InternationaltDenne tekst er skrevet af en internationalistisk queer kæmper i Rojava, med baggrund i personens erfaringer i både Rojava og vestlige venstreradikale bevægelser. Det er både en personlig tekst, men drager også på erfaringer fra revolutionære bevægelsers tilgang til arbejdsmoral.
(OBS: I teksten bruges ordene kritik og selvkritik jævnligt. Dette har rødder i den kurdiske frigørelsesbevægelses system med Tekmîl – kritik og selvkritik. Med dette anser man kritik og selvkritik for at være væsentlige bestandele i at forbedre sig selv og sine kammerater, og derfor anses begge for at være positivt ladede ord)
“Jeg tror ikke, at meget af det, du kan lære der, vil være nyttigt her,” sagde han. Jeg kunne mærke frustrationen vokse inde i mig. Det svarer til at sige, at der er få grunde til at tage dertil, udover personlig eventyrlyst, tænkte jeg. Jeg så ikke mig selv som at gå efter “eventyret”, fordi jeg syntes ikke det var et eventyr – hverken dengang eller nu. Jeg ønskede at leve og arbejde i en revolution – lære af den og give den hvad jeg kunne. Men i min kammerats udtalelse kunne jeg forstå, at han ikke mente der var mange færdigheder/perspektiver/praksiser, der kunne læres i AANES (Autonomous Administration of North and East Syria/Rojava) og deles og anvendes i Europa til også at fremme vores kamp her. I et øjeblik følte jeg mig besejret, men jeg havde allerede taget min beslutning om at rejse, jeg gennemgik mentalt mine nøje overvejede grunde til at tage afsted, og regnede med, at jeg ville se, om min kammerat havde ret, eller om jeg kunne bevise at han tog fejl i fremtiden.
Til og med i dag er jeg uenig i min kammerats ord, men jeg tror heller ikke, de kom ud af ingenting, og de er rodfæstet i en opfattelse af internationalister der rejser til AANES, som er noget udbredt, i hvert fald i nogle kredse jeg kommer i. Når folk tænker på AANES, går tankerne hurtigt for mange til den væbnede kamp, internationalister der kæmper ved frontlinjerne og forsvarer revolutionen mod ISIS og den fascistiske tyrkiske stat. Men denne opfattelse er også patriarkalsk, da den devaluerer alle de andre slags arbejde det kræver at bygge en revolution.
Fair nok, de militære færdigheder er ikke så anvendelige for dem arbejder i Europa lige nu. At kende en AK-47 helt igennem er ikke den færdighed, der er nødvendig i Europa for at blive bedre til vores organisering, i de fleste sammenhænge. Men militær viden repræsenterer kun en lille del af tingene som kan læres i AANES. En meget større del af færdighederne, og meget mere anvendelig i Europa, er dem, der er relateret til organisatoriske færdigheder, at stå over for realiteterne med at få jord på hænderne i en revolution og udvikler sig i forhold til ideologisk forståelse og praksis. Jeg vil dele en af de lektioner, som jeg er igang med at lære, som jeg håber også kan være til nytte i Europa, såvel som andre steder.
I enhver form for (aktivistisk/venstreorienteret/revolutionær) organisering opstår udfordringer og problemer nogle gange personlig eller følelsesmæssig, nogle gange kollektiv eller praktisk. Hvordan vi håndterer disse problemer er en vigtig og ofte begrænsende faktor i hvor godt vi får gjort vores arbejde. Når jeg siger arbejde her, mener jeg ikke lønarbejde, men derimod den indsats, der ofte kaldes “aktivisme”, eller hvad nogle kunne kalde “politisk/revolutionært arbejde”.
Det, der begrænser mig mest, er min individualisme og liberalisme, og jeg tror, at dette er sandt for et stort flertal af mennesker (der er vokset op i Europa eller Nordamerika). Jeg er blevet hårdt konfronteret med min egen individualisme her, da jeg brugte al min tid omkring mennesker, der kommer fra mere kollektivistiske kulturer, og oven i købet har de samme mennesker ofte dedikeret hele deres liv til revolutionært arbejde (nogle kammerater har gjort det i over 40 år). Derfor er de ofte meget mere fokuserede på arbejdet og kampen og mindre på sig selv. Kammerater fortsætter arbejdet i lyset af modgang og udfordringer, de lader ikke disse ting bremse dem, hvorimod jeg ofte ændrer min arbejdsstil efter mit humør og de aktuelle problemer. I denne sammenhæng min individualisme er blevet tydelig for mig på måder, den ikke har været før. Forskellene i tilgang til arbejdet kan ikke reduceres til kun individualisme vs. Kollektivisme – det er et aspekt af det. Det andet aspekt er ideologi og revolutionær praksis, fordi vi ikke kun taler om nogle personer, vi taler specifikt om mennesker, der har forpligtet sig til at kæmpe mod status quo og for en bedre verden, revolutionære.
Lad mig uddybe: jeg vil tage mig selv som eksempel. Når jeg ikke har det godt, når noget negativt sker, når jeg er vred eller ked af det, når mit humør går op eller ned, ændrer min arbejdsmoral sig. Hvis jeg er glad og alt er godt udfører jeg mit arbejde fokuseret, hurtigt og godt. Når jeg ikke er glad, gør jeg mit arbejde sjusket, langsomt og gnaven. Jeg skitserer kun de to yderpunkter af dette billedet nu, og der er mange steder mellem de to, men pointen er til at forstå. Jeg arbejder sjældent alene her, så når jeg er i dårligt humør, smitter det af på alle, jeg arbejder med, og gør os alle triste. Jeg er blevet kritiseret for dette af kammerater som sagde, at jeg ikke skulle lade disse ting påvirke mig, og at vores arbejde skulle fortsætte uanset omstændighederne. For der vil altid være negative ting, der sker og hvis vi lader det bringe os ned vil vi aldrig får noget gjort. Det er jeg i høj grad enig i. Hvis du nogensinde har arbejdet i en gruppe, og en person dukker op gnaven, vil du vide, hvordan den har en tendens til at skabe en tung og dyster arbejdsatmosfære, der påvirker alle, og gør det sværere at få arbejdet gjort godt.
Anspændtheden her for mig kommer fra at tilbringe mit liv i et kapitalistisk og individualistisk samfund, hvor lønarbejde er normen, samt at jeg har brugt meget tid omkring folk, der placerer meget vægt på deres følelsesmæssige udvikling. Lad os tage pointen om kapitalisme, individualisme og lønarbejde først. I virkeligheden af lønarbejde tror jeg, at folk virkelig burde arbejde så lidt som nødvendigt for at beholde deres job, snyde deres chef når det er muligt, gøre det absolutte minimum af arbejdet og gøre det sjusket, og vær gnaven på arbejdet, hvis de vil. Chefen/virksomheden bekymrer sig kun om din arbejdskraft og ikke om dig som en person, og selv hvis de var ligeglade, er du stadig tvunget til at sælge din tid, krop og/eller sind til dem. Men i revolutionært arbejde, er det helt anderledes. I modsætning til lønarbejde, vælger man frivilligt at slutte sig til arbejdet, målet med arbejdet er en verden, der virkelig er værd at leve for, og kammerater udviser omsorg for hinanden som mennesker. Revolutionært arbejde er blandt andet også en praksis med selvopofrende arbejde hen imod vores fælles større mål. Fordi præmisserne for lønarbejde og revolutionært arbejdet er forskellige, bør vi ændre vores arbejdsmoral i overensstemmelse med det. Vi kommer til hvordan om et øjeblik.
Efter at have brugt meget tid i følelsesmæssigt afstemte sociale kredse, er et andet spændingspunkt, at det ganske vist har forskellige implikationer af de aktuelle modsigelser. I årenes løb, i de førnævnte sociale kredse, har jeg lært at være meget opmærksom på mine egne grænser, behov og ønsker. Jeg oplever generelt dette som en positiv ting, fordi det sætter mig i stand til at passe på mig selv (ofte i lyset af vold fra patriarkatet) og være selvsikker i at opfylde mine behov. Men at handle i overensstemmelse med denne selv- og gruppe- validering af ens grænser, behov og ønsker har også en meget individualistisk side til sig, og det kan give problemer i organisering. For eksempel hvis jeg har et eller andet problem eller kæmper med noget, kan jeg træde væk fra mit ansvar over for kammerater, og folk vil acceptere det som “jeg passer på mig selv”. Det at “passe på sig selv” er noget, der næppe kan modarbejdes. Når nogen siger det, kan du ikke prøve at overbevise eller presse dem mere. Dette er en praktisk og uanfægtelig måde at fritage mig selv for mit ansvar. Resultatet af dette er så, at mine kammmerater bliver nødt til at gøre op for min mangel, ellers bliver noget af arbejdet simpelthen ikke gjort. Som revolutionære, er dette resultat ikke acceptabelt. Når vi får hænderne i revolutionært arbejde, kommer sådanne problemer til at ske hver eneste dag, og så skal vi lære at rykke vores grænser, være utilpas og fortsætte vores kamp uden pause. Jeg bør tilføje det forbehold her, at dette ikke gælder for meget syge kammerater, da sårede og syge kammerater generelt skal tages kollektivt af og ikke forventes at fortsætte arbejder i deres normale tempo.
Baseret på observationer af tid tilbragt med kammerater, der har været i denne kamp i lang tid, hvordan ser en revolutionær arbejdsmoral og mentalitet så ud? Arbejdet kommer altid først, der lægges stor vægt på stabilitet og grundighed. Når man står overfor hårde tider, vil kammerater – næsten stoisk – fortsætter med at udføre deres arbejde. Vi er midt i en revolution, venner lider martyrdøden, interpersonelle problemer dukker ofte op når man bor og arbejder sammen 24/7, praktiske problemer er rigelige, inter- og intra-organisatoriske uenigheder opstår, nogle gange er mad eller søvn i ringe udbud.
Disse problemer dukker op hver eneste dag, så hvis vi tager dem som grunde til at tage et skridt væk fra vores arbejde eller mindske vores indsats, vil vi simpelthen aldrig få det gjort. Det kan virker selvskadeligt, eller som at kammerater bare ignorerer deres følelser virkelig hårdt, når de arbejder som om der ikke sker noget i lyset af disse udfordringer. En kammerat beskrev deres vedholdenhed til at arbejde under stress og modgang som “at gå i robottilstand”, hvilket betyder at han sidestiller personlige bekymringer for en tid og flytter sit fokus på at få sit arbejde gjort, får tilfredshed fra færdige opgaver og ikke fra personlige behovs opfyldelse.
Jeg er dog ved at forstå, at ja, folk lægger deres følelser til side og fortsætter deres arbejde i lyset af udfordringer, og det er en praksis af selvopofrelse (at sætte et kortsigtet behov som nummer to og arbejdet først), men i sammenhæng med revolution er denne form for dedikation også nøglen til at komme videre. Hvis nogen står over for udfordringer er de reelle og gyldige (ingen siger at ting ikke er svære til tider), men her er det ikke en acceptabel grund til at træde væk fra ansvaret eller ændre din arbejdsstil. Mens denne tilgang føles ret harsk og hård for mig meget af tiden, er jeg også ved at forstå, at det er meget værdifuldt at fortsætte sit arbejde og sine forpligtelser over for andre i svære tider og at “fri” ikke er noget, der eksisterer når man bygger på en revolution.
Desuden er det også nødvendigt at ændre perspektivet på, hvordan vi definerer “behov”. Kammerater i Europa tale om at kæmpe med at balancere deres “personlige behov” og de “kollektive behov”. Det stilles op som en antagonistisk modsigelse, og det er et problem, der dukker op hele tiden i min erfaring. Jeg er faktisk tilbøjelig til at sige, at det, vi ofte betragter som “individuelle/personlige behov”, faktisk er vores kortsigte behov, og det, vi betragter som “kollektive behov”, er faktisk vores langsigtede behov. Derfor er individuelle og kollektive behov begge vores behov, bare med forskellige tidsperspektiver. At opstille “behov” på denne måde, som en ikke-antagonistisk modsigelse, gør os i stand til at tage et skridt væk fra individualisme og at styrke det organisatoriske eller kollektive arbejde.
Næste gang er du træt/kørt ud/møder modgang, og du ønsker at slippe af med revolutionært arbejde, så overvej, hvordan dette arbejde også opfylder dine behov: dine langsigtede behov – dit behov for at leve i en bedre verden. At huske formålet med vores arbejde er afgørende, hvis vi skal fortsætte arbejdet i hårde perioder.
Dette skriv er på en måde en udførlig selvkritik, men det betyder ikke, at det kun gælder mig. Pointen med at dele selvkritik er, at manglerne og efterfølgende lektioner hos en person, sandsynligvis også inderholder læringsmuligheder i sig for andre kammerater. Så jeg inviterer dig til at tænke dig om hvilke dele af denne tekst, der gælder for dig, og hvilke erfaringer du kan drage af den.