Blog: Pariserkommunen der rystede Europas magthavere***

Den 18. marts 1871 rejste befolkningen i Paris sig imod den forhadte burgøjserregering og skabte et selvforvaltet bysamfund. Revolten var ikke i overensstemmelse med det herskende regimes trang til overdådig, parykpudret pomp og pragt. Den var forhutlet. Den var fandenivoldsk og spontan. Den var kildrende som en lykkelig latter.


Opstanden forenede de revolutionære dissidenter med samfundets store hær af fattige og fornedrede, ofrene for spekulationer, for udbytning i fabrikkerne og clochard’erne, Seinebreddens omkringstrejfende skikkelser.

Pariserkommunen blev efter 2½ måned blodigt knust af en fransk-tysk militæralliance. Over 30.000 kommunarder blev myrdet under kampene i maj 1871. Mellem 40.000 – 60.000 oprørere blev efter  nederlaget idømt fængselsstraf eller blev tvangsforflyttet til de franske kolonier.

– Hvordan fungerede Pariserkommunen, hvad var dens karakteristika og hvilke problemer stod man overfor?

Her er Pariserkommunens historie

Den russiske anarkist Pyotr A. Kropotkin, hvis tilhængere kæmpede på byens barrikader, beskrev denne begivenhed således:

Pjotr A. Kropotkin

”Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise”

”Denne nedkæmpelse af den centrale magt fandt sted uden revolutionens sædvanlige sceneudstyr, uden geværild, uden blodsudgydelser på barrikader. Da det bevæbnede folk kom ud på gaderne, flygtede de herskende og tropperne forlod byen, de civile embedsmænd trak sig hastigt tilbage til Versailles og bragte alt det med sig de kunne.

Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise, og den 19. marts vågnede Paris op, befriet af det snavs, som havde besudlet byen. Næppe en dråbe blod var spildt. Med den forandring, der nu var gennemført, begyndte en ny æra i den lange serie af revolutioner, som udgør folkets march til frihed. Under navnet Pariserkommunen var der født en ny ide, som skulle blive udgangspunkt for fremtidens revolutioner.”

Prolog

Fantasten Napoleon III startede krigen mod det mægtige Preussen d.19.juli 1870 for at genoprette kejserrigets fallerede prestige ved hjælp en hurtig militær sejr. De franske magthavere håbede på, at en sådan sejr ville udløse en royalistisk sympatibølge, der kunne dæmpe den voksende republikanske stemning i landet. Krigen fik det modsatte resultat. Efter to måneder var det franske militærs nederlag en kendsgerning. General Mac Mahons måtte kapitulere den 1. september 1870. Napoleon III blev taget til fange og abdicerede to dage senere.

Gadens parlament

Den 3.september indtog befolkningen i Paris byens gader. Medlemmerne af det monarkistisk dominerede lovgivende kammer i Paris vidste kun alt for godt, hvad sådan en kæmpemæssig folkemobilisering kunne føre med sig og hasteindkaldte derfor under ledelse af kanonproducenten Schneider alle parlamentsmedlemmer til møde i Palais Bourbon.

Så snart mødet var gået i gang, rejste Jules Farvre fra den moderate, borgerlige fløj sig og krævede omgående afsættelse af kejseren og hans familie. I al hast blev dette vedtaget af et stort flertal i håb om, at man dermed kunne forhindre værre ting i at ske. Mange af de borgerlige delegerede frygtede en storm på parlamentet og det som var værre: et decideret magtskifte.

Republikken proklameres

Den 4. september 1870 om formiddagen stormede titusinder af arbejdere i Paris sammen med nationalgarden ind i Palais Bourbon, hvor landets lovgivende forsamling stadig væk holdt møde. Bygningen genlød af kravene ”Træd tilbage!” og ”Længe leve republikken”. Storgodsejeren Schneider så for første gang i sit liv almindelige mennesker fra de fattige lag indtage de delegeredes pladser.

Det var disse arbejdere, som proklamerede republikken den 4. september, og de blev mødt med jubel fra hele Frankig. Der indsattes hastigt en ”Regering af det nationale forsvar”. Republikanerne tilbød preusserne at afslutte krigen uden grænseændringer.

Den tyske militærledelse under general Moltke svarede med at kræve provinsen Elsass-Lothringen. Efter at den franske Rhinarmé havde kapituleret, trængte de preussiske tropper frem til det indre Frankrig og drog i retning af Paris.

”Bonarpartismens historiske skopudsere”

Karl Marx

De som havde overtaget ledelsen af republikken og gav sig selv navnet ” Regeringen af det nationale forsvar”, bestod overvejende af gamle håndlangere fra den fallerede bonarpartisme. Karl Marx betegnede i sit berømte skrift ”Borgerkrigen i Frankrig” disse politikere som ”Bonarpartismens historiske skopudsere”, hvis største interesse var at beskyttte det franske borgerskabs rettigheder frem for landets forsvar mod den preussiske invasion.

Ledende skikkelser i ”burgøjser-republikken”

Den vigtigste politiske repræsentant for ”burgøjserrepublikken” (citat: Marx) var Louis Adolphe Thiers. Han havde været ministerpræsident fra 1836 til 1840 og var forhadt som slagteren af det parisiske proletariats revolte i 1848, som han lod knuse med store brutalitet. Han overgik senere dette ved at drukne Pariserkommunardernes autonome republik i et ubeskrivligt blodbad.

Øverstbefalende i den parisiske hær blev Louis Jules Trochu. Han viste sig at være total uegnet til at forsvare Paris og opnåede først senere den sørgerlige berømmelse ved militært at nedkæmpe Pariserkommunen.

Udenrigsminister i den nye regering blev Claude Gabriel Jules Favre.Han var bl.a. stedfortrædende udenrigsminister under Napoleon III. Han førte forhandlingerne med Preussen om Paris kapitulation og om den efterfølgende fredsaftale.

Jules Francois Camille Ferry var borgmester i Paris og ligeledes medlem af den såkaldte ”Regering af det nationale forsvar”. Under hungersnøden i Paris under den preussiske belejring af byen, tiltuskede han sig ved bedrageri en kæmpe formue. Hans brutale fremgangsmåde mod kommunen blev senere honoreret ved, at han i 1880 blev Frankrigs ministerpræsident.

Pariserne bevæbnes

Under den preussiske belejring fra september 1870 til januar 1871 voksede de sociale spændinger pga. arbejdsløshed, sult, kulde og krig. Den 28.december 1870 startede den preussiske hær beskydningen af Paris. For at forhindre en besættelse af Paris blev byens nationalgarde udviddet fra 60 til 200 batailloner. Dermed fik militsen på nu i alt 350.000 mænd overvejende proletarisk karaktér.

Karl Marx kommenterede det således :

” Paris i våben, det var ensbetydende med revolution i våben! Paris’ sejr over de angribende preussiske tropper ville have været ensbetydende med de franske arbejderes sejr over den franske kaptialisme og dens statsparasiteter. I dette spændingsfelt mellem national pligtopfyldelse og klasseinteresser tøvede ”Regeringen af det nationale forsvar” ikke et øjeblik, den forandrede sig til en regering af det nationale forædderi.”

De politiske klubber

Møde i en af de talrige revolutionære klubber

Under den preussiske belejring slækkedes kontrol og censurvirksomhed overfor befolkningens aktiviteter og der opstod et utal af aviser og politiske klubber.

Det var helt åbenlyst, at den borgerlige dominerede regering frygtede dens indre opposition – Paris’ arbejdere og dele af småborgerskabet, som repræsenteredes af radikale republikanere, anarkister og socialister. Social utilfredshed havde længe gæret blandt de fattige i Paris.

Den hastige industrialisering medførte en proletarisering af brede lag – særlig i Paris, hvor småhandlen og håndværket endnu var fremherskende. Arbejderne havde ikke fået meget del i den økonomiske vækst under kejserstyret. På trods af de generelle bedre levevilkår efter 1848-revolutionen oplevede de en social deklassering i forhold til de andre samfundsgrupper.

Tyskland udråbes til kejserrige  –  Oprør i Paris

Den 18. januar 1871 blev Det tyske Rige udråbt i Versailles, og den preussiske konge Wilhem I. blev udråbt til Kejser af et samlet tysk rigsfællesskab. Den 22. januar udbrød igen revolutionære revolter i Paris.

Nationalgardisterne, som fik tilslutning fra store menneskemængder marcherede frem mod rådhuset og mod fængslet Mazas, hvor en del oprørere var fængslet.

Endnu engang kunne regeringstro enheder fra nationalgarden kun med nød og næppe undertrykke oprøret. Samme dag blev regeringen tvunget til at efterkomme befolkningens krav om at afskedige den forhadte general Truochu. Afløseren som øverstkommanderende af Paris’ hær blev general Vinoy.

En foreløbig fredsaftale med den preussiske besættelsesmagt blev indgået den 28.januar 1872 og gjaldt i 21 dage. Det skulle muliggøre Thiers planer om at gennemføre et valg til nationalforsamlingen, som skulle tage stilling til, om krigen skulle fortsættes eller, om der skulle indgås en varig fred med Preussen udfra de opstillede kapitulationsbetingelser.

Sidstnævnte betød afståelse regionen Elsass-Lothringen ( Alsace ) til det nye tyske rige, et krigstribut på 5 milliarder Francs, besættelse af de østlige områder af Frankrig som ”sikkerhed for Frankrigs gæld”, samt finansiering af forplejning af de tyske tropper i Frankrig.

”Den røde fare fra Paris”

Da ” Regeringen af det Nationale forsvar” stadig væk havde stor indflydelse blandt de franske bønder, vandt de valget den 8. februar 1871. Nationalforsamlingen var flyttet til byen Bourdeaux og den 12. februar gennemførtes her den første samling efter valget,.      Af de i alt 750 valgte medlemmer var 450 erklærede monarkister, dvs.repræsentanter for godsejerne og de privilegerede, reaktionære lag i byerne og på landet.

En afgørende rolle for monarkisternes valgsejr var, at republikanerne og andre antiroyalistiske kræfter ikke kunne føre valgkamp i de 43 distriker, der var besat af Preussen.

Derudover lovede monarkisterne, der påstod at de var republikanere, vælgerne i de krigshærgede og besatte områder, at de ville skabe varig fred og befri befolkningen for deres sociale lidelser. Dette på trods af at de vidste, at indlempelse af Elsass Lothringen var et af den tyske kansler Bismarcks ufravigelige krav. I de områder, der blev forskånet for krigens rædsler, førte regeringen en skræmmekampagne om ”den røde fare fra Paris”.

Den 19. februar fremlagde Thiers for den nye nationalforsamling resultaterne af en forhandling, som udenrigsministeren Jules Favre havde ført med den tyske kansler Bismarck. Forhandlingsresultatet blev i al hast vedtaget med 546 mod 107 stemmer. Umiddelbart betød det en omgående forlængelse af våbenhvile-aftalen. Først den 10.maj 1871 – et tidspunkt hvor regeringen allerede var blevet jaget ud af Paris af kommunardene – blev fredsaftalen med preusserne undertegnet og ratificeret.

Internationale solidaritetsdemonstrationer

Karl Marx tordnede i navn af 1.Internationales ledelse, imod Bismarcks rovtogtskrig. Han opfordrede de tyske arbejdere til at kæmpe for en retfærdig fred med Frankrig. En fred uden annekteringer.

De tyske socialister August Bebel og Wilhem Liebknecht mobiliserede den tyske arbejderbevægelse til solidaritet med det franske folk og krævede en omgående fredsaftale uden betingelser.

Mange klassebevidste arbejdere og revolutionære studenter fulgte opråbet og deltog i solidaritetsdemonstrationer i Augsburg, Bielefeld, Kemnitz og flere andre tyske storbyer.

Arbejderne i Paris organiserer sig

Efter valget blev de politiske modsætninger mellem Paris og provinsen yderligere skærpet. Flertallet i nationalforsamlingen gav ”arbejderslagteren fra 1848” ledelsen i den nye regering, som af oppositionen blev beskyldt for at have et taktisk forhold til den republikanske styreform.

Som svar på den politiske polarisering afholder Paris’ nationalgarde den 15. februar et stormøde, hvor det blev besluttet, at samtlige bataillloner i nationalgarden underordnes en koordinerende ”centralkomitée”. Valget  den 24. februar 1872 til centralkomitéen blev gennemført af 2000 delegerede fra samtlige underafdelinger af nationalgarden. Nationalgarden skulle fra nu af kun anerkende ledere, som var blevet valgt fra egne rækker.

Preusserne i Paris

Den 27. februar 1871 bekendtgjorde plakater på Paris’ mure, at våbenhvilen var forlænget og Boulevard Champs Elysée vil blive besat af 30.000 preussiske soldater. Thiers havde direkte bedt om en preussisk besættelse af visse parisiske bydele.

Det var heller ingen tilfældighed, at Thiers efterlod nationalgardens kanoner i netop disse kvarterer. Hvis ikke Paris’ befolkning og nationalgarden havde bragt kanonerne i sikkerhed, ville de som planlagt af Thiers være faldet i hænderne på den preussiske besættelseshær.

Den 1.marts 1870 marcherede preussiske tropper med trommer og musik til Place d’Ètoile og Champs Elysées og videre til Place de la Concorde. Her gjorde de ophold. De turde simpelhen ikke fortsætte videre, da de frygtede befolkningens kollektive vredesudbrud …

Prosper Lissagarays kommunardernes historiker

I de 48-timer preusserne holdt denne del af den kæmpestore by besat, kunne de ifølge øjenvidnet kommunarden Prosper Lissagarays beretning ikke rigtig nyde deres magtdemonstration:

” Byen var igen helt i folkets hænder, det var ikke længere junkernes eller storborger- skabets Paris fra 1815. Sorte faner vejede overalt ud af husene, gaderne var tomme, butikkerne lukket, springvandet var bragt til ophør, monumenterne på Place de la Concorde var blevet overdækket og gadelaternerne var uden lys. Det hele lignede en død by (…) Der var kun en enkelt herre fra forstaden SaintGermain, som stillede hans hus til rådighed for preusserne..”

Friedrich Engels havde denne kommentar til preussernes besættelse af Paris:

” Men Nationalgarden beholdt sine våben og kanoner og trådte kun i våbenstilstand med sejrherren. Preusserne vovede ikke at drage ind i Paris i triumftog. Kun et lille hjørne af Paris, som tilmed for en stor del bestod af offentlige parker, turde de at besætte, og det kun et

Friedrich Engels

par dage. I den tid var de, der havde holdt Paris omringet i 132 dage, selv omringet af de bevæbnede arbejdere, der omhyggeligt vågede over, at ingen ”preusser” overskred de snævre grænser, der var trukket omkring den krog, som var overladt til de fremmede erobrere.

En sådan respekt indgød pariserarbejderne den hær, som kejserdømmets hære havde strakt våben for. De preussiske junkere, der var kommet for at tage hævn ved revolutionens arnested, måtte ærbødigt blive stående og salutere for netop denne bevæbnede revolution.”   Denne kortfristede besættelse forløb næsten uden hændelser.

Nationalforsamlingens sidste dekret før dens flugt til Versailles

De fleste våbenføre parisere var på dette tispunkt gået ind i nationalgarden, som nu i alt talte 194.291 mænd , deriblandt 1725 internationalister fra Belgien, Italien, Polen, Rusland og Ungarn.

Paris’ venstrefløj opfordrede til folkekrig mod preusserne. Thiers regeringen ignorerede kravet og blev af de revolutionære anklaget for svigefuld passivitet. Men to væbnede forsøg på at vælte regeringen – den 31.oktober 1870 og den 22.januar 1871 – var blevet slået ned.

De revolutionære havde endnu ikke tilstrækkelig aktiv støtte i befolkningen. Men den ensidige fredsaftale den 28.januar og den korte preussiske besættelse af Paris’ centrum forstærkede parisernes følelse af at være blevet bedraget af regeringen og forandrede styrkeforholdet til fordel for venstrefløjen.

Thiers politiske afskedsgave til befolkningen i Paris

Med den tyske rigskansler Bismarcks velvillige holdning bag sig, forberedte Thiers-regeringen sig nu på en jernhård undertrykkelse af Paris’ arbejderbefolkning. Som indledende skridt beslutter et flertal i nationalforsamlingen d.11.marts 1871 at ophæve de betalingsudsættelser på husleje og kreditter, der tidligere var blevet vedtaget i november 1870.

For titusinder af småhandlende var dette ensbetydende med økonomisk fallit, da den økonomiske aktivitet under belejringen var gået helt i stå og de fleste ikke rådede over nogen pengebeholdning.

De nye huslejebestemmelser betød, at omkring 300.000 arbejdere, offentlige ansatte, håndværkere og fattige studerende omgående skulle betale de udestående huslejerestancer. De var nu akut truet med at blive kastet på gaden. Derudover vedtog nationalforsamlingen at standse udbetalingen af lønninger til en stor del af nationalgarden , hvilket betød at mange familier mistede deres eneste indtægtskilde.

18. marts 1871: ”Kommunen leve!”

”Om morgenen den 18 . marts 1871 blev Paris vækket af det tordnende råb: ”Kommunen leve!” Hvad er Kommunen denne sfinks, der sætter burgøjserforstanden på så hårde prøver?: ”Paris’ proletarer,” siger centralkomitéen i sit manifest af 18.marts, ”har midt under de herskende klassers nederlag og forræderi forstået, at det er deres højeste pligt, og deres absolutte ret at gøre sig til herre over deres egen skæbne og sætte sig i besiddelse af regeringsmagten” – Men arbejderklassen kan ikke simpelt hen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål…”  (Karl Marx : ”Borgerkrig i Frankrig”)

Likvideringen af general Lecomte “bødlen af 1848”

Oprøret blev udløst af, at Thiers-regeringen ville afvæbne Paris’ befolkning ved at beslaglægge kanonerne, som nationalgarden havde anskaffet sig for egne midler. Regeringstropper forsøgte forgæves at beslaglægge kanonerne og slå oprøret ned.

Kvinderne fra Paris

Da general Lecomte gav soldaterne ordre til at skyde på folk – først og fremmest aktive kvinder – der strømmede til for at forhindre soldaterne i at transportere kanonerne væk fra Montmartre, nægtede soldaterne at efterkomme denne ordre. Generalens 88. liniebataillon gik over på befolkningens side, afvæbnede officererne og anholdt general Lecomte. General Lecomte, som også blev kaldt ”bødlen af 1848” blev af de vrede menneskemasser trukket ind i en baggård og skudt. En sen hævn for de mange oprørere generalen lod henrette i 1848-oprøret.

Efter at Thiers fik besked om, at den planlagte beslaglæggelse af kanonerne var mislykkedes, besluttede han at rømme Paris. Hans regering og de få regeringstro tropper forlod byen og flyttede i al hast til Versailles.

Den røde fane på Paris Rådhus

Nationalgardens centralkomitée havde i mellemtiden afholdt et par møder og eftersom de fik styr på begivenhedernes forløb, besluttedes at besætte byens vigtigste strategiske punkter, samt offentlige bygninger. Indenfor få timer blev kaserner, politipræsidiet, justitspaladset og byens rådhus, hvor den røde fane allerede vejede fra taget, overtaget af folkemilitsen.

Besættelserne foregik dog ikke uden tøven og visse undladelser. Således undlod centralkomitéen at besætte hovedpostkontoret og nationalbanken. Dette skulle senere vise sig at være en katastrofal beslutning. De politiske årsager til disse skæbnesvangre undladelser var ”Proudhonisternes” stærke indflydelse i nationalgardens centralkomite. Proudhonisterne, som var en anarkistisk strømning inspireret af Pierre Joseph Proudhon (1809-1865), afviste ethvert indgreb i den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Revolter i andre franske byer

Efter Paris fulgte lignende oprør i de republikanske bastioner Marseille og Lyon – der havde erklæret republikken for oprettet før Paris – og i Narbonne, Toulouse, Limoges, Bordeaux, St.Etienne, Le Creusot, Rouen, m.fl. Alle oprør blev hurtigt slået ned, og Paris stod alene overfor styret i Versailles.

De venstreorienterede hovedstrømninger bag kommunen.

  • Jacobinerne

Den talmæssigt stærkeste gruppering var de radikale republikanere og jakobinere. Deres samfundspolitiske forestillinger var stadig væk forbundet med den franske revolution af 1789, og de så Konventet og dets autoritære velfærdsudvalg som et model for den ideelle styreform. De havde kun ringe forståelse for de nye sociale og økonomiske forhold og forholdt sig stort set ikke til de nye klassestrukturer anno 1870. De gik ind for et folkestyre baseret på privat ejendomsret. Deres indflydelse rakte langt ind i Paris proletariat.

  • Blanquisterne

Auguste Blanqui

Langt mere konkrete forestillinger om de fremtidige klassekampe havde tilhængerne af Louis Auguste Blanqui (1805 – 1881). Dette var en kommunistisk strømning, der forestillede sig revolutionen som en velorganiseret gennem- ført aktion, udført af grupper af viljestærke, lidenskablige revolutionære. De skulle overtage magten og ved deres eksempel inspirere og mobilisere folket for revolutionen: ”Et Frankrig, som er behersket af væbnede arbejdermilitser, det vil være socialismens fødsel.”

August Blanqui var meget populær blandt de underste lag i befolkningen. Han var blevet fængslet den 17.marts og befandt sig siden da i et fængsel udenfor Paris. Pariserkommunen foreslår forgæves at få ham udvekslet med samtlige tilfangetagne embedsmænd og officerer, inklusive deres fange af højeste rang: ærkebiskopen af Paris. Auguste Blanqui var et karismatisk radikal symbol på revolutionær ukuelighed og derfor nægtede Thiers at udveksle ham med Pariserkommunes fanger.

  • Anarkisterne

Pierre Joseph Proudhon

Den tredje store ideologiske strømning var stærkt påvirket af anarkisten Pierre Joseph Proudhon.  Hans tilhængere var for størstedelens vedkommende håndværkersvende og ejere af bittesmå familievirksomheder. Proudhon kæmpede hele sit politisk aktive liv for et samfund, som tillader producenterne at bytte deres produkter på basis af deres arbejdsværdi.  Han gik ind for at skabe arbejder-kooperativer, som skulle være centraler for en fælles produktudveksling. Proudhon var fortaler for, at man med fredelige midler afskaffede enhver form for tvangsordning.

Det var de ortodokse Proudhonister, der i London den 28. September 1864 var med til at danne den “Internationale Arbejdersammenslutning”, bedre kendt som ”1. Internationale”. Proudhons samfundsforståelse var imidlertid på mange måder reduceret til de økonomiske spørgsmål. Andre modstandsytringer som kvindernes frigørelseskamp, kampen for forkortelse af arbejdstiden, massestrejker som kollektiv kampform, etc. var ikke del af Proudhons revolutionsprojekt.

En af de mere alvorlige fejl i Kommunens politik var, at de ikke overtog nationalbanken. Denne skæbnesvangre beslutning skyldes Proudhonisternes stærke indflydelse i Kommunens råd, som stod fast på at bekytte den private ejendomsret. Den ansvarlige kommunard for bankvæsenet var i øvrigt proudhonist.

Efter Proudhons død i 1865, fjernede mange af hans tilhængere sig fra Proudhons modsætningsfulde revolutionsteorier og orienterede sig mere til Bakunin-fløjen i 1.Internationale.

Mikhail Bakunin

Proudhon og Bakunin–tilhængerne

De udmærkede sig ved at lægge vægten på den sociale revolutions forandringskraft. Internationalens Marx-fløj havde derimod kun ringe indflydelse på Kommunens politik.  Hovedmodsætningerne blandt kommunardernes ideologiske fløje gik mellem internationalisterne og flertallet af radikaldemokratiske republikanere, jakobinere og socialistiske Blanquister. Konflikten udkrystalliserede sig i spørgsmålet om, hvorvidt man som i 1794 skulle skabe en Velfærdskomité med ”udviddede beføjelser” for at imødegå truslen fra Versailles.

Flertallet var villige til at gribe til diktatoriske midler for en autoritær samfundsomvæltning. Mindretallet – de anarkistiske medlemmer af               1. Internationale betragtede Kommunen som et skridt på vejen mod et anti-autoritært forbund af autonome kommuner i stedet for en centralistisk statsmagt. Den fælles kamp for at forsvare Paris mod Thiers fremrykkende Versailles-hær hindrede imidlertid debattens fortsættelse.

Kommunens organisationsstruktur

Den 19.marts 1871 udskrev nationalgardens centralkomité valg til kommunens folkevalgte råd, kaldt ”Kommunen”. Valget fandt sted den 26.marts 1871. Proudhonisternes antifeminisme prægede på dette tidspunkt mange mandlige kommunarder og var grunden til, at kvinderne ikke fik stemmeret eller sæde i Kommunen.

Valgresultatet

Af 485.569 registrerede mandlige (!) vælgere, stemte 229.167 mandlige borgere. For hver 20.000 indbyggere skulle der sendes en rådsdelegeret til Kommunens øverste ledelse. I arbejderkvartererne var valgdeltagelsen væsentligt højere end i de velhavendes kvarterer. Dagen efter valget festede over 100.000 mennesker på pladsen foran rådhuset at det nye kommuneråd nu var indsat.

Den 28.marts offentliggjorde Kommunen sin nye sociale sammensætning: Af i alt 82 valgte rådsmedlemmer var omkring 32% arbejdere, 15 % offentlige ansatte, 15% små forretningsdrivende og 38% bestod af lærere, advokater, officerer, etc.

Politisk set var fordelingen således:

FLERTALSBLOKKEN bestod af: 13 repræsentanter fra nationalgardens centralkomité, 7 medlemmer af blanquistiske grupperinger, 9 repræsentanter fra den radikale republikanske presse, 21 repræsentanter fra de radikaldemokratiske klubber (jakobinere og republikanere).

MINDRETALSBLOKKEN bestod af højre- og venstre Proudhonister: 15 medlemmer af moderate og borgerlige partier og 17 medlemmer fra 1.Internationale. Ialt var omkring 30 medlemmer af 1.Internationale repræsenteret i Kommunens forskellige udvalg. Mange af dem var tilhænger af Proudhon eller Bakunin, kun et lille mindretal var erklærede marxister.                                                                                              På trods af nogle omvalg den 16. pril 1871, blev resultaterne i det store hele uforandret.

Fagforeninger

Ved Kommunens fødsel den 18.marts 1871 eksisterede der 75 fagforeninger i Paris. Der var dog tale om meget små organisationer, som yderligere blev svækket under den fransk-preussiske krig. Derfor spillede de ved Kommunens tilblivelse ingen vigtig rolle, men meldte dog klart ud, at deres sympati var på Kommunens side. Det resulterede i, at mange arbejdere stillede deres arbejdskraft til rådighed for Kommunen. Det var første gang, at Paris’ fagforeninger arbejdede sammen for en fælles sag og det var et stort skridt fremad i udviklingen af fagbevægelsen.

De demokratiske klubber

Foruden organisationerne med faglig funktion og Internationalens sektioner, havde ’klubberne’ siden september 1870 været hovedorganisator af de politiske sammenslutninger blandt befolkningen i Paris. Siden oktober 1870 propaganderede klubberne for ideen om dannelse af en revolutionær kommune i Paris.

Den 23.januar 1871 blev klubberne forsøgt stækket med et absolut forsamlings- forbud. Først efter Thiers-regeringens flugt fra Paris og det borgerlige politiapparats sammenbrud, kunne klubberne atter genoptage deres politiske aktiviteter i offentligheden. Klubberne udfoldede først og fremmest deres revolutionære engagement i de tæt bebyggede arbejderkvarterer. Især kvinderne deltog aktivt i debatterne og i klubbernes aktiviteter.

I de politiske og sociale krav var flertallet af klubberne langt forud for Kommunens politik. Mange klubber var lidenskabeligt engageret for Kommunens sag og samtidigt dens skarpeste kritiker.

Nationalgarden

Under krigen mod Preussen dannede Paris’ arbejdere egne væbnede militser i form af nationalgarden. Før 1870 var nationalgarden et borgerværn med omkring 21.000 frivillige. Dens medlemmer var mest folk fra ”det bedre borgerskab”, læger, advokater, embedsmænd etc..Hver bataillon bestod af 800-1000 gardister. Disse bataillloner betegendes som ”de gamle batailloner”.

De ”nye batailloner” opstod i arbejderkvartererne og rekrutterede overvejende arbejdere og håndværkere. Snart voksede nationalgarden til i alt 350.000 væbnede mænd. Thiers-regeringen så med mistro på nationalgardens udvikling og udstyrede udelukkende ”de gamle battailloner” med moderne geværer, mens den overvejende del af de nye proletariske batailloner enten kun fik forældede geværer eller slet ingen.

I begyndelsen af 1871 omorganiserede nationalgarden sig til en føderation med en centralkomitée i spidsen. Bataillonerne valgte selv deres officerer. Soldaterlønnen var 1,50 franc om dagen og for mange arbejdsløse gardister var det den eneste indtægtskilde gennem længere perioder. Sammen med Thiers forlod titusinder af velhavende borgere Paris, hvad der medførte en stærk svækkelse af de gamle regeringstro batailloner i nationalgarden.

KOMMUNENS FINANSIELLE SITUATION

Da nationalforsamlingen fortrak til Versailles tog de samtlige offentlige kasser med sig og overlod Kommunen det latterlige beløb af 4.658.000 Francs. Kommunens lønudgifter var omfattende. Foruden finansiering af de løbende offentlige udgifter, skulle der betales lønninger til omkring 170.000 nationalgardister. Dertil kom udgifterne i forbindelse med krigshandlingerne mod tropperne i Versailles.

Dette kunne indtægterne via skat og diverse afgifter ikke udligne. I denne prekære økonomiske situation ville det have været en logisk løsning at overtage nationalbankens pengebeholdning. Nogle få kommunarder i rådet krævede en sådan nationalisering. Dette blev som allerede tidligere nævnt blokeret af især Prodhounisterne.

Efter kommunens fald kom det frem, at bankdirektøren i al hemmelighed havde overbragt 258 millioner Francs til Thiers-regeringen, mens Kommunen kun formåede at afpresse banken et samlet beløb af 2,2 millioner Francs.

SOCIALREFORMERNE

Efter valget den 26.marts overgav nationalgardens centralkomité regeringsmagten til Kommunen. For at styrke sin magt afskaffede Kommunen den stående hær. Nationalgarden (alle mænd mellem 19 og 40 år) , blev den eneste bevæbnede magt. Trods de ideologiske modsætninger,endeløse debatter og borgerkrigen, gennemførte Kommunen en række vigtige reformer og symbolske handlinger. Oplysning, social lighed og uddannelse blev nøglen til frigørelse og et nyt samfund. Alle stillinger i forvaltningen, retsvæsenet og uddannelsesvæsenet blev besat via valg. De valgte var ansvarlige overfor deres vælgere, og kunne til enhver tid afsættes. Lønnen for offentlige ansatte måtte ikke overstige 6000 Franc, svarende til arbejderlønnen.

  • Med en række dekreter forbedrede Kommunen umiddelbart livsvilkårene for Paris’ befolkning. De vigtigste var tiltag var:

Eftergivelse af huslejen fra oktober 1870 til april 1871 * Værksteder og fabrikker,der er forladt af ejerne overgives til dem, der arbejder der Beslaglæggelse af borgerskabets forladte boliger *  Forbud mod natarbejde for bagersvende *  Afskaffelse af pantelån kontorer *  Fastsættelse af brødpriser *  Dekret om fastsættelse af mindsteløn

Mens disse beslutninger havde ”en afgørende proletarisk karaktér”   (Friedrich Engels), var der andre, der var rettet mod en radikal demokratisering af samfundet.

Det blev således besluttet at adskille stat og kirke: Kirkens besiddelser overgik til staten, alle statslige betalinger til kirken blev indstillet. Religiøse symboler, billeder, dogmer og bøn i skolerne blev forbudt. Guillotinen blev – offentligt og under stor jubel – brændt af af en bataillon fra nationalgarden.

KVINDERNE FRA PARIS

Kvindebevægelsen havde allerede gjort sig bemærket under den preussiske belejring af Paris. Kvinderne organiserede sig i bykvartérskomiteer. Nogle komiteer var kun åbne for kvinder. Kvinderne gik forrest i mange demonstrationer. De indledte således befrielsen af Paris, idet de forhindrede Thiers’ soldater i at fjerne nationalgardens kanoner fra arbejderkvartererne.

Ved Kommunens konstituering krævede kvinderne, at man rystede kirkens tyranni af sig og de krævede en offentlig uddannelse for alle piger og kvinder. Dette anså Kommunens aktive kvinder som vigtig del af kvindernes frigørelsesproces. På eget initiativ og med Kommunens støtte oprettedes den 4. april de første uddannelsessteder for kvinder.

Samlivsformer, der tidligere havde været forbudt, så som ” ikke lovligt legitimeret ægteskab”, blev nu lovliggjort. Samtidigt afskaffede man forskelsbehandling mellem børn af ægteskab og børn af enlige mødre. Kvinder, hvis mand var faldet i krigen, fik ens pension, uafhængigt af deres status: gift – ikke gift.

  • Disse to dekreter var af stor betydning, da over 26% af alle børn på dette tidspunkt stammede fra forhold ”udenfor de ægteskabelige rammer”.

Fra den 26.marts deltog kvinderne aktivt i kampen mod nationalforsamlingen i Versailles. I Paris fandtes der så mange aktive kvinder under våben, at der dannedes det første kvindekompagni.   ”Kvindernes enthusiasme viser, at de anser revolutionen som deres og forsvaret af den er et forsvar af deres egen fremtid.”
(citat fra avisen ”Le Vengeur”, Prosper Lissagaray: ”Kommunen 1871”).

Anarkisten Louise Michel (1830-1905)

Hun var uddannet lærer og ledte kvindebatalonen i Kommunens tid. I hendes erindringer fra 1886, fortalte hun om kommunarderne og kommunardinderne i “Comite de Vigilance” (overvågnings- komitéerne):

Anarkisten Louise Michel

“På Montmartre var der to ”Comite de Vigilance”, en for mænd og en for kvinder(..). Aldrig siden har jeg lært at kende så vedholdende, så ligefremme og ædle sjæle og mennesker med en så udpræget personlighed. (…) Hos borgerinderne var der det samme mod og bemærkelsesværdige personligheder. ” (…)

“Når det gjaldt pligt, bekymrede man sig næppe om hvilket køn, man tilhørte. Det var slut med disse fjollede spørgsmål (..) “Comite de Vigilance” på Montmartre lod ikke nogen være uden opsyn, ingen uden brød. Der var man fire eller fem om at spise en sild… Når det hed: “Montmarte kommer” gemte de reaktionære sig i deres huller, og som jagede dyr krøb de ned i deres skjul, hvor fødevarerne rådnede op, mens Paris døde af sult. Vi lo af fuld hals, når en af os, havde fået en eller anden stikker med, som vi have regnet for en god borger.”

” Hvis de reaktionære havde haft lige så mange fjender blandt mændene som blandt kvinderne, var Versailles stødt på større vanskeligheder. Vi må medgive vores venner, at de er mere tilgængelige for medlidenhed, end vi er. Kvinderne, disse væsener med de angiveligt bløde hjerter, er bedre end mændene i stand til at sige: Det skal ske. De gjorde det også selvom deres indre føltes sønderrevet, de forblev upåvirkede. Uden had, uden vrede, uden medlidenhed med sig selv eller med andre. Det skulle gøres, om så hjertet blødte eller ej. Sådan var Kommunens kvinder”.

(Citeret efter Louise Michel : “Memoiren”, Verlag Frauenpolitik, 1979).

DEN BORGERLIGE PRESSE I PARIS

Hverken den 18. marts eller de samfundspolitiske forandringer, der fulgte efter førte til, at den borgerlige presse i Paris indstillede sin virksomhed. Alt for sent forandrede Kommunen sin liberale holdning overfor den borgerlige presse, der ikke bare var reaktionær men åbenlyst agiterede for Kommunens fald.

For sent erkendte kommunarderne, at kampen mod deres fjende skulle føres på alle fronter. Først den 5. maj forbød Kommunen 7 af de i alt 24 borgerlige aviser. Den 11. maj blev endnu 6 borgerlige aviser forbudt og så sent som den 18. maj, få dage før nederlaget, blev de resterende 11 borgerlige aviser forbudt. Selv aviser, der blev produceret i Versailles og bragt til Paris blev i lang tid tolereret. På den anden side var ucensurerede publikationer fra Kommunen lige fra starten forbudt i Versailles.

Kommunens holdning overfor de borgerlige hetsorganer bidrog bl.a. til, at dele af småborgerskabet ikke eller kun tøvende deltog i forsvaret af Paris. Aviserne spredte permanente bagvaskelser, løgnehistorier og modløshed, idet de åbent krævede henrettelser af kommunarderne og deres hjælpere. Der fandtes imidlertid også talrige aviser og magasiner, der sympatiserede med Kommunen.

  • ”Almindelige folk, mest fra arbejderkredse, skrev fuldstændigt uden hæmninger og uden at være adspurgt, helt spontant til deres ynglingsavis deres mening og kommentar til dit og dat, med vits og stor energi”   (Prosper Lissagaray: ”Kommunen 1871”)

Kampen begynder  – borgerskabets hævn

Kommunen, der var beskæftiget med udbygningen af de nye samfundsanliggender og forhold, manglede ressourcer og en klar vurdering af nationalforsamlingens planer i Versailles.

Istedet for, som bl.a. Vladimir I. Lenin analyserede, at foretage en fortvivlet energisk og uomtvistelig offensiv, det vil sige “en march mod Versailles”, som en gang for alle ville fastskrive de samfundsmæssige forhold, så det ud til, at kommunarderne troede, at de kunne realisere et nyt samfund uden militære konflikter.  Versailles’ militære modoffensiv var dog uomgængelig. Allerede den 2. april indledte Thiers’ tropper en udmattelseskrig mod den tapre, men ukoordinerede og i regulær krigsførelse uerfarne kommunard-milits bestående af nationalgardister.

Appellerne til det franske folk på landet og i byerne om at støtte revolutionen trængte enten ikke igennem regeringstroppernes blokader eller de gav ikke de forventede resultater. Regeringstropperne i Versailles forberedte sig til den store invasion af Paris. I takt med at Bismarck løslod krigsfanger til formålet voksede antallet af soldater i den regeringstro hær.

2. april 1871: Pariserne vækkes af kanoner

Denne gang var det ikke de preussiske invasorers kanoner der tordnede, men de franske tropper under ledelse af Paris’ tidligere gouvernør, general Vinoy. Den ”republikanske” regering tøvede ikke et sekund med at benytte sig af det kejserlige militærapparat for at nedkæmpe arbejdernes og de ægte republikaneres opstand. Allerede i de første dage af kampene, startede Versailles med summariske henrettelser af deres fanger.

Hovedangrebet den 21. maj

Thiers’ militær startede hovedangrebet den 21.maj. Gennem åbnede porte trængte de helt ind til centrum af Paris. At invasionen lykkedes så let, skyldtes, at en lille ansat i Finansministeriet ved navn Ducatel, begik forrædderi mod Kommunen og åbnede portene for Thiers’ tropper. I første omgang blev tropperne standset af den lidenskabelige modstand, de mødte fra barrikaderne. Men tropperne har bed sig fast og bevægede sig under store tab langsomt fremad. Den 23. maj 1871 begyndte kampen om Montmartre. Barrikade for barrikade faldt.

Commune de Paris. Barricade place Vendôme et rue de la Paix en direction de la place de L’Opéra. Mai 1871. RV-IV-58

Det lykkedes for General Mc Mahon, som rettidigt var blevet løsladt fra tysk fangenskab, at bryde igennem kommunardernes stillinger med to armekorps. En stor del af Paris var da under Versailles – troppernes kontrol.

”Alle på barrikaderne!”

Den 24.maj 1871 udkom det sidste nummer af ”Journal Officiel” med et sidste opråb fra Kommunen: ” Fjenden er ikke i kraft af dens styrke, men takket være forrædderi, trængt ind i byen. Med mod og energi vil pariserne slå den tilbage! (…) Alle på barrikaderne! Lad alle klokker drøne og alle kanoner tordne, sålænge der bare findse en eneste fjende i byen! Denne krig er grusom, fordi fjenden kender ingen nåde.(..) Den fuldstændige sejr er vores eneste chance for at overleve denne ubarmhjertige fjende. Lad os tilkæmpe os sejren gennem enighed og offervilje! Måtte Paris i dag gøre sin pligt! I morgen vil hele Frankrig gøre det efter!”

Den 25.maj var den del af Paris, som stadig var under kommunardernes kontrol, skrumpet ind til få bydele.

Imens gennemførte Versaillestropperne i en ubeskrivelig blodrus massehenrettelser af tilfangetagne kommunarder, men også civilister. Thiers fejrede sin blodhævn ude i Paris’ forstæder. Fra Versailles kunne man med det blotte øje se kampene, og foran scenarier af den brændende by festede borgerskabet allerede sin sejr.

Kommunardernes kamp decentraliseres

Den 26.maj havde kommunardernes modstand for alvor mistet sin organiserede form. Grupper og enkeltpersoner kæmpede med stort mod og beslutsomhed individuelt videre imod den militære overmagt .

Den moderate avis ”Le Síecle” beskrev den 26.maj 1871 Versailles-troppernes myrderier på følgende måde: ” Det er et galloperende vanvid! Der gøres ingen forskel mellem skyldige og uskyldige. I alles øjne lurer mistanken. Denunciationen antager uanede højder. Borgernes liv hænger på et hår. På grund af et JA eller på grund af et NEJ, kan man blive anholdt og skudt.”

Kommunarderne skyder sine fanger

På samme dag ”…blev Kommunens fanger hentet fra Roquett-fængslet og bragt til Rue Haxo.Det handler om 50 fanger, som blev ledsaget af kommunarderne gennem den brændende by. Da befolkningen ser dem udbryder de i vredesråb mod fangerne, som gøres ansvarlige for Versailles-troppernes massakrer. Kommunarderne skyder fangerne uden nogen fælles beslutning eller rettergang. Det var svaret på de systematiske henrettelser af tilfangetagne kommunarder.” (Citat er fra : Jacques Duelos ”Himmelstürmer”, Berlin 1963).

KOMMUNENS FALD

Kommunardernes områder blev mindre og mindre. På Paris’ berømte kirkegård Pére-Lachaise kæmper kommunarderne for deres liv . Eftersom kirkegårdens port er blevet sprængt af Versailles-tropperne, kæmpes der videre mellem gravsten og i de underjordiske katakombter.

Kommunarderne henrettes på Pere Lachaise – kirkegården:

På nogen af de sidste store barrikader kæmper rådsmedlemmerne Férre, Varlin, Ranvier og Jourde side om side. Ifølge nogle overlevende kommunarders beretninger var de alle sammen udmattede og blødte af talrige sår og kvæstelser, men kæmpede alligevel videre. De var klar over, at de ved en tilfangetagelse straks ville blevet henrettet.

Det engelske dagblad ”Times” af den 27.maj 1871 beskrev i en reportage Versailles-troppernes fremgangsmåde således: ”Dette ordens parti, hvis fejhed var årsagen til krigen, udmærker sig nu ved deres blodsudgydelse. Overalt bliver husene ransaget i søgen efter oprørere og mange af dem de finder bliver skudt.”

Det franske dagblad ”Le Figaro”, der var ligeså reaktionært, som det er i dag, skrev den 28.maj 1871:

”Hvad er en republikaner? Et vildt dyr. Ethvert anstændigt menneske slår til for at udrydde dette demokratiske skadedyr!”

Den 28. maj 1871, klokken 8 om morgenen, besætter Versailles-tropperne Rådhuset i Paris´ 20.distrikt. Ved 10-tiden er der kun få spredte modstandslommer tilbage. På nogle barrikader i det 11.distrikt blev der stadig væk kæmpet. Det var Pariserkommunens sidste trækninger.

Kommunarden og historikeren Prosper Lissagaray skildrede denne kamp med følgende ord:

” Omkring klokken ti om formiddagen har kommunarderne få kanoner tilbage og de er omringet af to tredjedele af Versailles-hæren. Alligevel bliver de ved med at kæmpe. (…) Versaillestroppernes artilleri beskyder dem uafbrudt. Da kommunarderne ikke har mere ammunition, styrter de sig beskudt fra alle sider i bajonetternne, som omringer dem(…). Majdagens sidste barrikade er i Rue Ramponneau. Et helt kvarter bliver denne barrikade forsvaret af én eneste kommunard (…).Ved 11-tiden er alt forbi.”

Henrettelserne af kommunarder fortsætter langt ind i juni-måned.

EPILOG. Den 23. maj 1871 skrev den franske forfatter Emile Zola i dagbladet ”Le Sémaphore”:  ” Jeg har kunne foretage en spadsergang gennem Paris. (…) Jeg vil kun fortælle dem om den bunke af lig, som man har lagt under broerne i lag på lag oven på hinanden. Nej, aldrig vil jeg glemme, hvor forfærdeligt mit hjerte har krympet sig sammen, ved synet af det blodige menneskekød (…). Hoveder og legemsdele ligger grueligt i bunker. Fra bunken stirrer krampagtigt forvrængede ansigter frem(…) Der er døde, som ser ud, som om de er blevet skåret i to halvdele. Andre ligner nogen, der har fire ben og fire arme.”

Over 30.000 mennesker blev myrdet af den borgerlig regerings tropper i maj 1871. 40.000 – 60.000 kommunarder blev idømt til fængselsstraf, blev tvangsforflyttet til de franske kolonier eller blev drevet i eksil.

Historien om Pariser kommunen er skrevet af  al. / autonom infoservice.  Oprindeligt skrevet til den nedlagte venstrefløjsportal modkrafts “kontradoxa” (12. april 2006).

Anvendt Litteratur

Prosper Lissagaray: Kommunen 1871, Aurora-forlaget, Stockholm .Interesserede kan købe bogen på anarkistisk bogmesse , d. 9.- 11. august 2019 hos autonom infoservice’ bod (d. 10. + 11. august).

1973 Originaltitel: Histoire de la Commune de 1871.

Prosper Lissagaray – en kort biografi  (på fransk, tysk,italiensk)

Frank Jellinek: The Paris Commune of 1871 (452 sider), udgivet i 1930. Uddrag kan læses her

Luis-August Blanqui – Ein Rebell im 19. Jahrhundert, Campus Verlag,1986

Luis-August Blanqui – en ukuelig revolutionærs biografi

The Commune of Paris, by Peter Kropotkin, March 1880, Anarchy Archives

Karl Marx: Borgerkrigen i Frankrig, med et forord af Friedrich Engels, forlaget tiden, 1974. Kan læses her

W.I.Lenin: Die Lehren der Kommune, Werk Band 13

Jean Villain: Die grossen 72 Tage, Berlin 1971

Jacques Duelos: ”Himmelstürmer”, Berlin 1963

Louise Michel und die Pariser Kommune von 1871, Karin Kramer-Verlag

 

Der er ikke flere tekster