KulturNordside 2022 viste at man sagtens kunne afholde en festival med en ren plantebaseret menu. Man kan ikke just påstå Roskilde har indledt en konkurrence. Veganske alternativer virkede mere som en kuriositet end som det salgspunkt, som festivalen selv har fremhævet plantebaserede muligheder til at være.
Af O.T.
Roskilde med grønne drømme
De fleste forbinder nok Roskildes madudvalg med et syndigt fråseri og fedtdryppende fingre. Knap så meget med gastronomisk nytænkning. Det til trods, så har festivalen 2022 faktisk tre gastronomiske principper for madboderne og deres udvalg:
Vi sætter madscenen
-
Vi vil mere end at gøre, som vi plejer, og skubber til vores egne og omverdenens vaner og udvikling. Vi iscenesætter mad i nye og anderledes formater. Vi aktiverer det sanselige for at bryde grænser og holdninger, og vi udvikler nye måder at forbruge og producere på.
Vi er økologiske og planterige
-
Vi tager hensyn til natur, dyrevelfærd og klima. Vi viser, at grøn omstilling ikke går på kompromis med råvarer, smag, kvalitet og pris.
Vi tager ansvar for madens aftryk
-
Vi samarbejder med producenter, leverandører og aktører, som tager ansvar i hele værdikæden. Vi er almennyttige i vores forretningsmodel og bidrager til foreningslivet, organisationer og iværksættere i det omkringliggende samfund.
På skrift virker det jo lovende. Med fokus på økologi og grønne alternativer, klimaansvarlighed samt nytænkning og holdningsændring, så præsenterer festivalen progressive principper, der må få selv de mest skeptiske til at trække vejret roligt. Men bliver de gyldne ord omsat til spiselig praksis? Det har to sultne festival gængere sat sig for at undersøge.
Vegansk alternativ? Nej desværre, men du kan få pomfritter!
Man forsøger ikke at tænke på urinstøvet i køen til madboderne. Solens restløse afsvidning af det øverste jordlag har gjord luften vibrerende med støv. Gæsternes blærer er gentagende blive tømt med et frydefuldt suk i græskanten, men i stedet for at sive ned, så fordamper tisset i græsset og binder sig til de dansende støvpartikler. ”Kan jeres pizza laves vegansk?” spørger min makker hæst og verfer en stædig flue bort fra sit syn. Den unge dame på den anden side af disken ryster med et tungt hoved og udslukt blik, før hun mekanisk kalder den næste kunde frem.
Min makker og jeg traver videre over teltpladsen. Musikpladsen er ikke åbnet endnu, så vi har kun madboderne ved teltpladserne at tage udgangspunkt i, men indtil videre har det været en tam affære. De planteorienterede alternativer står ikke ligefrem på spring. Jeg ser på min makker, som har fået øje på et skilt i det fjerne. Er det mad? Måske. Med et usynligt nik sender hun os afsted mellem teltene.
Skiltningen er elendig. Skiltningen ved madboderne er set over en bred kam ret sparsomme og informationsløs, men hvad værre er, så er det umuligt at finde ud af hvor de forskellige madtilbud befinder sig. Det er en irriterende rammesætning for hele vores mission. Vi har kun vores sultne næser at gå efter. Ikke optimalt i de givne omstændigheder.
Pizza! Burger! Sandwich! Skriger skiltene. Mere eksotiske retter skal man lede længe efter. Princippet om at ”iscenesætte mad i nye og anderledes formater” virker mere som en ironisk kommentar end som et reelt ønske. EAT BEER boden var en sjov gimmick da den i sin tid åbnede, men at den stadig den mest nyskabende, er ikke sønderligt opmuntrende.
Efter en god del forvirring har vi endelig spottet en ny enklave af madboder. Vi lagde ud ved Badesøernes madbod, men der var ingen plantebaserede alternativer. Eller friturestegte kartofler er jo veganske, som vi blev fortalt!
Ved Fællesspisning øst går det en smule bedre. Her er en vegetarisk ret i warm-up dagene og en reel vegansk ret i musik-dagene. Eller, man får serveret kødet ved siden af og betaler det samme for retten, men det må være bedre end at gå sulten i seng.
Gourmet burgers og Sandwich/pizza har en vegetarisk version, men ingen vegansk. Jo, pomfritter!
Min makker og jeg er ikke mange madboder inde før en trend går op for os. De plantebaserede alternative er ofte bare en skrabet version af kødtilbuddet. En margherita pizza. En tomat sandwich. Hvis Roskildes ønske er at ”aktiverer det sanselige” for at ”ændre holdninger”, så må det være min sjette sans for bullshit de har fat i.
Det gyldne brød går vi chokeret fra. Bageriet havde hverken en veganske eller vegetariske mulighed, men det var i sig selv efterhånden forventeligt. Det rystende var, at de ikke engang kunne tilbyde plantemælk til kaffen.
Min makker og jeg holder et øjebliks hvil. Vi ser på hinanden og må modstræbende indså, at missionen er mere kompliceret end som så. Skiltningen har gennemgribende været elendigt. Flere steder står der bare veggie dit eller dat, men hvad dækker det præcist over? Alle stederne er køerne lange, så min makker måtte med møje og besvær (og irriterede sideblikke) skubbe sig frem til disken for at få svar på præcist hvilke plantealternativer der er. Nogle steder måtte vi simpelthen give op, da boden var for lille og menneskemængde for stor. Andre steder havde de stakkels frivillige meget svært ved at svare på vores spørgsmål. Alt i alt kan vores undersøgelse næppe siges at være med videnskabelig præcision, men er det også nødvendig, når man bare gerne vil guide folk til et vegansk måltid?
Time out har ingen plantealternativer, men pomfritter. Big A’s Dinner har vegetarisk, men ikke vegansk. Det samme kan siges om Mamas corner. BUS BUS er i det mindste ærlige omkring deres kødmekka. Her tilbydes svin i tern, svin i ruller, svin i skiver og svin i cirkler. Når Festivalen ordret skriver at ”samtlige boder vil tilbyde planterige alternativer til den traditionelle ret med kød” så kan jeg blive i tvivl om hvorvidt folkene bag har glemt betydningen af almindelige danske ord. Det skal dog til deres forsvar siges at der er pomfritter de fleste steder! Og jeg skal heller ikke udelukke at det er muligt at opstøve et obskur plantealternativ i alle boderne. I BUS BUS serverede de melon og brød til deres gris og det anerkendes af nogle personer (ikke nogen jeg kender) som en ret i sin egen ret. 
I DIXI Burger sælger de vegetariske burgere, men ingen veganske. Vi har spurgt en rådvild ung mand om suppen er vegansk og han ender med at lave paniske fagter til køkkenchefen. En kompetent dame kommer hos i møde, og udover madens ingredienser fortæller hun os noget interessant. Det er faktisk en pligt for madboderne at de synlig skal skilte med en ingrediensliste, som gæsterne skal kunne orientere sig i. Hun peger på deres som er tapet fast på disken. Mig og min makker ser forbavset på hinanden. Vi synes ellers vi havde været grundige, men det er første gang vi støder på en så tydelig skiltning.
Der begynder at vise sig et nyt mønster. Vores ørkenvandring har heldigvis ført os forbi en del vegetariske vandhuller, men det har også afsløret en grim tendens: Der tjenes penge på planteæderne. Flere af de steder vi har besøgt kunne kun servere vegetarisk eller vegansk, når man eksplicit efterspurgte det, hvilket skete ved at de animalske produkter blev fjernet, men prisen forblev den samme. Man skulle tro vi var tilbage i slut 90’erne. Ved restaurant besøg kunne man være heldig at kokken forbarmede sig over den stakkels plantespiser, og fjernede kødet fra kødretten og tilføjede en dampet gulerod. Til samme pris, selvfølgelig. Nogle af boderne sidder lige så urokkeligt fast i 90’erne som min gamle håndboldtræner. Andre boder har faktisk slået lidt af prisen på det vegetariske, men initiativet virker mere ufrivillig komisk end oprigtigt. Nogle steder sparer man hele 1 krone på den plantebaserede ret. Andre steder kan man komme helt op på 3 kroner og når bølgerne virkelig går højt, så kan man spare en 5’er. Uden at kende prisen på de enkelte retters råvare, så tør jeg godt lægge hoved på blokken og påstå, at der bliver slået mønt på dem der forsøger at undgå boltpistoler associeret med deres burgerbøf. 
Min makkers mave knurrer. Vi er på vej med op ad trappen over togbanen og et øjeblik efter lander vi i det vestlige teltområde. Indtil videre har vi ikke haft meget helt i det centrale område eller i de dele af øst vi har været i. Vores forhåbninger er nået samme niveau som vores blodsukker. Ikke langt fra trappen står en række undseelige boder. Vi tørrer sveden af panden imens vi skimmer den beskedne menu. Min makker minder mig om at vi skal huske at drikke vand imens jeg læser højt fra menukortet. Nachos with cheese. Warps with chicken. Jeg skal til at læse videre da min makker gør mig tavs. Vent gisper hun. Der står warps med LIKE chicken! Forbavset læser jeg teksten igen og ser med det samme hun har ret. Halleluja vi har fundet en vegansk bod!
Vex mex hedder madboden. Kun et genert lille vegan tegn viser bodens sande væsen. Derudover er det nemt at overse det plantemekka vi er havnet i. Ligesom en veganer til familiefest i Jylland forsøger boden at gå i et med tapet. ”Ikk’ tag notits af mig!” er det som om den siger. ”Jeg er ligesom alle andre”.
Min makker hælder en Warp indenbords og brummer tilfreds. Med fornyet energi sætter vi kursen imod de fjerneste boder i vest. Det er som om heldet er begyndt at vende. Halifax kan lave både veganske og vegetariske burgere. EAT BEER har en vegetarret på skiltet, som kan gøres vegansk ved henvendelse. Voluntary gym club laver veganske sandwich og GIANT laver en vegetarisk burger, som måske var vegansk, men ingen vidste hvad der var i farsen.
Tilfredse forlader vi vest-området og sætter kursen imod det fjerneste hjørne af festivalen: Silent and clean. Her høre de gamle til og åbenbart også de mest konsistente veganske alternativer. Lé Trang har en lækker thaiinspireret vegansk ret. Letz Sushi har også en vegansk mulighed og det samme har Meyers bageri. Rundfarten slutter på toppen da selv glutenallergieren (undertegnet) kunne konstatere, at der var en vegansk mulighed.
Mere grøn af navn end af gavn
Ingen veganere kommer til at gå sultne i seng, men de kommer nok til at få rimelig ømme fødder. Det tog os omkring to timers detektivarbejde at kortlægge madmulighederne på teltpladsen. Ingen steder fandt vi en oversigt over spisestederne og selv ved de enkelte boder var menuerne indhyllet i mystik. De forskellige madtilbud er meget ujævn spredt over pladsen. I øst var det nærmest ikke til at opstøve andet end pomfrit. I det centrale område spirede der pletvist nogle grønne alternativer. I vest var der både en reelt vegansk stand og flere veganske alternativer. Silent and clean havde ligesom vest også nogle solide grønne retter.
Hvis Roskildes vision er at undgå udsultede veganere, så er den nok indfriet. Dog lader deres principper til at være noget mere ambitiøse end det. Hvis festivalen ønsker at skabe holdningsændringer til måden man forbruger på, så er de i gang med at lave et selvmål. Det kræver mere held end forstand at finde de gode plantealternativer. Hvem gider vandrer teltpladsen tynd når en omgang ølbowling venter i campen? Så er det nemmere at snuppe noget nemt kød.
Det er heller ikke rart at føle sig snydt. Mange steder skulle man betale (næsten) det samme for en planteret, men både ernæringsmæssigt og optionens størrelse var en skuffelse i sammenligning. De færreste vælger frivilligt det halve til den samme pris. Den eneste adfærdsændring der bliver opfordret til, er, at flexitarerne vælger det der mætter mest. Priserne på Roskilde er vanen tro allerede skruet i vejret. Et tømmermandsramt hoved tænker nok mere på pengebunken end principperne i sommervarmen. En god mode at nudge folk mod plantealternativerne ville være, hvis retterne både var nærende og væsentligt billigere end kødalternativet. Begge ting ligger indenfor mulighedernes rammer.
Nu vil vi få os en midlertidig tatovering i en af de to boder på pladsen. De er regnet den ud. Der står TATOO med kæmpe skrift hævet højt over boden. Ser frem til den dag hvor et sprudlende VEGAN heller ikke er til at misse.