Blog: Tale fra 8. marts 2018***

Denne tale er skrevet til 8. marts 2018 på Skt. Hans Torv. Vi vælger at gengive den her, da den opridser nødvendigheden af en feministisk antifascisme, og den tætte forbindelse mellem kampene imod forskellige undertrykkelsesformer.


8. marts handler om solidaritet. Det handler om solidaritet på trods af kroppe, køn og landegrænser. Det handler om kompromisløs støtte og håb for alle os, der ikke har fået hvad vi fortjener. For vi fortjener kun det allerbedste, og vi vil ikke tage til takke med mindre. Vi fortjener at kunne leve trygge liv, uden frygt for udvisninger, overgreb, nedskæringer og diskriminerende lovgivninger.

Det er nemlig ikke kun en kampdag i dag. Hver dag er en kampdag, når man er født ind i et patriarkalsk og kapitalistisk system, der gavner de fortsat privilegerede og træder ned på alle os andre. Os, der ikke er født med privilegiet at kunne føle sig trygge, når vi går på gaden. Når vi danser på dansegulvet. Når vi er på sexologisk klinik. Når vi tager på arbejde. Eller når vi er i egne hjem.

Der har ikke været nogen hjælp at hente fra staten. Det eneste de har givet os er umenneskelige stramninger på flygtningeområdet, usle rettigheder for transpersoner og ikke mindst burkaforbuddet, der øger hetzen mod muslimske kvinder. Vi vil ikke længere stå model til denne undertrykkelse, der hærger vores liv hver eneste dag.

Vi bliver alle ramt af dette repressive system på den ene eller anden måde. For nogle handler det om retten til hormoner, for andre handler det om barsel, arbejdsmarkedet eller helt basale ting som, hvordan vi går klædt. Men vi kender alle den smerte. Derfor er det så usigeligt vigtigt, at vi står sammen. Det er ikke nok, at vi står sammen på denne plads i dag – vi skal stå sammen i solidaritet hver dag resten af vores liv. For sammen står vi stærkest. Vi går på gaden i dag som antifascister og feminister. Vi er imod alle former for undertrykkelse.

Vores feminisme skal nå længere ud end til de hvide elite-feminister. Vores feminisme skal rumme alle, der ellers ikke får lov til at være her. Vores feminisme skal kunne rumme flygtninge, POC (people of color), ikke-heteroseksuelle, transpersoner, fattige, funktions-varierede og unge som gamle. Hvis vores feminisme ikke kan det, kan den ingenting. For feminisme handler om grænseløs solidaritet.

MeToo-bølgen har gjort meget godt for os, men det er vigtigt at slå fast, at det aldrig er vores ansvar, at dele ud af vores traumer. Det er ikke fair, at vi skal kæmpe en brav kamp hver eneste dag, for at mænd kan pille navle og følge med i mediestormen på Twitter. Vi skal ikke tage os til takke med undskyldninger og bortforklaringer om, hvor svært det er at forstå at alle mennesker er lige meget værd. At mænd altid har forsøgt at udnytte og undertrykke os har aldrig været fair play.

Det bør ikke kun være os, der gør alt det hårde emotionelle, og politiske, arbejde der skal til for at ændre en indædt måde at tænke køn på. Dette er et opråb til alle mandlige kammerater – tag del i kampen! Det er trods alt jer der er problemet, ikke os.

Vi er feminister og vi er stadig fucking farlige.
Gaden er vores!

 

Der er ikke flere tekster