Et ukendt sted i den sydfynske urskov bor eneboer, astrolog og forhenværende stenkaster Virgo Voluntarium, hvor han under ly af natten og efter ældgamle foreskrifter læser sandheden i stjernehimlen. Efter et årelangt spirituelt samarbejde har vi på Konfront fået lov at udgive hans månedlige horoskop.


 

Vædderen – 21. marts til 19. april

Som ild-tegn finder du dig godt til rette i sommerheden, og dit konkurrence-gen styrkes af de mange omgange kongespil, ølbowling og petanque, der udkæmpes på strande og villaveje i disse dage. Prøv at bruge din nyfundne energi på noget konstruktivt, i stedet for bare at dase i solen. Du kunne for eksempel se, om du kan løbe hurtigere end politiet, eller udfordre en nazist til duel.

Tyren – 20. april til 20. maj

I denne måned er Venus specielt tydelig på stjernehimlen, og dét betyder meget for dit kunstneriske gen. Men pas på med at fordybe dig for meget i den navlepillende og flyvske kunst; dine energier er brugt meget bedre på praktisk arbejde, der gør en forskel. Tag en tur rundt i byen og fjern armlænene fra offentlige bænke, så hjemløse kan sove på dem. Hvis du alligevel sulter efter det kreative, kan du lave noget flot graffiti eller sy en nittevest bagefter.

Tvillingen – 21. maj til 21. juni

Sommerens afslutning er ofte en hård tid for den omskiftelige Tvilling, specielt når du føler, at du ikke har nået alt det du ville. Prøv i denne tid at fordybe dig i stedet for at fare omkring; du kan alligevel ikke nå det hele. Sæt dig i solen og læs en god bog, der kan forankre din luftige energi og give noget jordforbindelse. Helst noget tungt og teoretisk, som Kropotkin’s The Conquest of Bread eller Black Skin, White Masks af Fanon.

Krebsen – 22. juni til 22. juli

Som vand-tegn er du gladest, når du er nær ved havet, så brug så meget tid som muligt på stranden. Invitér dine venner, og drik en øl i solen. Prøv at lægge mærke til, hvor meget skrald, der flyder i vandkanten, og hvordan der er mindre dyreliv end du husker fra din barndom. Tænk over, at fiskeriet er ét af de mest klima-ødelæggende industrier på planeten, og at der ingen fisk er tilbage i havet om 50 år. Vær god ved dig selv og dine undersøiske brødre og søstre i denne måned; synk en kommerciel fiskekutter.

Løve – 23. juli til 22. august

August er din måned, og det kan mærkes. Du har et naturligt ledergen, der er stærkest lige nu, så brug det til at samle og organisere dine kammerater. Du er også glad for ferier, og dette er din chance for at rejse sydpå med den gode energi i behold. Arrangér for eksempel en tur til Palæstina som fredsvagt, eller organisér et hold af gode venner og tag til Lesbos for at redde bådflygtninge. Det kan virke som en stor opgave, men hvis det skal gøres er det nu.

Jomfruen – 23. august til 22. september

Denne måned er bedst brugt på praktiske ærinder, og du vil få mest ud af på den ene eller anden måde at få fingrene i noget muld. Find ud af at komme på besøg på et socialistisk land-kollektiv og gå lidt i marken med solen i nakken. Hvis det er for ambitiøst, så hjælp til med at plante en byhave på en tom grund et sted. Det er både godt for miljøet, de sultne og dig selv.

Vægten – 23. september til 23. oktober

Du savner koldere tider. Som vægt er du ikke i balance når du går rundt og sveder. Inaktivitet er din bedste mulighed, og som lufttegn er det et passende og kontrolleret svar på sommerens intensitet. Vi anbefaler derfor at du læser Melvilles Bartleby, the Scrivener og ellers siger ”Jeg vil foretrække at lade være”, når din chef spørger hvorfor, du ikke er på arbejde.

Skorpionen – 24. oktober til 22. november

Som skorpion befinder du dig bedst i centrum af forsamlinger, men i denne måned er der ingen planeter i dit stjernetegn. Samtidig er Venus på linje med solen, hvilket yderligere ødelægger din energi. Prøv at finde en måde at vende det til handling. Ofte kræver politisk arbejde en snært af frustration og vrede. Tilføj den i dit arbejde og du vil se andre blive ophidset over uretfærdigheder på samme måde som dig selv. Hvis du ellers er for drænet, anbefaler vi at du passer lidt på dig selv, så du kan vende tilbage med fornyet energi i din aktivisme.

Skytten – 23. november til 21. december

Jupiter står klart på himlen i starten af måneden, og det styrker dig. Som tegnet for profeter og orakler beskæftiger skytten sig med sandhed og intuition. Det er derfor vigtigt, når du står stærkt de første uger af denne måned, at du ikke holder dig tilbage. Bidrag til møder med dine intuitioner og del ud af din viden. Men husk på at det kun gælder de første uger, og lad dig ikke blive overmodig senere på måneden.

Stenbukken – 22. december til 21. januar

Solen står overfor Saturn denne måned, og det giver dig styrke. Din forte er intelligens, viden og skabelse, så vi anbefaler at du sætter dig ned og tænker over venstreorienteret teori. Måske finder du en ny indsigt som er værdifuld, ikke kun for dig selv men også for dine kammerater.

Vandbæreren – 22. januar til 19. februar

Det er en blandet måned med en stærk Saturn men en svag Uranus. Det er hverken op eller ned for dig, men små forskelle går langt. Måske det er bedre at holde fast i sine projekter og vente med at starte nye. Som skænk for guderne er vandbæreren en tjenende og styrkende figur. På udvalgte dage, særligt i månedens start, vil der være stjerneskudssværme i dit stjernetegn. Disse dage vil du mærke øget energi, og vil være velegnet til at hjælpe til i dit lokale folkekøkken.

Fiskene – 20. februar til 20. marts

Neptun vil stå stærkt hele måneden ud, men Jupiter vil falme fra midten af måneden. Det er derfor vigtigt at du handler i starten af august. Store omstillinger vil finde sted hvis du lader dem, og det er derfor nu, du skal organisere dig i nye projekter, samt tage definitiv handling på gamle projekter. Besæt det tomme hus du bor i nærheden af, og så ofte har tænkt på. Du har muligheden hvis du tager den.

Der er ikke flere tekster