitalistisk.

Det amerikanske valg

I november var der præsidentvalg i USA. Jeg havde frygtet, at Trump ville starte en krig i sensommeren, hvis meningsmålingerne gik ham imod, for at skabe en nationalistiske strømning, der ville få vælgerne til at bakke om on ”The Commander in Chief”. Men Trump var sikker på at vinde valget. Så sikker, at han stadig insisterer på at have vundet, kun svindel og ”fake news” siger noget andet. Det er lykkedes ham at skabe et parallel univers, som omfatter en stor del af den amerikanske, hvor han kan definere hvad der er sandt og falsk. Men noget kan vi lære af Trumps regime. Hans upolerede facon har afdækket karakteren af det den amerikanske stats. Business totale dominans over det politiske liv. Trump er Businessman, han foragter politisk indblanding i økonomi, økonomi kan styre politisk. Trump så sig ikke sig selv som præsident for en nation af borgere, men som leder firmaet Amerikas Forenede Stater inc. hvor han beslutter, hvem der skal gøre hvad hvornår. Denne business-holdning kom til udtryk i ønsket om at købe Grønland. Det er som Trump sagde når folk undrede sig over forslaget: ”Det er jo blot en stor ejendomshandel”. Befolkningen er ikke borgere med krav på politiske indflydelse, med blot medfølgende inventar. Trump beskæftiger sig ikke med politiske diskussioner. Han bruger de regler og hierarkiske principper han kender fra management: “Du er fyret!”. Det er kapitalens økonomiske logiks totale dominans over politik.

Joe Biden er ikke forretningsmand, han har været politikker hele sit voksne liv, men han vil administrere samme system domineret af kapitalinteresser, blot med andre ord. Joe Biden vandt ikke en jordskreds-sejr. Store delen af befolkning mener han har snydt sig til sejren. Trump havde ikke succes med at gøre ”America Great Again”. Han har overladt et splittet USA til Biden, der selv synes uden nye ideer til hvordan USA kan genvinde et globalt herredømme. Trump var mere end et bump på vejen. Fyrre års neoliberalisme har forandret verden. Outsourcing af produktion har gjort Kina til global magtfaktor og befolkninger overalt i verden har mærket neoliberalismens konsekvenser og vil ikke tilbage til ”normalen”. Trods pandemien har 2020 været præget af mange spontane opstande fra Thailand over Libanon og Irak til Bolivia.

Den tredobbelte krise

Den globale kapitalisme står over for tre kriser. En økonomisk, der ikke er blevet mindre af Corona-regningen, der skal betales. En politisk krise; de overstatslige institutioner, der skulle regulere den globale kapitalisme eroderes af nationalisme og rivalisering. Bag det hele lure en klimakrise med at skabe omfattende katastrofer.
Alt dette blev midlertidigt skubbet til side af Covid-19-pandemien. Her ved årsskiftet er det som om vi befinder os i et vadested. Samtidig med at verden er er på vej ud af pandemien, ligger alle de gamle kriser og konflikter som i en trykkoger og venter på at blive udløst.

Det for løbne år har som nævnt været præget af spontane oprør mange steder på kloden. Det har imidlertid været svært at se hvad der forener dem ud over evnen til at mobilisere gennem sociale medier og hvad der bedst kan opsummeres som utilfredshed med de politikere, som regerer dem.
Folk er ikke kun utilfredse med højere priser på brændstof som i Frankrig, eller på mobil-telefoni som i Libanon, men også af regimers foragt eller tilsidesættelse af store gruppers problemer, som de fattige i Chile eller unge arbejdsløse i Iran. Disse oprør er ofte blevet mødt med brutal vold. Værst i Irak, hvor vold og drab er blevet hverdag siden ”demokratiet blev indført” i 2003.

Hvad disse oprør har til fælles er også en mangel på en vision om hvad det er for et samfund de ønsker i stedet samt strategier og organisering til at nå dette mål. De sociale medier betyder at frustrationerne bliver hørt og utilfredshed spredes, men de har vanskeligt ved at bringe protesterne ud over demonstrationer i gaderne.
Vi kan forvente flere af sådanne spontane oprør indtil en mere strukturerede politiske kræfter dukker op og viser sig at være I stand til at organisere og kanalisere denne vrede til en kamp ikke kun for en anden regering, men en anderledes verdensorden.

Det er som om hele verden holder vejret her ved årsskiftet og venter på hvad der følger covid-19. Jeg tror 2021 bliver endnu et dramatisk år i en epoke, hvor kapitalismen gisper for at genvinde fatningen. Vi skal ikke gøre alt hvad vi kan for ”at holde hånden under systemet” men arbejde for at forandre det.

Torkil Lauesen

Der er ikke flere tekster