Interview med Thomas Kruse: KUNSTEN ER ET VÅBEN I KLASSEKAMPEN***

Konfronts kulturredaktion har besøgt Thomas Kruse, medlem af kunstnerkollektivet Røde Mor i 70erne. Vi har talt om politik og kunst, dengang og nu.


Det med plakater: Har det været med, det meste af dit liv?

Ja, jeg har stor kærlighed for plakater. Plakater er et dejligt medie. Det er kunst, det er aktuelt, det er noget der skal bruges, det er demokratisk og det er billigt. l Røde Mor skar vi vores billeder og tekster i linoleum, monterede dem til en billedcollage og afleverede vores klicheer til bogtrykkeren, som kunne trykke direkte fra vores plader. Det gjorde dem jo billige, men også meget enkle i farvevalg f. eks. Men vi dyrkede den enkelhed. Vi ville trække verdens modsætninger tydeligt op, i sort og hvidt. Vi ville melde os på arbejderklassens og almindelige menneskers side, sagde vi. Den kunst der var på museer og i gallerier, det var borgerskabets kunst. Vi ville en anden slags kunst, og derfor skulle den også se anderledes ud, med klare budskaber. Derfor udstillede vi på gaden, og det er jo der hvor plakaterne ses.

Kan man sige at I fortsatte traditionen fra den russiske agitprop?

Ja, vi lod os inspirere af bl.a.politisk kunst fra 20’erne og 30’erne, Käte Kollwitz, Masareel, Diego Rivera osv. Og vi studerede Mayakovski og hans ROSTA-vinduer. Mayakovsky havde sit atelier i stueetagen, hvor telegrambureauet ROSTA havde kontor oven på. Her fik han friske nyheder, som han kunne lave plakater om. Han arbejdede bl.a. med billedserier, enkle tegneserier malet med stencils, om kapitalister, præsteskabet og den røde hær. Og det skyldtes at mange mennesker var analfabeter i det unge Sovjet.

Måske kunne man trække en parallel til moderne tid, og sige at fordummende reklamer og underholdning er med til at passivisere og gøre folk til kulturelle analfabeter. Vi havde nogle diskussioner om den måde man skildrede mennesket i kunsten på, og vi ønskede at skildre almindelige mennesker som smukke og stærke – ikke ensomme og fremmedgjorte – men i stand til at finde samarbejde – og vise at kærlighed og solidaritet trivedes.

Men mange af Jeres plakater har jo stærkt satiriske og groteske elementer?

Ja, både humor og satire og overdrivelser hører med i vores politiske kunst.

På et tidspunkt besluttede vi at prøve at arbejde med tegneserier, og Troels Trier introducerede Robert Crump, og de amerikanske skøre og lidt syrede undergrundstegneserier. De var i høj grad inspiration for os, da vi lavede tegneserierne om August og Sofie et års tid. Det var sjovt at tegne sammen., men tog også alt for lang tid at lave.

Men også på de kollektive plakater kom humoren og satiren ind. På en Vietnam-plakat står Nixon med hofteholder og brystholder og med en rygende pistol i hånden. Det var virkningsfuldt at sætte nogle kontraster op, og det måtte fandme ikke blive for kedeligt.

Det var det samme, når rockbandet lavede forestilling med Sylvester, der fik det hvide snit, og med Troels Trier, der hoppede rundt i stribet badedragt og svømmefødder med pik-næse. Disse ting var i hvert fald med til at gøre, at vi aldrig stillede os op som nogen, der ville være stjerner eller idoler.

I Røde Mor ønskede I at lave kunst til og for arbejderklassen. Hvordan lykkedes det?

De første par år var det mest studenter og unge som var publikum. Nogle af de første vi arbejdede sammen med var miljøbevægelsen NOAH, som lige har haft 50-års jubilæum. Så kom studenternes Vietnam-Hanoi-indsamling. Men efterhånden som gruppen blev mere professionel, fik vi mere kontakt med fagforeninger bl.a. Vi lavede plakater til fredsbevægelserne og Chile-solidaritet og her deltog fagforeningerne.

Noget af det, jeg savner i dag, er, at folk forstår, hvor vigtig det med organisation er. At der er en fagbevægelse, som er sig selv bekendt som bevægelse, at der er en stolthed omkring det, og at man ikke bare fusionerer sig til ukendelighed, uden profil. Jeg har netop været til en generalforsamling i denne uge. Her blev foreslået, om vi ikke bare formulerede det hele på de sociale medier. Jeg er bestemt ikke maskinstormer, men det er sgu for nemt bare at sidde i sofaen og “like” noget. Det har ikke samme effekt, som hvis man holder et møde og har en udveksling ved at sidde sammen i en rigtig dialog, frem for bare at kommentere på noget andre skriver. Det er en fantastisk ny mulighed at brede oplysninger ud lynhurtigt til mange mennesker, men det kan ikke erstatte det stabile organisationsarbejde og den fysiske kontakt ved møder og demoer.

Meget har ændret sig fra 70erne. Men har det æstetiske udtryk for Jer der arbejder med politisk kunst, ændret sig? Hvad med graffiti og streetart?

Mange af de billeder og opslag der kommer til os digitalt har jo plakatens eller løbesedlens karakter, kombinationen af tekst og billeder.

Når jeg går på gaden, kigger jeg på alle de klistermærker og tags og skrift, der sidder på mure og lyskasser. Jeg synes det er byens puls, dens stemme. Jeg tror aldrig at en kombination af tekst og paroler, sat sammen med et billede der udbygger teksten på en flot måde, vil forsvinde. Jeg selv elsker plakater på papir, men de fungerer jo også som graffiti, stencil-art osv.

Det med graffiti er jo startet som et undergrundssprog og været røsten fra dybet – om det så er folkedybet eller nogle mindre miljøer. Dem der skriver graffiti på S-togene eller murene, gør det ofte pisseflot, men det er næsten ulæseligt. Der tager sammenskrivningen og indslyngningen næsten overhånd. Det er nok heller ikke altid der er et politisk budskab. Jeg tror mere, at det er noget de laver inden for egne cirkler, hvor de viser hvad de kan for hinanden. Og noget graffiti vi ser er konfirmander der er ude og pisse deres territorium af.

Her i byen har der i to år været street-art festival i forbindelse med festugen. Der kommer kunstnere fra hele Europa og viser hvad de kan. Mange af deres billeder er dekorative og handler ikke om så meget andet end blikfang, men der er også politiske statements ind imellem. Der er meget tydeligt fredstemaer, klimakrisen og regnbueflag. Og det er jo et sprog, som direkte henvender sig til mennesker på gaden, og det kan jeg godt lide.

Men hvis man kigger ind på 69-grunden i København er der jo enormt meget graffiti som er politisk. Nede på Godsbanen i Aarhus er det meget det samme.

Ja, enig, og der tænker jeg nærmest, at det er noget, byerne får forærende gratis. Det sker at undergrundsmiljøer og subkulturer går i spidsen ved at pege på nogle kvaliteter, som lige pludselig bliver trendy og kommercialiseret. Så kan man frygte, at der kommer en eller anden smart developer og køber området; på Jagtvej var det mere ideologisk med Faderhuset som bevidst ville ødelægge ungdomshuset. Ved Godsbanen i Aarhus håber folkene omkring Institut for (X), at de kan overleve, selv om der bygges helt vildt omkring dem. Vi må håbe – og støtte – at de miljøer stadig kan finde nicher i byen med plads for egen kultur og innovation.

Man kunne spørge, om de bydele og miljøer som bliver gentrificeret, bliver det gennem kapitalen, som kommer og æder kulturen, eller om det til dels også er miljøet som bider sig selv i halen?

Ja, der er jo nogen, der stiger op. Nogle af dem gør det ordentligt, holder tråden til de unge og er med til at skabe rammer for udfoldelse. For nogen af dem bliver det muligt at køre projekter, som de kan leve af. Og det har jeg jo ikke noget imod, hvis de kan bevare deres idealer og gøre det alternativt og klimabevidst.

Så når noget bliver trend i et markedsstyret samfund, så bliver det vel også mere kommercielt. Og det kan også være fint nok; det gælder f. eks musik- og teatergrupperne.

For Røde Mor gjorde det ikke. I 1977-78 erkendte vi at tiderne var ændret så meget, at der var brug for noget nyt. Igen. Vi kiggede jo også kritisk på vores egne plakater og oplevede at vi ofte benyttede for meget klichésprog. Vi ville ikke blive Røde Oldemor. Så vi opløste kollektivet. Vi lavede en fond og brugte de sidste penge til støtte for engagerede kunstnere, digtere, tegnere og musikere.

Tænker du at dit politiske ståsted har ændret sig siden Røde Mor? Er der teoretikere, du har ladet dig inspirere af siden dengang?

Vi var jo bredt socialistisk funderede, nogle var kommunister, andre socialister og andre var ikke organiserede. Jeg er stadig socialist, men er jo nok efter Murens fald og de mange historier om kontrol, magtmisbrug og – og klimaødelæggelser – blevet ret skeptisk over for magtfulde mænd og for megen centralisme. Socialisme betyder for mig at folk selv kan og skal bestemme.

Jeg tænker på at man i dag på venstrefløjen læser og diskuterer meget f. eks. Michel Foucault. Tror du, det ville have fyldt noget hos jer i Røde Mor?

Jeg tror, at nogle af de nye interessante teoretikere nok ville have fyldt i vores diskussioner. Jeg har diskuteret en hel del Foucault med nogle kollegaer, der hvor jeg har undervist, og han er meget inspirerende, synes jeg. Men vi læste – ud over klassikere som Marx og Engels og Mao , men også Georg Lukacs, Walter Benjamin og Jürgen Habermas, for at nævne nogen. Men vi var jo ikke en studiekreds, men et kunstnerkollektiv, hvor den kollektive kritik på vores egne værker blev udviklet. Og det var meget lærerigt.

Der er jo i dag politisk kunst som har andre former og æstetikker, f. eks. SUPERFLEX, som jo også laver plakatkunst, men også har en installation på Refshaleøen i øjeblikket. Kan du se en tråd mellem det I gik og lavede i Røde Mor og den politisk kunst i dag?

Jeg tænker da, at ligesom vi selv stod på skuldrene af den kunst, som var før os, så er der folk som bliver inspireret af vores måde at arbejde på; det håber jeg da!

Den plakat af Superflex “Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes”, synes jeg er super god. Og den bruger jo noget humor også, den vender en tekst om. Det er nok ikke lige noget, der henvender sig til arbejderklassen, sådan som vi ønskede. Men spørgsmålet er også om klassebegrebet er blevet usynligt i dag – samtidig med at uligheden er vokset så kæmpestor.

Jeg har lige lavet et logo til bevægelsen ’Almen Modstand’, som arbejder imod regeringens ghettoplaner om at rive almennyttige boliger og sætte folk på gaden. Det er klart, at nedrivningerne rammer de, der er fattigst. Den der ghettopolitik, er klassepolitik. Men det omtales ikke som klassekamp, ikke på lønområdet, men i reproduktionssfæren, der hvor de skulle leve og bo.

Der er stadig brug for folk, som producerer kunst, der rammer noget politisk. Og det er der heldigvis; der er rappere, musikere og teaterfolk, som i dag udtrykker sig i et kunstnerisk sprog, som er meget udviklet, og som taler lige ud af posen.

Jeg tror på, at kunst kan røre folk og kunst kan appellere på en anden måde end en videnskabelig artikel. Teorier og kloge udredninger kan nok give os nogle facts, men det at få fat i folk og få dem op af stolene og i bevægelse, det er det som kunst, musik, teater og digte kan.

Hvad ville du give af råd til folk der gerne vil lave politisk kunst.

Jeg ville da bare sige: Gå i gang!. Find nogle ligesindede legekammerater og gå i gang. Og i dag er det hele verden, der skal reddes for den næste generation.

Tak for det, Thomas.

Foto. Jonas Wedel-Brandt

Der er ikke flere tekster