KulturRomanen Nat Over Vandholdt af Dunk Wokgnal havde udgivelsesreception fredag d. 13. Maj, 49 år efter Satankulten på Anholt. Læs her, hvad Jonas synes om bogen.
Af Jonas Wedel- Brandt
Jeg sidder med en flot bog i hånden. Et midnatssort papiromslag med et firkantet hul i, og inde i det; en rød menneskeskikkelse klædt i en kutte. Bogens snit er farvet den samme blodigt røde nuance som den robeklædte figur. Det hele har et meget okkult look. Det er godt håndværk og det horror-inspirerede udseende passer godt til en roman skrevet af Dunk Wokgnal. Manden bag satankulten på Anholt og de danske satanmønter fortjener ikke mindre, og er der noget dyrt og luksuriøst over den gotiske paperbacks udseende.
Det er helt sikkert den afdøde forfatterens historie, som har tiltrukket forlaget og fået dem til at stå for den første udgivelse af romanen Nat over Vandholt. Dunk Wokgnal alias Alice Mandragora, hvis borgerlige navn var Knud Langkow, placerede den 13. maj 1973 tretten sataniske altre på øen Anholt. Det var kun få år efter stiftelsen af Anton LaVeys Church of Satan og endnu færre år siden Charles Mansons morderiske kult havde grebet verdens opmærksomhed. Folk blev pissebange. Politiet blev tilkaldt. Derefter dagspressen. Historien kom endda også til udlandet. I et kort øjeblik var Anholt centrum for verdens spirende satanic panic. Så begyndte mønterne at dukke op. I flere forskellige designs.
”Tag til Anholt – for Satan” stod der på én af dem. ”Anholt – Øen med de to ansigter” sagde en anden. Nogle af dem var i sølv, andre i kobber. Over 370 mønter er blevet fundet rundt omkring i danske kirker og på danske museer. Bag altertavler, under døbefonte og nede i krypter. Sandsynligvis ligger der mange flere.
Først i 2013, 40 år efter de første mønter, bliver det opklaret, hvem der stod bag denne sataniske chikane af den danske folkekirke. Knud Langkow, en stille telefonist på Statens Museum for Kunst. Af sine kollegaer beskrevet som en lidt kedelig mand. De to journalister, som stod bag opklaringen, Gudrun Marie Schmidt og Camilla Stockmann fra Politiken, fandt i deres efterforskning et dokument. Under en kiste i Christians Kirke på Christianshavn lå en kuvert med Klaus Rifbjergs underskrift på. Inde i kuverten: et romanmanuskript. Nat over Vandholt.
Denne roman er således en del af, hvad mange vil kalde et af Danmarks bedste performancekunstværker. Langkow tog i over 30 år (40, hvis man inkluderer de ti efter hans død i 2004) røven på Den Danske Folkekirke, politiet, en håndfuld museer og den danske offentlighed. Han var i allerhøjeste grad en mester i at udfordre og latterliggøre autoriteter og institutioner. Og det var i sandsynligvis hans mål. Der var i hvert fald ikke meget satanist og okkultist over ham, hvis man skal tro hans familie og bekendte. Han var bare en mand, der gerne ville skabe noget, som fik andre til at klø sig i håret. Det er den kontekst, Nat over Vandholt skal læses i. Den er en del af et værk, som tog 40 år, og som stadig ikke er fuldt opdaget. En del af et antiautoritært mesterværk.
Problemet er bare, at Knud Langkow ikke har efterladt sig en god roman. Jeg ville ønske at jeg kunne sige det mildere, men det kan jeg ikke. Det er en af de dårligste romaner jeg har læst. Jeg var til udgivelsesreceptionen fredag den 13. maj (49-års jubilæet for satankulten på Anholt). Da fortalte redaktørerne mig, at de ikke havde samvittighed til at ændre i en død mands manuskript. Det er også sympatisk nok. Jeg tvivler også på, at det havde kunne redde Nat over Vandholt at redigere den. Der er ikke særlig meget satanisk horror, ikke særlig meget black metal over den bog. Hvis den er metal, er den Red Warszawa-hits som Lugter Af Fisk, Bollet ihjel af hest og Narko Og Porno. Det er en komedie – og en plat én af slagsen. Jeg fik til receptionen den beskrevet som ”Olsenbanden og knaldromaner møder black metal”. Det synes jeg egentlig er synd for Olsenbanden.
Bogens plot – og det er kun i det omfang at der sker noget, at det kan siges at den har et plot – er at Mikkel er en fordrukken sut, som arver sin afdøde fars hjem på øen Vandholt. Det viser sig at hjemmet var et bordel og en narkobule. Med en tilhørende hest ved navn Bruno, som vrikker liderligt med røven, hver gang der kommer et menneske i nærheden af den. Faderen var satanist og KKK-medlem. Faster Harpy, som er Mikkels eneste overlevende familie, opfordrer ham til at videreføre gesjæften.
Nå okay, det var ikke lige hvad du havde regnet med, så sæt dig ned og tag en dram at sunde dig på. Det er i hvert fald, hvad Mikkel gør, og det gør han egentlig det meste af bogen. Vi er stadig kun i romanens begyndelse og alligevel er det, som om resten bare er tomgang. Mikkel drikker sig plørefuld, opdager noget lyssky og frastødende og brækker sig. Han knækker sig fem gange i løbet af bogens 178 sider.
Imellem snapsene tøffer Mikkel rundt og laver forskellige falden-på-halen påhit. Som at komme til at tabe en afhugget finger i suppen. Den spises derefter med velbehag af Faster Harpys 90-årige gæst – diamantring og det hele. I modsætning til den berømte buddingescene fra Peter Jacksons Braindead er den ufrivillige kannibalisme ikke klam – den er bare plat. Og som i et afsnit af Klovn skal Mikkel selvfølgelig ud på den gamle dames das og fiske den kostbare ring op af lortet. Det går således:
””Nu må jeg ikke træde i spinaten denne gang!” mumlede han, og i det samme trådte han på en rive, der lå i græsset. Med en syngende lyd ramte riveskaftet Mikkel midt i panden, og der undslap ham et forskrækket vræl. Med et smask stod han på hovedet ned i noget, som både var fugtigt og ildelugtende”
Ha ha ha.
Nat over Vandholt er præcist det omvendte af den føromtalte diamantring. Modsat den smukke ting som er smurt ind i fæces, er bogen en virkelig smuk genstand, hvis indhold er lort. Der er taget nogle gode redaktionelle valg, og det gør lidt op for det. For eksempel har baronerne valgt at have et godt skrevet forord af Rikke Mia Skovdal med, som forklarer konteksten; det ret vilde kunstværk, mønterne. Der er også et efterord af metalmusikeren Ustumallagam, men det er ikke noget særligt.
Jeg tror, den bedste måde at se Nat over Vandholt er som et artefakt og samleobjekt. Det ville være en flot bog at have stående derhjemme. Hvis man interesserer sig for satanmønterne, er den et must have. Baggårdsbaroner har da også fået lavet tyve mønter, som efter sigende skulle være at finde inde i nogle udgaver af bogen. Så hvis du har tid, så kig lige i udgaverne i boghandlen – måske ligger der en satanmønt. Ellers kan du jo altid kigge under en kiste i din lokale kirke, hvis du vil have del i det fede værk, Knud Langkow lavede.