Nytårsstatus: Velkommen til 2019***

Splittelsen i borgerskabet, er ikke mindst fremkaldt af de imperialistiske landes arbejder- og middelklasses modstand mod den neoliberale globalisering. Udflytningen af industrien til det globale Syd skabte arbejdsløshed og lønpres. Privatisering og nedskæring af de offentlige budgetter pressede velfærden. Indvandrere og flygtninge blev ligeledes opfattet konkurrenter til løn og velfærd. Skattelettelser til de rige og finanskapitalens grådighed var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den sociale kontrakt, med skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringer, som har været basis for kapitalismens vækst, siden Anden Verdenskrigs slutning er blevet brudt i Europa.     

Selvom fagforeninger og arbejderbevægelsen i det hele taget er blevet svækket gennem årtiers neoliberalisme, stod befolkningen i Nord ikke magtesløses. De havde et våben tilbage: det parlamentariske demokrati, de havde tilkæmpet sig i begyndelsen af sidste århundrede. De politikere, der støttede den neoliberale globalisering mistede opbakning og politikere, der havde nationale dagsorden vandt frem overalt.

De gamle politikere søger desperat at skræve over kløften mellem den transnationale kapitals ønsker om forsat neoliberal globalisering og befolkningens ønsker om en tilbagevenden til den kapitalistiske nationalt baserede velfærdsstat. En umulig opgave. Man kan ikke skrue tiden tilbage, produktionen er blevet globaliseret. Industrien vender ikke tilbage til Nord, den kapitalistiske/socialdemokratiske velfærdsstats vender ikke tilbage.

De nye højre- og venstrepopulistiske strømninger med nationale og sociale dagsordener repræsenterer de grupper i samfundet, der har mistede fodfæstet under den neoliberale globalisering. De kræver deres andel af ”samfundskagen” tilbage fra ”de rige”. Men i en globaliseret kapitalisme er værdiskabelsen og dermed fordelingen af ”kagen” ikke bundet til den enkelte nation. Nationens velstand er ikke nødvendigvis skabt inden for nationens grænser. Via globale produktionskæder strømmer værdier fra Syd mod Nord. Fordeling af ”kagen” er ikke blot en national kamp, det er en global kamp. Hvis vi ikke har et klart anti-imperialistiske perspektiv i vores kamp, hvis vi blot kæmper for vores andel af den national velstand, uden at bekymre os om hvor den stammer fra, ligger vejen åben for national-chauvinisme. Man kan ikke være anti-kapitalist uden at være anti-imperialist.

De gule veste

I den seneste måneds tid har de gule veste i Frankrig været en fremtræden repræsentant for modstanden mod neoliberalismen og der har tidligere været lignende bevægelser i Spanien og Italien. Deres modstand mod neoliberalismen er ikke nødvendigvis anti-kapitalistisk og den bliver reaktionær når den antager en nationalistisk form og der viftes med tricoloren. De gule veste ønsker ikke at afskaffe kapitalismen og deres dagsorden er ikke socialisme. De kæmper for højere løn, mindre skat og social sikkerhed. De vil opnå nogle indrømmelser, de kan få regeringen til at falde og de vil uddybe neoliberalismens og dermed kapitalismens krise, men deres kamp leder ikke frem mod en mere lige og demokratiske verdensorden.

Nationalisme, i vores del af verden – inden for rammen af kapitalisme og imperialisme –  er en reaktionær strømning, vi skal være på vagt over for. Vores solidaritet kan aldrig være det nationale statsborgerskab, men klassebaseret internationalisme.   

Ikke desto mindre er modsigelsen mellem neoliberalister og nationalister I USA og EU af afgørende betydning, ikke kun i vores del af verden, men globalt.

Kina

Kina er blevet verdens største eksportør af industriprodukter under den neoliberale optur. Dens krise betyder faldende eksport og dermed også økonomisk og politisk krise Kina. Ved en forsat neoliberal globalisering kunne det fremvoksende kinesiske bogerskab og Kina selv blive en fuldt integreret del af kapitalismen. Men neoliberalismens krise betyder, at modsætninger mellem især USA og Kina er voksende. En ny kold/varm krig kan være på vej. Samtidig skærpes klassekampen i Kina selv mellem det nye bourgeoisi og det voksende proletariat som selv samme neoliberalisme har skabt. Det kinesiske proletariat ønsker en større andel af den værdi de skaber – de værdier, der under neoliberalismen er strømmet mod især USA og EU.   

Ligesom modsigelserne I Nord påvirker Syd, vil udviklingen I specielt Kina have betydning for kapitalismens videre skæbne. En voksende konflikt mellem USA og Kina og en optrapning af klassekampen i Kina selv, vil have store konsekvenser for den globale økonomi. Lige som en udvikling mod socialisme i Kina vil have en inspirerende effekt i hele det globale Syd. Så hold øje med udviklingen i Kina!

Men neoliberalismens krise skaber mange andre problemer for kapitalismens velbefindende. De institutioner, som møjsommelig blev opbygget til at regulere den globale kapitalisme som EU, NAFTA og WTO smuldrer. De sidste G-møder er endt i fiasko, hovedsagelig på grund af USA og Trumps mangel på globalt lederskab, som kapitalismen er afhængig af. Selv i NATO er der stigende uenighed mellem USA og de europæiske magter om hvem, der skal betale mest for imperialismens sikkerhed.  

En kompleks og farlig situation

Ud over disse trends er der en lang række regionale konflikter. Dele af den arabiske verden har været plaget af krige det sidste halve århundrede. Hele nationer ligger i ruiner fra Libyen – over Syrien og Irak til Yemen. Nye krige lurer i horisonten:  konflikten mellem Iran og Sudi Arabien, konflikten mellem USA/EU og Rusland vedrørende Ukraine og Krim-halvøen, USA’s konflikt med Nordkorea og så videre.

Oven i det, hele eller rettere som fundament for alt dette er der de voksende miljø og klimaproblemer, der for stadig mere direkte følbare konsekvenser for hele menneskeheden – men benægtes af det nation, der mest bidrager til problemerne – USA.

Hvordan skal vi navigere, i denne komplekse, turbulente og farlige situation for at opnå en mere lige, bæredygtig og demokratisk verden? Der er flere ting at holde sig for øje. For det første skal vi løfte blikket og se det globale perspektiv. Kapitalismen har globaliseret produktion og forbrug. Den politiske og militære strategier er ligeledes globale. Vi skal kunne analysere og bestemme hovedmodsigelse i verden og hvilket aspekt, der er det vigtigste i den modsigelse. Fordi denne modsigelse har stor indflydelse på udfaldet af alle regionale, nationale og lokale konflikter. Modstandens må således tage udgangspunkt i det globale perspektiv og der ud fra fastlægge den lokale strategi for kampen.  Vi skal kunne forudse, hvad det er for begivenheder, der kan udløse en revolutionær situation. Vi skal kunne bestemme hvilke typer for kampe, der kan føre frem mod en anden verdensorden, og hvad de kræver af viden og praktiske færdigheder at gennemføre.

I en verden med nye og skiftende alliancer skal vi være opmærksomme på hvem, der er vores fjender og vores venner. Om hvilke alliancer, der er strategiske og hvilke, der er taktiske. Vi skal huske at vores fjendes fjende ikke nødvendigvis er vores ven.  

Vi skal fastholde et radikalt perspektiv.  Der er ingen grund til at reformere et system, der er på vej til at dø. Vi skal planere i et længere og brede perspektiv end det næste valg. Ideelt set skal vi være i stand til forbinde de små og kortsigtede kampe, som skaber forbedringer her og nu, med det langsigtede revolutionære perspektiv.   

Det er mange og vanskelige opgaver og krav, som vi ikke har løst eller opfylder for nuværende. Men vi må begynde nu. Vi er på vej ind i af afgørende periode i historien, ikke kun i vores liv, men for kommende generationer.