Hvert år udgiver ABC-Hviderusland en rapport over repressionen af anarkister og anti-fascister i Hviderusland. I år har de oversat den til engelsk. Det er den følgende tekst.


 af Anarchist Black Cross (Oversat til dansk af ABC København), 23/02-2019

I begyndelsen af året var alle chokeret over ”Network”-sagen I Rusland, hvor anarkister blev tilbageholdt og tortureret. Ifølge FSB har en afdeling af ”Network” også været aktiv i Hviderusland. KGB har ikke reageret offentligt på denne påstand, men vi har lagt mærke til en stigning i forsøgene på at rekruttere unge med forbindelse til den anarkistiske bevægelse i flere dele af Hviderusland.

Vinter

I begyndelsen af februar 2018 påbegyndte KGB en undersøgelse af en regional uddannelsesgruppe ved navn Kritisk Tænkning (Critical Thinking).
En af de frivillige blev indkaldt til en uformel samtale over telefonen – han havde tidligere været tilbageholdt sammen med den russiske anarkist Piotr Ryabov og fået en bøde for ”offentlig udstilling af nazi symboler”1, og havde fået sin harddrive konfiskeret. Samtidig med dette blev hans mor indkaldt til en uformel samtale. Flere af den frivilliges venner blev samlet op af politiet, afhørt og sat fri igen. Politiet var interesseret i Kritisk Tænknings aktiviteter og forsøgte at få folk til at underskrive samarbejdserklæringer2.

Den 8. februar besøgte anti-ekstremismepolitiet en aktivists forældre. De spurgte om aktivistens politiske interesser osv. Lejligheden blev ransaget med en ransagningskendelse givet på baggrund af en efterforskning påbegyndt i 2017, da rød maling blev hældt på Lenins statue i byen. En anden lejlighed tilhørende en anden aktivists forældre blev også ransaget. Denne aktivist blev betragtet som et vidne i forbindelse med den samme efterforskning 3.

Anarkisterne Kirill A. og Igor M. blev dømt til 3 års frihedsindskrænkning (minder om husarrest) for at sætte ild til en plakattavle med en reklame for politiet på. En tredje person i sagen er stadig på fri fod.

I februar besøgte politiet også aktivister, der havde været tilbageholdt under demonstrationerne imod loven om sociale parasitter i 2017. Betjente dukkede op ved registrerede adresser og stillede spørgsmål om folks aktuelle aktiviteter. Nogle fik at vide, at efterspørgslen foregik som et led i en efterforskning startet den 15. marts 2017 4.

Den 23. februar kidnappede to politibetjente en punker i Stolin og tog ham til en skov, hvor de pressede ham til at fortælle om lokale anarkister. På et tidspunkt spurgte de ham om, hvad hans sidste ønske var og holdt en pistol i ryggen af ham. Øjeblikke senere tilbød de personen penge for at fortælle om lokale anarkister.

Den 26. februar blev en lejlighed tilhørende en social-aktivist ransaget. Ifølge politiet ledte de efter våben og andre ulovlige genstande. Intet blev fundet i lejligheden, men politiet konfiskerede en bærbar, en telefon, harddiske, aviser og pamfletter. Udover det konfiskerede politiet aktivistens fars kniv. Aktivisten bemærkede, at nogle uger før ransagningen havde politiet ringet og inviteret ham ind til en snak – han havde afvist invitationen. Han betragtede ransagning som politiets straf for at have afvist deres invitation. Politiets interesse kan forklares ved aktivistens holdninger til udviklingen i Ukraine.

Forår

Den 12. marts blev Svyatoslav Baranovich 5 idømt 3 år for at angribe politiet under en 15. marts-demonstration imod parasitloven. Baranovich hjalp tilbageholdte aktivister med at flygte, og i den forbindelse slog han en civilbetjent.

Den 26. marts fik aktivisten Ilya S. en bøde på 200 Euro for at ignorere opkald fra KGB om at komme forbi til en uformel samtale.

Fra marts begyndte der at komme beskeder om, at anarkister var blevet forbudt at tage til Rusland. Forbuddene bliver givet til folk, der ankommer til landet igennem officielle grænseovergange, hvor de efter paskontrollen bliver informeret om forbuddet. Logikken bag de forbud er ikke klar. Det kan blandt andet forbindes med samarbejde med det hviderussiske hemmelige politi eller ”Network”-sagen.

Antifascisten Y., som planlagde at tage til Moskva for at arbejde, blev tilbageholdt i foråret. Han blev anklaget for at udgive en nazipropagandavideo samt at opfordre til etnisk had. Videoen blev delt på hans private side, og blev delt med en kommentar, der gjorde grin med nazierne. Hans hus blev ransaget og han tilbragte flere dage i arresten. Han afventer sin retssag.

Den 19. april blev anarkisten Fyodor B. tilbageholdt af anti-ekstremismepolitiet på baggrund af anklager om distribution af pornografi. Politiet var dog ikke interesseret i videoen på hans sociale medier, men derimod hans aktiviteter i den anarkistiske bevægelse, hans kontakter og hans privatliv. Han har i øjeblikket rejserestriktioner.

Den 3. maj i Stolin blev 3 anarkister og anti-autoritære aktivister ransaget og afhørt af politiet. Politiet var interesseret i anarkister og punkere, der organiserede koncerter, hvordan folk fra Minsk kom til disse events osv.

Den 6. maj besøgte politiet Aleksandr K. og spurgte ind til den aktion, der havde været den foregående dag i Brest, hvor M1-motorvejen var blevet kortvarigt blokeret i protest mod anlæggelsen af en batterifabrik. Han nægtede at afgive en officiel forklaring og fortalte kun, hvad hans alibi for dagen var.

I de tidligere morgentimer den 16. maj brød politiet ind i Ilya M.´s lejlighed og ransagede den 6. De sagde, at ransagningen skete pga. blokaden af M1-motorvejen. Computere, mobiler, usb-stik og kamera blev konfiskeret.

Politiet ransagede desuden en lejlighed i Baranovichi i forbindelse med den samme aktion. Udover det blev der også ransaget hos anarkisten Roman i Minsk.

Den 18. maj blev der ransaget hos anarkisten Vanya K. – politiet ledte efter ekstremistiske materialer. Tøj med teksterne ”Animal liberation”, ”Anti-globalism Marvin school” og ”Destroy capitalism” blev konfiskeret. Udover det tog de harddiske, usb-stik, telefoner og breve.

I slutningen af maj ransagede politiet en aktivists lejlighed i Brest på grund af noget graffiti malet i en anden by. De tjekkede hans computer og tøj. De konfiskerede én bog.

Sommer

I begyndelsen af juni blev en af de antifascistiske fans af FC Viktoria anholdt. Han er mistænkt for at distribuere pornografi på nettet. Der blev kørt lignende sager mod fodboldfans i Gorodeya, Ivatsevichi og Gorki. Der var adskillige lignede situationer i Minsk. Der virker til at være et koordineret angreb mod aktive fodboldfans.

Den 30. juni angreb anti-ekstremismepolitiet en anarkistisk lejr i skoven ved siden af byen Krupki. Efter at have skudt op i luften, tvang politiet alle deltagerne i lejren til at lægge sig ned på jorden. Aktivisterne blev så, en efter en, tvunget op på knæ, hvor de skulle sige deres navn på kamera. I alt varede razziaen mere end 8 timer, og aktivisterne lå det meste af denne tid på jorden i kraftig regn. Politiet konfiskerede litteratur og ringede til skovstyrelsen. To aktivister blev anklaget for ulovligt at have fjernet planter og for at have distribueret ekstremistisk materiale.

I juli ved en anarkistisk konference ”Pryamukhino Readings” i Rusland, tilbageholdt politiet en hviderussisk anarkist, Artem M. Han blev sigtet for at indtage stoffer (Artem nægtede at lade sig undersøge medicinsk). Han blev bedt om at forlade den russiske føderations territorie indenfor 5 dage på det grundlag, at han ”udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed”.

I juli blev anarkisten Nikolay D. tilbageholdt ved siden af sit hus. Samme dag blev han i retten dømt til at betale 100 euro i bøde for propaganda med nazisymboler. Sagen blev kædet sammen med hans flere år gamle anti-nazi post på Facebook.

Samme dag dømte retten Maria R. til at betale en bøde på 110 euro for at have et billede i en hat med ”class war” skrevet på, som tidligere var blevet afgjort til at være ekstremistisk.

I slutningen af juli begyndte politiet at lave eftersyn af lejligheder, som tilhørte de aktivister, der var blevet anholdt i skoven. Nogles familiemedlemmer blev også kontaktet.

I august besøgte politiet Vanya K. for at spørge ham om ransagningen, der skete tidligere i maj. Politiet sagde, at sigtelserne var blevet ændret fra distribution af ekstremistisk materiale til en hadforbrydelse. Vanya nægtede at tale med politiet. Politiet fortalte aktivistens forældre, at han måske stod I forbindelse med den anarkistiske gruppe ”Wave Belarus”, og det var hovedårsagen til, at repressionen af ham var startet.

Den 29. august blev en præsentation af menneskerettighedsinitiativet ”Pravovoye Deystviye”, som støtter antifascister og anti-autoritære aktivister, saboteret, da ejerne aflyste i sidste øjeblik.

Den 30. august fandt retten, at ACAB og СЛОН (død over politiet med knive)-tekster på fodboldfan Aleksei S.’ tøj var ekstremistiske. Efterfølgende ransagede politiet hans lejlighed; de påstod, de ledte efter beviser på hadforbrydelser.

Efterår

I begyndelsen af september, i byen Grodno, så en gruppe mennesker en brand i skoven. De ringede efter brandvæsnet, men den følgende dag blev de tilbageholdt på en politistation i 8 timer, hvor politiet prøvede at sigte dem for at starte branden, da en af personerne i gruppen var øko-anarkist. De blev alle løsladt om aftenen.

Den 12. oktober ransagede politiet Aleksandr K.’s lejlighed i Brest. Han var anklaget for at have sat en pamflet på et af husene i byen. Under ransagningen sagde politiet, at de var ikke interesserede i pamfletter, og i stedet konfiskerede de en bærbar, telefoner og andre apparater.

På samme tid ransagede politiet Dmitry L.´s hus, og konfiskerede harddisken fra hans computer.

Den 14. oktober blev de begge afhørt på politistationen. Derefter blev de begge tilbageholdt til efter ”Duefodrings”-aktionen (en ugentlig demonstration i Brest imod konstruktionen af en batterifabrik).

Den 2. november, i Grodno, blev musikeren Ales D. dømt til at betale en bøde på 250 euro for at dele information på de sociale medier fra en anarkistisk gruppe, som var dømt til at være ekstremistisk.

To uger efter fik antifascisten Vladislav S. en bøde på 150 euro for en lignende sag. På det tidspunkt afsonede Vladislav en dom i et åbent fængsel (hvor han måtte forlade det for at arbejde). Denne administrative sag var muligvis et forsøg på at starte en ny straffesag imod ham for ikke at overholde betingelserne.

I den samme by, den 20. november, fik Aleksandr G. en bøde på 300 euro for propaganda med nazisymboler og for at distribuere ekstremistiske materialer 1.

Og vinter igen

Den 2. december blev 6 aktivister tilbageholdt for at lægge en begravelseskrans på statuen af en politibetjent fra det 19. århundrede.

I begyndelsen af december, i Brest, blev antifascisten Dmitry K. dømt til 2 års frihedsindskrænkning (minder om husarrest). Han var anklaget i forbindelse med et barslagsmål, hvor en fuld mand angreb Dmitry. Dmitry forsvarede sig, og mere end 6 mennesker kom den fulde mand til hjælp. Dmitry, og adskillige andre involverede i slagsmålet, fik mindre skader. Begge parter ønskede ikke, at der skulle rejses sigtelser, men politiet valgte udelukkende at sigte Dmitry for slagsmålet.

Den 11. december blev en kunst-aktivist fra Fortinbras-teaterlaboratoriet dømt til at betale en bøde på 110 Euro for aktionen ”deconstructing militia”, som skete flere dage før. Aktionen blev holdt til støtte for LGBT-miljøet.

3 dage senere fik Dmitri Poliyenko en bøde på 400 euro for ikke at møde op til forebyggende samtaler på politistationen. En retssag var sat til den 19. december, men der var ikke nogen aktivister til stede, så resultatet er stadig ukendt.

Den 27. december fik Nikolai D. en bøde på 400 euro for propaganda om nazi-ideologi 1 (endnu en Facebook post).

Vi er også opmærksomme på adskillige andre sager omhandlende delinger på sociale medier. Udover det har vi information om flere ransagninger og uformelle samtaler med antifascister. Information vedrørende de sager er ikke offentlig.

De gode nyheder

Den 25. april fik antifascisten Thomas K., der afsonede en dom for et slagsmål, forbedret sine afsoningsforhold og kunne afsone resten af sin dom derhjemme.

Den 24. oktober blev Dmitry Poliyenko løsladt efter 2 år i fængsel for at have angrebet en politibetjent under Critical mass. I løbet af hans tid i fængslet oplevede han adskillige problemer skabt af fængselsadministrationen.

Listen over anarkistiske ekstremistiske materialer blev udvidet med 2 brochurer, 3 flyers, 1 klistermærke. 5 hjemmesider blev blacklistet, inklusiv ABC Hvideruslands hjemmeside. ”Class war”, ”Terror Machine”, ”ACAB” og “СЛОН” endte også op på listen over ekstremistiske materialer. Fra nu af kan opbevaringen og distributionen af disse materialer retsforfølges som overtrædelse af loven.

Samtidig er anti-ekstremismepolitiet aktivt igang med at oprette falske sider på de sociale medier, hvor de udgiver materialer om anarkister, deriblandt billeder og privat information hentet igennem ulovlige ransagninger. En af disse sider bruger navnet på en anarkist, som var mistænkt for angrebet på KGB-bygningen i 2017. På denne side udgiver politiet profiler på forskellige anarkister og antifascister med beskrivelser af deres liv, interesser og information, der kan betragtes som provokerende internt i den anarkistiske bevægelse. Og selvfølgelig bliver links til ekstremistiske materialer fra disse falske sider ikke efterforsket.

Henvisninger

1: I øjeblikket bruger politiet denne paragraf til at sigte antifascister og anarkister for billeder af nazier såvel som antifascistiske symboler, der inkluderer hagekors (eks. overstregede eller ødelagte hagekors)

2: Disse samarbejdspapirer gør dig til en officiel meddeler for politiet eller KGB. I 2015 var der en stor skandale, da det viste sig, at mange anti-højrefløjsunge havde underskrevet disse papirer, inklusiv højtstående aktivister.

3: Politiet laver normalt ransagninger i aktivisters hjem, som står som vidner, og sigter dem umiddelbart efter ransagningen.

4: På den dag blev over 30 anarkister og deres støtter tilbageholdt efter en demonstration imod parasitloven. Under tilbageholdelsen brugte politiet peberspray i offentlig transport for at få aktivisterne ud. Senere meddelte indenrigsministeriet, at en sag var undervejs for at undersøge et angreb på politiet med peberspray.

5: https://abc-belarus.org/?p=11506&lang=en

6: Ifølge hviderussisk lov kan politiet inspicere borgeres hjem uden en kriminalsag, så længe de har nok grunde til at tro, der foregår noget mistænksomt. Dette er blevet yndlingstaktikken for ransagninger i landet, da de så ikke behøver at finde på en gyldig grund til ransagningen.

Kilder

https://abc-belarus.org/?p=12124&lang=en

http://afed.org.uk/overview-of-repressions-against-anarchists-antifascists-in-belarus-in-2018-by-anarchist-black-cross/?fbclid=IwAR1MAFZ_AiJfMw-ZT2ennkQhAG9dwoLd1ncVri03fAQTQPb5eKoqfCD1tCU

Der er ikke flere tekster