Fredag den 12. Juni 2019 besatte 700 Sorte Veste Pantheon i Paris. De Sorte Veste er en bevægelse af papirløse migranter, som kæmper for fri bevægelighed og for retten til at blive. Under besættelsen af Pantheon blev 36 Sorte Veste anholdt, 19 er stadig frihedsberøvet og står til at blive deporteret fra Frankrig. Bevægelsen samler derfor ind til juridisk bistand til de frihedsberøvede, som du kan støtte her. Følgende er en oversættelse af de Sorte Vestes løbeseddel fra besættelsen af Pantheon i fredags.


Rejs jer, I døde!

Vi, papirløse migranter, herbergslogerende, og gadens lejere, besætter i dag Pantheon.

For den franske republik er vi papirløse, stemmeløse og ansigtsløse. Vi samles på jeres store mænds grave for at tage afstand fra jeres vanhelligelse af mindet om vores kammerater, om vores mødre og fædre, vores brødre og søstre i Middelhavet, i Paris’ gader, i herberg og i fængsler. Frankrig holder liv i slaveriet med nye midler. Vores fædre døde for Frankrig. Og de, der døde, er døde. Ansvaret ligger hos de levende, hos dem som i dag har magten. Og må de døde hvile i fred.

I forgårs var det grænsen som blev angrebet, da vi besatte Air Frances terminal i lufthavnen Charles de Gaulle. Det er der, det franske politi smider os på fly mod Algier, Dakar, Khartoum, Bamako eller Kabul. Det var der, Djiby blev deporteret fra!

I går indtog vi Eliors skyskraber ved la Défense og Arbejdsdirektoratet. Vi kom for at sige til de chefer, som ydmyger og knækker os, at frygten nu har skiftet side!

I dag fortsætter vi med at nedkæmpe staten og dens racisme, i Frankrig og i Europa. Vi kommer for at forsvare vores værdighed! Vi står ikke længere tilbage for nogen, og vi vil tilrive os vores rettigheder i kraft af vores kamp.

Vi er kommet for at sige til jer, at Frankrigs tilgang til udlændinge er ydmygelse, udnyttelse og udvisning. Det Frankrig som fører krig sydpå, som plyndrer vores ressourcer, og som tager beslutningerne for og med vores korrupte stater. Det Frankrig som fører krig mod os her.

VI BESÆTTER,

Fordi der er 200.000 tomme boliger i Paris, mens vi og vores bor under ringvejenes afkørsler, og bystyret i går satte hegn op i gaderne ved lejren på Avenue Wilson i Saint Denis.

Fordi politiet i en razzia tidligt på morgenen ved herberget i Thiais, såvel som mange andre steder, trængte helt ind på folks værelser for at anholde dem.

For at kræve frihed for alle i detentionslejre, deriblandt de af vores kammerater fra De Sorte Veste som er fængslet der.

For afskaffelsen af den slags fængsler for udlændinge!

Vi kæmper ikke bare for papirer, men også imod det system som skaber papirløse.

Vi nægter nogensinde igen at betale for et møde med panserne eller skrankepaverne.

Vi vil ikke længere skulle forhandle med indenrigsministeriet og dets embedsmænd.

VI VIL TALE MED PREMIERMINISTER ÉDOUARD PHILIPPE, NU!

Vi bliver på stedet, indtil den sidste af os har fået sine papirer, og for at dem der kommer senere, kan få friheden til at blive!

Til alle dem som er i oprør her, i Sudan og i Algeriet,

Til alle vores kammerater, alle dem som kæmper mod udbytterne,

Til alle dem der ved, at intet menneske er illegalt,

Til alle dem som har fået nok af at dæmme op for den yderste højrefløj hvert femte år,

Og som har forstået at kampen mod den kommende racisme består i at bekæmpe den allerede eksisterende racisme.

PAPIRER OG BOLIGER TIL ALLE!

BEVÆGELSESFRIHED OG BOSÆTTELSESFRIHED!

LÆNGE LEVE DE SORTE VESTES KAMP!

SORTE VESTE I KAMP

 

Afsender:

Droit Devant!! og Collectif La Chapelle Debout

Mail: amara@droitsdevant.org

Mail: collectif.lachapelle.debout@gmail.com

Fb: https://facebook.com/CollectifLaChapelleDebout

Der er ikke flere tekster