Gaza: The Great March of Return***

Palæstinenserne i Gaza har sat sig for at bryde blokaden af Gaza. Derfor indledte de den 30. marts i år Den lange march for tilbagevenden, der mobiliserede i titusindvis af palæstinensere: unge, gamle og børn, græsrødder og politiske organisationer.


Af IF’s Mellemøstgruppe

Siden marts er demonstrationerne fortsat hver fredag. Demonstrationens to hovedkrav er: 1: Retten til at vende tilbage og 2: Stop Israels belejring af Gaza. Marchen har igen sat Gaza på dagsordenen, efter at det belejrede område i flere år var mere eller mindre ’glemt’ af omverdenen.

Civil ulydighed

Demonstrationen i Gaza finder sted tæt ved Muren til Israel. Dens metoder er civil ulydighed i form af stenkast, brændende bildæk der gør luften sort og vanskeliggør de israelske snigskytters ’arbejde’, og drager, undertiden tilsat ild, der sendes ind over grænsen til Israel. I forbindelse med The Great March er der oprettet ’Return-camps’ hvor demonstranterne mødes, og som er fyldt med palæstinensisk kultur og historie. Israels første premierminister Ben Gurion huskes bl.a. for følgende udtalelse (i 1948) om palæstinenserne: ”ikke ‘en flygtning vil vende tilbage. De gamle vil dø og de unge vil glemme”. Den store march for tilbagevenden, der i høj grad er domineret af ungdommen, viser at de unge ikke glemmer.

Israels voldelige svar

Israelsk militær har svaret brutalt igen med anvendelse af snigskytter, tåregas, droner, skarp ammunition og gummibeklædte metalkugler. Israelske soldater har officielt tilladelse til at skyde på civile. Indtil i dag er over 200 ubevæbnede demonstranter blevet dræbt, herunder 32 børn, og mange tusinde er såret. På trods heraf har ’det internatonale samfund’ været tavst. Det gælder også den danske regering og dens udenrigsminister. Efter udenrigsminister Samuelsens besøg sidste år hos den israelske premierminister Netanyahu har han haft travlt med at lukke støtten til en palæstinensisk NGO, der har taget navn efter en frihedskæmperkvinde. Samme udenrigsminister synes ikke der skal indføres sanktioner imod Israel, på trods af regimets drab på de over 200 ubevæbnede demonstranter.

”Der er ingen uskyldige i Gaza”
– Avigdor Lieberman, israelsk krigsminister

Israel støttes i sin besættelsespolitik ikke kun af USA-, men også af EU-imperialismen, der bl.a. har indgået en frihandelsaftale med Israel. Samtidig støttes Israei af en lang række multinationale selskaber, heriblandt følgende: Caterpillar (bulldozere), Hewlett Packard (computerudstyr til den israelske hær IDF), Remington (M24 snigskytte rifler), Motorola Solutions Inc. (smartphones til israelsk militær), G4S plc (G4S solgte i 2016 G4S Israel, men beholdt aktier i Policity, Israels privatiserede nationale politiakademi.

Den israelske vold går langt tilbage i tiden. Siden zionismens fødsel i slutningen af 1800-tallet og planen om en jødisk stat i Palæstina har målet været: mest muligt palæstinensisk jord og færrest muligt palæstinensere. Det er i det lys man skal se fordrivelsen af 750.000 palæstinensere i forbindelse med staten Israel oprettelse i 1948, junikrigen 1967 hvor Israel besatte Gaza og Vestbredden og fordrev yderligere 350.000 palæstinensere. Hvortil kommer alle de andre massakrer, herunder flere i Gaza det nye årtusinde som har kostet flere tusinde palæstinensere livet. Det er alt sammen – ifølge den israelske historiker Ilan Pappe – led i zionismens etniske udrensning af palæstinenserne. Og den er fortsat op til i dag.

Befolkningen i Gaza tilhører den mest militante del af palæstinenserne. To tredjedele af Gazas befolkning er flygtninge, og mange kan fra Gaza skimte deres byer og landsbyer, som i dag er besat af Israel. I perioden 1948-1967 var Gaza under egyptisk administration og fik større frihed til våbentræning og militær kamp end befolkningen på Vestbredden som var under det reaktionære jordanske kongedømmes kontrol. Siden 2006 har Gazas befolkning været underkastet israelsk belejring, er frarøvet bevægelsesfriheden, adgang til forsyninger af byggematerialer, fødevarer osv. Halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Derfor er kravet om tilbagevenden så vigtigt

The Great March har mobiliseret palæstinensere ikke kun i Gaza og på Vestbredden, men også i flygtningelejrene i nabolandene Jordan, Libanon, Syrien, der har iværksat støttemanifestationer, indsamlinger osv. Halvdelen af palæstinenserne bor uden for Palæstina, og mange af dem har levet det meste af deres liv i lejrene og drømmer om at vende tilbage. For dem er demonstrationens krav om Retten til at vende tilbage det centrale befrielseskrav. FN vedtog i 1948 resolution 194 der garanterer de palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden til deres land. Men det krav nægter staten Israel at efterkomme. Det ville forrykke den ’demografiske balance’ som man taler meget om i Israel, nemlig betyde palæstinensisk flertal, og dermed slut for zionismens drøm om en rent – eller overvejende – jødisk stat i Palæstina.

Det er dybt imponerende, og fortjener al vores solidaritet, at befolkningen i Gaza nu på 8. måned fortsætter fredagsdemonstrationerne. Som en Gaza-demonstrant siger:

”Vi fortsætter The Great March of Return indtil vi opnår vores langsigtede mål om at vende tilbage til vores land og det aktuelle mål om at stoppe blokaden af Gaza”.

Massakre og våbenhvile i Gaza

De israelske besættelsesstyrker indledte den 12.11 et militært angreb ind over Gaza og sendte raketter og droner mod beboelseshøjhuse, TV-stationer, universiteter og politiske hovedkvarterer. Det var det største angreb mod Gaza siden den store massakre i 2014. Utvivlsom var der fra israelsk side tale om at straffe palæstinenserne for The Great March of Return. De palæstinensiske væbnede organisationer svarede igen med raketter ind over Israel, og det kom til en intens kamp over to døgn. Der blev dræbt syv palæstinensiske fighters og en israelsk oberst. Med Egypten og FN som mæglere blev der vedtaget en våbenhvileaftale mellem Israel og de palæstinensiske organisationer.  Mens våbenhvilen blev hilst med jubel af befolkningen i Gazas gader og blev betragtet som en palæstinensisk sejr, så vakte våbenhvilen raseri blandt israelere tæt på grænsen til Gaza: De igangsatte demonstrationer i protest mod våbenhvilken og afbrændte bildæk. Den højreekstreme krigsminister Avigdor Lieberman og hans parti trak sig  i protest mod våbenhvilen ud af den israelske regering. De betragter våbenhvilen som ”et knæfald for terroristerne”. Nogle analytikere mener at premierminister Netanyahus ja til våbenhvilken skyldes at Netanyahu (og USA) ser krigen mod Iran og Hizbollah som den pt vigtigste kamp og derfor ikke er interesseret i at åbne en tredje front i Gaza.

PFLP: Gaza vil leve, modstanden vil leve

PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse, den stærkeste palæstinensiske venstrefløjsorganisation), der mistede to af sine unge frihedskæmpere i kampene, udtalte umiddelbart efter starten på massakren:

”Trods alle disse angreb holder Gazas befolkning fast i modstandskampen og er fast besluttet på at fortsætte kampen for tilbagevenden og befrielse.

Dette seneste angreb er ikke kun udført at den zionistiske besættelsesmagt, men også af imperialistiske magter som USA, Frankrig og Storbritannien, der bevæbner og støtter den zionistiske kolonialistiske stat. De reaktionære arabiske regimer, som søger at ophæve palæstinensernes rettigheder og eksistens, og forårsager død og ødelæggelse i Yemen, er ligeledes medskyldige i dette voldsomme angreb.

Det er tid til at handle! Gå ud på gaderne og protester. Dan boykot Israel-komiteer. Konfronter imperialismen alle steder hvor I møder den. Støt det palæstinensiske folk og den palæstinensiske modstand. Kæmp for retten til tilbagevenden og befrielse”.

Boykot Israel – Frit Palæstina

Bekæmp zionismen og imperialismen

Der er ikke flere tekster