Libanon: Hizbollah og neoliberalismen***

Mange på venstrefløjen vurderer alene Hizbollah (Guds Parti) ud fra partiets kamp imod den israelske besættelse af Libanon og bidrager derved til Hizbollahs selv-mytologisering. I denne artikel forsøges det at tegne et bredere billede af Hizbollah ved bl.a. at analysere partiets involvering i Libanons politisk-økonomiske system og dets holdning til neoliberalismen, kvinderne  og klassekampen.


Af Irene Clausen, IFs Mellemøstgruppe

Artiklen, der er opdelt i to dele, bygger primært på: ”Hezbollah – The Political Economy of Lebanon’s Party of God” – skrevet af den syrisk-schweiziske forsker og politiske aktivist Joseph Daher (kan købes i solidaritetsbutikken, Griffenfeldsgade 41, Nørrebro).

Hizbollah dannes – med den islamiske republik Iran som fødselshjælper

I 1943 opnåede Libanon uafhængighed fra den franske kolonimagt. En ’national pagt’ blev indgået mellem Libanons kristne maronittiske ledere og de sunni-islamiske ledere, og en grundlov vedtaget. I begge dokumenter bekræftedes opdelingen af magten efter sekteriske (religiøse) retningslinjer. De rige kristne maronitter sammen med de rige sunnier fik magten, mens de fattige shi’aer blev underrepræsenteret. Maronitterne fik tildelt præsidentposten, sunnierne premierministerposten og shi’aerne posten som parlamentets talsperson. Statens øvrige poster blev fordelt efter tilsvarende retningslinjer.

Shi’aerne i Libanon

Shi’a-befolkningen, som udgør Hizbollahs hovedbase, bor fortrinsvis i Sydlibanon, i Beka’a-dalen og i forstæderne til Beirut.

I 1974 blev et shi’a-domineret parti, Amal, dannet. Leder var Moussa al-Sadr som var præst og født i Iran. Han kom til Libanon i starten af 1960’erne og medbragte store økonomiske midler til sociale projekter der var tiltænkt shi’a-befolkningen.

Sadr mobiliserede store dele af shi’a-befolkningen bag Amal-bevægelse: bønder, arbejdere, arbejdsløse og dele af middelklassen i byerne. Shi’a-folkene var frustrerede over deres underrepræsentation i det politisk-økonomiske system.

Borgerkrigen i Libanon 1975-1990

Hundredtusind palæstinenserne var kommet til Libanon efter al Nakba (Katastrofen) i 1948 hvor staten Israel blev oprettet på palæstinensisk jord, og 750.000 palæstinensere fordrevet. De boede fortrinsvis i Sydlibanon – ved siden af shi’aerne – og i flygtningelejre i og omkring Beirut. Efter borgerkrigen Sorte September 1970 i Jordan kom endnu flere palæstinensere til Libanon. De udgjorde nu 260.000 hvoraf halvdelen boede i flygtningelejre. De palæstinensiske fedayin-grupper (guerillaer) kæmpede i borgerkrigen  sammen med den libanesiske venstrefløj – imod den libanesiske højrefløj (falangisterne) der blev støttet af Israel.

Besættelsesmagten Israel invaderede flere gange under borgerkrigen Libanon i forsøg på at udradere PLO – den palæstinensiske front med Yassir Arafat som leder, der organiserede de sekulære fedayin-grupper.

Hizbollah blev delvist dannet i protest mod Amals svigefulde politik i forhold til palæstinenserne. Nogle gange under borgerkrigen støttede Amal palæstinenserne, andre gange bekæmpede Amal palæstinenserne.

Hizbollah  dannes (1985)

I 1985 blev Hizbollah officielt dannet. Det var midt under borgerkrigen, tre år efter Israels invasion i Libanon og syv år efter islamisternes overtagelse af magten i den islamiske republik Iran. Hizbollah blev dannet med støtte fra Iran, der dengang og i dag har stor indflydelse på Hizbollahs politik. Hizollah opbyggede sociale netværk og ydede omfattende støtte til den fattige sh’a-befolkning.

Taif-aftalen fra 1990, der officielt afsluttede borgerkrigen, tillod Hizbollah at bevare sine væbnede styrker og tillod Syrien fortsat at være til stede i landet. Titusindvis af syriske ’fredsbevarende styrker’ var under borgerkrigen blevet indsat i Libanon og med den Arabiske Ligas godkendelse forblevet i landet som de i praksis kontrollerede.

Efter Khomeinis død i 1989 indledte den islamiske republik Iran en mere pragmatisk politik og nedtonede  strategien med eksport af ’revolutionen’ til andre lande. samtidig med at Iran fik forbedret forholdet til visse Golf-stater, til EU og Kina. Denne ændring af Irans politik bidrog til Hizbollahs voksende pragmatisme.

Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, udtalte i 1985 at dialog – og ikke væbnet kamp – var at foretrække i bestræbelserne på at danne en islamisk stat:

”I vores optik er løsningen en islamisk stat i Libanon og andre steder (…). Men jeg ønsker ikke at påtvinge dette gennem vold. Vi foretrækker at vente på den dag hvor det lykkes os at overbevise vores medborgere – ved hjælp af dialog og i en åben atmosfære – om at det eneste alternativ er at grundlægge en islamisk stat”

Hizbollahs rolle i Libanons neoliberale politik

Efter borgerkrigen blev den parlamentariske og økonomiske magt overtaget af den stenrige pro-vestlige Hariri-familie, der tjente milliarder på genopbygningen af Libanon og især hovedstaden Beirut.

Hizbollah ændrede i denne periode taktik på flere afgørende punkter. Dels ophørte man med at forkaste det libanesiske politiske system – under inspiration fra den islamiske republik Iran der var slået ind på en mere pragmatisk kurs. Dels talte man nu om dialog og fred som vejen til skabelse af en islamisk stat. Hizbollah gik altså ind for at ændre systemet indefra i stedet for at bekæmpe det. Hizbollah blev pragmatisk.

Den islamiske republik Iran og Hizbollah fortsatte det tætte samarbejde op gennem 1990’erne, hvilket blev forstærket da Irans  øverste religiøse leder, Khamenei, blev udnævnte til Hizbollahs marja – dvs. religiøse leder. Da Hassan Nasrallah i 1995 blev udpeget til leder af Hizbollah, skete det naturligvis med godkendelse fra den iranske republik Iran.

Hizbollah og klassestrukturen

Hizbollahs deltagelse i parlamentsvalget i 1992 fremkaldte voldsom debat i partiet. Den pragmatiske fløj under Nasrallahs ledelse vandt den ideologiske kamp – og anti-system fløjen blev mere eller mindre smidt ud af partiet. Hizbollahs voksende pragmatisme betød at partiet i stigende grad gjorde sig medansvarlig for den neoliberale politik og de ufolkelige reformer.

I Hizbollah-dominerede områder så man shi’a-mafiaer,  især i de sydlige forstæder til Beirut  der kontrollerede hele sektorer af økonomien, fx motor-mafiaen, skatte-mafiaen, smede-mafiaen osv.

Fra 2005 deltog Hizbollah i skiftende regeringer uden at det betød øget offentlig velfærd til de mest fattige grupper. Selv når Hizbollah deltog i en regering hvor de havde afgørende indflydelse, medførte det ikke at man udfordrede multi-milliardæren Hariris indflydelse og politiske legitimitet.

Hizbollahs shi’a- kapitalister fik –  med støtte fra shi’a-kapitalister i udlandet, især Golf-staterne – kronede dage. Shia-kapitalen er især dominerende inden for byggesektoren, turismen og inden for import-eksport og handel. Hizbollah-folk styrer i overvejende grad de mega-store shi’a-selskaber.

Disse selskabers anatomi viser Hizbollahs økonomiske ’natur’. De er privatejede, men bidrager økonomisk til det meget omfattende netværk af Hizbollah-drevne ’communities’. Samtidig er de tæt forbundet med selve Hizbollah-partiet og deltager i dets ledelse. Disse firmaers religiøse orientering – shi’a-islam –  er helt åben og udsættes hyppigt for kritik for klientilisme og nepotisme.

Hizbollah blev født i de fattige shi’a-kvarterer. Men med tiden er Hizbollah forandret så meget at medlemmer og kadrer i stigende grad udgøres af middelklassen og borgerskabet. Især i Beirut. Partiets kadrer er således ikke længere klerikale (gejstlige) fra de nedre lag som da partiet blev startet. Hizbollah er blevet linket til kapitalistklassen i Libanon.

De shi’a-dominerede regioner er ikke længere de fattigste i landet. Det er snarere de sunni-dominerede regioner i nord og de palæstinensiske flygtningelejre.

Hizbollahs velgørenhedsprofil

Fra starten var Hizbollah fokuseret på velgørenhed i forhold til den fattige del af shi’a befolkningen. Denne profil og det sociale velgørenhedsarbejde har Hizbollah fastholdt, samtidig med at partiet deltager i den ulighedsskabende neoliberale politik.

Efter Israels krig mod Libanon i 2006 sørgede Hizbollah-apparatet for forsørgelse af titusindvis af fattige shi’a familier og forsørgelsen af tusindvis af forældreløse børn. Man udstedte titusindvis af discount-kort til fattige familier så de kunne købe billigt ind i Hizbollah-butikker. Og sørgede for vand til de fattige.

Hizbollah og kvinderne

Ifølge Irans  øverste religiøse leder Khomeini skulle kvinderne ses som de vigtigste instrumenter til kollektiv udbredelse af islam og Islams normer. Kvinderne var islams flag. Som mødre spiller kvinderne en sensitiv rolle som opdragere af børn og dermed til udformningen af samfundet. Sløret er derfor et vigtigt ideologisk/politisk symbol. Hizbollah har brugt kvinderne aktivt i styrkelsen af partiets indflydelse i shi’a-samfundet. Mens titusindvis af Hizbollah-projekter ledes af mandlige Hizbollah-kadrer, så udgør kvinderne grundpillen i de praktiske netværk. Til hver mandlig lønnet leder svarer ca. 100 frivillige ulønnede kvinder.

Kvinderne er organiseret i særlige kvinderåd der er knyttet til moskeerne. Kvinderne spiller en afgørende rolle i formidlingen af budskaber fra Hizbollah-toppen og ned til basis i de store netværk som er kvindernes domæne. Ifølge Hizbollah er mændenes våben de fysiske våben til brug i krig, mens kvindernes våben er slør og tørklæder.

Hizbollah og arbejderbevægelsen

Under borgerkrigen spillede arbejderklassen og dens fagforeninger en vigtig rolle,  bl.a. gennem talrige strejker og demonstrationer. Da Hariri i 1992 blev valgt til præsident, blev den neoliberale kurs for alvor sat i gang. Under arbejdernes generalstrejke i 1995 sendte Hariri politi og militær mod dem. Præsident Hariri, Hizbollah og Amal stod sammen om at svække fagbevægelsen. Hizbollah arbejdede for at oprette alternative faglige organisationer og fik lidt efter lidt større og større indflydelse i den libanesiske landsorganisation CGTL. Hizbollah  støttede Hariris forbud mod strejker.

Efter Syriens tilbagetrækning fra Libanon i 2005 kom Hizbollah for første gang med i regeringen og fik tildelt arbejdsministeriet, og den post brugte partiet til at stramme regler for arbejdskampe og gennemføre neoliberale reformer.

Når Hizbollah gik med i 8. marts-bevægelsen (pro-syrisk), mens Hariri var med i 14. marts–bevægelsen (pro-vestlig og pro-Saudi), så var der tale om to fraktioner af borgerskabet der på visse spørgsmål kæmpede om magten.  Men de stod på samme side i klassekampen: På borgerskabets side imod arbejderne.

Militært

Hizbollah er ikke kun en økonomisk hovedaktør i landet, men også en vigtig militær aktør. Hizbollah har Libanons stærkeste militære kræfter. Det siges at Hizbollah råder over 7-8.000 fighters og 25.000 reservister. Hizbollahs militære apparat ledes af Hassan Nasrallah,  og dets hovedopgave har hele tiden været at bekæmpe den zionistiske stat Israel.

Hertil kommer stribevis af efterretningsvæsener, sikkerhedsorganisationer osv til beskyttelse sf kadrer og ledelse. Men Hizbollah har – som sagt – droppet tanken om skabe et islamisk kalifat gennem væbnet kamp – det skal ske gennem dialog og parlamentarisme.

Hizbollah versus Israel

Hizbollah vandt i høj grad sin legitimitet gennem modstanden mod den israelske besættelsesmagt. Fra 1982 til 2000 havde Israel holdt Sydlibanon besat. Da Israel i 2000 blev tvunget til at trække sig tilbage,  fik Hizbollah æren, ligesom Hizbollah fik æren for at fordrive Israel fra landet efter 2006-krigen.

Hizbollahs kamp imod Israel er ikke en antiimperialistisk kamp, men en religiøs kamp, dvs. en kamp mod den jødiske stat der er en forhindring for det islamiske kalifats oprettelse og udbredelse.

Hizbollahs leder Hassan Nasrallah har noget nær heltestatus i de arabiske lande. Der bæres portrætter af Nasrallah til talrige demonstrationer. Endog hjemme hos venstreorienterede palæstinensiske familier ser man fotos af Hassan Nasrallah side om side med fotos af Egyptens berømte  præsident Nasser og PFLP’s George Habash og Ghassan Kanafani.

Der er ikke flere tekster