Dokumentarfilmfestivalen CPH Dox blev desværre aflyst på grund af Corona virus. Festivalen har dog valgt at skifte til et digitalt format og Konfront anmelder en række film herfra. Den første i rækken er ‘This is not a movie’ som omhandler udenrigskorrespondenten Robert Fisk der har dækket Mellemøsten og rapporteret fra aktive krigszoner i over fyrre år.


En skrattende stemme skærer igennem, og et billede dukker frem. Forladte gader i den iranske by Abadan toner frem, året er 1980 og krigen mellem Iran og Irak raser i sine tidlige faser. Vi følger et kamerahold med den unge journalist Robert Fisk i spidsen, de dukker sig og løber gennem gaderne for at undgå kugler og granater der flyver om ørerne på dem. Efter et par korte bemærkninger, tager holdet benene på nakken, og billedet skifter til lignende scener fra 2018 hvor en ældre Robert Fisk kører med et hold soldater gennem gaderne i den syriske by Homs der er næsten fuldstændig mennesketom.

Begge scener tilhører den verden som vi typisk ser Robert Fisk i, men langt fra der hvor vi i dag forventer at se udenrigskorrespondenter der ofte arbejder fra kontorer og hotelværelser. Der findes dog undtagelser, og DR’s Puk Damsgård er en af dem der eksempelvis følger i sporene på feltjournalister som Robert Fisk.

Lad os få det ud af verden til at begynde med. Robert Fisk er en ældre hvid mand fra England med et hav af privilegier, hans far tjente i første verdenskrig, og hans eget land har i tidens løb invaderet og koloniseret enorme dele af verden. Hvorfor er hans historie værd at lave en næsten to timer lang dokumentarfilm om? Dette håber jeg at besvare nedenfor. Så hvis I stadig læser med, lad os tage hul på det.

De fleste som har levet gennem firserne, halvfemserne og har fulgt bare lidt med i nyheder fra Mellemøsten, har med sikkerhed hørt Robert Fisks stemme. Fisk er en udenrigskorrespondent af den gamle skole. Han har været bosat i Beirut de sidste fyrre år hvor han har dækket Mellemøsten for først avisen The Times og herefter The Independent. Han lever blandt dem han rapporterer om, taler arabisk og udsætter ofte sig selv for fare for at bringe en historie til læserne.

Filmen ‘This is not a movie’ omhandler Robert Fisks liv som journalist, såvel som den rolle og type journalist han repræsenterer.

I don’t think it is the job of a foreign correspondent to save anybody but it might be the job of a foreign correspondent to explain to the people who reads what he/she writes, the reality of the reality of the people you live among exist, and that’s what I try to do.”

Som mellemøstkorrespondent har hans primære beskæftigelse været at skrive ugentlige klummer omkring politik, konflikt og udvikling i regionen. Men ulig mange andre journalister så har Fisk et æreskodeks og et princip om at udfordre autoriteter, det være sig hans egne landsmænd og –kvinder, regeringer, andre medier eller internationale interesser.

I ‘This is not a movie ‘ følger vi Robert Fisks karriere som korrespondent gennem de talrige konflikter der har præget Mellemøsten de fyrre år han har fungeret som korrespondent i regionen. Gradvist bliver det klart hvorledes filmen både er et portræt men også en skildring af noget så sjældent som en ærlig journalist for hvem de mennesker han skriver om betyder mere end bare det næste scoop eller den næste lønseddel.

People should know what war is like, at least journalists can try to give them a little or graphic, powerful and painful idea about what is happening. It is about death… war is about the total failure of the human spirit. There is a line by Tolstoy in War and peace ” from that moment, ordinary people could commit crimes that they would be hanged for in any court of law in the civilized world, but they could now do so with permission and with the encouragement of their countries. And that outrage that this could be the case always stayed with me.”

Det ansvar og den forargelse som Fisk nævner er centrum i filmen og i hans liv. Iran-Irak krigen, tre israelske invasioner af Libanon, den tredje balkankrig og et utal af andre konflikter tæller de blodige episoder af det tyvende århundredes historie som Fisk har dækket. Hvad der er bemærkelsesværdigt er dog ikke den mængde død og ødelæggelse som han har bevidnet, men derimod at han stadig er i live og bevarer et stædigt håb til mennesket.

Filmen følger Fisk i krigszoner, men sætter også fokus på hans særlige arbejdsmetoder og den integritet han bevarer. Eksempelvis indeholder hans lejlighed i Beirut et helt rum fyldt fra gulv til loft med avisudklip som han anvender som arkiv for altid at kunne checke sine facts og hvad han selv har skrevet.

Robert Fisks klummer og foredrag er dragende i deres sprog og i den måde hans passion skinner igennem i hans tekster. Han påberåber sig retten til at være vred og pege fingre ad de ansvarlige for den uret han bevidner. Han skriver til den almene læser og med det formål at udstille og udbrede kendskabet til begivenhederne på en måde der appellerer bredere end til den gennemsnitlige akademiske læser. Fisk sigter efter at skabe forargelse og dybest set for at formidle krigens rædsler og den uretfærdighed der er i verden og bringe den til læseren gennem en fantastisk forståelse for at sætte sig ud over sine egne privilegier og lade de fordømte på jorden tale gennem ham.

I think if we journalists can do anything, it is to write the story of what we see and witness with our own eyes, to leave a direct and emotional record for those who are not yet alive, so no one can say we didn’t know, no one can say they weren’t told”

En af Fisks mest kendte øjeblikke var hans dækning af massakren på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i 1982 hvor kristne Falangister under beskyttelse af den israelske invasion af Libanon, dræbte mere end 1700 civile palæstinensere. Robert Fisk beskriver hvordan han gik gennem gader hvor det flød med bunker af lig, og hvordan episoden er den eneste som han efterfølgende har oplevet i mareridt.

What we found inside the Palestinian camp at ten o’clock on the morning of September 1982 did not quite beggar description, although it would have been easier to re-tell in the cold prose of a medical examination. There had been medical examinations before in Lebanon, but rarely on this scale and never overlooked by a regular, supposedly disciplined army. In the panic and hatred of battle, tens of thousands had been killed in this country. But these people, hundreds of them had been shot down unarmed. This was a mass killing, an incident – how easily we used the word “incident” in Lebanon – that was also an atrocity. It went beyond even what the Israelis would have in other circumstances called a terrorist activity. It was a war crime. ”

Filmen kan varmt anbefales hvad enten man allerede er bekendt med Fisks arbejde eller har bare den mindste smule interesse i Mellemøsten og progressiv journalistik.

Der er ikke flere tekster