Vores kamp er ikke en forbrugsoplysningskampagne***

Den grønne bølge har definitivt forandret dansk politik. Klimabevægelsen har på få måneder, udviklet sig til en udenomsparlamentarisk magtfaktor herhjemme.  Med folketingsvalget ovre, og næste ‘klimastrejke’ som politisk bagtæppe, ser vi nu på de kommende politiske kampe. Konfronts teori-historie redaktion har sat sig ned, for at snakke med 3 klimaaktivister, for at høre deres tanker om halvåret, der er gået for klimabevægelsen.


Klimastrejkerne  har spredt sig som ringe i vandet. Folketingsvalget var altovervejende et klimavalg. Organisationerne bag bevægelsen, kan derfor prise sig selv, for at få en bred opbakning. Der har gjort det muligt, at én af de helt store temaer under folketingsvalgkampen blev ‘Klimaloven’.

Efter opstart af den nye politiske sæson, er forhandlingerne om klimaloven begyndt. Med klimabevægelsens allerstørste sejr, om at få skrevet en forpligtende 70% CO2 reduktionsmål ind i forståelsesaftalen, skulle man derfor forestille sig, at bevægelsen ville stå med et trumfkort i hånden.

Det har dog ikke vist sig, at være tilfældet. I starten af november, begyndte forhandlingerne om den omdiskuterede lov. Kort før forhandlingerne begyndte, blev en notat udarbejdet af Justits,finans og klimaministeriet lækket til Information og Politiken. Notatet indeholdte vigtige detaljer, som afslørede nogle kontroversielle lovtekniske greb, som kunne gøre en eventuel klimalov udtømt for reel forandring.

Det såkaldte ‘følg og forklar’ princip, gør det muligt for Klimaminister Dan Jørgensen, at redegøre for indsatsen herhjemme og ikke forpligte til at følge lovgivning igennem. De store ambitioner om samfundsomvæltende grøn omstilling, kan med et knips, ende med at blive fejet af bordet. Og der kan blive vinket farvel, til alle drømmene om en grøn og social retfærdig fremtid.

Klimastrejken, denne fredag kan vise sig at være en politisk styrkeprøve og et vendepunkt, for hele bevægelsen. Vi satte os derfor ned, for at snakke med en gruppe klimaaktivister, for at høre deres tanker om klimabevægelsens halve års aktiviteter,  udfordringer med inklusion, om økofascisme og hvordan venstrefløjen kan bidrage med bevægelsesarbejdet.

Hvem er hvem?

 

Emma(E) er aktivist fra Extinction Rebellion (XR)

Adrian(A) er aktivist fra Den grønne Studenterbevægelse (DGSB) , Fridays for Future(FFF) og Chimera

Ida(I) er aktivist fra Extinction Rebellion og Socialistisk Ungdomsfront (SUF)

 Efter folketingsvalget, har de sociale bevægelser sat en klimapolitisk dagsorden. Nu anerkender hele(næsten) det politiske spektrum fra Dansk Folkeparti  til Enhedslisten, klimaforandringer som et’ alvorligt’ problem. Der viser nu at være et flertal, for en klimalov. Med den succes som klimabevægelsen har fået, hvordan kan man udnytte det momentum, til at skabe konkret politisk forandring?

A: Den politiske situation ligner et shitshow. Vi har en regering, der kom med en masse grønne løfter. Men intet er rigtigt sket endnu, andet end at regeringen har omrokeret 1. mia kroner fra forskningsmidler under finanslovsforhandlingerne.

Årsagen til, der ikke er sket noget endnu, er at der er rigtig mange misforståelser i klimakampen. Folk er ikke enige om problemet, men også hvad der er, som må gøres. Den dominerende forståelse af løsninger i klimadebatten er en teknokratisk forståelse.  Hvis vi ændrer lidt på det, vi allerede gør. Ved f.eks. hvis man laver flere afgifter, gør det nemmere at få en elbil, så ændres det hele. Men så nemt er det ikke. Det, vi har gjort, har ført til, at vi har rodet os selv ud i det her.

Vi skal egentlig gøre op med den her måde, som mennesker har handlet på  meget kort tid – og meget hurtigt. Det er en kæmpe opgave, som ingen rigtig har et svar på, hvordan man skal gøre.

I: Der er bred enighed, om der skal ske noget på området. Men, fordi den brede enighed spredes udover det politiske spektrum, er der også virkelig bred uenighed, om hvordan vi skal løse problemerne. Det er også en kæmpe udfordring, når bevægelser som Fridays for Future og Extinction Rebellion tillader at bevægelser bliver apolitiske. På den måde, at de fokuserer meget mindre på løsningerne, frem for det at skabe en bred opbakning, at der skal ske et eller andet udefinerbart.

E:Inde for politik lige nu, som i to siger. Sker der ikke rigtigt den forandring, som der burde ske. Jeg tænker, at alt det positive som er sket, er inde i storbyen. Mens alt er ved det samme ude på landet. I virkeligheden, skal vi have dem fra landet med, det får vi ikke lige nu. Fordi de stadig er ligeså konservative, som de var før. Der er ikke rigtig handling fra alle sider, kun inde i storbyen.

Der blev nævnt af dig Adrian. At der var en teknokratisk forestilling om, fra lovgivernes side bredt fra venstre til højre, at hvis vi flytter nogle økonomiske midler, så kan det være vi kan ændre nogle ting. Kan du uddybe det?

A:Det handler om vores levemåde som menneskehed, som den er indrettet nu. Vores levemåde forårsager klimakrisen. Snakken om ‘klimaloven’, som foregår på Christiansborg er meget antropocentrisk. Antropocentrisme handler om, at mennesket er målestok i hele universet, hvor hensynet til andre ting er ligegyldige.

Det er der, nogle magthavere som har en interesse i.Det gør at klimakampen, ikke udvikler sig til en kamp, vi kan bruge til at ændre på, andre strukturer, som forårsager massiv uretfærdighed og ulighed.  Den antropocentriske opfattelse der har domineret vores diskussion om klimaet de sidste 30-40 år.

Andre eksempler på det, er når f.eks.  En masse virksomheder siger ‘at det er os som forbrugere, der er problemet. Det, at vi udleder af CO2. Det er det som har skabt hele klimakrisen’. De tjener penge på at sælge ’bæredygtige’ alternativer til de produkter, de sælger os i forvejen. Der er rigtig meget distraktion, for at pege hen på et sted hvor problemet ikke er. Derfor ender løsningerne også med, at folk ikke har forstået problemet, at den brede enighed om klimakrisen, om at vi alle sammen kommer til at dø. Men ikke hvorfor, det er, at vi er ved at dø.

Derfor  bliver løsningerne meget indenfor de eksisterende rammer. Den opfattelse, smitter af på os andre, så vi internt siger til hinanden i bevægelserne. ’Vi skal være søde overfor politibetjentene, vi skal være søde overfor regeringen. Vi må ikke skræmme folk for meget’.

Hvorfor gør de borgere på landet ikke lige så meget?

E: Jeg tror det er lettere at tillade sig, ikke at gøre noget, når man bor udenfor storbyen.  Jeg tror også, at det er en politisk grund. Politikerne i min hjemkommune er langt mere sløve

A: Det du snakker om, tror jeg meget handler om, at den brede befolkning,  tror de, de ikke kan gøre mere, end hvad deres egen indkøbskurv kan række. Vi har alle sammen et ansvar for at være aktivister. Vi har alle et ansvar for at ændre på de strukturer, som vi er en del af. Det er vigtigt at vække folk til, de har en masse andre våben de kan bruge, som ikke er deres indkøbskurv. Vores kamp er større end en forbrugeroplysningskampagne.

I: Jeg syntes Silkeborg, er et svært eksempel at bruge, fordi det er en rig kommune med en blå borgmester. Det er som om borgerne i Silkeborg, har set behovet for klimaaktioner. Der er rigtig mange forskellige små klimabevægelser. Vi har bla. vores egen afdeling af DGSB. Dog er der noget dobbeltmoralsk med, at man i Silkeborg, har fået omstillet busser til at køre på biogas, men samtidig går i gang med at fælde skov for at bygge en ny vej. Byrådet i Silkeborg er inkonsistente, og det handler kun om at få Silkeborg, til at se grøn ud overfor resten af verden.

Er der nogle faldgruber, som vi skal undgå for at klimabevægelsen kan opnå dens krav?  

A: Det er vigtigt, at vi tager snakken om  hvad vi gør med fløje, diskurser, og truslen med økofascisme. Det er meget svært, især fordi klimadebatten har kørt så meget på følelser. Hvis der er nogen som begynder, at spille ind på den yderste højrefløjs diskurs om den integrationspolitiske byrde, med for høje sociale ydelser eller at opretholde asylcentre koster for meget,  så hvis lovgiverne smed folk ud af landet, ville vi kunne bruge penge på klimaet, velfærden osv. Så skal vi slå hårdt ned, det er håb, for det ikke bliver sådan. Klimakrisen bringer folk sammen, man skal ikke glemme, at selvom mennesker har gjort forfærdelige ting, så finder vi styrken i sameksistens.

Det handler om at fremme det narrativ, om at det er en fælles kamp, og på alle måder,  hvordan vi indretter os på. Bliver det meget svært at falde i de faldgruber, som den yderste højrefløj kan skabe. Jeg tror hvis man redefinerer hele den bane, som højrefløjen skal spille på, bliver det meget svært for dem, at bruge de værktøjer de normalvis bruger.

I: Økofascisme er ekstrem skræmmende og slet ikke der, vi skal hen ad. Vi må som aktivister bruge den indflydelse, vi har på vores medaktivister og udbrede perspektiver til alle de andre politiske stemmer.

Bliver der snakket om antifascistiske perspektiver i jeres klimaorganisationer? 

E: Det er hårfint. Det er svært at starte en samtale, vi skal passe på med at blande forskellige emner sammen. Der kan blive fjernet fokus fra klimaet. Vi skal få politikerne til at reagere på klimaet.

A: At bruge et racistisk narrativ som udgangspunktet i sin klimakritik, fungere ikke. Jeg tror umiddelbart, selv hvis det går godt for de økofascistiske bevægelser, at de kommer til at snuble over deres ideologiske udgangspunkt ved, at deres nationalistiske udgangspunkt ikke kan forenes med den globale udfordring.

I: I forlængelse af de Adrian siger, kan jeg se i det veganske miljø, hvor der er mange som er blevet veganere for klimaet, senere udvider perspektivet til også at se hvordan mennesker bliver behandlet af kapitalismen. Det skete, f.eks. på det tidspunkt hvor vi opstartede Extinction Rebellion i Århus, hvor vi var nogle SUF’ere, som kom i kontakt med veganerne, også fik vi startet den samtale.  I SUF snakkes der også om hvordan vi kan påvirke, der har en lidt for smal analyse af klimakrisen.

Klimabevægelsen bliver groft sagt, organisatorisk repræsenteret, af 3 store organisationer. Extiniction Rebellion, Fridays for Future og den grønne studenterbevægelse.  Det kan konstateres at ingen af grupperne, ligner en rigtig forening med en bestyrelse, eller gennemsigtig lederskab. Hvordan kan man sikre en demokratisk kultur, hvor alle kan blive inkluderet? 

A: Jeg tror, at det er formidlingsarbejdet, som organisationerne skal arbejde med. I Den Grønne Studenterbevægelse der kan alle bare komme. I Fridays for Future er vi i gang med at facilitere en ny mødestruktur i København, fordi vi ikke har en intern struktur, som gør det nemmere for en bevægelse at køre rundt. Der har også været organisatoriske udfordringer, der tidligere har gjort det svært for os at gøre noget ved den demokratiske kultur.

E: Jeg tænker det er vigtigt, der er nogle grundregler, der siger ikke må være nogen leder. I XR har vi nogle håndtegn, som vi bruger til vores aktioner og møder. Det fungerer godt, som kan sikre alle kan blive hørt.

I: Jeg tror, at det er rigtig svært at sikre, at det ikke bliver styret fra toppen. I XR skal der være nogle helt bestemte ting på plads, før vi overhovedet kan få lov til lave lokale aktioner. Der er nogle meget løst stillede krav fra toppen, som vi ikke kan få lov, til at ændre på.

E: Hvis du vil gerne lave en aktion, kan du bare gøre det. Hvis du har en gruppe.

I: Det er måske, hvor vi er henne nu. XR er ikke voldelige, og der er måske nogle klimaaktivister, som godt kunne tænke sig at lave flere konfrontatoriske aktioner, og de bliver nødt til at starte deres eget.

XR’s grundlag skulle være det næste niveau af metoder, end demonstrationer og lign. Man vil bruge civil ulydighed, men det virker ikke til at bliver hørt.

A: jeg tror der i XR  mangler målrettethed af deres principper, tolker aktivister og lokalgrupper tolker vildt  principperne vildt forskelligt.

F.eks. princippet ‘beyond politics’, som der for nogen grupper, tolkes at man skal være fuldstændig apolitisk, der er folk som vil have politik på en ny skala, nogle er kritiske overfor hvordan parlamentarisme fungerer osv. Udover det, snakker  bevægelsens interne ‘ledere’ helt forskelligt om deres forhold til politiet, deres strategier osv. Det har fået nogle kommentatorer af bevægelsen, til at satirisk konstatere XR, ikke er en massebevægelse, men et sociologi eksperiment.

Jeg tror ikke kun for XR, men hele klimabevægelsen at der lægger et arbejde, i at få konkretiseret en vej eller hvertfald en intern logik, og nogle interne måder at kommunikere på, så vi kan arbejde bedre sammen. I stedet for det hele bliver atomistisk og splittet.

Hvis der ikke kan tales, om deciderede ‘ledere’, men kan der være tale om lederskab? F.eks. kan man se en demografisk udfordring, hvis der kun dukker nogle bestemte mennesker op til f.eks. klimastrejkerne eller klimaaktionerne? 

A:Ja, det er et kæmpe problem. Hvis vi ikke løser den her udfordring, kan det åbne op for, at økofascisme kan få grobund.

Man kan godt se i Danmark hvem der er klimaaktivister. Det er meget anderledes end f.eks. i Storbritannien, hvor man kan se 96 årige mennesker, blive arresteret under klimaaktioner. Der er derfor behov for et paradigmeskifte, på den måde hvordan vi handler og snakker om klimakampen.  Hvis vi bliver ved med at tale på den måde, hvordan vi har gjort før, bliver vi også ved med at handle på samme måde, som der er gjort før. Vi er nødt til at snakke om klimakrisen anderledes, og bringe den bevidsthed ud til provinsen og belastede områder, og sikre at der kommer en diversitet i klimakampen.

Jeg får det dårligt, når jeg tænker over hvor mange hvide mennesker, som er i DGSB,  og hvor få racialiserede der er. DGSB vil gerne have diversitet og social klimaretfærdighed, men der er en  synlig kløft som skal indhentes

Det her er virkelig også en af de største forhindringer, i klimakampen lige nu. Den her, subtile racisme som bliver promoveret. Fordi den definerer hvem der for lov til at tale om klimaudfordringerne og vores fremtid osv.  Det er noget som skal ændres på. Det er så vidt jeg ved, også et problem i XR.

Hvad med klimastrejken som et politisk rum. Hvad er erfaringerne med at få forsøge at få bred opbakning, har i tænkt over interne strukturere, for hvordan man holder fast på aktivister, feks. har man eksempel i den enkelte by, om at lave et bredt netværk om hvordan man fortsætter aktiviteterne udover strejkerne?

A:Det er vi i gang med nu. Her i København forbereder vi det  til næste strejke[red. denne strejke]. Strejken bliver en del af et paraplysamarbejde af NGO’er og klimabevægelsen. Vi tænker også på hvordan, vi kan ændre strejkeformaten, optakten til den, hvilke bevægelser man skal samarbejde med. Det er trial and error,  fordi vi er jo en masse unge, som skal finde ud af det.

E: Det er helt klart noget, vi i XR snakker med andre om.  Jeg var på en politisk sommerlejr i Schweiz. Her snakkede vi også om samarbejde på tværs i bevægelsen. Der blev XR også kritiseret, fordi problematikken er noget vi diskutere, men ikke rigtig noget, jeg føler, vi har handlet på endnu. Vi samarbejder en smule med Greenpeace osv f.eks. med at låne lokaler.

A: Jeg tror også lidt det handler om hvordan XR i Danmark ser ud. Her i København er der nok fordomme, om de er autonome. Selvom, det er folk som laver en masse andre former for aktivisme. Det gør måske at Jytte SOSU-assistent fra Kolding, ikke kunne have lyst til at være en del af organisationen.

I: Jeg syntes XR er virkelig seje, og vi har lavet en masse fede ting. Men som nævnt tidligere, bliver det for bredt og altomfavnende i en forkert retning, hvor det handler om at inkludere alle uanset politisk overbevisning, hvilket ekskludere nogle som er mere udsatte, f.eks. Queerpersoner og racialiserede.

Der er potentiale om at ændre ting, men det virkelig en diskussion som trænger at blive tage i hele bevægelsen. Det er der nogen, som har gjort, f.eks. XR i Skotland

E:Jeg tænker sandsynligvis, at partierne har tænkt sig at sige, at de vil holde løftet, men ikke gøre det. Det vil vi udnytte ved at tage deres ord og bruge dem imod dem og provokere dem, når de ikke overholder det. Det synes jeg er rigtig vigtigt, at vi gør med aktivisme.

I:Det, at alle fra det politiske spektrum er så fokuseret på klimaspørgsmålet, det kan vi også som venstrefløj bruge til at ændre retorikken til en mere antikapitalistisk, fordi det er, det vores analyse peger hen mod. Det er oplagt at få spredt retorikken til resten af klimabevægelsen.

A:Jeg tror også, at der ligger en mulighed, for at kunne gøre op med nogle idéer om fløje og ideologier som folk sidder fast i. Klimakrisen overruler alle andre holdninger man ellers har. Argumenter for at lade være med at gøre noget er, at man enten ikke tror på basal videnskab eller er selvmorderisk. Som Gretha Thunberg forklarede, mener hun, at folk, der ser på den videnskab og forstår den, enten er dumme eller onde. Hun håber på det første.

Jeg tror, at det momentum, som der er lige nu, er en mulighed for at kunne redefinere den måde vi snakker om politik på, og mure os ud af nogle kasser vi har muret os inde i. Det skal ikke være apolitisk, fordi klimapolitik er også politisk, men at snakke om det på en anden måde end målrettet at operere mod klimaretfærdighed.

I det hele taget genoprette et harmonisk og balanceret forhold til de økosystemer vi er en del af. Mennesker ved godt, hvordan man gør det, fordi det var det vi gjorde før landbrugssamfundet. Vi ved godt, hvad vi skal gøre, vi skal bare tænker ud af alle de kasser.

Hvad bør klimabevægelsen gøre, hvis der skal være, et endemål? Er det bevidsthedsændringer hos befolkningen, eller optakt til et opgør med kapitalismen, Emma du nævnte tidligere lom at plante et frø, så hvis man begynder at lave forbrugsvaner, så er man dem, som også arbejder med at snakke om tingene. Hvordan tænker du, at strategien kan være for klimabevægelsen i forhold til det?

E:Jeg tænker helt klart, at det er at motivere folk. Det kan gøres ved for eksempel at få folk tilknyttet til bevægelsen. Hvis man hele tiden føler, at der ikke kan gøres noget, fordi man ikke kan ændre sine vaner, så hjælper det heller ikke. Så hvis man kan få folk til at tænke, at de også er velkomne i denne klimadebat, så kan man også få dem med.

A:Jeg tror, at det fundamentalt er en bevidsthedsændring uanset, hvad man gør. Hvis der ikke er en bevidsthedsændring, vil der ikke ske noget, fordi det er den bevidsthed, som er destruktiv, der har forårsaget det hele.

Jeg tror også, at det er en meget organisk måde, at bevægelsen er opstået i kraft af, at 17,5 million børn går på gaden verden over. Det er ikke set før.

Jeg kan også mærke, at når jeg interagerer med aktivister er det som om, at der er et magisk, matematisk sammenfald i tingene. Det er derfor jeg er optimistisk omkring, at det kan lykkes, men jeg tror, at det er en forpligtigelse, som klimabevægelsen har fremover, altså at få skabt en bevidstheds- og diskursændring.

Hvis man holder sig indenfor kasserne, så bliver man ved med at falde over i det teknokrati helvede, hvor der smides afgifter på. Vi er nødt til at ændre hele diskursen omkring det, fordi så kan magthavere heller ikke blive ved med at bruge de eksisterende greb. De vil ikke passe ind i kontekst. Jeg tror klart, at en bevidsthedsændring er det, som der er gang i lige nu, men den skal klart fremskyndes og motiveres gennem aktivisme, debat, kunst og så videre.

I:Jeg synes, at det er rigtig svært at se ind i fremtiden. Jeg havde også frygtet hele den her diskussion, fordi det er så uforudsigeligt lige nu. Vi ved slet ikke, hvilke år det er vi går ind i, og jeg tror, at muligheden for at reformere sig ud af den her klimakrise, at den bliver smallere. Der er så lang vej endnu, at jeg personligt tror, at det ikke kommer til at ske, men jeg ved det ikke.

Der findes et hav af organisationer, som alle kæmper for den fælles klimadagsorden. Kan I se alliancemuligheder, eller måske en sammenslutning af én stor klimaorganisation? 

E: Jeg kan godt se det for mig, men jeg ved ikke, hvordan det vil foregå. Vi har by 2020 we rise up, hvor vi prøver at samle folk, og det synes jeg er et rigtig godt bud på, hvordan det skal ske. Man kan gå ind på deres hjemmeside og finde begivenheder, og så kan man få åbnet sine øjne op for andre begivenheder indenfor bevægelser end den organisation man selv er med i.

A:Der har været lidt snak i Fridays for Future om, hvorvidt alle bevægelserne skulle blive en, og om der skal være et bredt samarbejde.

Jeg tror også, at der ligger en styrke i at du har grupper, som repræsenterer forskellige aktører. I Fridays for Future er det primært unge, der står for det, og det er risikabelt at være i samarbejde med en masse voksne. Der vil være komme magthierarkier, og vi har erfaring med det, hvor voksne i bevægelsen, også selvom de fuldstændig går ind for, at børn skal have en stærkere politisk stemme, ender med meget magt.

At smelte sammen til en bevægelse der tror jeg, at vi hellere skal lægge en fælles koordinerende indsats, altså at vi samarbejder om at lave en klimastrejke, blokader eller en anden politisk aktivitet. At samle det hele under et banner kan også ende med at udviske repræsentationer og holdningsspørgsmål som ellers bliver svære at besvare.

Jeg kan også godt forestille mig en nærmest ukoordineret opgør. Det er jo også sådan, at revolutioner opstår, så vi må vente og se.

Fra det sidste halvår af klimaaktioner, hvad syntes I er den vigtigste lektion, som vi som aktivister bør huske og bruge i vores konkrete aktivistiske arbejde?

E: Jeg synes, at det er at holde fokus på, at det handler om klima og ikke andre mærkesager, fordi det synes jeg i hvert fald, at vi i Extinction Rebellion måske ikke helt kan finde ud af, så vores banner er ikke så præcise. Vi skal have noget, så folk udefra kan se, at det er det her vi vil.

I:Jeg tror, at det er vigtigt at inkludere så mange som muligt i det man laver. Jeg synes i hvert fald, at Extinction Rebellion godt kan være meget lukket og svært at være en del af. Det synes jeg er vigtigt, at det ikke er sådan i andre bevægelser.

A:Jeg tror faktisk ikke, at vi skal være bange for at træde nogen over tæerne. Det, der er med den her sag er, at det ikke er et holdningsspørgsmål, men et overlevelsesspørgsmål. Troværdigheden for at handle mod klimakrisen er så stor, at jeg ikke tror, at vi skal være bange for, at vi ikke får folk med, hvis vi siger ting, der er radikale. Der er rigtig meget gåen rundt på tåspidserne lige nu, og derfor er paradigmeskiftet også så vigtigt.

I:Det er jeg også enig i. Det jeg mener er, at det praktisk, hvis man er interesseret i at blive en del af venstrefløjsmiljøet og klimaaktivisme, så skal det ikke være for svært at blive det. Sådan synes jeg, at det har været i Extinction Rebellion, hvor, at hvis du ikke er inde på serveren og i kontakt med folk, så ved du ikke, hvad det er der foregår, og så bliver du kørt ud på et sidespor. Jeg er helt enig i, at vi skal ændre vores retorik, så det rent faktisk bliver folk, som mener det seriøst, der begynder at lave klimaaktivisme, i stedet for, at det skal handle om at favne bredt.

A:Jeg tror, at der skal understreges, hvor vigtigt det er at være nytænkende og bryde eksisterende normer, fordi det er den eneste måde, at vi kan løse det her på.

I:For mig er det vigtigste bare, at der sker en venstredrejning i hele klimaretorikken, fordi det ingen mening giver at se en grøn fremtid, som er under kapitalismen.

 


En grøn bølge har svømmet over de politiske diskussioner I dag, som aldrig før diskuteres klimaspørgsmålet. Er det en modebølge, som langsomt går I sig selv eller oplever vi en reel venstresnoning som aldrig før? Virksomheder og politikere snakker om etisk forbrug, som løsninger mod en individsorienteret af grøn omstilling, mens vi ser store bevægelser over hele verden markerer sig på klimaspørgsmålet, og fusionere perspektiver om klasse, køn og race i klimadebatten. Konfronts Teori-historie redaktion, bringer over det næste stykke tid indlæg om kritiske refleksioner om klimabevægelsen. Hvor vi undersøger klimabevægelsens styrker, svagheder og blinde vinkler.

Bidrag til debatten. Send indlæg til teori@konfront.dk

 

Der er ikke flere tekster