Fra besættelse til bevægelse: Rydningen af Hambacher Forst***

Politiets voldelige rydning af anti-kul-protestlejren i Hambacher-skoven nær Køln gjorde besættelsen til et fokuspunkt for den tyske klimabevægelse og trak tusindvis til frontlinjerne. En aktivist fra skoven, der var tilstede under rydningen, beretter her om begivenhederne.

af Birk Ole Persson

Den 12. september rullede hundredvis af politivogne, samt vandkanoner og rydningstanks hen ad landevejene i Kerpen, i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. For de fleste i området stod det klart, hvad der skulle til at ske.

Aftenen forinden var det blevet officielt udmeldt: Protestlejren i den 12.000 år gamle Hambacherskov skulle ryddes. Bygningsministeriet havde vurderet, at beboerne på baggrund af ”brandsikkerhed” skulle evakueres, og rydningen af den nu seks år gamle besættelse skulle gennemføres. Flere tusinde politibetjente fra hele landet skulle deltage i aktionen, der ifølge flere medier skulle være den største politiaktion i delstatens historie.

De mere end hundrede aktivister i skoven var klar på deres pladser i trætoppene og på barrikaderne for med direkte aktion og civil ulydighed at modsætte sig politiets arbejde og besværliggøre dette så vidt muligt. Forholdene mellem aktivisterne og statsstyrkerne var gennem længere tid spidset til, og den forestående rydning var det længe ventede klimaks.

Op med tæer, ned med kapitalismen

Hambacherskoven i nærheden af Køln og dens unikke økosystem har eksisteret siden slutningen af den sidste istid. Den er en af Central-Europas ældste skove og er hjemsted for flere truede dyrearter. Men siden slutningen af 1970’erne har energifirmaet RWE ladet størstedelen af skoven rydde til fordel for udvindingen af det fossile brændstof brunkul.

Tusindvis af hektar skov, landbrug og byer er blevet fjernet, og den omfattende ødelæggelse af lokalområdet fortsætter dag for dag. Lokalbefolkningen har i årtier protesteret, men demonstrationer og læserbreve rykker sjældent på meget, især ikke når modstanderen er et af Tysklands største energifirmaer. Firmaet, der ejer brunkulminerne i området, er en af Europas største spillere i energiindustrien og i den europæiske ”Top 3” for CO2-udledere.

Det var som modstand mod RWE og med den amerikanske Earth First!-bevægelse som forbillede, at en gruppe aktivister i 2012 rejste de første platforme i Hambacherskovens trætoppe.

”Forskellen mellem, hvad der er lovligt, og hvad der kan retfærdiggøres, er for os for stor. Selv om RWE – ved at ødelægge skoven for at udvinde og afbrænde brunkullet – ødelægger regionens levegrundlag, truer folks sundhed, og ikke mindst ødelægger det globale klima, er alt, hvad de gør, jo lovligt. Men vi ser ingen måde, deres handlinger kan retfærdiggøres på.”— fra ”Hambacherjunglens første erklæring”, 2012

Minen kan ikke udvides uden at fælde skoven, og beskyttelsen af skoven var derfor en effektiv strategi imod udvindingen. I besættelsens første år var det således en mindre gruppe anarkister, der med militante metoder gik til modstand mod fældningen af skoven såvel som mod udvinding og transport af brunkullet. Aktivisternes protester høstede ikke megen opmærksomhed, men da man efter den første rydning etablerede en protestlejr uden for skoven, blev grundstenene lagt for det, der skulle blive et samlingspunkt for bevægelsen. Her kunne aktivisterne mødes, dele viden og organisere deres kampagne med direkte aktion mod firmaet RWE.

Ikke alene fungerede besættelsen som ”hovedkvarter” for dele af den radikale bevægelse for klimaretfærdighed, men her kunne aktivisterne også selv skabe rammerne for deres dagligdag og under frie vilkår eksperimentere med anti-autoritære samfundsformer. Etableringen af et lokalsamfund baseret på værdier som autonomi og solidaritet er nemlig også en nødvendig del af kampen mod det globale markeds-kapitalistiske samfund.

At se skoven for bare træer

Siden er besættelsen vokset betydeligt, både i størrelse og i mediebilledet. Aktionsnetværket Ende Gelände har siden 2015 med deres masseaktioner mod kulindustrien, hvor tusinder har deltaget, haft stor succes med at bringe emnet brunkul frem i klimadebatten. Især i 2017, hvor FN’s klimatopmøde, COP23, fandt sted i den nærtliggende by Bonn, blev minerne i Rhinlandet og skovbesættelsen emne for stor mediedækning. I forbindelse med den stigende opmærksomhed er skoven blevet tilskrevet en større betydning i flere institutioner.

I 2017 var den udgangspunktet i en retssag mellem miljøorganisationen BUND (Friends of the Earth Tyskland) og energifirmaet RWE. BUND havde lagt sag an mod RWE på baggrund af deres ulovlige ødelæggelse af habitatet for en række truede dyrearter. I november besluttede retten som en foreløbig løsning at annullere årets fældningssæson efter kun få dages motorsavsaktivitet – en midlertidig men betydelig sejr for kampagnen. Året efter kunne RWE fortsætte deres arbejde, men retssagen var endnu ikke overstået.

I takt med at klimadebatten har fyldt mere og mere, og brunkullet er kommet i større fokus, har den politiske klasse i Tyskland også været nødsaget til at tage stilling. Derfor har regeringen etableret den såkaldte ”kulkommision”. Kommissionen, der består af en række klima- og miljøorganisationer såvel som energi-firmaer (heriblandt RWE), har til opgave at finde en løsning for og lægge en plan for den tyske stats udfasning af kul. Selv om de grønne NGO’er i månedsvis har forsøgt at sætte Hambacherskoven på dagsordenen, har RWE og de andre firmaer konsekvent blokeret for dette. Udfasningen af fossile brændstoffer tjener naturligvis ikke kapital-indehavernes interesser, og RWE har derfor måttet tage alle midler i brug for at forsvare disse. Dette indebærer blandt at tilskynde til fældning af Hambacherskoven.

”RWE prøver så hurtigt som muligt at ændre forholdene, før der kan komme en politisk løsning, før der kommer en beslutning fra domstolen, så de kan fælde den her skov.”— Anonym aktivist til netmediet graswurzel.tv

Twitter, Hambacher Forst Besetzung

Farezone – for hvem?

Det havde været klart i flere uger, at en større politiaktion var under opsejling. Regeringen havde uger forinden defineret området som et såkaldt ”Gefahrengebiet” (”farezone”) – en status, der giver ordensmagten retten til at kontrollere og gennemsøge personer, konfiskere materiale (inklusiv mad og drikke) og eventuelt forvise eller anholde personer, umiddelbart efter forgodtbefindende – en indskrænkelse af bevægelsesfriheden og en de facto belejring af besættelsen.

Delstaten Nordrhein-Westfalens indenrigsminister Herbert Reul fra det konservative parti CDU havde gjort det tydeligt, at ”også i Hambach gælder vores nul-tolerance-linie”. Med ord som ”venstreekstreme voldsmænd” og sammenligninger med G20-protesterne i Hamborg forsøgte de borgerlige politikere at male et billede af aktivisterne som farlige modborgere med skjulte dagsordener.

”De vil ikke redde træerne, de vil afskaffe vores stat!”, forklarede Herbert Reul – en vurdering, der egentlig ikke ligger langt fra sandheden. En betydelig del af aktivisterne i skovbesættelsen har deres baggrund i den radikale venstrefløj, og mange definerer sig selv som ”autonome” eller ”anarkister”.

Regeringens forsøg på at male fanden på døren lod dog ikke til virkelig at passe på realiteterne. Selv om besætterne i årevis har gjort brug af mere militante metoder – såsom sabotage eller åben kamp mod politi- og sikkerhedsstyrker – lod de mere ”fredelige” metoder i værktøjskassen, civil ulydighed, til at være de mest brugte under efterårets rydning. Disse tog form af blokader, fysiske såvel som menneskelige, både på jorden og i trætoppene.

Når man er 15-20 meter oppe i luften, kræver det en noget større indsats fra politiets side at få én ned herfra. Det tager tid, det koster penge, og det skaber opmærksomhed. Bevægende sig på reb spundet mellem træerne, eller fastlåst til betonblokke (såkaldte ”lock-ons”) i et af de mere end 50 træhuse, kan aktivisterne forsinke politiets arbejde betydeligt.

På jorden brugte aktivister deres kroppe til at blokere for fremrykningen af politiets og RWE’s maskiner. Siddende arm i arm, syngende og råbende, nægtede aktivisterne at forlade stedet frivilligt – kun med vold kunne de fjernes. Og det blev de. De protesterende blev mødt med voldsom opførsel fra betjentene, der med knipler, trykpunktsgreb og peberspray opløste demonstrationerne og anholdt folk i massevis. Utallige tilfælde har tydeliggjort ordensmagtens komplette ligegyldighed over for aktivisternes sikkerhed, hvad der kun har kastet mere brænde på bålet.

Facebook, Hambacher Forst Besetzung

”Denne rydning, og politiets opførsel, har gjort mig utrolig rasende. De har ledt udstødningsgas ned i besatte tunneller og truet med at kappe reb, i hvilke der hang menneskeliv. De har hver fået at vide, at deres hensynsløse opførsel har bragt folks liv i fare. De har ladet alle advarsler falde til jorden.”— Aktivist i en tale til demonstration

“Heroppe er der intet afspærringsbånd”

Mennesker i træhuse. Den største politiaktion i delstatens historie. Demonstranter i kamp. Alene nøgleordene er guf for ethvert medie, der vil sælge aviser eller forhøje deres seertal, og nationale medier var allerede fra dag ét på pletten for at rapportere fra ”frontlinjerne”. Men selv registrerede journalister blev af politiet mødt med en tydelig modvilje.

Ved indgangene til skoven mødte man skeptisk kontrol, under rydningen af træhusbyerne gjorde brede og mandsopdækkede politiafspærringer det vanskeligt at dokumentere begivenhederne, og i enkelte tilfælde blev journalister ofre for politivold, anholdelse eller beslaglæggelse af deres udstyr. Det var denne indskrænkelse af pressefriheden, der fik den unge blogger og journalist Steffen Meyn til den 18. september at vælge at rapportere fra trætoppene selv.

”Efter at pressen de seneste dage i Hambacherskoven ofte har fået deres arbejde indskrænket, er jeg nu i 25 meters højde i Beechtown for at dokumentere rydningsarbejdet. Heroppe er der intet afspærringsbånd.”, skrev han på Twitter. Steffen havde i over et år været aktiv i skoven, og var et kendt ansigt blandt besætterne. Under rydningen af besættelsen ”Beechtown” den 19. september faldt Steffen fra en hængebro i 20 meters højde, mens betjente fra en lift forsøgte at fange og anholde klatrende aktivister. Til trods for lægernes hurtige reaktion stod hans liv ikke til at redde.

De tragiske nyheder spredte sig i besættelsen og førte til chok og gråd. Værst var det for beboerne i Beechtown, der havde været vidne til ulykken. ”I har blod på hænderne!”, lød det fra trætoppene. I en pressemeddelelse benægtede politiet, at deres tilstedeværelse i skoven havde noget med uheldet at gøre, og påstod, at der ikke fandt nogen politiaktion sted i den umiddelbare nærhed af ulykkesstedet.

Samme aften optrådte indenrigsministeren Herbert Reul (CDU) foran kameraerne. ”Jeg er dybt berørt af uheldet,” forklarede han, mens han tørrede krokodilletårerne fra øjenkrogen. ”På baggrund af denne slemme hændelse, har landsregeringen besluttet midlertidigt at stoppe rydningen. Vi kan ikke bare sådan fortsætte – det kan jeg i hvert fald ikke.”

Trods ministerens løfter om en pause fortsatte politistyrkerne allerede få dage efter det tragiske dødsfald, som om intet var hændt. Alt imens aktivisterne sørgede over tabet af deres kammerat, kørte rydningen videre i stor stil.
I flere dage lod indenrigsministeren betjentene uddele knippelsuppe og fortsætte rydningen, mens en stadig voksende gruppe mennesker modsatte sig politiaktionen.

Link til video

“You can’t evict a movement”

På trods af politiets hårdhændede behandling af såvel aktivister som journalister og deres dækning af begivenhederne i skoven formåede en lang række medier at fortælle historien, der undertiden trak overskrifter over hele landet. Billederne af sortklædte, kampklare stormtropper, der med knipler og gas tævede sig igennem store grupper af overvejende fredelige protesterende kunne dagligt ses i nyhederne. Sammenholdt med sommerens intense tørke og den allerede igangsatte debat om landets udfasning af kul var statens håndtering af protesterne i høj grad med til at opildne og mobilisere mennesker til støtte og solidaritet – såvel landet over som i resten af verden.

Flere gange om ugen fandt solidaritets-demonstrationer sted ved skoven, hvor hundrede- eller endda tusindvis råbte op mod regeringens prioritering af fossile brændstoffer over natur og dens angreb på borgerrettighederne. Til flere af demonstrationerne trodsede de demonstrerende politiets ordrer og brød igennem politikæderne for at støtte blokaderne i skoven.

“Der kommer hele tiden nye mennesker til barrikaderne og sætter sig foran dem – de lader sig ikke skræmme af politiet. Og vi forsøger med det materiale, som skoven giver os, f.eks. det her faldne træ, at blokere for politiet og deres ødelæggelse.”— Anonym aktivist til netmediet Graswurzel.tv

Dagligt gik “almindelige borgere” spadsereture i skoven for at vise deres støtte til besættelsen. Støtten var både moralsk og konkret, og mange ankom med forsyninger til aktivisterne: vand, råvarer og snacks såvel som aktionsudstyr.

Eftersom politiet under deres kontrol af “spadseregængerne” konsekvent konfiskerede klatre- og byggeudstyr, begyndte flere at smugle sagerne ind i skoven. Karabinhager gemt i kaffedåser, søm og skruer gemt i skosåler, barnevogne fyldt med reb; der var ikke grænser for kreativiteten.

Den 30. september, en af de sidste dage i rydningen, deltog mere end 10.000 mennesker i den ugentlige skovtur for at bevidne kampen om de sidste besættelser i skoven. Den store menneskemængde gjorde det umuligt for ordensmagten at nægte menneskene adgang til skoven, og politiet var tvunget til at trække størstedelen af deres styrker ud. Hundredvis af “almindelige borgere” deltog på denne dag i at styrke forsvaret af de sidste besættelser. Børn såvel som bedsteforældre byggede barrikader og gravede huller til langt ud på den usædvanligt varme efterårsaften. Enkelte børnefamilier tilbragte natten på skovbunden under den stjerneklare himmel.

At tabe kampen, men vinde krigen

Rydningens sidste dage blev fra politiets side gennemført med et utroligt pres, og til trods for, at aktivisterne blev ved med at komme tilbage, blev de sidste aktivister fjernet fra træerne og det sidste træhus smidt til jorden den 2. oktober, godt fire uger efter, at det tyske politi for alvor indledte deres offensiv mod besættelsen. Denne del af krigen var forbi, og efter at have kørt på højtryk så længe kunne mange af aktivisterne endelig tage en dyb indånding og en kort pause, inden fældningssæsonens begyndelse indvarslede den næste kamp.

Få dage efter, den 5. oktober, bredte en overraskende nyhed sig fra telefon til telefon. Højesteretten i Münster havde behandlet retssagen mellem BUND og RWE og havde igen besluttet at annullere fældningssæsonen, indtil skovens beskyttelsesstatus var nærmere defineret. Melankolien over alt det tabte blandedes med en stemning af sejr, og for første gang siden fældningsstoppet året før var der noget at fejre.

Uger forinden havde en række NGO’er indkaldt til demonstration ved skoven den 6. oktober. Hvad der skulle have været en protest mod den forestående fældning, blev grundet rettens beslutning dagen før til noget af en folkefest i klimaets tegn. Mennesker ankom til demonstrationen i stride strømme. I timevis var togene propfyldte, og i alt deltog omkring 50.000 mennesker i demonstrationen. Magtesløse over for den evigt voksende menneskemasse havde politiet intet andet valg end at lade folk gå ind i skoven. Flere hundrede mennesker trængte ind i skoven med klatreudstyr og byggemateriale, og inden dagen var omme, var en genbesættelse blevet udråbt.

Siden rydningen, domstolens beslutning og genbesættelsen har protestlejren slået stærke rødder i Hambacherskoven, og dét med fornyet energi. For at tydeliggøre, at rydningsstoppet kun er en halv sejr og ikke udelukker den fortsatte aktivitet i protest mod RWE’s udvinding af brunkul, har en række aktivister under sloganet #HambiGehtWeiter (“Hambi kører videre”) udført en række direkte aktioner imod kul-infrastrukturen. I flere omgange er gravemaskiner såvel som kul-togsporene blevet besat af såvel mindre autonome grupper som ved store masseaktioner med tusindvis af aktivister. I slutningen af oktober deltog mere end 6.000 aktivister i masseaktionen Ende Gelände.

”Selv om skoven er sikret for nu, så fortsætter energifirmaet RWE stadig med at udvinde, transportere og afbrænde det her fossile brændstof, som forårsager klimaforandringer. Derfor besætter vi de skyskraberhøje gravemaskiner i minen, og vi sætter os på jernbanesporene, der transporterer kullet fra minen til kraftværkerne, for at vise, at det, der foregår her, ikke går længere. I den situation, vi står i, er vi nødt til at gribe til drastiske midler for at undgå klimaforandringerne.”— Aktivist til DR P1’s Orientering

“Hambi er kun begyndelsen”

Rydningen af besættelsen var en hård oplevelse for alle involverede. Politiets hensynsløse opførsel, ødelæggelsen af det, der har taget så lang tid at bygge op, fængslingen af kammerater, og ikke mindst tabet af Steffen. Men trods alt det hårde har rydningen været et bevis på bevægelsens styrke og har bragt utrolige sejre med sig. Aktivisterne i den besatte Hambacherskov holdt stand mod de tyske militariserede politistyrker i flere uger og formåede i situationen at rette hele landets opmærksomhed mod fossil-staten og klimakampen.

”Denne rydning har bragt en opmærksomhed med sig, der for bare to år siden syntes umulig. Verdenen holder øje med den tyske stat, og de ser, hvad miljøets “mønsterelev” og den såkaldte “klima-kansler” gemmer i skabet! Alene dét er en kæmpe sejr!”— Aktivist i en tale til demonstration

Besættelsens indvirkning på debatten har inspireret til handling i alle lag af civilsamfundet, udbredt visheden om kul-industriens magt og udåd og ikke mindst rykket forståelsen for, hvilke metoder der er legitime i kampen for klimaretfærdighed. I løbet af årene har besættelsen udviklet sig fra en mindre gruppe militante ”klima-krigere” til en folkebevægelse, der kan mobilisere tusindvis til forsvar for unik natur og klimaet.

To år i træk har bevægelsen imod RWE formået at stoppe den fældningssæson, der før har været udgangspunktet for kampen i skoven, og er et klart bevis på, at direkte aktion i samarbejde med lokalt organiserede kampe kan føre succesfulde kampagner imod storkapitalens projekter.

Politiaktionen førte til flere hundrede anholdelser, utallige forvisninger, mange fysiske skader (brækkede arme, fødder, næser) og fem fængslinger. Af de fem fængslede sidder kun én tilbage. Læs mere om den fængslede kammerat Eule, og hvordan man kan støtte hende på: abcrhineland.blackblogs.org

Den 6. december besøger en aktivist fra besættelsen Folkets Hus i København. Arrangementet organiseres af Internationalt Forum KBH og Klima Aktion DK.