Siden den 22. februar i år har en storm af demonstrationer og strejker fejet hen over Algeriet i protest mod præsident Bouteflikas planer om at genopstille til en femte præsidentperiode. Oprøret kaldes i folkemunde for ”Smilets oprør” på grund af dets ikke-voldelige og euforiske karakter. Oprøret har presset præsident Bouteflika til at opgive den femte periode hvilket er en historisk sejr for det algeriske folk. Men kampen for en demokratisk overgang er langt fra ovre. Nu råber demonstranterne: Ned med regimet. Her i april måned er regimet begyndt at vise tænder og har gennemført voldsomme angreb på demonstranter og strejkende arbejdere.


Af Internationalt Forums Mellemøstgruppe

Oprøret blev udløst den 22. februar ved meddelelsen om at præsident Bouteflika ville opstille til en femte periode  hvilket var i modstrid med forfatningen. Folk gik i titusindvis på gaderne og råbte nej til præsidentens genopstilling. Siden da er millioner af mennesker gået ud på gaderne og har demonstreret deres vrede mod præsidenten og den magtfulde klike som han har omgivet sig med. Historiske fredagsmarcher er blevet fulgt af omfattende protester og strejker, især inden for den offentlige sektor. Algeriet har ikke oplevet en sådan bred og kraftfuld massebevægelsen siden 1962 hvor befolkningen gik på gaden for at fejre den hårdt tilkæmpede uafhængighed fra kolonimagten Frankrig.

Det nuværende oprør handler naturligvis ikke kun om modstand mod en syg gammel præsident der i seks år har været ude af stand til at regere på grund af en blodprop. Bag kravet om præsidentens afgang lurer en voksende vrede mod hele det udemokratiske regime som han er repræsentant for, og en utilfredshed med forringelser af leveforholdene.

Strejker imod regimet – og imod fagtoppen

I marts måned fandt omfattende strejker sted i store dele af landet. De blev anført af lokalafdelinger af UGTA, landets største faglige organisation og af en række uafhængige fagforeninger, samlet i CSA

UGTA (Union Générale des Travailleurs Algériens)

UGTA er Algeriets største faglige organisation med ca. 4 millioner medlemmer og tæt knyttet til regeringspartiet FLN. I dag hedder UGTA-lederen Abdel Madjid Sidi Said, og han er langt fra populær (se senere). Det kan nævnes at han og UGTA-toppen støttede Bouteflikas kandidatur op til det planlagte, men siden aflyste præsidentvalg!

CSA (Confédération des Syndicats Autonomes)

Den anden vigtige faglige organisation er landsorganisation CSA der blev dannet i november sidste år og tæller ca. 3 millioner medlemmer. Den er en paraply for 13 uafhængige fagforeninger, især inden for sundheds- og uddannelsessektoren, men også privatansattes fagforeninger er med i CSA. En af de militante fagforeninger i CSA er SNAPAP – Syndicat National des Praticiens de la Santée Publique (sundhedsarbejdernes fagforening).

Dagen efter at strejkerne begyndte at tage form, den 13. marts, opfordrede militærets stærke leder, Ahmed Qaid Salah, præsident Bouteflika til at træde tilbage. Denne manøvre mente regimet ville tage luften ud af oprøret.  Men virkningen var helt modsat. Denne sejr gav bevægelsen øget styrke, og nu krævede den ikke kun præsidenten afgang, men krævede fjernelse af hele kliken omkring præsidenten (som reelt har styret landet, mens præsidenten har været syg).

Efter kæmpe protestmarcher med millioner af deltagere fredag den 22 marts bredte en bølge af strejker sig over landet.  Det var UGTA-afdelingerne i Bejaia og i Yizi Ouzou og sundhedsarbejdernes fagforening SNAPAP som gennemførte de mest effektive strejker.  

Regimet har herefter udpeget et team som skal stå i spidsen for overgangsfasen og forberedelse af valg, som skal finde sted senest 4. juni. Dette team, der ledes af personer med tæt tilknytning til Bouteflika, har optrådt på landsdækkende TV og lovet at lytte til befolkningen. Men de synes ude af trit med befolkningen, både politisk og kommunikationsmæssigt.

I ugen der kom, lukkede de offentligt ansatte arbejdere stort set alt ned: sygehuse, posthuse, benzinstationer, skoler, banker, skattekontorer, regeringskontorer, rådhuse osv. Mange privatansatte arbejdere gik med i strejken. I et land som Algeriet hvor staten kontrollerer en meget stor del af økonomien er effekten af de offentligt ansattes strejke enorm.

Arbejderne går også med når studenterne og andre grupper organiserer daglige marcher. Unge fra alle klasser spiller en aktiv rolle. Også en del middelklassefolk deltager i oprøret. Det gælder advokater, pensionerede militærfolk fra borgerkrigen i 1990’erne, universitetslærere osv. Protesterne finder sted i alle hjørner af landet, dog i varierende styrke og varighed.

Samtidig finder en konfrontation sted mellem arbejderne i basis og toppen af UGTA. Fagbureaukratiet har vist sig tøvende i forhold til at støtte strejkerne, hvis de da ikke ligefrem modarbejder dem. Derfor er mange strejker igangsat uden om UGTA -apparatet og har tydeliggjort konflikten mellem top og bund i den regeringstilknyttede faglige organisation. Mange strejkende råber ikke kun ”Bouteflika, skrid”, men kræver også UGTA-formandens afgang med parolen ”Ned med Sidi Said!”

Da fagbureaukratiet og visse medier, fx den regeringsvenlige avis Al Watan (fædrelandet) blokerer for kampen, har de sociale medier fået yderligere betydning. De unge griner ad regimets folk der kommunikerer med telegrammer og pressemeddelelser – og ikke som de unge føler sig som fisk i vandet med de sociale medier.

Oprørets svage punkt er manglen på landsdækkende koordinering, og at strejke- og oprørsbevægelsen ikke er til stede over hele landet.  I regionen omkring hovedstaden Algier by står oprøret relativt svagt, og det samme er tilfældet inden for den vigtige gas- og oliesektor.

Et forsinket arabisk forår

Selvom der har været sporadiske strejker og sociale oprør i Algeriet i de seneste ti-tyve år, har dette ikke rokket ved Le Pouvoir(magten, se senere).  De folkelige oprør, der i 2011 ramte mange af de arabiske lande, fx Egypten, gik nærmest ubemærket hen over Algeriet. Det har flere forklaringer. Mange algeriere husker med gru rædslerne fra borgerkrigen i 1990’erne mellem militæret og den islamiske bevægelse FIS (Front Islamique du Salut = den islamiske frelserfront) og ønsker ikke den tids ’begivenheder’ tilbage. Hertil kommer at oliepenge har gjort det muligt for regimet at opbygge et omfattende velfærdssystem med gratis uddannelses- og sundhedssystemer og med en social boligpolitik osv. Resultatet er at Algeriet er det mindst ulige land i Afrika.  

I dag er situationen en anden. Ungdommen der udgør 70 procent af befolkningen tænker ikke så meget på 1990’ernes grusomheder. Med faldet i oliepriserne fra 2014 ændredes økonomien radikalt. Der blev indført nedskæringer i velfærdssystemet, ikke med brugerbetaling, men med forringelser af uddannelses- og sundhedsydelserne. Arbejdsløsheden for ungdommen er på 30 procent. Nedskæringspolitikken er blevet fulgt af indskrænkninger i de politiske frihedsrettigheder. Hertil kommer en række korruptions- og kokain-skandaler på højeste politiske niveau. Dette er noget af baggrunden for det aktuelle folkelige oprør hvor præsident Bouteflikas genopstilling kun var gnisten der antændte bålet.  

Le Pouvoir (magten)

Algeriets magthavere – af befolkningen kaldet Le Pouvoir – udgøres af et uigennemsigtigt netværk af militær, politikere og en økonomisk (olie) elite som det er lykkedes at fastholde magten og regere landet stort set uden afbrydelse siden uafhængigheden i 1962.

Efter 1962 har FLN (Front de la Libération Nationale) siddet tungt på magten. FLN’s legitimitet efter sejren over kolonimagten Frankrig gjorde det muligt at etablere et et-parti regime bestående af en alliance mellem hæren, partiet og præsidenten – og med fagbevægelsen UGTA tilknyttet.

Efter flere folkelige oprør, især oktober-oprøret i 1988, blev et flerpartisystemindført (1989). Ved det første ’frie valg’ i 1991 opnåede den islamiske bevægelse FIS flertal. Militæret gennemførte et kup og efter flere års borgerkrig lykkedes det regimet at nedkæmpe FIS og få genoprettet Le Pouvoir.

Bouteflika blev valgt til præsident i 1998 og stod i spidsen for et regime baseret på topstyring, korruption  og undertrykkelse af befolkningens politiske frihedsrettigheder.

Den vestlige imperialisme

Frankrigs præsident Macron har forsøgt at holde lav profil for ikke at stille sig på ’den forkerte side’ i konflikten. Han er i strid modvind hjemme i Frankrig, og en fransk  kritik af oprøret ville mobilisere algerierne i Frankrig og skabe raseri i Algeriet. Men der er ingen tvivl om at Frankrig står bag det nuværende regime. Økonomisk set er det Frankrig som har langt mest gavn af det tætte økonomiske samarbejde mellem Frankrig og Algeriet.

Protestbevægelsen har især rettet sin satire imod den franske præsident. Til Macron lyder det ”Macron. Pas på,! har syv millioner algeriere i Frankrig” og ”Macron – Gå af!”

EU ønsker frem for alt stabilitet for at undgå yderligere flygtningestrømme fra det afrikanske kontinent.  EU var godt tilfreds da det algeriske regime i 1990’erne via et militærkup udmanøvrerede den islamiske front FIS. EU roser jævnligt Algeriet for dets indsats for at ’bekæmpe terror’.  

I forhold til USA-imperialismen lyder det fra demonstranterne: ”Kære USA. Der er ikke mere olie tilbage. Skrid! – Med mindre I ønsker olivenolie”!

Fremtiden – hvis og hvordan?

Staten står pt svagt og føler sin magt truet af oprøret. I takt med at oprøret fortsætter på anden måned, begynder regimet at vise tænder. Fra midten af april har sikkerhedsstyrker angrebet demonstrationerne med tåregas og vandkanoner.

Oprøret er som et pust af frisk luft. Oprørerne har bekræftet deres rolle som aktører i deres egen liv. Dette illustrerer ifølge Frantz Fanon (hvis bog Fordømte her på jorden var inspireret af den algeriske frihedskamp)  hvordan masserne, midt i den værst tænkelige situation og efter lang tids tøven, altid finder måder at organisere sig og kæmpe sammen på fordi de har det fælles mål: at slippe fri fra undertrykkelsen og befri sig selv.

Resultatet af oprøret vil afhænge af i hvilket omfang det vil lykkes den algeriske befolkning at opretholde presset og mobiliseringen og brede den ud til omfattende generalstrejker og ikke mindst: skabe en landsdækkende koordinering. Udviklingen vil få betydning for alle de arabiske lande og for hele regionen og verden.

Kilder: Hamid Alizadeh: Algeria: Wave of strikes terrifies the ruling class, In Defense of Marxism, 28.03.2019

 

Der er ikke flere tekster