Filmanmeldelse: Seahorse – The man who gave birth***

En film som Seahorse falder på et utroligt tørt sted, da der desværre mangler repræsentation af trans maskuline oplevelser i kulturen. Derfor er det en stor glæde at se et så mesterligt portræt af den særlige begivenhed at blive gravid og bringe et barn til verden, som trans maskulin.

Finlay (instruktør) understreger i et interview at filmen er blevet til i samarbejde med Freddy og i mindre grad om Freddy som traditionelt subjekt, og man har svært ved ikke at forestille sig, at hans indflydelse har styret filmen trygt uden om de typiske trans-troper man ser i mange kulturprodukter, som både er ærgerlige og ligegyldige. Det ekstreme had trans personer bliver udsat for i sundhedssektoren og i særdeleshed i samfundet bliver skruet ned, så det føles som en ting der findes i baggrunden og det  aldrig overtager den egentlige historie om Freddy, men den bliver heller ikke ignoreret som om den slags oplevelser ikke findes. Det er en super svær balance, men filmen klarer den okay. Jeg sad dog og undrede mig efterfølgende om Storbritannien simpelthen generelt er inkluderende overfor gravide trans maskuline, men jeg læste mig frem til et interview hvor Freddy fortæller at han faktisk havde nogle få møder med sundhedspersonale der var transfobiske. Jeg forstår også godt hvorfor det ikke nåede den sidste beskæring i en film på 90 minutter, emnet bliver dog berørt i en scene hvor han sidder med en personlig graviditets-journal og streger ord som ”mor” og ”kvinde” ud og skriver forælder i stedet, imens han konstaterer at de ord er voldsomt forekommende i en journal der bliver brugt til medicinske forhold.  

Filmen centrerer sig om Freddy og hans familieforhold, han har CJ som er med-forælder og flytter ind hos ham i begyndelsen for at stifte familie sammen. CJ er sort, transkønnet, homoseksuel og bruger pronominet they/them (de/dem på dansk). Nogle af mine favorit scener i filmen er med de to, hvor de både laver dagligdags ting og har dybe samtaler om drømme og forhåbninger til projektet. CJ falder desværre ud af familieprojektet undervejs og til at udfylde det tomrum kommer Freddys enormt støttende mor mere ind i billedet,og viser sig at blive en klippe for Freddy under forløbet. Transfobien er mest nærværende i de familiære situationer – Freddy har en far som er udfordret på accepten omkring at hans søn er gravid og som holdes på en fornuftig afstand og derfor ikke er med i filmen. 

Vi ser til gengæld den velkendte familiesammenkomst med medlemmer som starter ud med at være misforstået velmenende, og når de af både Freddy og andre familiemedlemmer får forklaret sagens rette sammenhæng, går de op i en spids, hvilket er en situation jeg tror at rigtig mange transkønnede kan nikke genkendende til.

Filmen formår dog stadig at lade være med at gøre familiemæssige udfordringer til det centrale fokus, som stadigvæk holdes på Freddys kropslige og mentale forandringer i først at gå igennem et medicinsk hormon-stop og sidenhen være gravid. Det er en ekstremt stærk og smuk fortælling han skaber om forståelsen af maskulinitet og køn, og han er til tider både skarp og vittig. Fx påpeger han på et tidspunkt at hvis mænd generelt fødte børn ville temaet graviditet være kanon i litteratur og kultur. Det er et forfriskende og inspirerende indblik i nutidens virkelighed, hvor transpersoners drift mod at skabe liv og familier eksisterer og sker, uanset om medier helst vil beskrive det på en sensationslysten måde, om vores medfødte familier accepterer det og om sundhedssystemet fastholder at bilde os ind at medicinsk transition medfører infertilitet og generelt ignorerer transpersoners mulige behov for at reproducere og skabe familie af den vej.

Min eneste kritik af filmen går på at det overordnet føles som om den gerne vil appellere til et både trans- og ciskønnet publikum, og selvom jeg synes den klarer det ok, kan det mærkes at den ind i mellem bliver trukket i begge retninger ved at forklare ting der er åbenlyse for transpersoner, og ind imellem springe let over situationer jeg forestiller mig må efterlade det mainstream cis publikum let forvirret. Samt at filmen spoiler sig selv lidt ved at Freddys baby er på meget af billedmaterialet.  Babyen er hvid og CJ er sort, så man ved fra start at noget der ikke ender ud som planlagt, især da CJ køber sæd fra en sort donor og har et interview klip hvor de taler om at de ønsker sig en baby der ligner dem selv også. Men jeg synes de klarer det plot twist på en fin og omsorgsfuld måde da CJ falder fra, og det skal Finlay have ros for.

Jeg er overbevist om at det har krævet enormt meget is i maven at stille sig selv frem på denne utroligt sårbare og intime måde, men ikke desto mindre er filmen af sådan en kvalitet, og Freddys historie så vigtig og rørende at man kun kan håbe der kommer en efterfølger hvor vi kommer på besøg i selve faderskabet som vi kun kort berører da filmen er skåret relativt kort efter fødslen. Det fremgår fx i et interview at Freddys far kommer ind i billedet efter fødslen og alene det ville jo være en dejlig historie at høre mere om. 

Alt i alt anser jeg filmen for at have klassiker-potentiale i trans miljøet og jeg håber den kan inspirere til flere svar på familiedannelse og at flere film/tv skabere går i kast med at producere indhold i samarbejde med transpersoner om trans fortællinger.