I årerne efter Islamisk Stats invasion af det nordlige Syrien har verdens medier ivrigt fulgt de skiftende frontlinjer, der bevægede sig over det territorie, som den kurdiske befolkning kender som Rojava. Efter Islamisk Stats hovedstad Raqqa blev indtaget, og IS besejredes på de centrale kamppladser, skiftede fokus andetsteds.

Ingen forsidehistorier diskuterer eller dokumenterer genopbygningen efter konflikten, og kun dele af venstrefløjen virker interesseret i de selvstyrende strukturer, der blev født i de første dage efter det syriske regimes militære styrker, og regeringsapparatet blev skubbet ud af Rojava i 2011.

De autonome strukturer der blev skabt i Rojava, består i dag, og står styrkede trods flere års krig mod Islamisk Stat og talrige angreb fra Tyrkiet, der i foråret 2018 ligeledes invaderede og besatte Afrin, som udgør den vestligste del af de kurdiske områder indenfor den syriske stats officielle grænser.

Denne artikel søger at kompensere for den manglende opmæksomhed ved at fokusere på en lille brik af det store puslespil, som langsomt er blevet opbygget i det de-facto statsløse samfund. Tæt ved den irakiske grænse i Rojavas Jazira-region, findes et sted kendt som ’Rojavas Internationale Kommune’ (Internationalist Commune). Bestående af flere forskellige projekter og overlappende kooperativer har Kommunen for nylig fået stor opmærksomhed med en nyere kampagne kendt som ’Gør Rojava Grøn Igen’ (Make Rojava Green Again), og et bogprojekt med samme titel er lige blevet udgivet.

Navnet refererer til et aktuelt projekt, som har til formål at plante træer for at genoprette biodiversiteten i områdets natur, og facilitere det omkringliggende områdes overgang fra monokulturelt landbrug – foranlediget af Assad-regimet – fokuserende på få masseproducerede afgrøder, til fordel for en selvforsynende og biodivers model. Dette er blot én af Kommunens mange aktiviteter. Fælles for alle projekterne er deltagelsen af internationale aktivister, som har tilsluttet sig Kommunen.

Arbejdet med at genroprette biodiversiteren i området foregår blandt andet ved at plante nye træer der skal bære frugter og forhindre erosion af jorden

Tilstedeværelsen af udlændinge i Rojava er langt fra en ny udvikling, idet hundredvis af internationale frivillige har gjort tjeneste i de væbnede styrker – YPG og YPJ – og andre tilknyttede enheder, der stadig kæmper mod Islamisk Stat og de tyrkiske besættelsesstyrker. Mange internationalister som Farid Medjahed (nom de guerre Shahin Qarachokh) fra Frankrig der døde i det sydlige Deir ez-Zoor i kampen mod ISIS og britiske Anna Campbell (nom de guerre Hêlîn Qerecox.), der blev dræbt af tyrkiske NATO-kampfly i Afrin, er faldet som martyrer.

Efter invasionen af Afrin blev mange internationalister i de væbnede styrker sendt hjem. Flere er dog stadig blevet tilbage, og nye er flokket til for at deltage i arbejdet med at genopbygge og styrke de organisatoriske strukturer og institutioner, der er baseret på demokratisk konføderalisme.

Demokratisk konføderalisme

Demokratisk konføderalisme

Demokratisk Konføderalisme: Idéerne om demokratisk konføderalisme er et resultat af det paradigmeskift, som PKK gennemgik i 2005, hvor den traditionelle marxisme-leninisme blev erstattet til fordel for en libertær socialisme med principperne om demokratisk konføderalisme inspireret af Mooray Bookchin’s idéer om kommunalisme. Disse idéer går ud på, at samfundet organiseres i mindre enheder og kommuner, og at beslutninger træffes i disse. Det er en social, økonomisk og politisk model for selvorganisering, hvor folket har magten over eget liv udenom kapitalisme, stat og patriarkat.

Kommunens skole faciliterer sprogundervisning i kurdisk, ideologisk skoling og en gradvis introduktion til arbejde i samfundet under samfundsmodellen ’Demokratisk Konføderalisme’, samtidig med at aktivisterne arbejder i – og bidrager til – det omkringliggende samfund.

Én af de internationale frivillige er Danton. Han kom til Rojava for to år siden, og har hjulpet til med at opbygge Kommunen. Her kan internationale bidrage til revolutionen i Rojava gennem civilt arbejde. Konfronts internationale redaktion interviewede ham via en række e-mails omkring Kommunens arbejde, udenlandske aktivister, og hvordan de bidrager til revolutionen.

Da jeg ankom til Rojava for omkring to år siden, var der – udover de internationale aktive i YPG – ikke nogen organisatoriske strukturer til at guide eller hjælpe internationale, der gerne ville bidrage til samfundet gennem civilt arbejde. På denne måde opstod diskussionerne omkring nødvendigheden af en sådan struktur. I foråret og sommeren 2017 blev projektet mere konkret, idet vi begyndte at lede efter et sted at bygge en skole, og samtidig startede mediearbejdet i form af hjemmesiden internationaliscommune.com , hvorigennem vi begyndte at række ud til kammerater i udlandet.”

Før jeg hørte om den kurdiske frihedsbevægelse, var jeg politisk aktiv mange steder, og hoppede rundt mellem forskellige grupper og ideologier uden at være helt tilfreds med nogle af deres tilgange til samfundet, samt revolutionære perspektiv (eller mangel på samme). Da jeg lærte den kurdiske bevægelse at kende i Tyskland, og senere hen så de strukturer, der var opbygget i Bakur (det nordlige Kurdistan inden for Tyrkiets landegrænser), virkede det som et logisk skridt at tage springet til Rojava, og lære direkte fra revolutionen her”

Tilpasningen til livet i Kommunen

Danton beskriver hvordan internationale frivillige, hvoraf størstedelen er bekendt med den kurdiske bevægelse og dens ideologi, alligevel må ligge et stort arbejde i at tillære sig dens kultur, samt bevægelsens måde at operere på. Et eksempel er brugen af tekmil – dvs. gruppemøder brugt til kritik, selvkritik og refleksion.

Størstedelen af kampen her finder sted med os selv og vores kammerater. Vi betragter, hvordan det moderne kapitalistiske samfund påvirker os, og hvordan vi kan forbedre os. Det er vigtigt i den forstand, at hvis vi vil bygge noget nyt og bedre, må vi ligeledes ændre vores egen mentalitet, hvis vi vil ændre samfundet. Metoden vi bruger, er tekmil. Med et par dages mellemrum samles vi i grupper, og deler vores kritik af hinanden og os selv, samt hvordan vi kan ændre adfærd og personlighed for at reflektere over dén måde, vi organiserer vores liv, og arbejde mod en bedre verden”

En central måde hvorpå revolutionen påvirker os, er spørgsmålet om køn. Dette er centralt for dét pensum, som frivillige skal gennemgå for at blive en del af Kommunen og samfundet. For mig som mand er det vigtigt at reflektere over min egen maskulinitet. Til dette formål har vi også tekmil’er kun for mænd, men som regel deltager en kvindelig kammerat altid, mens kvinderne også har deres egen separatistiske tekmil. Bevægelsens ideologiske knudepunkt er, at patriarkatet udgør den overordnede magtstruktur i den kapitalistiske modernitet, og derfor må nedbrydes.

Kommunen og livet i Rojava.

Ifølge Danton bliver medlemmer af Kommunen gradvist integreret i det omkringliggende samfund gennem praktisk arbejde i alt fra opgaver i kvindestrukturer, hospitaler og administrative poster. Først gennemgår de dog en periode med intens skoling i sprog og kultur, som finder sted på Kommunens akademi. Der er et konstant fokus på opretholdelse af en stærk forbindelse imellem skolen og civilsamfundet.

Billedtekst. En af de internationale der faldt i kampen for Rojava, var Anna Campbell, der blev dræbt i forsvaret for Afrin mod tyrkiske invasionsstyrker.

Akademiet opfylder ifølge Danton tre essentielle roller:

“1) Det er stedet, hvor nyligt ankomne til Rojava lærer sproget og at tilpasse sig den lokale kultur og omgivelser. Akademiet er ligeledes et sted, hvor man tilegner sig den nødvendige ideologiske skoling, der danner grundlag for revolutionen. Dette er krav, der skal opfyldes, før man deltager i samfundets praktiske arbejde.

2) Kommunen er også base for træ-kooperativets og det biodynamiske arbejde indenfor rammerne af ’Gør Rojava Grøn Igen’ (Make Rojava Green Again).

3) For det tredje forsøger vi at opretholde ideologisk arbejde her med at skrive tekster, diskutere, researche og udvikle nye ideer. Vores fokus er, hvad vi kan lære fra revolutionen her, og tage med tilbage til kampen i de respektive samfund, vi kommer fra.”

Vi spurgte Danton om hans personlige oplevelse, og hvordan livet i Kommunen har påvirket ham. Hertil svarede han:

For mig er de stærkeste minder og øjeblikke forbundet til specifikke personer. I min tid her har jeg mødt så mange stærke individer og bare ved at lytte til dem, er mange ting blevet klarere for mig. Jeg mødte mange unge mennesker, der kæmpede mod Islamisk Stat i Kobane. Flere forsvarede byen til deres sidste kugle. Ligeså med de venner der kom tilbage fra kampene i Afrin. Deres oplevelser med at modstå en NATO-hær, og dén smerte de bragte med dem, gjorde indtryk. Endnu mere så deres stålsatte vilje til aldrig at give op. Jeg har også stærke minder omkring familier, jeg har boet hos – familier der har været aktive i kampen for frihed i mere end 20 år under den syriske stats undertrykkelse. Selv under dette forberedte og opbyggede de strukturer, der har gjort revolutionen mulig. Folk her har en særlig klarhed, med hvilken de ser verden, og jeg betragter med nye øjne min egen regerings rolle i den undertrykkelse, de har lidt under. Det har påvirket mig enormt, og givet mig megen energi og håb, med hvilken jeg fortsætter med at kæmpe. Endelig er mange minder knyttet til de, som er faldet sehid.”

şehîd

er det kurdiske begreb for at dø i en større sags tjeneste. De der falder şehîd bliver husket, holdt op som symboler til efterfølgelse, og som repræsentanter for bevægelsens idealer.

 

Når du har brugt noget tid i Rojava, vil du ikke kunne undgå at miste venner, der falder i kamp. Der er mange steder og symboler her omkring, der tjener til at minde om dem, ligesom hver eneste begravelse er en stærk følelsesmæssig oplevelse for dig selv, og for fællesskabet som helhed. Det hjælper os til at forstå revolutionens virkelighed. Folk som f.eks. Helin Qerecox (Anna Campell) er vigtig for os. Vi mindes disse martyrer – eksempelvis ved, at et sted som Kommunens akademi tager navn efter dem. Sehid’erne giver os styrke og klarhed i vores revolutionære arbejde. Det er op til os ikke at glemme dem og at kæmpe for det samfund, de drømte om, og døde for”

Kommunens fremtid

Den Internationale Kommune er som nævnt et sted, hvor internationale kammerater kan se og lære af revolutionen, men er samtidig en vital del af den verden, det revolutionære samfund i Rojava kæmper for at skabe. Visionen og praksissen kaldes Demokratisk Modernitet, og er en del af konceptet om Demokratisk Konføderalisme udviklet af Abdullah Öcalan.

Demokratisk modernitet

Begrebet “Demokratisk Modernitet” står hos Öcalan og i Rojava i modsætning til “Kapitalistisk Modernitet”, hvilket er defineret ved den hegemoni, der har eksisteret i århundreder i det meste af verden. Samfundet i det meste af verden er fokuseret på en markedsetik, hvor alt måles ved økonomisk værdi, og som gennemsyrer alle dele af vores liv. Etiske og moralske værdier om fællesskab og inklusion som er nødvendige for et velfungerende samfund, er dermed tilsidesat til fordel for kapitalismens værdier, der baserer sig på hegemoniske elementer som individualisme og eksklusion, samt positivisme og nationalstat – alle værdier der fordrer systemer som racisme, sexisme og eksklusion. Demokratisk Modernitet handler derfor om at blive af med kapitalismens værdier, og i stedet kultivere en mentalitet af etik og demokrati, som allerede findes i samfundenes kollektive værdier. Det handler dermed om at ændre samfundet indefra, og befri samfundet fra dets kapitalistiske kolonisering efter idéen om stat + demokrati, indtil staten til sidst overflødiggøres.

Rojava åbner op for et rum, hvor man i konkret og abstrakt forstand kollektivt kan udvikle alternativer for de samfund, fra hvilke vi kommer, tilpasset hver af deres særegenheder. Men altid i et kollektivt øjemed der søger at knytte an til en fælles international vision og samarbejde”

 

Livet i Kommunen er langt fra et paradis, og Danton genkalder, hvordan han i begyndelsen havde svært ved at tilpasse sig et statsløst samfund og den store personlige transformation, der forventes af kommunarderne.

Jeg forventede ikke alle de modsætninger, der ville opstå i den revolutionære proces. Kommende fra Europa forudså jeg ikke, hvor svært det er, og hvilke problemer vi skal finde løsninger på, når vi organiserer os udenfor staten. Særligt spørgsmålet om mentalitet og personlighed er centrale. Vi må ændre os selv, før vi kan ændre vores samfund. Dette kræver udviklingen af særlige værdier, og opretholdelsen af bestemte principper.”

 

Når jeg før tænkte på et utopisk samfund, og hvordan vi skulle realisere det, tænkte jeg ofte meget teknisk. Hvilke institutioner skulle der opbygges, og hvordan beslutninger skulle tages – den slags ting. Men nu står det mig klart, at hovedfokus er uddannelse og skoling. Skoling i den forstand at vi må ændre vores mentalitet og personlighed. For at ændre mig selv som individ i samarbejde med andre, er det vigtigt at analysere, hvordan den herskende ideologi i samfundet konstant arbejder for at påvirke os, og vi må være klar over, hvordan vi kan modvirke den. I Rojava finder du kilder til læring og akademier overalt. Alle spiller en rolle i den selvstyrende administration. “

Den internationale kommune har blandt andet udvekslet solidaritets hilsner med den zapatistiske bevægelse i Mexico

Modsætninger

Modsætninger/Contradictions handler om de modsætninger, vi som revolutionære kan ha’ inden i os, som kommer til udtryk i vores revolutionære liv. Det kunne f.eks. handle om vores patriarkalske socialisering, hvor man som revolutionær er sig fuldt bevidst i teorien, at det er altafgørende at gøre op med patriarkalske strukturer i én selv, men at man alligevel i praksis i sine relationer med kvinder, behandler – og ubevidst ser – kvinder som nogle, der skal stå til rådighed, og indrette sig efter én. Eller det kunne handle om vores socialisering i det kapitalistiske samfund, hvor man som revolutionær søger at bekæmpe kapitalismen, samtidig med at man selv har en masse småborgerlige og materialistiske vaner, der relaterer sig til kapitalismens krav om individualisme. Contradictions/modsætninger er dermed i familie med en form for hykleri i skæringspunktet mellem det politiske og det personlige.

Dette betyder også, at tingene ikke ændrer sig fra dag til dag. Et spørgsmål der ofte opstår, vedrører privat ejendomsret og retten til at eje jord. Selvfølgelig er det vigtigt at adressere, men folk må også forstå, at revolutionen her er en lang og sej proces. På et tidspunkt vil de der bor i landsbyerne og Kommunen ændre mentalitet, og begynde at løse spørgsmålet om land på deres egne præmisser. Dette er allerede begyndt flere steder.”


Nysgerrigt spurgte vi, om alle kan tilslutte sig Kommunen, og
overraskende nok svarede Danton, at enhver i princippet kan komme, og være en del af kollektivet.

Ja, alle kan komme her. Vi beder dog om, at man bliver her minimum et halvr år for at have tid til at lære og fordybe sig i det kurdiske sprog og vende sig til kulturen samt bidrage meningsfuldt til vores arbejde. Som jeg har understreget, så beder vi også folk være åbne for nye tanker og måder at agere på. Der er meget, vi kan lære af den kurdiske frihedsbevægelse, men det involverer også at opgive gamle vaner og bekende sig seriøst til revolutionen.”

I dag er revolutionen i Rojava truet af den tyrkiske stat. Samfundet er dog forberedt på at forsvare sig selv. Folk her ved bedre end nogen andre, at de må forlade sig på deres egen styrke. Efter hvad vi har set i Afrin, ved vi, at Tyrkiet og de islamiske grupper som de støtter, vil søge at tilintetgøre det kurdiske samfund og de strukturer, vi har opbygget. De vil ikke sky nogen midler, og vil bruge alle tænkelige våben imod os. Men til trods for dette vil vi internationalister ikke flygte. Vi vil stå skulder ved skulder med folket her. Siden besættelsen af Afrin har vi igen og igen kritiseret det internationale samfund for at sælge våben til Tyrkiet, men det er, hvad man kan forvente fra stater. Vores eneste allierede er de demokratiske folk verden over. Hvis vi går på gaden og protesterer, bruger civil ulydighed, stopper produktionen samt salget af våben til Tyrkiet, kan vi slå et slag for revolutionen – ikke kun i Rojava og Tyrkiet, men i verden, og beskytte folkets demokratiske vilje.”

Internationalisme

Idéen om internationalisme stammer tilbage fra Marx og Engels’ Kommunistiske Manifest og dets imperativ: “Proletarer i alle lande, foren jer!”. Hermed forstås, at alle verdens arbejdere har til fælles at være udbyttet i kapitalismen, og derfor bør organisere sig på tværs af nationer for at bekæmpe kapitalismen. Det sagdes derfor, at arbejderklassen ikke havde en nation. Folkets samlingspunkt skulle i stedet for at være nationalisme, være international solidaritet. I Öcalans og Rojavas syn på internationalisme, handler internationalisme ikke kun om arbejderklassen, men om alle mennesker der sympatiserer med demokratisk konføderalismes idealer om et frit og lige samfund med direkte demokrati og kvindefrigørelse. Dette ses f.eks. i Rojava, hvor flere forskellige etniciteter lever sammen, og i fællesskab træffer beslutninger. Man har dermed ikke mere eller mindre ret til at bestemme, fordi man ikke er kurder. Alle der gerne vil kæmpe for – eller fremme idéerne om – denne form for samfund, og ikke oprindeligt er fra Rojava eller kurder, kaldes derfor “internationalister”, og udgør “Democratic Nation”/”den demokratiske nation”.

Donald Trump har for nyligt sagt, som en del af en aftale mellem ham og Tyrkiets præsident Erdogan, at han vil trække alle amerikanske tropper ud af Syrien med dét argument, at ISIS er besejret i Syrien. Dette kommer efter Tyrkiets opbygning af militære styrker langs den tyrkiske grænse, og i de tyrkiskbesatte områder af Afrin og det nordvestlige Syrien. Et sandsynligt scenarie er en invasion med brugen af islamistiske grupper støttet af tungt, tyrkisk artilleri og luftstøtte, der vil give grobund for at genoplive ISIS. Især eftersom Tyrkiet støtter ISIS, gør det det meget svært at se det fornuftige i, at Tyrkiet nu efter Trumps påstand skal overtage USAs arbejde med at bekæmpe ISIS, som de ellers tidligere havde samarbejdet godt med kurderne om. Allerede nu har tyrkisk-støttede grupper indtaget Manbij, hvorfor YGJ/YPG kaldte på hjælp fra den syriske regeringshær, som nu har indtaget byen, og som påstår, at de vil beskytte hele territoriet mod en tyrkisk invasion og angreb. Der er stor risiko for en massakre, værre end det er set i Afrin, og på sigt kan det føre til besættelse og annektering af Rojava gennem brug af tyrkiske bosættere. Noget af det eneste der kan forhindre den truende tyrkiske invasion, er internationalt pres fra omkringliggende lande i Mellemøsten og Europa

Link til den internationale kommunes crowdfunding kampagne på firefund

https://www.firefund.net/ric

 

 

 

Der er ikke flere tekster