Medier: Solidaritet – Nyt Socialistisk netmedie***

I morgen går netmediet Solidaritet i luften. Platformen der udspringer af en samling af mange forskellige kræfter på den politiske venstrefløj, markerer begivenheden med et brag af en fest på Kapelvej 44. Vi tog derfor en snak med Solidaritets ansvarshavende redaktør Morten Hammeken for at høre hans tanker om projektet


Hvad er jeres tanker om Solidaritets overgang fra trykt magasin til netmedie, og hvordan tog processen sin begyndelse?

Vi er mange på den danske venstrefløj, der har følt et tomrum siden Modkraft lukkede. Solidaritet har stærke traditioner som venstreorienteret forlag og magasin, og foreningen har på den måde været et rigtig godt udgangspunkt for at lave et nyt netmedie. Vi har arbejdet i 1½ års tid på at omdanne Solidaritet til en fælles platform for den danske venstrefløj, hvor vi kan levere nyheder, analyser, podcasts og meget mere – men på vores egne præmisser. Vi håber med den nye hjemmeside at skabe et rum for rød oplysning, og samtidig lægge op til en levende og engageret debat, hvor mange forskellige holdninger kan komme til orde. At siden drives af en forening giver os samtidig et demokratisk fundament, som ingen af de store mediehuse har.”


Hvem håber I at arbejde sammen med når mediet er gået i luften? Vil et eventuelt sponsorat fra Enhedslisten være en mulighed, hvis et sådan forslag stilles på partiets landsmøde?

Vi har ikke nogle pengemænd i ryggen – og ønsker bestemt heller ikke at være afhængige af kapitalens ”luner”. Projektets succes er derfor først og fremmest betinget af, at vi kan få økonomisk støtte fra vores medlemmer. Vi vil også meget gerne have økonomisk opbakning fra politiske partier, fagforeninger og andre, der deler vores ambition om et stærkt uafhængigt venstrefløjsmedie. Vi er ikke et privat foretagende, så al økonomisk støtte vi får bliver direkte geninvesteret i at styrke projektet – ikke til fx aktionærer, eller til at købe politisk kapital. ”

Samtidig ønsker vi at bevare vores uafhængighed, så vi ikke kommer til at fremstå som et partimedie for eksempelvis Enhedslisten eller SF. Vi mener det er afgørende for både den journalistiske integritet og projektets overordnede troværdighed, at vi står udenfor partipolitisk styring. Omvendt er der ikke nogen tvivl om, at vi selvfølgelig kommer til at orientere os ud fra mange af de samme synspunkter som de forskellige socialistiske partier, hvor mange af os også er medlemmer. Vi lægger ikke skjul på at vi er antikapitalister, og at vores modstander først og fremmest er de borgerlige, reaktionære partier og den økonomiske elite.”

“Vi har allerede snakket med mange forskellige grupperinger om mulighederne for, at de kan bruge Solidaritet som en platform for udgivelse. Vi har selvfølgelig det sidste ord ift. hvad der kommer på siden, men generelt vil vi gerne opfordre til, at særligt fællesskaber og sociale bevægelser henvender sig med idéer til samarbejde. I den forbindelse er det værd at nævne, at vi på sigt også gerne vil gøre Solidaritet til en portal, hvor man udover artikler, podcasts etc. får mulighed for at orientere sig om, hvad der sker i ens nærområde. På den måde kan vi også gøre siden mere handlingsorienteret, hvilket er en del af vores overordnede målsætning om, at Solidaritet.dk skal hjælpe med at skabe initiativ og engagement på den danske venstrefløj.

Et spørgsmål vi har fået meget i henhold til Konfront er, om der er plads til to venstredrejede medier i Danmark (udover Arbejderen). Hvad tænker I om det?

Der er ikke bare plads til – men brug for – mange forskellige venstreorienterede medier i Danmark. Når jeg i det ovennævnte snakker om samarbejde, gælder det også i vores forhold til andre venstreorienterede medier – som eksempelvis Konfront. Også internationalt set ønsker vi at skabe et bredt netværk. Vi er derfor meget interesserede i at etablere samarbejde med både Konfront og andre medier, foruden tænketanke og sociale bevægelser. Vi tror på udvikling i fællesskab fremfor konkurrence-mentalitet.”

Festen på Kapelvej starter kl. 19:00 hvorefter der vil være taler, velkomst og musik med Arne Würgler, Trypical Cumbia og Las DJ Collective. Se eventet her.

Fra Konfront ønsker vi al mulig held og lykke til Solidaritet og vi håber at se alle vores læsere til fest på Kapelvej.

Der er ikke flere tekster