Universet smiler til de bløde drenge: En samtale med Mads Ananda Lodahl om Soft Boys***

Vi kan alle sammen føle os anderledes, og nogle føler det måske lidt mere end andre. Men er det egentlig ikke verden der får os til at føle os sådan – underlige og skøre? For normativitet opstår jo først i sammenspillet med andre mennesker. Derfor kan det være rart at læse om, at man ikke er den eneste der er lidt underlig, lidt udenfor og lidt anderledes, også selvom det er fiktion.

 


 

Soft Boys

Soft Boys er ti noveller om ti teenagedrenge i en landsby i Danmark. Alle drengene er lidt ved siden af det hele. Lidt underlige på hver deres måde. Måske forstår de ikke rigtigt koderne, eller også er de ligeglade. Det er fortællinger om at være følsom og anderledes, om ensomhed og frygt, forelskelse og begær. Og om ømhed og omsorg i en kold og hård verden. Indimellem kommer der nogen, når man har brug for hjælp.

Bogen er udgivet af Gyldendal i år og du kan læse mere om den her. Den findes også som lydbog.

En solrig lørdag i midten af april befinder min ven Mads og jeg os i hver vores ende af byen, ved vores computere, for at tale om hans nyeste bog Soft Boys. Jeg sidder klar i den gode stol derhjemme og har fået skrevet nogle spørgsmål ned på et stykke papir, mens Mads er omringet af det grønne i sin have og bliver holdt ved selskab af sin hund. Vi har aftalt at skrive sammen over nettet, fordi det er nemmere at skrive ting ned på den måde.

Soft Boys er nummer to i rækken af Mads’ fiktionsforfatterskab. Bogen er meget umiddelbar, i takt med romanen Sauna. Soft Boys siger tingene, som de er og bruger ikke tid på at pynte ting, der ikke er normativt kønne, men derimod menneskelige. I 9 ud af 10 af novellerne nåede jeg et punkt, hvor jeg følte at karaktererne gjorde noget der er så langt fra normen, at de måtte være skøre, men alle mennesker har jo gjort ting der er mærkelige, og som vi helst ikke vil fortælle andre om.

 

Mads, hvad var det mest givende for dig i din skriveproces?

Jeg har haft det rigtigt sjovt med at skrive den her bog. Måske fordi det i endnu højere grad end mine andre bøger er stort set ren fiktion, så jeg har haft virkelig meget frihed til at finde på og bruge min fantasi, og som du siger, er meget af det også ret langt ude, så jeg har ikke været så bundet af realisme eller idealisme.

Jeg har samtidig følt ekstremt stor omsorg for karaktererne i min bog. Jeg tror, der er en meget stor plads i mit hjerte for unge mennesker, der er meget følsomme og som nemt kommer til at tage ting lidt tungt eller tænker meget over tingene. Måske fordi jeg selv var sådan, da jeg var barn og teenager. Og stadig er sådan faktisk.

Det blev hurtigt et ordnende princip i teksterne, at de her unge, følsomme og meget sårbare drenge alle sammen skulle finde hjælp eller trøst eller støtte et eller andet uventet sted, og der var noget meget helende for mig i som forfatter at kunne lege gavmild og kærlig gud i de her universer og holde hånden under mine karakterer, når de havde det svært.

 

Du skriver at du havde rigtig meget frihed og ikke var bundet af realismen. Har du taget et bevidst valg om at skrive dele af dig selv ind i dine fortællinger?

Nærmere tværtimod. Jeg har ikke en principiel holdning til, om jeg vil bruge dele af mit eget liv og mig selv i mine tekster, men det er vigtigt for mig, at det hele altid foregår på tekstens præmisser, og derfor ender jeg ofte med at pille en masse ting ud af mine tekster, som ligger for tæt op ad mit eget liv. Ikke fordi jeg nødvendigvis bliver blufærdig eller bange for at blotte mig selv, men fordi det ikke er interessant i forhold til, hvad teksten vil og skal. Spørgsmålet er altid, hvad der fungerer bedst i teksten og det handler aldrig rigtigt om, at jeg skal fortælle noget om mig selv og mit liv.

Samtidig har jeg med Soft Boys forsøgt at skrive en slags moderne fabler, queer myter måske (og her mener jeg queer i bredest tænkelig forstand og ikke så meget som synonym med LGBT+). At skrive om arketypiske tilstande og følelser, der bliver kropsliggjort i de her teenagedrenge, og fordi jeg arbejder med arketyper og alment menneskelige oplevelser, skriver jeg selvfølgelig også ovenpå mine egne erfaringer. Men altså ovenpå psykologisk stof og ikke så meget på autobiografisk stof, hvis den skelnen giver mening.

 

I novellerne er det ofte en enkelt person tæt på hovedkarakteren, der agerer støttende og som ser denne soft boy for den han er, uden at dømme. Vil du fortælle lidt om det valg og hvorfor det var vigtigt for dig at skrive den slags karakterer?

Ja, altså det var et mønster, der langsomt begyndte at træde frem, mens jeg arbejdede med teksterne og så på et tidspunkt faldt jeg over det her meme, der forestiller livet på en måde. Altså, at livet er sådan et sted, hvor man konstant står på en afgrund, og der er hele tiden nogen, der kommer og skubber en ud over afgrunden. Men der er også altid – eller i hvert fald tit – nogen nede i afgrunden, der står klar til at gribe en. Det er en erfaring, jeg har gjort mig, og som jeg skriver ovenpå. At man som menneske konstant kommer i problemer, men at det hele som regel også løser sig igen, hvis man bare venter lidt og leder efter svar og støtte og også er åben overfor, at svarene og støtten måske overhovedet ikke findes der, hvor man leder, men kan komme fra en meget uventet kant.

Jeg tror, at vi nogle gange kan have lettere ved at se den hånd, der skubber os udover afgrunden og let kan komme til at overse den hånd, der griber os, og måske er det derfor, jeg har gjort den gribende hånd så iøjnefaldende og relativt absurd i nogle af teksterne. Det handler både om at skabe håb i læseren, men også bare om at hjælpe læseren med at få øje på, at der findes hjælp i verden. Støtte, solidaritet, venskab.

Hvis man er ked af det og sidder og ringer rundt, så er der på et tidspunkt nogen, der tager telefonen, som gider snakke, men det er ikke sikkert, at det lige er den person, man helst ville snakke med. Og det er ikke sikkert, at den man får fat på, siger lige det, man forestillede sig, de ville sige. Måske sker der noget, man ikke regnede med, som viser sig – måske først langt ude i fremtiden – at være langt mere brugbart og helende.

 

Jeg kan forestille mig, at der sidder nogle derude, der kunne finde håb i den måde at se ting på. Det hænger fint sammen med mit næste spørgsmål. Der er nemlig mange af karaktererne, som bliver forurettede på den ene eller anden måde – af klassekammerater, forældre osv. Hvorfor synes du det er vigtigt, at inkludere den slag fortællinger og er der måske et klasseaspekt at finde netop her?

Jeg kommer selv fra en arbejderklassefamilie, så jeg skriver for det meste om karakterer, der også gør det. Mange af drengene i Soft Boys kommer fra hjem med kun én forælder, hvor en forælder er død, eller der er en stedfar, og hvor der for eksempel ikke er råd til at sende et barn på efterskole. Jeg skriver om arbejderklassevirkelighed, fordi det er det, jeg kender, og fordi jeg synes, det er vigtigt også at portrættere den slags hjem.

Som du ved har jeg arbejdet med magt, vold, diskrimination og den slags i mange år (fx sammen med Queer Jihad og i min essaysamling Upassende Opførsel fra 2018), før jeg for alvor begyndte at prioritere skønlitteratur og før jeg debuterede med Sauna i 2021. Når jeg nu skriver skønlitteratur, har jeg ikke nogen politisk dagsorden. Der er ikke noget bestemt budskab, jeg gerne vil igennem med. Jeg vil ikke overbevise mine læsere om noget som helst.

Samtidig tager jeg selvfølgelig min baggrund med mig. Min opmærksomhed på minoriteters erfaringer. Tanker, jeg tidligere har gjort mig om repræsentation (fx da jeg i Soft Boys skulle skrive om en interkønnet karakter i en historie, der egentlig ikke handler særligt meget om interkønnethed) får betydning for, hvordan jeg skriver mine karakterer frem. Igen tror jeg bare, at jeg skriver ret meget om det, jeg kender. At blive dårligt behandlet af familiemedlemmer og klassekammerater er erfaringer fra mit eget liv og mine venners liv, så det finder på en eller anden måde selv vej ind i mine bøger.

Soft Boys handler for mig rigtigt meget om at være en freak. At være en outsider, en weirdo. Og på den måde også om at være minoritet eller LGBT-person, men alligevel ikke rigtigt. Det handler om ikke at passe ind og hele tiden have en følelse af, at de andre ikke rigtigt forstår en. Og at man heller ikke rigtigt forstår dem. Sådan noget med at jeg for eksempel aldrig har haft et fjernsyn, plus jeg er vegetar, plus jeg går lidt underligt klædt i forhold til de fleste på min alder, plus jeg gider ikke rigtigt sociale medier, plus jeg er queer, plus min hund går uden snor, plus jeg bander ret meget, plus jeg fatter tit ikke folks kulturelle referencer, plus plus plus.

Det er sådan en masse små og store ting, som gør at folk hele tiden synes, jeg er en lille smule mærkelig og speciel, og det er den slags karakterer jeg gerne vil give plads og stemme i Soft Boys. Snarere end, du ved, en Transperson eller en Bøsse eller noget andet, man kan putte i en kasse. Jeg håber, den skelnen giver mening.

Jeg synes, det er vigtigt at finde en måde at beskrive de der erfaringer på, som man ikke kan lave en politisk kampagne omkring eller forske i, fordi det er for luftigt og kaotisk og subtilt til at man nærmest overhovedet kan sige noget om det. Jeg tror på, at kunsten – og herunder litteraturen – er et sted, hvor det måske kan lade sig gøre. Det er derfor litteraturen for eksempel er megavigtig, og man kan ikke kun nøjes med at læse teori og den slags.

 

Du holder ikke tilbage, når det kommer til at beskrive det kropslige i tilværelsen. Dine karakterer virker til at opbygge dybe forbindelser til hinanden igennem kropslige oplevelser, fx. sex, deling af vira, at ånde den samme luft og at gemme på afklippede negle. Det er en stil jeg kan genkende fra din bog Sauna. Hvilken relevans har det kropslige i dit forfatterskab?

Godt spørgsmål. Det er egentlig ikke engang noget jeg tænker så bevidst over. Jeg skriver på en bog lige nu, hvor der er rigtigt meget vold, og jeg lægger mærke til, at jeg har rigtigt svært ved at skrive gode voldsscener, men meget lettere ved at skrive gode sexscener. Det er meget skægt.

Jeg tror, at jeg selv orienterer mig meget i verden gennem mine egne kropslige oplevelser, som dem du nævner fra Soft Boys og Sauna. Stærke oplevelser af at være forbundet med naturen for eksempel. Og en dyb oplevelse af fred og forbundethed, når jeg har mulighed for at nusse og holde i hånd med mine venner, give min far et langt kram eller høre ham trække vejret, når vi sidder ved siden af hinanden i bilen, eller sove i ske med min kæreste eller min hund. Og omvendt kan jeg føle mig ret fortabt, hvis jeg ikke har adgang til de ting.

Jeg har arbejdet som massage terapeut de sidste fire år og gennem det arbejde har jeg virkelig fordybet min indsigt i kroppen og forbindelsen mellem krop og psyke. Jeg er blandt andet uddannet i MindBody Terapi. Det kan du læse mere om her. Det er sindssygt spændende og giver mig meget håb og tro på, at vi kan hele.

Kropsarbejdet og litteraturen løber egentlig som to separate spor i mit liv og arbejde, men de smitter også af på hinanden på den måde, at kropsarbejdet, hvor jeg også arbejder terapeutisk med det psykologiske, giver mig enormt meget stof til mine tekster og hjælper mig med at beskrive mine karakterers indre verdener og kropslige erfaringer mere indgående og ægte, mens jeg bruger litteraturen i kropsarbejdet, fordi jeg blandt andet laver guidede meditationer både for mine klienter, men også på min YouTube kanal.

Når kropsarbejdet giver stof til mine tekster, er det selvfølgelig den VIDEN, jeg har fra min uddannelser, og den samlede erfaring fra det arbejde og ikke mine klienters historier, der giver mig stof. Der er jo selvfølgelig tavshedspligt.

 

Det virker naturligt, at det ene påvirker det andet, det vil sige at du tager din viden, bevidst eller ubevidst, fra det ene område og bruger det på det andet. Det var rigtig fint at få indsigt i dine tanker om dit forfatterskab og tankerne om dine karakterer og deres baggrunde. Jeg kunne tænke mig at stille et sidste spørgsmål. Hvis du skulle formidle et værktøj til dem der gerne vil i gang med at skrive, men som ikke ved hvordan man gør det nemmere for sig selv i sådan en proces, hvad ville du så sige til dem?

Skriv. Hver. Dag

 

Der er ikke flere tekster