Den 27. Juni havde dokumentarfilmen ‘Worlds of Ursula K. Le Guin’ dansk premiere. Filmen blev fremvist i Vester Vov Vov på Vesterbro. Filmvisningen var arrangeret af FAB: Forenede Anarkistiske Bogcafeer og udgjorde samtidig gruppens første arrangement. Konfronts kulturredaktion var med, og har anmeldt filmen, der vises i Vester Vov Vov hver torsdag hele sommeren.


Det er sjældent, at begrebet anarkisme bliver nævnt på de danske biograflærreder som andet end et synonym for kaos og uorden. Endnu mere sjældent er det at se et ærligt og beundringsværdigt portræt af en feminist, anarkist og kvindelig science fiction forfatter.

Netop ovenstående er, hvad man for tiden kan opleve i den lokale biograf på Vesterbro – Vester Vov Vov. I samarbejde med biografen havde den nyligt stiftede gruppe FAB: Forenede Anarkistiske Bogcafeer stablet et fantastisk arrangement på benene. Efter velkomst og introduktion af filmen ved aktivister fra gruppen, rullede filmen over lærredet.

Ursula K. Le Guin

  1. oktober 1929 – 18. januar 2018

Var en af stifterne af moderne science fiction og fantasy. Som feminist, anarkist og forfatter udforskede hun mennesker og samfundet gennem hendes egne verdener. Le Guin er kendt for at være en af forkæmperne for kvindelige science fiction forfattere og for at bruge genren til at udfordre normer om køn, seksualitet og samfund.

Seeren tages med på en rejse gennem både tid og rum. Som titlen indikerer, udforsker filmen både de fiktive verdener skabt af Ursula K. Le Guin, samtidigt med at vi introduceres til hendes lange og begivenhedsrige liv. Le Guin, der gik bort i vinteren 2018 som 88-årig, bliver bragt til live gennem interviews med hende selv, hendes familie og de mennesker, der omgav hende. Fortællingen igennem optræder drømmeagtige malerier, der kommer til live og slører grænsen mellem virkelighed og fiktion som i Le Guins verden var gensidigt forbundne.

Som en af stifterne af moderne science fiction og fantasy, udgør Le Guin en grundsten både indenfor kritisk fiktion, men også som en forfatter, der kæmpede hårdt for sin egen og andre kvindelige forfatteres ret til at blive hørt i en mandsdomineret verden.

“What I’d been doing as a writer was being a woman pretending to think like a man … I had to rethink my entire approach to writing fiction … it was important to think about privilege and power and domination, in terms of gender, which was something science fiction and fantasy had not done,” Le Guin tells Curry. “All I changed is the point of view. All of a sudden we are seeing Earthsea … from the point of view of the powerless.””

som filmen citeres i anmeldelsen i The Guardian.

Filmen er vigtig på mange punkter. Først og fremmest er den en glimrende introduktion til en forfatter, der med sine ord fanger og forandrer læseren og den måde, man ser verden på. For det andet er den et modigt forsøg på at fortælle om de idealer, der lå bag Le Guins forfatterskab, og dermed søger at fortsætte hendes kamp mod en kommercialisering af bøger som bare endnu et produkt i det kapitalistiske maskineri. Særligt slutningen er vigtigt, fordi den efterlader en med en lyst til at læse, til at vide mere og til at forundres på ny over den verden vi alle lever i.

Ursula K. Le Guin betegnede aldrig sig selv som anarkist til trods for, at hun beskrev sine værdier og ideer som anarkistiske. Hun mente ikke, at hun var værdig til titlen, men spurgt i et interview, om det var okay, at hun blev betegnet som anarkist af sine læsere. Hun tog det som en ære.

Filmen er lavet over et årti, og instrueret af Arwen Curry, der arbejdede sammen med Le Guin om filmen, der dog først udkom efter hendes død.

Den første og anden visning af filmen udsolgte begge indenfor to døgn. Filmen kan ses hver torsdag hele sommeren i Vester Vov Vov.

Er man efter at have set filmen blevet nysgerrig på anarkisme, opfordrer vi stærkt til at kigge forbi FABs næste arrangement Anarkistisk Bogmesse København 2019 i Ungdomshuset fra den 9.-11. august. Flere af Le Guins bøger kan ligeledes findes i Bogcafeen Barrikaden i Ungdomshuset og i Bogcafeen Halmtorvet.

Af Le Guins mest kendte værker skal nævnes ‘The Dispossesed og ‘The Left Hand of Darkness’ samt hendes Earthsea antologi, der alle udgjorde milepæle indenfor kritisk skønlitteratur, der udfordrer kønsroller og magthierarkier.

Der er ikke flere tekster