InternationaltI løbet af 2022 blev det klart, at imperialismens politiske leder – USA – har skiftet strategi fra
neoliberal globalisering til geopolitisk territorial rivalisering. Økonomisk konkurrence er ændret til
økonomisk krigsførelse ved hjælp af boykot, blokader og økonomiske straffepakker. De finansielle,
handelsmæssige og politiske transnationale institutioner, der blev opbygget under neoliberalismen
eroderer og i stedet ser vi en styrkelse af gamle militære pagter og opbygning af nye militære
alliancer. Vi er gået ind i en ny ”kold krig” med en ny runde af våbenkapløbet. Det bliver tydeligere
og tydeligere, at krigen mellem Rusland og Ukraine er en konfrontation mellem NATO og Rusland
på ukrainsk jord. Det "internationale samfund", hvilket vil sige den ”Vestlige verden”, står bag
NATO i dets konfrontation med Rusland, mens lande som Kina, Indien, de fleste afrikanske lande
og Latinamerika, som tilsammen udgør hovedparten af verdens befolkning, ikke støtter NATO.
USA truer lande, der handler med Rusland med sanktioner.
Dette skift i imperialismens strategi er ikke et udtryk for styrke, men et tegn på økonomisk og
politisk krise. USAs globale herredømme er for nedadgående. USA er ikke længere verdens
førende industrination. Den rolle er overtaget af Kina, som også er den største globale handels-
nation. Joe Biden-administrationen har fremstillet konflikten med Kina som en konfrontation
mellem liberale og autoritære regimer. Jeg vil sige, at det er USAs bestræbelser på at opretholde sin
dominans i en verden, der bliver multipolær.
Skiftet fra neoliberal økonomisk globalisering til politisk og militært pres som grundlag for
imperialismen har imidlertid konsekvenser. Det globale marked for investeringer, handel og
etableringen af transnationale produktionskæder eroderer. USAs politik med sanktioner,
embargoer, handelskrige, politisk pres og krige splitter og formindsker verdensmarkedet. USA er
ved at ødelægger det verdensmarked, som det har bygget sin magt og rigdom på siden slutningen af
Anden Verdenskrig. Vi har i 2022 set konsekvenserne i form af energikriser og inflation. Den
økonomiske krise bliver værre i 2023. De fjendtlige internationale relationer, vil også ødelægge de
bestræbelser, der trods alt har været på at mindske de økologiske problemer og klimaproblemerne.
USA/NATOs stedfortræderkrig i Ukraine mod Rusland hænger også sammen med USA´s forsøg
på at destabilisere og omringe Kina. Den vigtigste modsigelse i verdens-systemet for nuværende er
mellem de kræfter, der ønsker at opretholde USAs hegemoni på den ene side, og de kræfter, der
søger en multipolær verdensorden, med Kina i spidsen, på den anden side.
De store transnationale selskaber som for eksempel Apple, Nike og Ford er ikke meget for at
forlade neoliberalismen med lavt-løns produktion og det produktionsapparat de har opbygget i Syd,
men tvinges af de skiftende vinde i verdenssystemet til at slutte sig til nationalistiske og
konservative politiske kræfter i det globale Nord. USA, EU, Japan, New Zealand og Australien er
for øjeblikket forenet i bestræbelserne på at opretholde USAs hegemoni. De udgør det ene aspekt af
denne nye hovedmodsigelse.
Det andet aspekt ledes af Kina, den fremvoksende økonomiske og politiske verdensmagt og dens
ambitioner om at opbygge "socialisme med kinesiske karakteristika". Kina er allieret med en gruppe
af stater, som af forskellige årsager er imod et fortsat amerikansk hegemoni og ønsker et
multipolært verdenssystem. De er forenet i ambitionen om at ændre den ulige Nord-Syd-struktur,
som har domineret verdenssystemet i de sidste to århundreder, og udvide Syd-Syd- og Øst-Vest-
forbindelserne i verden.
USA´s regering har i nogen tid udpeget Kina som sin vigtigste rival. I takt med Kina gik fra at være
en ressource af lavtlønnede arbejdere for amerikansk kapital til at blive en konkurrent på
verdensmarkedet, indledte først Obama-regeringen sin politik om ”balance in Stillehavsregionen”,
dernæst Trump-administrationens handelskrige, teknologisanktioner og en række geopolitiske
politiske og militære tiltag, der skulle lægger pres på Kina. Joe Biden har fulgt dette spor. NATO´s
strategiske koncept blev i 2022 opdateret til også inddrage Kina:
Folkerepublikken Kinas (PRC) erklærede ambitioner og politiske undertrykkelse udfordrer vores
interesser, sikkerhed og værdier… Kina prøver på at opnå kontrol med nøgleteknologier, vigtige
industrielle sektorer, kritisk infrastruktur og strategisk vigtige råvarer og forsyningskæder… Vi vil
arbejde ansvarligt sammen som allierede, for at imødegå de systemiske udfordringer, som Kina
udgør for den euro-atlantiske sikkerhed og sikre NATOs stadige evne til at garantere de allieredes
forsvar og sikkerhed. Vi vil øge vores fælles bevidsthed, øge vores modstandskraft og beredskab og
beskytte mod Kinas undertrykkelses metoder og bestræbelser på at splitte Alliancen.
Australien, Japan, New Zealand og Sydkorea deltog i 2022 for første gang i NATO-topmødet for at
lægge pres på Kina. Australien og Japan er sammen med Indien og USA en del af Quadrilateral
Security Dialogue (Quad), kaldet Asian´s NATO, hvis mandat er at begrænse Kinas indflydelse i
Stillehavsområdet. Dette er et supplement til AUKUS-pagten mellem Storbritannien, USA og
Australien, der blev annonceret i 2021, også for at imødegå Kina.
Mere end 400 amerikanske militærbaser, fra Australien gennem Stillehavet til Sydøstasien, Japan,
Korea og over Eurasien til Afghanistan og Indien omkranser Kina med missiler, bombefly,
krigsskibe og atomvåben.
USAs konfrontation med Kina omfatter hele spektret: Teknologi, handel, finanser, valuta, militær
kapacitet, geopolitik, internationale institutioner og ideologi. Samtidig lægger USA pres på lande,
virksomheder og internationale institutioner i sine bestræbelser på at fastholde sin globale
dominans. Det gælder ikke mindst Europa. I de seneste 15 år er de europæiske lande ellers blevet
mere og mere integreret med det russiske energimarkeder og har øget det økonomiske samarbejde
med Kina. Naturgas fra Rusland gennem rørledningen Nord Stream 2 var billigere og mindre farlig
end flydende naturgas fra Den Persiske Golf og Den Mexicanske Golf. De europæiske lande har i
betydelig grad øget investeringer i og handelen med Kina. Alt dette til frustration for USA, som har
forsøgt at forhindre eller forsinke denne proces. Krigen i Ukraine var en mulighed for USA til få
Europa tilbage i folden. Men det handler ikke kun om Ukraine og Rusland, men også om at
forhindre euro-asiatisk integration med Kina. EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, ridsede
den nye situation op i sin årlige tale i oktober 2022:
Vores velstand har været baseret på billig energi fra Rusland. Russisk gas – billig, angiveligt til en
overkommelig pris, sikker og stabil leverance. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Desuden
adgangen til det store kinesiske marked, for eksport og import, til teknologioverførsel, til
investeringer, og adgangen til at få billige varer. Jeg mener, at de kinesiske arbejdere med deres
lave lønninger har gjort mere og bedre for at dæmme op for inflationen, end alle centralbankerne
sammen….. USA har tager sig af vores sikkerhed. Kina og Rusland – har skabt grundlaget for vores
velstand. Det er en verdensorden, der ikke længere findes…. Der er konkurrence mellem USA og
Kina. Det er den vigtigste "styrende kraft". Verden bliver struktureret af denne konkurrence – om vi
kan lide det eller ej. Det andet kendetegn er, at i en sådan konkurrencepræget verden, bliver alt
gjort til våben. Alt er et våben: energi, investeringer, information, migrationsstrømme, data osv.
Der er en global kamp om adgangen til strategiske områder: fra cyberspace, til havområder og det
ydre rum.
Denne udvikling bliver dyr for EU. Ikke alene er de tvunget til at øge deres militærbudgetter med
hundredvis af milliarder. De europæiske økonomier vil lide under USA´s politik. Vi ser det allerede
med energikrisen og høj inflation. En pris, som Europa tilsyneladende er villig til at betale for den
Vestlige verdens enhed og håbet om, at USA kan beskytte vores ”Imperial mode of Living”
USA militær budget var på 754 milliarder dollars i 2021, svarende til 4 gange Kinas, og 12 gange
Ruslands. 3 NATO´s beredskabs styrke i Europa udvides fra 40.000 til 300.000 soldater.
De Europæisk medlemmer af NATO, herunder snart også Finland og Sverige har alle udvidet deres
militære udgifter betydeligt i 2021.
Sveriges ønske om NATO-medlemskab opstod ret pludseligt. Så sent som den 8. marts 2022
erklærede den socialdemokratiske statsminister Magdalena Andersson at ”et Nato medlemskab ikke
var aktuelt”. Blot to måneder senere, den 18 maj indsendte Finland og Sverige i fællesskab deres
ansøgninger. Den dag Sverige ansøgte om medlemskab, lød i stedet overskriften i det liberale
dagblad Dagens Nyheter:”I dag er det let at være stolt af Sverige”.
Argumentet for svensk og finsk medlemskab af NATO er truslen fra russisk ekspansionisme men
selv hvis man går ind på denne tankegang, så omfatter den højst de områder, der engang var del af
Sovjetunionen, ikke Sverige, Finland eller Danmark for den sags skyld. Selv da ”den kolde krig”
var koldest var Sverige og Finland neutrale. Hvorfor så nu blive medlem af NATO? Svaret ligger i
at USA hegemoni er truet, det er det binder NATO-landene sammen, nu også indbefattet Sverige og
Finland.
I juni 2022 stemte det norske parlament for en ny forsvarsaftale, der giver USA fuld kontrol over
fire base områder i Nord Norge, blandt dem Ramsund Naval Base og Evenes Air Base. Den danske
regering planlægger også at give USA base faciliteter i Danmark. Danmark selv har tropper
udstationeret i de baltiske lande, nær den russiske grænse og i Polen. Danmark vil investere
milliarder i nye våben i de kommende år oven i de 27 nye F-35 jagerfly, der netop er købt fra USA.
Jeg også gerne sende en hilsen til Grønland og Færøerne. Århundredes dansk kolonialisme, bliver
nu suppleret med amerikansk nykolonialisme. I de kommende år vil USA investere 28 milliarder kr.
i en opgradering af Thulebasen. Det var en overraskelse da daværende præsident Donald Trump i
2019 ønskede at købe Grønland. Motivet bag købstilbuddet er at USA ser Grønland som en vigtig
brik i at bevare sit globalt herredømme. Med en udbygning af landingsbaner og faciliteter vil Thule
igen blive en strategisk vigtig base for USAs langtrækkende bombefly og jagerfly-eskadriller.
Desuden ligger USAs eneste militære dybvandshavn i Arktis, ud for Thulebasen. Andre
Grønlandske havene vil ligeledes blive udbygget med henblik på øget amerikanske flåde trafik.
Danmark har også øget militær fokus på Grønland med en post på forsvarsbudgettet til droner, som
skal forbedre overvågningen i Arktis. Der er desuden planer om etablering af en egentlig militær
styrke på Grønland. Endelig er en større modernisering af luft overvågningen med en radar på
Færøerne igangsat.
I Danmark er der en stor opbakningen til NATO i befolkningen. I Sverige viser meningsmålinger
det samme. Der har kun været få hundrede deltagere i de anti-krigs-demonstrationer, der både har
været vendt mod Rusland og NATO, mens tusinder har demonstreret mod Ruslands invasion i
Ukraine.
Ved valget i oktober ledte jeg efter et parti, der er modstander af NATO. Men et sådant findes ikke
længere i Folketinget efter at Enhedslisten vedtog på sin kongres i maj 2022, at NATO-medlemskab
er det bedste for Danmark, som situation er. Som de skriver på deres hjemmeside:
”Enhedslisten mener, at NATO på lang sigt skal erstattes af et mere inklusivt
sikkerhedssamarbejde, men vores vision for en ny sikkerhedsarkitektur i Europa og globalt skal ses
som en langsigtet vision og proces, der kræver gangbare alternativer”.
Problemet med denne NATO-position er, at den identificere sig helt med den danske stats
interesser. Danmark bliver i den sammenhæng præsenteret som ”et uskyldige lille lam”, klemt
mellem russisk og amerikanske imperialisme. I den situation er ”mave-fornemmelsen” hos
størstedelen af befolkning og flertallet i Enhedslisten, at ”vores” – læs den kapitalistiske
velfærdsstat – ”vores livsstil og værdier” bedst er beskyttet af NATO. De tænker som loyale
statsborgere i ”vores fælles stat” og ikke i et internationalt klasseperspektiv. Marx kritiserede denne
nationalisme i stedet for klasse-perspektivet i sin kritik af det tyske socialdemokratis ”Gotha-
program” fra 1875. Lenin kæmpede mod denne ”social-imperialistiske” linje i Anden Internationale
i årene op til Første Verdenskrig.
De Skandinaviske lande er ikke ”små hvide lam”, de er en del af problemet – en del af
imperialismen. De skandinaviske velfærdsstaters opståen og udvikling kan kun forstås i et historisk
og globalt perspektiv. De skandinaviske lande har på forskellig vis været en aktiv del af
kolonialismen, fra 16-hundredetallet og fremefter, i form af slavehandlen, kolonier i Caribien og
settlerisme. Det industrielle gennembrud i Danmark hænger tæt sammen med engelsk kolonialisme
og i Sverige med tysk kolonialisme. Vi kan ikke sige: at det ikke er vores ansvar, hvad tidligere
generationer har gjort. Kolonialismen skabte de strukturer og institutioner, der stadig danner
grundlaget for verdens opdeling i fattige og rige lande – for imperialismens udbytning af lavtlønnet
arbejdskraft i Asien, Afrika og Latinamerika. Kolonialismen skabte den racisme og europæiske
overlegenhedsfølelse verden stadig trækkes med. Så længe vi ikke har gjort op med vores livsstil
baseret på imperialisme og racisme, så længe vil kolonialismen være vores ansvar. Historisk og
aktuelt – økonomisk og politisk er de skandinaviske lande en del af imperialismen.
Med accepten af NATO, under ledelse af USA, køber man hele pakken. Enhedslisten har den
besynderlige position at de både vil være med i NATO og kæmpe for fred. Men som medlem af
NATO bliver man en del af USA globale politik, der søger at opretholde et hegemoni med militære
dominans.
Det ligner efterhånden situationen op til Første Verdenskrig, hvor Europas socialister også opgav
Internationalismen og klasse standpunktet og i stedet valgte at støtte deres kapitalistiske
nationalstats i rivaliseringen med andre stater. Når man bor i en imperialistisk stat, må man som
socialist gå imod dets interesser. Hellere risikere at blive kaldt landsforræder end klasseforræder.
For nuværende er USA stadig det dominerende og offensive aspekt, i kraft af sin militære og
kulturelle magt. Men tendenserne til nedbrydningen af det neoliberale verdensmarked kan ændre
balancen i modsigelsesforholdet. Forbindelserne mellem landene i det globale Syd bliver stadig
udbygget. De enkelte lande kan være meget forskellige hvad angår deres politiske projekter, men de
afviser alle “koldkrigs mentaliteten” og amerikansk hegemoni.
Et mere multipolært verdenssystem med alternative økonomiske institutioner og eksistensen af en
stor og stærk og teknologisk udviklet stat – Kina – kan afbalancere USA og dermed give mere plads
til at sociale bevægelser og stater i det globale Syd kan bevæge sig i retning af socialisme. I de
kommende årtier er der mulighed for, at vi vil se udviklingen af forskellige socialistiske modeller,
der inkorporerer hver nations særlige historiske og kulturelle baggrund: indisk socialisme,
sydafrikansk socialisme, arabisk socialisme, latinamerikansk socialisme, og så videre. Disse
bevægelser og stater vil kunne samarbejde og tippe balancen i verdenssystemet fra kapitalisme mod
socialisme.
Fragmenteringen af verdensmarkedet og dermed af de globale produktionskæder og det stigende
lønniveau i specielt Kina, betyder et fald i værdioverførsel fra det globale Syd til Nord. Et forhold,
der vil forværre de økonomiske og politiske kriser i vores del af verden. Det kan i første omgang
føre til en højredrejning. Når middelklassen kommer under pres, rykker den ofte til højre.
Socialdemokrater har også en historisk tradition for at rykke mod højre og vælge kapitalens side i
krisetider. Det kan føre til militære interventioner mod den fremvoksende socialisme I Syd, i
forsøget på at opretholde dominans. Socialister opgave i vores del af verden er derfor at stå fast på
antiimperialisme i tanke og handling, og arbejder sammen med de kræfter der vil forandring af
verdensordenen i stedet for mod dem.