8. marts-tale: Tykfobi = white supremacy***

På Den Røde Plads holdt tykaktivisten Dina Amlund tale i forbindelse med 8. marts demonstrationen “Alle feminister på gaden”. Amlund var eneste taler til demonstrationen, der var arrangeret af Revolutionære Antifascister, Konfront og Antifascistiske Unge. Læs talen herunder.


Tak fordi jeg må holde tale på Kvindernes Internationale Kampdag. Dagen hvor vi samles, fordi vi godt ved, at der ikke er ligestilling mellem kønsidentiteter, at der ikke er frihed for køn og vi markerer, at det vil vi ikke finde os i! Vi er bevidste om, at køn og forskellige andetheder overlapper, og at frihedskampen skal gælde for alle mennesker. Jeg er glad for at få ordet i dag, fordi tykaktivsmen i alt, alt for mange år har været overset. Men nu har jeg ordet! Og nu skal I høre noget om tykfobi! 

Tykfobi er navnet på den struktur i samfundet, som skaber et hierarki, hvor tykke mennesker er placeret under dem, som ikke er tykke. Tykfobi er også navnet på den diskrimination, som tykke mennesker møder, alene på grund af vores tykhed.

Tykfobien manifesterer sig på forskellige måder. Det kan være i form af hatecrimes, når tykke mennesker går på gaden, og nogen bliver så provokeret over vores eksistens, at de råber ad os, spytter på os eller kaster noget efter os. Det kan også være folk, som vi kender, som vil fortælle os, at de synes, vi skal tabe os, eller foreslår hvordan vi klæder os, så vi ser mindre tykke ud. 

SUNDHEDSVÆSNETS TYKFOBI

Og så er der tykfobien i sundhedsvæsnet. WHO udgav i 2017 en rapport, som hedder WEIGHT BIAS AND OBESITY STIGMA. WHO har kun lyttet til noget af det, som tykaktivisterne siger. Ikke til det hele. De har ikke forstået at tyk og tykhed, på engelsk fat og fatness, er de neutrale ord, der beskriver tykke kroppe. WHO kalder tykfobi ”obesity stigma”. De skriver ”Obesity stigma involves actions against people with obesity that can cause exclusion and marginalization, and lead to inequities – for example, when people with obesity do not receive adequate health care or when they are discriminated against in the workplace or in educational settings.” 

WHO uddyber konsekvenserne således: ”Not unlike other forms of stigmatization (on the grounds of race, class, ability, gender, seuxal orientation, etc.), obesity stigma is associated with significant physiological and psychological consequences.” Rapporten nævner angst, depression og selvmord blandt meget andet. Der står yderligere: ”Obesity stigma can also affect the quality of care for patients with obesity, ultimately leading to poor health outcomes and increasing risk of mortality.” Det er simpelthen dødeligt at blive diskrimineret. 

I rapporten kommer WHO med en række råd til læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige: ”Consider that patients may have have had negative experiences with health professionals, and approach patients with sensitivity and empathy.”

WHO er simpelthen nødt til at skrive i en rapport, at læger og andre sundhedsfaglige skal behandle tykke patienter med samme empati og nænsomhed, som de behandler slanke patienter. WHO skriver det, fordi der ikke er lighed for tykke mennesker i sundhedsvæsnet nu, men der skal blive lighed fremtiden.

Et andet råd til læger i rapporten er: ”explore all possible causes of a presenting problem, and avoid assuming it is a result of an individual’s weight status.” WHO er nødt til at skrive i en rapport, at tykke mennesker skal undersøges for deres symptomer. Fordi som det er nu, bliver vi ofte ikke undersøgt for vores symptomer. Vi bliver afvist med at vi bare skal tabe os. Hvilket ikke bare er noget, man kan, det står der også i rapporten. 

I 2018 døde Ellen Maud Bennett. Hun var canadier, hun var tyk, og hun havde kunnet mærke, hun var syg i årevis. Gang på gang, år efter år, gik hun til lægen. Det eneste hun blev mødt med var en ordre om at tabe sig. Men hun havde kræft, og da hun endelig blev diagnosticeret efter års kamp for at få ordentlig lægebehandling, havde hun mindre end to uger at leve. Hun efterlod et ønske om at hendes død kunne komme til at gøre en forskel for tykke kvinder i fremtiden. Ellen Maud Bennett er ikke den sidste tykke person, der dør pga. tykfobi i sundhedsvæsener verden over. Men forhåbentlig bliver færre tykke mennesker ofre for dette med tiden. Målet er at ingen skal udsættes for dette.

ARBEJDSMARKEDETS TYKFOBI

Den tykfobiske diskrimination på arbejdsmarkedet er ikke til at komme uden om. Fagforbundet Lederne lavede i 2011 en forespørgsel blandt deres medlemmer, og det viste sig at 2/3 vil slet ikke eller i nogen grad ikke ansætte tykke mennesker. I 2017 lavede de en ny forespørgsel, som gav ca. samme resultat. Undersøgelser fra forskellige lande viser meget ens resultater. Tykke mennesker er ikke velkomne på arbejdsmarkedet. En amerikansk undersøgelse fra 2017 viste, at kun 15,6% vil overveje at ansætte en tyk kvinde. Det betyder ikke, at man som tyk kvinde har en 15,6% chance for at blive ansat. Chancen er mindre. For man kan stadig  blive valgt fra pga. tykhed blandt de 15,6% som overvejer at se nærmere på om man har de ønskede kvalifikationer. Det som undersøgelsen garanterer, det er at 84,4% overhovedet ikke vil se nærmere på hvilke kvalifikationer en tyk kvinde kan have, før de kasserer hende.

Der mangler i allerhøjeste grad mangfoldighed og lighed på arbejdsmarkedet. Det kan alle andetgjorte personer nikke genkendende til. Der findes nogle arbejdsgivere, som ønsker diversitet på arbejdspladsen. Og som har forstået, at arbejdsgiverne og arbejdspladserne går glip af talent og muligheder ved udelukkelsen af andetheder. 

Som tykaktivist er mit brændende ønske at disse arbejdsgivere vil inkludere tykhed og kropsdiversitet, når de opfordrer ansøgere uanset forskellige andetheder til at søge stillinger. Jeg håber, de ville sætte kropstype på listen med køn, etnicitet osv. i den afsluttende opfordring i stillingsopslagene. 

I denne sammenhæng må vi som tykaktivister og tyk-allierede aldrig glemme vores kammerater med handikap og funktionsvariationer. Det er et absolut urimeligt hierarkisk system, hvor vi med normbrydende kroppe mødes med fordomme om vores formåen. Det er voldsomt svært at få ordet, når man gang mødes med en fordom om at man ikke ved, hvad man taler om. Men det er uhyre vigtigt, at netop vi får ordet!

DET HVIDE OVERHERREDØMMES TYKFOBI

Hvor kommer alle disse fordomme og dette had til tykke mennesker fra? Hvorfor er vores samfund tykfobisk? Tykfobien går langt, langt tilbage. Helt tilbage til begyndelsen af den vestlige kultur. Måske længere. 

I 1700-tallet blev tykfobien og racismen kædet sammen. 1700-tallet betragtes som videnskabens århundrede, den såkaldte oplysningstid. Videnskaben gik i meget stor grad ud på at systematisere de allerede herskende hierarkier og deres opdeling af mennesker som gode og dårlige eller rigtige og forkerte. Man arbejdede ud fra en teori, som man havde haft lige siden antikken, om at kropsvæskerne skulle være i balance, for at et menneske var optimalt. Blod, slim, sort galde og gul galde var de fire kropsvæsker, som skulle balancere.

En af teorierne om sort galde var, at hvis der var for meget sort galde, så blev huden mørk. Jo mere overskydende sort galde, jo mørkere var huden. En anden af galde-teorierne var, at jo mere sort galde man havde, jo mere kropsfedt havde man. 

Sabrina Strings er amerikaner, sort feminst og historiker. Hun har forsket i mange år i racegørelsens og racismens historie. I sin forskning opdagede hun, at tykfobien og racismen er uløseligt kædet sammen. Sidste år udkom hendes bog FEARING THE BLACK BODY: THE RACIAL ORIGINS OF FATPHOBIA.

I bogen kan man læse om hvordan tykhed, mørk hud, dovenskab, manglende intelligens, ustyrlig appetit og seksualitet blev argumenter, som alle støttede hinanden og kunne bruges næsten som synonymer. Der var en fransk videnskabsmand i slutningen af 1700-tallet, som lagde den racistiske galde-teori og den tykfobiske galde-teori sammen, og som understøttede sin galde-teori med denne kranie-teori: ”In our white species, the forehead is projecting and the mouth retreating, as if we were designed to think rather thank to eat; in the n(word) species, the forehead is retreating and the mouth projecting, as if he were made to eat rather than to think.”

Der opstår simpelthen et narrativ, hvor hvide mennesker er tynde og sorte mennesker er tykke. Det kan man synes, er meget mærkeligt, da tyndhed og tykhed forefindes blandt alle mennesker, men når man ser på, hvad man ellers tildelte hvide mennesker og fratog sorte mennesker i videnskabens navn, så er det ikke så mærkeligt.

Rigtige hvide mennesker er slanke. Er man tyk og hvid, er man ikke rigtig hvid. Og racegjorte mennesker er tykke fordi de ikke er rigtige mennesker. Det er den sociale konstruktion, som i videnskabens navn gennemsyrede vores kultur. Det blev godtaget som den rene og skære videnskab – og det er den videnskab, vores kultur byggede videre på, og som er til grund for vores videnskab i dag.

Sabrina Strings har læst sig gennem en masse gamle numre af  Journal of American Medical Association, som var og stadig er et anerkendt medicinsk tidsskrift. I 1920erne har man stadig en uadskillelig sammenblanding af racisme og tykfobi. De tidligere argumenter, som lænede sig op ad racegjorthed og tykhed er mindre tydelige, til gengæld er sygdom så godt som blevet synonym med tykhed og racegjorthed. I 1921 skriver en amerikansk læge: ”One has only to visit the Jewish quarter of a large city to be impressed with the frequency of obesity.” I 1924 skriver han ”The Jew, in my opinion, is not prone to diabetes because he is a Jew, but rather because he is fat. Jews are fat.” 

Flere hundrede års racisme og tykfobi kan ikke afvikles, uden vi er bevidste om strukturernes magt! I skal hjælpe med at få ordet ud! Spred det! Hjælp med at sprede ordet, det er sådan vi bekæmper de undertrykkende strukturer! 

Glædelig kampdag til alle medsøskende og kammerater af alle køn, seksualiteter, hudfarver, etniciteter, religioner, aldre, klassebaggrunde og kropstyper! Har jeg udeladt nogen? Så kom og sig det – så tager jeg ordet igen! 

Der er ikke flere tekster