Statsministerens besøg til Israel den 4. Marts har vakt harme og forundrelse hos mange og har i Danmark affødt protester fra netværkene ‘Stop annekteringen af Palæstina og Internationalt Forum København.
I går, torsdag, landede statsminister Mette Frederiksen i Tel Aviv i selskab med den stærkt højreorienterede østrigske kansler Sebastian Kurz. Formålet med deres tur er at diskutere mulighederne for et COVID-19 vaccinesamarbejde med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu. Både regeringens støttepartier, danske organisationer og en række israelske statsborgere har kritiseret den danske statsministers besøg i Israel og kritiseret hende for at understøtte og legitimere Israels apartheidstyre. De vacciner, der ifølge Mette Frederiksen er ”i overskud”, skal ifølge både folkeretten og FN gå til den palæstinensiske befolkning. De 4,5 millioner besatte palæstinensere på Vestbredden og i Gaza har imidlertid kun modtaget 33.000 vacciner.
De to aktivistnetværk Stop Annekteringen af Palæstina og Internationalt Forum København indkaldte torsdag til en mailstorm aktion, hvor over tusind mennesker deltog. De tusind deltagere sendte e-mails til statsministeren, sundhedsministeren, sundhedsministeriet og Statens Serum Institut. Heri udtrykte de deres harme og frustration over en så blatant blåstempling af israelsk apartheid og undertrykkelsen af de besatte palæstinensere. De vil ikke tage palæstinensernes vacciner og se igennem fingre med besættelsesmagtens brud på folkeretten.
Samme to grupper foretog torsdag morgen et bannerdrop ved Åbuen over Ågade på Nørrebro i København. En af aktivisterne, Amanda Lakuma, fremhæver overfor Konfront, at FN i januar i år fastslog, at Israel som besættelsesmagt er forpligtet til at sikre ordentlige forhold for befolkningen i det besatte Palæstina. Dette indebærer adgangen til vaccinationer under COVID-19 epidemien.
Hvis Mette Frederiksen vælger at indlede samarbejde med eller foretage køb af vacciner fra Israel, legitimerer Danmark ikke blot den fortsatte besættelse af Palæstina, men bidrager ligeledes til Israels brud på den fjerde Genèvekonvention. Samtidig er statsministeren med til at give oprejsning til den korruptionsanklagede israelske premierminister Benyamin Netanyahu, der er under massiv kritik fra sin egen befolkning mindre end to uger før det forestående parlamentsvalg den 23. marts. Hvor Israels grænser ellers er fuldstændigt lukkede for ind- og udrejse grundet COVID-19 epidemien, også for israelske statsborgere, lader der til at være undtagelser, når det gælder besøgende, der kan øge Netanyahus chancer for genvalg.
Kort efter Frederiksens og Kurz’s ankomst til Tel Aviv torsdag eftermiddag afholdt Netanyahu pressemøde med sine to europæiske gæster. Her fremlagde regeringslederne, at Danmark, Østrig og Israel vil gå sammen om at oprette en fond til udvikling og research i bekæmpelsen af COVID-19 foruden fælles investeringer i vaccinefabrikker.
Danmark bliver således en direkte samarbejdspartner og ”partner in crime” i Israels skrupelløse apartheidregime og diskrimination mod palæstinenserne.