KulturDen ravage Rahim lavede på Arena holdt han ægte. Foran scenen manifesterede gæsterne et uudtalt udsagn: Rahim var fejlbooket. Han skulle ikke være her. Han skulle være på orange. 30.000 mennesker gjorde bevægelse umuligt, men alle sang af deres lungers dyb. Men hvad sang de? Og hvem sang de egentlig til? Rahim tiltrækker et bredt og forskelligartet publikum, der alle har det til fæller, at de kan spejle sig i den kurdiske popkomets bløde tekstunivers.
af O. T.
Hvem er Tobias Rahim?
Rahim er ikke bleg for at vise hans ståsted. I hvert fald ikke når det er hans tekstunivers der kommer under lop. På nummeret ”Jesus” synger han ”Men Jesus var perker/Hvis jeg lader mit hår gro/Og gik i sandaler/Vil’ han ligne lidt mig”. Nummeret kredser om at være forelsket i en dansk pige, når man selv kommer fra Mellemøsten. Nummeret er på en og samme tid indbydende og afvisende. Køligt konstaterende og indhyllet i brændende længsel. Der er bidende ironi og en inderlig ærlighed pulserende under den distancerende overfald. Rahim udstiller måde sig selv, danskere og religionernes hykleriske kærlighedsbudskab. Det eneste der står tilbage efter et dyp i sarkasmens syrebad, er en rå og uforfalsket kærlighed til en pige der hedder Marie.
På nummeret ”Når Mænd græder” lægges der heller ikke fingre imellem. Rahim udbryder uden forbehold ”For når mænd, de græder/Er det en altid i en flask’/I en streg, i en joint, i en pille eller/En blanding af alting/Ingen tårer, bare vanvid/Når mænd, de græder/Med øjnene i stilhed/Drukner indeni, indtil blikket siger intet/Ikk’ had på din far/Bar’ gi’ ham kærlighed/Og lær ham at græde, yeah/Lær ham at græde”. Her accepteres den følsomme mand ikke bare, han hudflettes og udstilles som et produkt af toksisk maskulinitet. Offeret for de giftige handlinger er dog ikke andre end den handlende selv. Rahim belyser manden indefra og ser den selvdestruktivitet som et liv ført i vrede og magtsyge unægtelig må lede til. Grænsen mellem had og selvhad, kærlighed og tilgivelse er så skrap at der drypper blod fra dem der forsøger at nærme sig den.
I ”Bums for eliten” er magt-institutionerne også målet for kritikken, men denne gang handler det ikke om de indvortes, men de udvortes. Som en sand flap spyr Rahim ”Advokater er der kun for eliten/Dommeren er til fest med eliten/Han kender dig ikke og massari tæller tiden (…) De laver ghetto-paragraf, og siger, loven, den er lige for alle/Men hvis du bor her, får du dobbeltstraf eller smidt din røv ud af landet”. Nummeret hviler på et leje af retfærdig harme over den position som andenrangsborger Rahim og andre nydanskere som ham er hensat til i det danske samfund.
En bred appel
Fascinationen af Rahim er bunder i det helt åbenlyse. Hans politisk enegement skinner fra flere sprækker. Klassekampen, identitetspolitikken og minoritetsdebatten verserer som tydelige tematikker. Derudover performer han aspekter ved den moderne mand der ikke som helhed kan genkendes andre steder. Han bærer solidt det metroseksuelle look der bredte sig fra Bowie, over Burhan G og Nik & Jay. Men i mixet smider han også hiphoppens vrede og minoriteternes forurettethed. Hans forandringsvilje sørger for at flødepoppen ikke flyder udover kagefadets kanter. Hvis man et øjeblik tror man kan hvile i de bløde poptoner, så får man stukket en politisk stikpille op bagi. En skøn oplevelse for et restløst sind.
Mange traditionelle mænd kan nok genkende sig selv i de dilemmaer Tobias tegner. Mange kvinder oplever nok den flotte og bløde, men en smule fjerne og melankolske Rahim, som den synlige forløsning på en længe undertrykt sexfantasi. Jeg hører selv til den første kategori og har fundet en eftertragtet forløsning i hans opgør med den udfarende maskulinitet. Derfor blev jeg også ramt af en slem omgang forvirring efter koncerten på Arena, der tilføjede nye penselstrøg til det portræt, som pt males af Denmarks nye popstjerne.
Onani og bromance
Kort inde i koncerten kommer Rahim med en længere anekdote. Pointen i anekdoten er egentlig tilforladelig nok. Den handler om at forvandle misundelse og had til kærlighed, og om ”the orange feeling” som får en til at se anderledes på gammelkendte oplevelser. Med latterbrøl til følge beretter Rahim om sidste gang han var på Roskilde. Han tilbragte nætterne på teltområdet og der var en nat hvor hans kammerat havde scoret, mens Rahim var gået tomhændet hjem. Rahim lå frustreret og liderlig i sit telt, men i stedet for at hade, så udviste han kærlighed. Fra scenen illustrerer Rahim hvordan han gnubbede sig op af sin makkers telt med suggestive underlivsbevægelser. Underforstået: Han spillede den af til deres sjov. En varm stemning breder sig i teltet. Både mænd og kvinder sender tændte brøl mod scenen.
I løbet af koncerten gæster en række kendte navne. Blandt andet Artigeardit og Burhan G. Rahim skortede ikke på de kærlige tilkendegivelser. Kærlighedserklæringer blev smidt rundt blandt mændene som lykønskninger ved at babyshower. ”jeg fucking elsker dig!” blev der i kådhed udbrudt fra de eksalterede musikere. Stemningen over overspændt. ”Denne mand er fucking genial!” fyger det fra Rahima ekstatiske mund og rammer en af hans bandmedlemmer. Ingen had, kun kærlighed lader det underliggende budskab til at være. Hvorfor fornemmer jeg så en knude i maven? Er jeg en hater?
Når mænd klapper i
Henimod slutningen af koncerten fyrer Rahim op for sit storhit ”Når Mænd græder”. Lige præcis dét nummer er hele grunden til at jeg selv står her. Udover de åbenlyse musiske kvaliteter, så tilføjer nummeret et nyt kapitel til fortællingen om den følsomme maskulinitet. Jeg er selv klar på at give den hele mit mundtøj, men noget tvinger mig til tavshed. Allerførst har jeg svært ved at identificere hvorfor. Langsomt gruer en erkendelse. Omkring mig står ret mange mænd, men jeg kan ikke se eller høre én eneste der synger med. De fleste står faktisk med korslagte arme og betragter koncerten distanceret. Min opmærksomhed bliver trukket længere væk fra den igangværende ballade og jeg retter den nu indgående imod mændene omkring mig. Vi er en broget flok. Umiddelbart ser jeg ikke mange repræsentanter for den ”moderne følsomme mand”, men man skal ikke lade skinnet bedrage. Hele sagens kerne er jo at man ikke skal lade det ydre dikterer det indre. Selvom man udadtil performer den ”klassiske mand” så kan man jo sagtens længes efter en sang om mænds udfordring med at komme til tåre. Måske de bare ikke bryder sig om at synge? Kort efter afslutter Rahim koncerten med sit gennembrudshit ”Mucki bar”. Mænd som kvinder skråler med på den dejligt ukontroversielle popballade. Jeg ser jo kun et lillebitte udsnit af den samlede koncertmængde, fortæller jeg mig selv. De er med god sandsynlighed ikke repræsentative for den generelle gæst, tænker jeg, imens jeg konformt synger de afsluttende linjer med flokken.
Toksisk kærlighed?
Jeg kender ikke Tobias Rahim og ved ikke hvad han tænker. Jeg inviterede ham faktisk til et interview i forbindelse med koncerten, men hans manager afslog. Jeg ville gerne have kommet et spadestik dybere i hans sind. Den måde han performer og citerer maskulinitet på har noget nyskabende og unikt over sig. Jeg har drømt om en mand som ham, der kan repræsentere nogle skjulte sider ved personer som mig selv. En mand der er (semi)hvid, (semi)heteroseksuel og (semi)gammel, men som giver plads til en ikke bare antydet tåre, men en in-your-face sårbarhed. Men er Rahims udtryk bare gammel maskulinitet på nye flasker?
Det kan ikke benægtes at Rahim taler med tidens tone. Klassekamp, emigrationskritik, maskuline værdier og flydende kønsudtryk er alle tematikker med en hyper moderne appel. Men er der noget reelt nyt i udtrykket? Den metroseksuelle og sensitive mand har været et fast indslag på popscenen siden David Bowie. Selv i dansk kontekst har mange kopieret hans look, men ikke nødvendigvis hans værdier. At ligne en blød mand i 2022 fratager ikke en mulighed for at være en regulær frat-boy.
Rahim trækker også på en række andre kulturer både i sin musik og sin performativitet. Han har både rødder i Sydamerika, Ghana og Mellemøsten. Det kan høres i hans musik, men også ses i hans adfærd. Mange af disse kulturer opfordrer til en mandeadfærd der både kan være kærlig i ord og handling. Kindkys. Ros og kærlighedsudbrud. Ingen kropsforskrækkelse. Men mange af kulturerne kæmper med den samme toksiske maskulinitet som den danske. Overfladen er måske mere varm og kærlig end udtrykt hos den kølige skandinaviske mand, men under kindkyssene lurer også voldsparathed og sexisme.
Ikke at jeg siger Rahim hverken udviser eller opfordrer til dette. Ingenlunde. Men jeg ser frem til at høre mere fra ham i fremtiden. Det bliver spændende at se om han bevæger sig i retning af Bowie eller i retning af Burhan G og Artigeardit. Det bliver spændende at se, om han politiske indignation og følsomme udtryk bare er et givtigt salgspunkt i 2022 eller om han faktisk tør at kaste sig ud i nogle reelle kulturkampe. Som et nyt navn med et mystisk udtryk tiltrækker han sig i hvert fald forskelligartet opmærksomhed. Mange kan læse deres egne værdier ind i ham, men denne vaghed vil ikke holde for evigt.
Nu vil jeg vandrer ned i min camp og sætte Når Mænd Græder på endnu engang. Forhåbentligt vil der dryppe mange flere guldkorn som denne fra den bløde og melankolske mand. Jeg vil skåle i øl, men måske endnu vigtigere, så vil jeg skåle i tåre, hvis lejligheden byder sig.