InternationaltIgennem 40 år har det islamiske regime i Iran befundet sig i permanent økonomisk-politisk-social krise og oplevet dusinvis af oprør. Men gennem 2018 er oprørene blevet skærpet og har antaget karakter af direkte konfrontation med det kapitalistiske islamiske regime.
Af aktivist i Internationalt Forums Mellemøstgruppe
Indtil 1979 var Iran et monarki styret af Shah Mohammad Reza Pahlavi (1941-1979) hvis magt blev opretholdt med støtte fra USA-imperialismen. Der var tale om et diktatur med undertrykkelse af de politiske friheder fx forbud mod fagforeninger og politiske partier og anvendelse af tortur, fængsling og henrettelser af politiske modstandere. Den såkaldt hvide revolution i 1962 var Shahens forsøg på at bringe Iran fra feudalismen til kapitalismen, bl.a. med tvangsnedlæggelse af landbrug, overførsel af landbrugskapital til industrien og modernisering af landet efter vestligt forbillede, herunder en række reformer der bl.a. gav kvinder adgang til uddannelse.
The Green Belt Doctrine (1973)
Den brutale undertrykkelse fremkaldte i stigende grad folkelig modstand. I 1973 lancerede USA den såkaldte Green Belt-Doctrine (grøn er islams farve), udtænkt af præsident Carters sikkerhedsrådgiver Brezinski. Dens politiske indhold var: hellere religion end revolution. Den førte til at regimer i Mellemøsten fra nu af satsede på at fremme islamiske bevægelser som instrument til at svække de revolutionære kræfter. Det kom til udtryk da det zionistiske Israel fremmede dannelsen af Hamas for at svække det sekulære PLO, da præsident Anwar Sadat i Egypten støttede dannelsen af koranskoler for at svække kommunisterne og socialisterne. Samme udvikling så man i Tyrkiet.
I Iran betød denne politik at de vestlige stormagter – da det folkelige oprør i Iran i 1979 nærmede sig en revolution – hjalp Ayatollah Khomeini med at vende tilbage fra eksil i Paris, samtidig med at man fjernede Shahen fra magten. Det folkelige oprør i Iran blev således – med støtte fra imperialisterne – ‘kapret’ af islamisterne. Et nyt kapitalistisk islamisk diktatur var nu ved magten. Undertrykkelsen af arbejderklassen og de revolutionære fortsatte, men nu med en ekstra undertrykkelse af kvinderne – såkaldt kvindeapartheid – der tvang kvinderne til en bestemt påklædning. Herunder tørklædetvang.
Det islamiske regime i Iran var fra starten ramt af politisk-økonomisk krise, bl.a. på grund af Iran-Jrak krigen fra 1981-1989. I 1986 ramtes regimet endvidere af Iran-Contra skandalen, der handlede om at USA organiserede våbensalg til Iran på trods af embargo mod Iran – med det formål at finansiere USA’s’ støtte til contraerne i Nicaragua. Også kaldet Iran-gate. USA’s officielle forklaring lød at det var et forsøg på at befri de syv US-amerikanske gidsler som var fængslet af Hizbollah i Libanon.
Den økonomiske krise i Iran
I perioden 1979 – 1989 prægedes den iranske statskapitalisme som sagt af økonomisk krise hvor de fleste midler gik til krigsførelse, og befolkningen måtte klare sig for rationeringskort til de vigtigste livsfornødenheder. De internationale finansielle institutioner IMF og Verdensbanken krævede programmer der privatiserede virksomhederne. Denne udvikling førte til øget fattigdom for befolkningen, øgede protester og stadigt hyppigere strejker. Regimet slog hårdt ned på enhver form for arbejderorganisering som ikke var styret af det islamiske regime.
Uanset om det er den såkaldte reformfløj der er ved magten, fx under præsident Khatami, eller den såkaldte konservative fløj under præsident Ahmadinejad, så er det altid den øverste religiøse leder der har den afgørende magt i samfundet. Indtil 1989 var det ayatollah Khomenei. herefter ayatollah Khamenei. Og uanset hvilken øverste leder eller hvilken præsident der er ved magten, så er det den neoliberale kurs der dominerer i den islamiske republik Iran.
NGO’er er forbudt i Iran, det samme er selvstændige fagforeninger, kvindegrupper. studentergrupper, politiske partier osv. De der stiller op til præsidentvalg, skal godkendes af det islamiske regime. I øjeblikket er krisen skærpet pga. USA’s sanktioner mod landet. Men krisen er som sagt ikke ny.
Der forekommer konstant strejker på fabrikkerne – trods fraværet af ‘lovlige’ faglige organisationer. Årsag til strejkerne er manglende udbetaling af løn, forfølgelse og fængsling af fagligt aktive kammerater, elendige arbejdsforhold osv.
Kampene skærpes i 2018
Men i 2018 har kampene antaget en mere militant og politisk karakter. I januar fandt der en 11 dages militant protest aktion sted (fra 27.12.17 – 10.1.18) over hele landet under den gamle parole fra gadekampene mod shahen i 1979: Brød –Arbejde – Frihed.
Særligt på nogle af fabrikkerne er kampene i 2018 blevet radikaliseret og stærkt militante.
Sukkerfabrikken Taftapeh (i Khuzestan provinsen)
Arbejderne startede i november 2018 med at strejke for lønkrav, men så blev kravene skærpet, og man krævede Brød, Arbejde og Frihed og stop for privatiseringer inden for sukkerindustrien. Arbejderne dannede arbejderråd og krævede arbejderkontrol. Regimet anholdt ledende faglige aktivister som de anklagede for at udgøre en trussel mod statens sikkerhed og udsatte dem for tortur. Strejken varede i 28 dage. Det er første gang at en strejke i Iran har stillet krav om arbejderkontrol og stop for privatiseringer.
Free my dad.
Free workers prisoners.
Hopko bulldozerfabrikken i Arak (3 timer fra Teheran)
Også her begyndte strejken som en normal økonomisk strejke, men mundede snart ud i parolen “Vi vil have arbejderkontrol”.
Ahwaz National Steel Group (i Khuzestan provinsen)
Arbejderne på Ahwaz National Steel-gruppen har protesteret utallige gange mod anklager om “forstyrrelse af produktionen”, “manglende opfyldelse af produktionsmålene” og imod manglende lønudbetaling. De har protesteret uden for direktionsbygningen siden oktober 2018. Mere end 40 arbejdere fra Ahwaz National Steel-gruppen er blevet arresteret af de iranske sikkerhedsstyrker, ofte midt om natten. Familiemedlemmer til de arresterede arbejdere afholdt den 24. december 2018 en protestdemonstration foran provinsguvernørens kontor i Khuzestan-provinsen hvor Ahwaz-fabrikken er beliggende .
Strejkestøttearbejdet
Lærere og pædagoger rundt omkring i landet støttede op omkring de militante arbejderstrejker. De hængte bannere ud af vinduerne hvor der stod “Løslad de fængslede arbejderledere”, “Vi kræver udbetaling af vores løn” osv.
Også buschaufførerne, der er kendte for deres høje faglige aktivitetsniveau, støttede de strejkende fabriksarbejdere.
Regimet reagerede dels med traditionel brutalitet som fængsling, tortur osv. Men forsøgte sig også med andre metoder såsom infiltration af de strejkendes organisationer hvor regimets agenter stillede splittelsesforslag, udsendte falske nyheder og resolutioner.
På diverse medier kan man se videoer af de kæmpestore optog fra december 2017 – januar 2018. Her ser man demonstrerende arbejdere, kvinder og studenter der bærer bannere med slogans som “Ned med det islamiske regime”, “Løslad de politiske fanger” og ” Vi kræver frihed og lighed”.
Det kræver mod at demonstrere åbent mod det islamiske diktatur i Iran. Man risikerer øjeblikkelig fængsling, tortur og selve livet. Stor respekt for de modige kæmpende arbejdere, kvinder, studenter og andre undertrykte grupper, herunder de oprindelige folk, der fortsætter kampen for frihed.