Den igangværende Coronakrise har gjort klassesamfundet, som vi kender det, til en ting af i går.


Af Helge Lampeskærm 

Om forfatteren

Helge Lampeskærm er lokalhistoriker fra Gurre.

Hvad har en tilkaldevikars hverdag til fælles med en tøjdirektørs? Det er et svært spørgsmål at besvare. Umiddelbart fordi deres verdener virker så forskellige. Når Anders Holch Povlsen siger “Vi alle er havnet i en ufattelig situation som lige nu rammer samfundet omkring os”, er det så den samme situation, der omtales af lærervikaren Freja Kirchert i information med følgende ord: “Vores indtægt er forsvundet fra den ene dag til den anden, men det er vores huslejer, regninger og madudgifter ikke”?

I øjeblikket støder forskellige virkeligheder sammen. Coronakrisen har gjort den normale hverdagsfrygt for ikke at kunne få enderne til at mødes til en eksistentiel frygt. Fra virksomhedsejere som Anders Holch Povlsen til tilkaldevikaren – alle oplever den. Hvordan ser éns hverdag ud i morgen?

For som Eftertryks Europaredaktør Mathias Dressler-Bredsdorff beskriver fænomenet, piller epidemier ved vores faste forestillinger. ”[B]roer mellem kategorier, der burde være strengt adskilt – mellem mennesket og dyret, rige og fattige – bliver pludselig etableret, og afgørende forskelle udvisket.”

Kan man derfor spørge, om Coronakrisen har udvisket klasseforskellene?

Forventningerne til, hvordan fremtiden kommer til at se ud, i forhold til hvordan nutiden ser ud, og hvordan fortiden så ud, fusioneres – alt sammen i et mudder af forvirring.

Hvis vi ser på fortiden, kan vi så bruge historien til at forudse krisen? Paralleller kan i hvert fald trækkes til krisen i 2008. De samme paniske bevægelser på aktiemarkedet træder frem. Beskæftigelsen er også faldet – i skrivende stund er antallet af ledige steget til over 50.000 herhjemme.

Her stopper lighederne. I hvert fald på overfladen. Den danske stat, EU og FN siger, de husker krisen i 2008.

EU-landene er i gang med at komme deres respektive landes økonomier til undsætning med svimlende pengetransfusioner, der overstiger Marshall-hjælpen efter 2. verdenskrig[USA’s omfattende økonomiske program for genopbygning af Europa].

Kommissionsforpersonen Ursula von der Leyen slog fast, at man skulle sikre “at der ikke skulle skabes permanent skade på økonomien”.

I Danmark har Mette Frederiksen de seneste par uger forsøgt at samle landet på tværs af klasser med vendingen ”at vise samfundssind”. Et ord, hvis betydning ikke har været nemt at identificere. Som filosoffen Silas Marker skriver om udfordringen med ordets identifikation: ”… hvad der bliver den mest dominerende definition af samfundssind, afgøres i en hegemonisk kamp, hvor forskellige interesser og grupper i samfundet strides om at give den tomme betegner [ord så bredt, at det tømmes for betydning] konkret betydning”.

Forleden introducerede statsminister Mette Frederiksen endnu et begreb, som ville mudre vores forståelse af begrebet samfundssind, nemlig ordet ’samfundskontrakt’, som statsministeren brugte under pressemødet d. 23. marts. Med dette begreb kan vi forsøge at indsnævre diskussionen: Er klasseproblematikkerne transcenderet som følge af Coronakrisen?

Samfundet og den sociale kontrakt

Fra englænderen og menneskehaderen Hobbes til franskmanden og romantikeren Rousseau

Rousseau

Jean-Jacques Rousseau. Schweizisk- fransk filosof.  Rousseau mente kun et styre er legitimt, hvis borgere selv bestemmer de love, hvorunder de lever.

har den vestlige politiske filosofis historie stort set kun beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvilken metafysisk lim, der holder menneskelige fællesskaber sammen.

Hobbes beskrev det groft skitseret sådan, at man i mennesket kunne finde et ondsindet ønske og en vilje til at skade sin næste, således at den sociale lim var “den gensidige frygt, vi har over for hinanden”. Hos Rousseau var limen derimod “den eneste måde at [mennesket] kunne opretholde sig ved at forenes i grupper, så de sammen stod stærke nok til at gøre noget ved forhindringerne”. Ingen politiske aktører, partier eller bevægelser med respekt for sig selv ville nægte, at det på en måde er en social lim, der får mennesker til ufrivilligt eller frivilligt at omgås hinanden – den såkaldte sociale kontrakt, som skaber grundlaget for samfundet.

Hobbes

Thomas Hobbes( (1588 – 1679) Engelsk filosof. Menneskets handlinger er ifølge Hobbes styret af begær og selvopholdelsesdrift, der først udslukkes med døden, og det konkurrerer til stadighed med andre om de sparsomme goder.

Hvis statsmagtens regulerende funktion falder bort — som det sker ved en borgerkrig — opstår, hvad Hobbes kalder for naturtilstanden

Derfor kommer det heller ikke som en overraskelse at høre Mette Frederiksen bruge begrebet. Det, som er interessant at undersøge, er, under hvilke forudsætninger samfundspagten kommer til udtryk. Men samfundspagten som ideologisk forklaringsmodel, har mødt modstand. I Danmark,ligesom en lang række andre europæiske lande været karakteriseret af en tendens til generel mistillid til det politiske system eller  der har været oplevet en decideret politisk afkobling. Udover det,  dertil kan man aktuelt se, at Danmark er et klassesamfund, karakteriseret ved enormt meget klassesamarbejde mellem diverse repræsentanters øverste lag (Den danske model osv). Hvor der tidligere har været større kritiske pip hos sociale bevægelser og hos den yderste venstrefløj, står disse parter nu i en handlingslammet position.

Det gør det svært for selv den mindste kritiske røst at vise sig. Danmark er ikke i en krigstilstand, men hvorfor er kritikken alligevel forstummet – og hvilke konsekvenser har vi set af dette?

”Vi holder åbent, til vi bliver pålagt til at lukke”

Mens der de sidste to uger kørte et pressemøde, hvor der blev appelleret til samfundssind hver tredje time, viste samfundspagten ikke sit ansigt i mit nabolag. Her var der ikke tale om “at vise samfundssind” – det klassetranscenderende begreb. Ned ad Nørrebrogade var stort set alle beværtninger, butikker og caféer åbne – helt frem til den 17. marts.

En af mine venner, som arbejder på ét af Nørrebros travleste værtshuse, nævnte, at hans chef sagde til de ansatte: “Vi holder åbent, til vi bliver pålagt til at lukke”. Det har siden vist sig at blive brugt som reklame for værtshusets egen Facebookside – det kyniske profitmotiv over for forbrugere og de ansatte viser ikke samfundssind. Tilmed er min ven hverken blevet lovet eller står til en berettiget lønkompensation for de aflyste vagter.

Men det er ikke kun folk i servicebranchen, der lider denne skæbne. Folk med nul-timers-kontrakter eller lignende vilkår (mig selv inkluderet) står i en umulig position de næste par måneder mht. at få enderne til at mødes. Her står jeg selv. Mine ledere sagde intet til de ansatte de første 14 dage. Jeg sidder stadig i skrivende stund helt rystende ved tanken om den manglende information.

Sundhedskrisen fungerer derfor som en perfekt prisme til at vise absurditeten over klassesamfundets ækelheder. For mens den kommercielle flybranche blev lagt ned, kom der en voldsom stigning i trafikken med privatfly, der fragtede verdens rige til eksotiske destinationer eller hentede slægtninge hjem “for at undgå virussen”. Det perspektiv at flygte fra virussen – havde man fuldstændig glemt – var med til indirekte at sprede virussen. Men den letsindighed fra de selvsamme rige europæiske mennesker, der rejste til eksotiske steder, vil næppe blive husket, efter Coronakrisens smittekurve har lagt sig.

Mens store og mellemstore virksomheder har råbt efter økonomiske hjælpepakker, har de selvsamme virksomheder krævet lønnedgang eller varslet fyringer. Lønmodtagere har ikke kunnet regne med hjælp fra den faglige top, som har kørt en enstemmig ja-kampagne til de nuværende overenskomstforhandlinger i den private sektor. Men for at besvare mit indledende spørgsmål: Markerer Coronakrisen derfor en klasseløs konflikt? Meget peger på et klart og tydeligt nej. Tværtimod er klasseforskellene ikke blevet udvisket – de er blevet intensiveret.

Overraskende nok viser der sig også en klar politisk opbakning til den nuværende linje, som har gjort tiltagene mulige. Ifølge en nylig undersøgelse foretaget af Kantar Gallup støtter 70 % af de 1.083 respondenter op om Mette Frederiksens politiske linje.’ Hvad forklarer skiftet fra den politiske afkoblede vælgermasse til en tilfreds befolkning?

Når alt sættes ud af spil – hvad kan man så regne med?

Samfundspagten under Coronakrisen viser et historisk fænomen, man kan kalde cæsarismen. Et begreb, som er udviklet ud af Marx’ bonarpartisme-begreb, som forklarer drivkræfter til statskup. Gramsci videreudvikler begrebet til også at forklare staters tendenser til at tilsidesætte generelt vedtagne regler og traditioner, f.eks. at undgå en konflikt, som kan få økonomisk aktivitet til at gå i stå.

Gramscis cæsarisme-begreb – skønt det altid omfatter den bestemte løsning at sætte vedtagne regler og traditioner ud af spil – omfatter dog ikke et bestemt politisk islæt. Som Gramsci skriver kan der optræde både ”progressive og reaktionære former for cæsarisme; den konkrete vigtighed kan i sidste ende kun rekonstrueres ved hjælp af konkret historik, og ikke ved hjælp af en sociologisk tommelfingerregel”.

Når cæsarismen omringer samfundet, er der ikke meget at stille op for en politisk opposition. De herskende narrativer, der retfærdiggør nødvendigheden af den stærke leder, kan virke uigennemtrængelige. Derfor har vi også set, at hele det politiske spektrum stort set ikke har nænnet at kritisere det politiske udgangspunkt, som regeringen har fremsat. For oppositionen og støttepartierne har det medført en fodnotepolitik, som har ændret i de små linjer.

Der er ingen konkret sociologisk skematik for, hvordan samfund indtræder i en cæsarisk periode. Dog kan vi kigge på de bestemte bevægelser i samfundet, der peger på muligheden for udviklingen derhenad. Politiske kommentatorer og meningsdannere har krævet et stærkt lederskab. Det har de fået, og nu har regeringens politiske enighed skabt en nærmest stille politisk opposition, der – i hvert fald indtil påsken er omme – må se sig som politiske tilskuere.

For kampen om i morgen

Man fristes til at sige, at alting bliver som det var. Men ligesom en influenza vil cæsarismen mutere samfundet. Der er ikke bare tale om en historisk process – det er også en politisk magtudøvelse. Den markerer et klart skift. Den stærke statsmandsproces, som Mette Frederiksen har lagt for dagen, varsler nye politiske vinde. Det kan for eksempel have konsekvenser for de nuværende overenskomstforhandlinger, hvis vi ender i en konflikt. Indgrebene vil sætte en dæmper på vores politiske brydninger. Eller andre mere aktuelle kampe: Hvordan vil vi fx kunne sikre os på nultimerskontrakter at få lønkompensation, nu det ser ud til at forsamlingsfriheden bliver suspenderet? Vi kan ikke længere regne med store massemobiliseringer som strejkeaktivitet til at støtte op om og synliggøre kampe. Fra i morgen bliver en af de store politiske kampe den om de politiske friheder, og hvor længe de hasteindførte nødlove skal fastholdes.

Lad os til slut se det i øjnene: Mette Frederiksen er ingen Cincinnatus, der frivilligt giver en magt fra sig, som hun allerede har tilranet sig, uagtet gode hensigter. Det er op til folkeligt pres og ansvarlige aktivister at fravriste regeringen retten til at regere per dekret og indføre undtagelsestilstand efter forgodtbefindende.

Lucius Quinctius Cincinnatus

Var en romersk politiker og militærleder i den tidlige romerske republik, kendt for modvilligt at acceptere diktatorisk magt i en nødsituation og villigt opgive dem når krisen var overstået for så at gå tilbage til et civilt liv på landet. Cincinnatus holdes ofte op som idealet for borgerlig politik og garant for ansvarlig ledelse.

Der er ikke flere tekster