Dette essay blev skrevet i kølvandet på massakren der fandt sted i livets træ synagogen i den amerikanske by Pittsburgh den 27. Oktober 2018, hvor en ung nynazist angreb og dræbte 11 samt sårede seks andre.


Af Cindy Milstein.
Oversat af Asbjørn Nielsen.

Dagligt og sommetider hver time bliver vi bombarderet med de seneste tab. Det er ikke kun fordi at tiden og nyhedscyklussen er accelereret med den nye såkaldte ‘kommunikations teknologi’. Det er simpelthen fordi vi befinder os i historiens sigtekorn

At historien bliver skrevet på kroppe – kroppe der hober sig op, nogen gange vores egne kroppe, eller dem vi holder af. Den står ætset ind i stednavne som vores morbide stenografi- Charleston, Charlottesville, Pittsburgh. At historien transformerer stemmebokse til kister i lande som Brazilien.

Det er som om historien udspiller sig som et narrativ der i stigende grad er mere ude af kontrol og på vej mod en nærliggende og langtfra lykkelig slutning. Vi befinder os frem for alt i en tid hvor selve planetens klima har udset menneskeheden til at forsvinde. 

Cindy Milstein

Cindy Milstein er en canadisk-jødisk anarkist og aktivist. Hun er bestyrelsesmedlem ved instituttet for anarkistiske studier. Hun er forfatter til et utal af essays og blandet andet bøgerne ‘ Anarkismen og dens mål’ ( Anarchism and it’s aspirations ) samt antologien ‘Rebelsk sorg (Rebellious Mourning )

Der er lidt eller ingen behov for at understrege alvoren i en verden som denne. Allerede ved at gisne om den enorme betydning af den tid vi lever i, føler vi frygten og depressionen komme krybende, vi føler sorgen og håbløsheden tage fat.

Vi har lært af fortidens oprørere hvordan vi skulle citere Joe Hill, lært hvordan vi ikke skal sørge men organisere os. Det omfang af undertrykkelse som vi møder i dag, skaber dog en håndgribelig følelse af modløshed alene ved tanken om at organisere sig. Alle de våben som vi har i vores arsenal virker nyttesløse, forældede og for ingenting. Selv hvis vi ville sørge, så støder vi på en ny forhindring, tabet af traditioner og hvordan man sørger, hvordan man sørger på sund måde, eller i det hele taget og slet ikke i selvskab med andre. Vi konfronterer vores manglende evne til at dele vores følelser, vores egne og andres. Vi mangler evnen til at forstå det fulde omfang og betydningen af dette tab.

Men det er noget vi bliver nød til. Vi har intet valg, denne korsvej vi nu er kommet til har betydning for vores hjerter, om vi vil indrømme det eller ej.

Alt for mange af os forsøger desperat at gemme vores følelser væk i de dybeste afkroge af vores bevidsthed. Alt for mange er blevet socialiseret til at tro at følelser, særligt dem forbundet med sorg, ikke er acceptable, naturlige eller modige. Den voksende ”Omsorgs industri” har overbevidst os om at når vi oplever de værste tab i vores liv så skal vi ”træde tilbage” for at tage os af os selv på et individuelt plan, alene. Vores sind og kroppe bliver forvandlet til trykkogere der venter på at eksplodere og skade os og samtidig fremmedgøre os fra andre.

Vi kan omvendt genvinde vores kapacitet til at være mennesker fuldt ud, i al vores rodede skønhed og specifikt for at modvirke denne kaotiske og grimme periode. Vi kan vælge at være selvbestemmende i vores ret til at sørge og organisere sammen.

Denne rebelske sorg indeholder i begyndelsen flere spørgsmål end svar. For ingen af os kender en let vej ud af denne epoke. Som Marko Muuir, en erfaren organisator indenfor modstand mod udsmidninger i San Francisco, sagde i sidste uge ” Er det virkelig had vi kæmper i mod eller systemet der skaber folk der hader med magten til at slette os? Er det virkelig håb vi længes efter eller kollektiv sorg og en mere glædelig militans der kæmper i mod denne udslettelse vi står overfor?

Vi kan starter med at stille spørgsmålet ‘ Sørge over hvad?’ til hvilket vi kunne svare, alt der bliver stjålet fra os og alt vi bliver fortalt vi ikke kan sørge over’.

Vi sørger over alle de utallige tab der ikke nødvendigge for hvordan vi er strukturerede som mennesker, til at fødes og dø i vores eget tempo, men i stedet hvordan tabene er den logiske og utilsigtede konsekvens af hierarkiske former for social organisering – Kapitalisme og nationalstater, hvidt racehad og hetero patriarkat, anti-semitisme og bosætter kolonialisme, for nu bare at nævne et par stykker.

Vi sørger over alt der ikke efterlader et marmor monument eller så meget som en ydmyg gravsten. Vi sørger over alt som vi ikke burde skulle bære at tabe hvis bare vi boede i en mere egalitær og human verden. Vi sørger over alt som vi elsker.

Et andet begyndelsespunkt er ‘Organiseringen af hvad’ til hvilket vi kunne svarer ‘ alt som vi har brug for og stræber efter, imod liv der er værd at leve, som direkte handlinger imod den strukturelle vold og de tab som vi tvinges til at udholde.

Vi må organisere alt for alle, som gensidig hjælp imod de katastrofer der rammer os fra alle sider. Vi må organisere former for omsorg og værdighed der trodser markedsgørelse, begrænsninger og social kontrol. Det er alt hvad vi kan præfigurære, empatisk og materielt, at forblive stålsatte side om side, selv hvis, og især hvis det værste skulle henne. Vi må organisere alt som vi holder af.

Sorg og organisering – ikke som opdelte øjeblikke, men som en øm og intim dans. Den frivillige forening af de to som et fornyet løfte om social kærlighed til hvordan vi eksperimenterer her og nu med nye former for frihed mod stadigt nyere former for fascisme.

Dette er på ingen måde en overdrivelse. Det blev implementeret i praksis for en uge siden i kølvandet på mordene i livets træ synagogen, da Trump troede han kunne vise sig i Pittsburgh

Tirsdag den 30. Oktober 2018. Kun et par dage efter massakren der fandt sted lørdag den 28. Oktober. Ledte ‘ If Not Now ‘Pittsburgh en koalition af grupper der afholdt en shiva ( Et jødisk sørgeritual til at facilitere fælleskabs healing” i gaderne).

Som, ‘If Not now’ forklarede ” i dag vil præsident Trump besøge Pittsburgh. Vi har ikke brug for ham. Vi står sammen og sørger over vores døde, vi beskytter hinanden, vi står sammen i solidaritet med andre samfund der er truede af hvid nationalisme. Det er derfor vi siger ” Sikkerhed i solidaritet”

Trumps kortege blev midlertidigt forhindret i at nå frem til livets træ synagogen, da hundredvis af sørgende holdt hvad en avis kaldte ” en simultan gadeprotest og siddende shiva” ligesom avisen noterede at Trump blev afvist af sorgen fra en hel by der ikke ønskede ham der.

Ifnotnow Pittsburgh blokerer vejen for Trumps kortege. Aaron Jackendoff / SOPA Images / LightRocket via Getty Images

Dette er bare en enkelt illustration af den magt der findes i kollektiv sorg. Eller snarere kunsten i kollektiv sorg når vi tillader os selv at synliggøre og dele vores følelser som en helhed, autentisk og dermed give mening vores tab, såsom dem der over fandt sted over en uge, de racistiske mord i Kentucky og anti-semitiske drab i Pittsburgh og gøre dem lettere at bære. Når vi samles hånd i hjerte uden at søge at fixe eller kurere hvad der ikke kan gøres om, eller lader som om tabet aldrig fandt sted eller undgår sorgen fuldstændigt for i stedet at springe til handling, men i stedet være vidner til hinandens hjerteskærende følelser som udelelige fra hvordan vi organisere vores liv og organiserer hinanden i mellem

Gennem denne forbindelse, gennem konkret solidaritet og aktivt at lytte til hinandens historier med nysgerrighed, danner vi gensidigt støttende bånd. Disse bånd bliver til gengæld kilden til hvordan vi kan og burde beskytte hinanden, uden behov for stat eller kapital, politi eller fængsler. Vi husker at vi ikke er alene men i stedet har hinanden.

Under et årvagt i Ann Harbor Michigan søndagen efter mordene i livets træ. Fremhævede Shira Schwartz, en PHD studerende i komparativ litteratur og jødiske studier, hvordan konceptet ”shemira- at beskytte, Som Scharwtz formulerer det ” vi har mange former for Shemira i den jødiske tradition. ..Et eksempel herpå er hvordan Shemiraen for de dødes kroppe som varer tiden mellem død og begravelse. I dette afgrænsede tidsrum våger vi over hinanden. Dette er det tid og rum som vi befinder os i nu.

Gennem en sådan kontinuerlig praksis af kollektiv sorg over vores døde og kollektivt kæmper som død og helvede for de levende, vil vi i stigende grad finde mulige svar på de mange smertefulde spørgsmål som vi tvinges til at stille os selv i disse dage. Ydermere vil vi skabe og udvide vores egne tidsrum befolket med selvorganiserede og ekspansive former for empati, omsorg og kærlighed. Sådanne tidsrum vil pege mod en verden i hvilken vores unødvendige tab bliver forvist til historiens glemsel.

Info

Copyright. Truthout.org. Udgivet med forfatterens tilladelse.

Essayet er oprindeligt udgiver på truthout.org. 6. November 2018

Kunst af Micah Bazant, lavet med ‘Jøder mod racisme og økonomisk refærtighed’ New York, i en stil der hylder den jødiske kunstner Ben Shahn.

Den oprindelige tekst kan læses her. https://truthout.org/articles/our-grief-is-a-starting-point-in-the-fight-against-fascism/.

 

Der er ikke flere tekster